Mandag d. 1. februar 2016 RETUR

Mad på vejen og lava (dybt) under fødderne

Vi burde lave en Stillehavsudsigt hjemme fra soveværelset i Birkerød – det var stadig fantastisk at vågne og kigge ud over havet fra sengen. Klokken var kun 7, så jetlaggen har nok ikke helt lagt sig. Det første, der skete i dag, var en eftersøgning på nettet efter hvalsafarier, og ”Adventure X” lød tiltalende, så vi bookede en tur i morgen. Solen skinnede, og vi indtog den friskmalede Kona-bønne og morgenmaden på terrassen, og så var det afsted mod ”Volcanoes National Park” ved 9-tiden, som krævede en to-timers køretur. Kort uden for udkørslen blokerede en kalkun-familien vejen, og vi var nødt til at standse og forevige disse enorme fugle. Her er tale om meget kød på to tynde ben – og ligheden mellem fugle og dinosaurer er stadig slående.

Første mål var dog 5 minutter ned ad vejen til ”Waipio Valley Lookout”, som stadig var temmelig øde, på trods af det flotte vejr. Dalen lå smukt badet i sol, og på trods af vejarbejdsskiltet foran parkeringen, som ikke truede med en-sporede strækninger eller ventetider pga. asfaltering, men ganske nøgternt konstaterede at ”Waipio Valley is closed due to dengue fever!”, så var det meget idyllisk at kigge på. Vi kunne kigge ned på den strand med sort sand, som havde lokket i brochuren for ”Hale Kukui”, men det var altså ”no go”-område … surt!

Små damme med vand inde i dalen fangede vores nysgerrighed, og skilte på parkeringen kunne oplyse os om, at der blev dyrket TARO i disse damme. Taro?

Nu ræsede vi mod Hilo og fortsatte videre mod byen Volcano og National Parken med de aktive vulkaner. Vulkanerne var dog ikke så aktive i øjeblikket, som man godt kunne ønske, så vi skulle ikke forvente at se nogen flydende rød lava på denne ferie.

Det rådede den unge ranger i parkens ”Visitor Center” dog bod på ved at anbefale en film, som lige skulle til at starte i biografen, så vi kastede os ind og fik historien on vulkanen Kilauea Iki’s udbrud i 1959, hvor der havde været ufattelige mængder af flydende lava i det fyldte krater. Det var det krater, som vi havde planlagt gåtur i senere på dagen.

Efter denne film kom en mere oplysende film om Hawaii, som kunne afsløre, hvordan de mange Hawaii-øer var kommet ud af bollesprøjten her midt i Stillehavet og havde efterladt nogle øer, som – hvis man regnede dem fra havbunden, er højere end Mount Everest!

Da jordens tektoniske plader flytter sig, rykker Stillehavs-pladen over lava-hullet (bollesprøjten) sig, så på den måde bliver der lavet flere øer på stribe. Allerede nu er der ved at blive lavet en ny ø syd for Big Island, men den når næppe overfladen i vores tid. Big Island er 700.000 år gammel, og herefter er der en halv til en hel million år imellem øerne, så Kauai, som er den næste ø, vi skal besøge er mellem 3.8 og 5.6 millioner år gammel. Det er også derfor, at Kauai er den mest overgroede ø.

Vi gik nu en kort tur langs svovlgule klipper, der midt i dampende omgivelser leverede de mest fascinerende former på jordoverfladen, hvor dampene eller svovl-tågerne fusede ud af små sprækker i jordoverfladen. Det efterlod klart gule krystaller af svovl – og luften var derefter, så man står ikke stille for længe af gangen.

Vi gik videre gennem dampene, og vi nåede til kanten af calderaen, som det enorme krater kaldes. I dage er det en størknet lava-sø. I det fjerne kan man se røgen fra den aktive vulkan, der på en dag som i dag går i ét med skyerne.

Vi tog bilen frem til den store Kilauea Caldera, med Halema’uma’u krateret, hvor den evige røgsølje ventede på os foran Jaggar Museum.

Vi satte os og spiste frokost i skyggen, og vi slog en kort tur gennem udstillingen og så seismografen, der tilsyneladende ikke registrerede noget i dag – de små udsving skyldes vindens påvirkning på bjerget.

Vi kørte tilbage mod ”Kilauea Iki” krateret, hvor vi ville gå den pragtfulde tur, som vi også have taget med pigerne. Turen fører én rundt om krateret fra udbruddet i 1959, og nede i selve den størknede lavasø, kan man se de små mennesker, som går ruten – det er et enormt hul, som har boblet af lava for 59 år siden.

Nedstigningen foregår af trapper bygget i lavasten, og der er selvfølgelig rækværk på de stejle steder – det er vel NPS. Helt ned møder det fantastiske syn af knudret lava én, og der er stadig kun spredt bevoksning af noget, som ligner hårdføre hybenroser med smukke røde blomster.

Landskabet ændrer sig hele tiden, selv om det er det samme krater, for det er sunket sammen, da nogen trak bundproppen ud 300 meter under os og meget af lavaen flød tilbage igen. Toppen er kollapset flere steder, og der efterlader jordskælvslignede områder, hvor den pæne asfalt er brudt i enorme flager. Vi var desværre omringet af amerikanske turister, og de fatter ikke at nyde stilheden, så de kæfter op og snakker som vandfald med hinanden. Vi satte os ned og håbede, at de passerede os, og til vores store forbløffelse var vi pludseligt HELT alene – og det fortsatte resten af turen. Vi sad og nød stilheden og fuglefløjtene, og det var den en let brise, der susede og forstyrrede den totale stilhed – fantastisk. Det gav os også fin lejlighed til at forsøge os med et billede, som godt kunne ende på en kalender, hvor vi sidder midt i katastrofe-området.

Hanne mente dog, at billederne af, hvor jeg stiller kameraet op på en afsats, hvor der er luft under mig var mere spektakulære!

Vi fortsatte gennem krateret og mødte kun enkelte, ensomme modgående, indtil vi nåede til opstigningen. Den er en zig-zag tur op ad skråningen, som vi tog i rolig march, så vi ikke blev forpustede – men alligevel overhalede en del trætte turister.

Oppe igen var vi lige foran ”Thurston Lava Tube”, så vi tog den korte cirkel gennem den frodige regnskov, inden vi kom ind i den oplyste lava-tunnel i junglen, der var længere, end vi huskede den og ganske flot.

Det dryppede fra loftet, og mange steder hang lange rødder ned, som må være vokset igennem fra overfladen.

Vi havde overvejet, om vi skulle vente på mørket og se den røde glød på røgen fra Halema’uma’a-krateret, men det ville vare 1½ time, og på den tid kunne vi være hjemme til vores ventende bøffer, som var taget ud af fryseren. Jeg havde heller ikke ekstra tøj og lange bukser med, da dette ikke var en del af planen, så vi vendte næsen hjemad, da det ville tage fulde to timer at komme hjem. Turen til Hilo var ét langt fald gennem en regnsky, så det gik stærkt. Her tankede vi både benzin og kaffe. Efter Hilo blev det mørkt, og det var ikke en særlig rar tur med blændende modkørende og høj fart, men vi kom da hjem i ét stykke.

Hanne kastede sig i det varme vand på terrassen, og bagekartoflerne blev sat over, inden jeg gjorde hende selskab. Bøfferne fik en tur på grillen, og så kunne vi hurtigt spise udenfor i den lune aften. Det var blevet sent, så det var direkte i seng efter maden – vi skal jo op og sejle på hvalsafari i morgen.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag