Onsdag d. 3. februar 2016
RETUR
Jungle,
vandfald og Pacific Tsunami Museum
|
Det
var igen en smuk morgen, men der var ingen tegn på liv i havet under
terrassen, selv om det blev overvåget nøje i kikkerten. Morgenmaden blev som
sædvanligt indtaget i det fri, og så blev der sendt postkort til Danmark med Postdanmark’s udmærkede ”Postkortet”-App.
Først sent på morgenen var der tegn på liv i havet, og der var ikke megen
tvivl om, at det var en stor flok delfiner, som fløj hen over havoverfladen i
der fjerne. Vi sad derfor
først i bilen ved 10.30-tiden, hvor vi igen kørte mod Hilo.
Første stop var ”Akaka Falls State Park”, hvor vi
har været før. Her går man en kort runde i tæt regnskov, som er en mur af
grønt til alle sider. Bambusskove så tykke som overarme på en jord og
betonarbejder og alverdens blomster og planter, som Hanne genkendte som
stueplanter pryder ruten, der er lettilgængelig på fine betonstier.
Her er også store
overgroede træer, der er ved at blive kvalt af figen-lianer, som vi også har
set det i Australien. Selve Akaka-vandfaldet er 129 meter højt, og det falder smukt
ned i en lille sø omringet af en grøn jungle-kløft.
Vi overværede
nogle turister fremdrage nissehuer og blive fotograferet – her var helt klart
tale om langtidsplanlægning i forhold til årets julehilsen. Vi læste igen de
informative skilte om den lille fisk, der troligt KLATRER op ad vandfaldet
for at lægge sine æg i roligt vand på toppen. Tal lige om specialisering! Fra
vandfaldet er der kun et kvarters kørsel ind til byen Hilo,
hvor vi parkerede på hovedgaden lige foran ”Pacific Tsunami Museum”, som tydeligvis
er indrettet i en klods af en gammel bank nær havnefronten.
Her lærte vi
om de to store tsunamier, som i nyere tid (1946 og 1960) ramte Hawaii og
dræbte mange mennesker – dog intet i sammenligning med
Thailand/Indonesien-katastrofen i 2004. Der var mange informationer om disse
enorme bølgers opståen, og vi kunne se på et kort, at der var 5-6 timers
bølgevandring fra Hawaii til Sydamerika, USA og ikke mindst Alaska, hvor
1946-tsunamien opstod efter et gigantisk jordskælv i Anchorage. Der var mange
rystende og rørende historier på museet, de fleste dog på den video, som vi
så i the Vault Theater. Hvorfor hed teatret det?
Jo,
simpelthen fordi museet jo ligger i en gammel bank, og deres biograf ligger i
pengeskabet, hvor man skal igennem den pansrede dør for at komme ind i
biografen. Her så vi film fra Hilo-tsunamierne og
hørte om de overlevendes historier, som de selv genfortalte.
En anden
super-historie var den nyligt ankomne unge lærerinde, som havde aftalt date
med en ung herre den aften, hvor tsunamien ramte Hilo.
Også lærerinden blev trukket til havs og klamrede sig til noget vraggods i
mange timer. En eftersøgningsbåd finder hende langt om længe, og det er
hendes mandlige ”date”, der trækker hende ombord. Det siger sig selv, at de
blev gift og levede et langt liv sammen. Det var nu en
ganske kort gåtur hen til ”Farmer’s Market”, hvor
vi havde planlagt at købe frugt og grønt. Det var helt tydeligt lokale, som
solgte deres egen avl, og det var hyggeligt og uden nogen form for råben og hiven i folk, som man
er vant til fra Afrika og de arabiske lande.
Her var
heller ikke diskussion om priserne. Alle var f.eks. enige om, at en moden
ananas kostede 3,5 dollar! En kinesisk udseende ung kvinde lokkede os til at
spise en ”Dragon’s Eyeball”,
der efter at man har piller den tynde, hårde brune skal af ligner en rundt
klar drue med en sort sten i midten – derfor sammenligningen med et øjeæble.
Den smagte
som en vanille-drue, så vi købte en pose til 3
dollar. Nu gik turen
videre til den Mall, som ligger lige ved siden af Hilo’s lufthavn, hvor vi havde spottet en ”Sears” og en
”Macy’s”, som plejer at have godt tøj. Efter 1½ time måtte vi dog konstatere,
at det alt sammen var dyrt kunststof, så ingen bomuldstrøjer denne gang. Vi
rundede kort Walmart og fik morgenmad og aftensmad
til de næste to dage. Det var den
sædvanlige to-timers-tur tiltage til huset, hvor der igen var fred og idyl og
absolut ingen hvaler eller delfiner ude i havet, men det blev alligevel sent,
inden vi havde badet i det store kar på terrassen og spist aftensmad. Det var
helt stjerneklart, så det gav mulighed for at lave en video af stjernerne,
når vi nu har besluttet, at vi ikke tager til Mauna Kea og se på stjerner på
denne tur, da vi stadig husker den meget hårde nedkørsel fra bjerget midt om
natten – det har vi ikke lyst til igen. |
