Lørdag d. 30. januar 2016 RETUR

Fra lava-ørken til tropisk paradis

Jetlaggen slog til, og vi var vågne mange gange i løbet af natten, men alligevel stod vi først op ved 9-tiden. Vi fik badet og gjort os klar til morgenmaden, så vi kunne traske over til naboejendommen, hvor ”Splasher’s Grill” havde en aftale med hotellet om at servere morgenmad til gæsterne. Jeg havde allerede opdaget ”Splasher’s Grill” fra altanen, da jeg undrede mig over, hvad det var, der lå ude i vandet. Heldigvis er kikkerten jo taget med for at studere hvaler, men dette var en metal-hval … altså en ubåd.

Bemærk også det smukke blomstrede træ – unægtelig anderledes end en januar dag i Danmark.

Der var kø for at få et bord på den store åbne restaurant på første sal, så vi fik en elektronisk brik, som ville blinke, når vores bord var ledigt, Vi gik derfor ned i det lille område med turistbutikker mellem hotellet og restauranten, og på forunderlig vis blev vi indfanget af en kvinde, som demonstrerede alverdens ting, som kunne skifte farve, hvis de blev ramt af solens stråler. Vi kunne vælge mellem frisbees, neglelak og hårklemmer i form at blomster. Hanne mente, at det ville være en god gave, så blomsterne blev indkøbt – selv om den tiltænkte modtager først har fødselsdag om et halvt år.

Vi fik et bord med udsigt til havnen, som var udlagt til svømmebaner, hvor adskillige mennesker allerede lå og plaskede rundt i det varme vand på denne lækre solskinsdag. Vi bestilte ”bacon & egg med hashbrown kartofler”, og mens vi ventede på dette, glædede vi os over, at vi ikke skulle holde ferie her i dette turist-hul, som nok er solrigt, men lidet charmerende. Den vestlige side af denne ø er tør og solrig, mens den østlige side, hvor vi skal husere, er mere våd, men til gengæld overdådigt frodig og grøn. Kaffen fik os tilbage til livet, og mens vi ventede på maden, planlage vi, hvad vi skulle indkøbe til de første par dage i feriehuset. Vores tallerkener ankom, og den store portion mad kunne nok gøre det ud for både morgenmad og frokost i dag.

I stedet for at søge direkte mod vores feriehytte, besluttede vi at køre de 100 meter fra hotellet til byens Walmart, hvor Hanne gerne ville have lidt tøj, hvis det kunne lade sig gøre. Imens hun ledte efter det, begyndte jeg at gøre et indhug på indkøbslisten med de ting, som kunne tåle at ligge i bagagerummet på turen, så godt læsset op med drikkevarer, brød og chips forlod vi Kalua-Kona og kørte mod nord, hvor vi igen passerede lufthavnen. Området her er fuldstændigt dækket af lava, og på begge sider af vejen er der en slette af knoldet brunt lava, der visse steder er skarpe, forvitrede formationer af størknet lava, mens det andre steder er glatte, buede flader fra flydende lava, der er størknet helt i denne form. Fascinerede – men goldt.

Få steder begynder tørt gult græs at få fodfæste på denne barske undergrund, men generelt er billedet trist og brunt på denne side af øen. Vi ville have gået en tur på én strand, hvor vi viste, at der kunne være store havskildpadder, men vi må have misset afkørslen, for pludselig nåede vi afviseren mod vores næste mål, Waimea.

Som en streg i sandet kommer den grønne farve, da man nærmer sig den nordlige del af øen og svinger mod øst, som det tydeligt ses på Google Earth ovenfor. Vejen stiger op i højderne, og kort efter er alt frodigt og grønt – og en anelse mere skyet. Foran os kan vi se det 4200 meter høje Mauna Kea, hvor skyerne pakker det ind, så toppen kun er synlig visse steder.

Da vi nåede byen Waimea, holdt vi ind, da vi mente at dette måtte være den sidste større by, inden vi nåede til vores feriehytte. Her fandt vi en Foodmart tæt på hovedvejen, og vi var pænt chokerede over priserne her. En liter yoghurt kostede 60 kroner, et løg (som godt nok var stort) kostede 15 kroner, og 4 bagekartofler til 70 kroner var ved at få os til at besvime. Til gengæld var to store bøffer til 100 kroner rimeligt, men alt i alt var grøntsagerne og mejerivarerne stort set ubetalelige, så vi holdt godt igen og surmulede lidt over dette.

Nu var det ved at være lidt sent, hvis vi skulle checke ind kl. 15, så turen gik nu direkte videre mod Kukuihaele og Waipio Canyon, hvor vores hytte skulle ligge med udsigt over vandet. Vi fandt uden videre byen Honokaa på hovedvej 19, hvor vi kørte fra mod Kukuihaele, og snart efter sneg vi os gennem et villakvarter og så skiltet med ”Hale Kukui”, hvor vi skulle bo, Her faldt vejen brat og vi kørte forsigtigt frem til huset, som måtte være ejernes eget efter at have passeret tre feriehuse og en flok vilde høns. Paula kom ud og tog imod os efter at hendes små hunde havde givet os en varm velkomst. Hun viste os det pragtfulde hus med den helt enestående udsigt over klipperne på Napali-kysten og det endeløse Stillehav.

Paula formanede os til at bruge den myggespray, som hun havde sat frem, da Waipio Valley er lukket for turister pga. dengue-feber, som man absolut ikke skal spøge med. De giver voldsomme influenza-symptomer, og på verdensplan dør over 20.000 om året af sygdommen. Paula viste os frugtlunden fra terrassen, og også her fulgte der en formaning med, da vi ikke skulle gå ned og plukke hverken citroner, appelsiner eller grapefrugter efter mørkets frembrud, da et vildsvin huserede i lunden på dette tidspunkt. Vi lovede at forsyne os med myggespray og afholde os fra frugtplukning i mørke.

Der var også små uskadelige firben på terrassen, som vi endelig ikke måtte røre – de var ikke giftige, men de hjalp til med at holde huset fri for insekter. Vi så straks en lille grøn fyr – ikke større end en håndsbredde, og den havde fluorescerende grønne farver og et dumt udtryk i øjnene. Man kunne tydeligt se dens sugekopper. Når man så den fra oven, og den bevægede sig uhindret rundt på lodrette flader – eller ligefrem under loftet med hovedet nedad.

Vi ville gå en kort tur ned gennem frugtlunden til udsigtspunktet, som Paula også havde fortalt om, men inden vi nåede så langt, mødte vi Dan, som demonstrerede den orange frugtplukker, ved at hale et par appelsiner ned, som stadig var lidt grønne i skallen. Han forsikrede, at de var modne, og vi samlede en grapefrugt op fra jorden. Det hele blev bragt foran vores dør, inden vi genoptog planen med udsigtspunktet. Først måtte vi dog kæmpe os igennem gigantiske spindelvæv i frugtlunden, for at komme igennem – heldigvis var der ikke edderkopper af tilsvarende størrelse.

Ved udsigtspunktet stod en bænk, men vi var alt for opsatte på at se hvaler til at sidde ned, så den næste lille halve time stod vi op og spejdede ud over havet. Vi så adskillige pust af damp op fra vandet, og Hanne så en ryg, der forsvandt i en skumbrus lige under os. Altså ingen hvaler, der sprang op fra vandet i dag. Paula havde fortalt os, at man kunne høre hvalerne slå deres store luffer mod vandet og frembringe store plask – så vidste man, at de var der.

Vi holdt mørkning på terrassen med et glas vin, og så var det tid til at afprøve det fine badekar med udsigt til havet – selvfølgelig iført ingenting bortset fra to glas vin. Det var fantastisk at sidde i mørket og lytte til de mange lyde af cikader, fugle … eller var det de frøer, som Paula havde fortalt os om, da hun viste os ørepropperne på senge bordene. Jeg havde læst om disse frøer i ”Lonely Planet”-bogen. De var en plage for Hawaiianerne, de er invasive, og de kunne lave en støj på 70 dB – det er MEGET.

Nu blev den elektriske grill tændt, og de bekostelige bagekartofler blev lag i mikroovnen, som var det et pengeskab. Tænkt, hvis nogen brød ind i nat og stjal de to resterende kartofler. Det ville blive svært at forklare vores danske forsikringsselskab, at de skulle punge ud med 35 kroner for to bagekartofler! Vi spiste i mørke med hjælp fra en myggespiral, der sendte en tynd røgsøjle ud for af holde dengue-feberen på afstand. Opvasken blev lynhurtigt taget, og så sad vi og sov i hver sin stol – hvorefter vi kravlede i seng og sov videre – nu har vi ferie!

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag