Fredag d. 29. januar 2016 RETUR

Langfredag i januar – der er langt til Hawaii

Hanne havde booket den perfekte afgang til Hawaii. Vi skulle nå flyet 12.25 i Kastrup, så vi kunne sove anstændigt længe og forlade Birkerød i god ro og orden efter at have sat timer på fuglenes lyd og slukket for diverse varmeanordninger – bliver det koldt, så tænder vi for varmen via nettet. Turen til Hawaii var bestilt for et halvt år siden, men i den tid havde SAS ændret afgangene et par gange, så nu var god margin i San Francisco blevet minimeret til 1½ time, så vi var en anelse bekymrede for, om det kunne lade sig gøre at komme igennem immigrationen, flytte kufferter til Indenrigsflyvning og flytte os selv til en anden terminal. ”Det må gå med Gud!”, som Hanne’s chef ville have sagt det, og således gik vi ombord i SAS’ nye rute, som flyver direkte til ”Guds eget Land” og helt over til San Francisco. Både den unge kvinde i Check-In, og den umådeligt rare herre i Sikkerhedskontrollen undlod ikke at nævne, at misundelse var en grim ting, men at de da godt gad tage til Hawaii her i slutningen af januar, hvor 14 dages hård frost så småt var ved at blive afløst af mere sædvanligt gråt og blæsende trist dansk vintervejr.

Det var en dejligt stor Airbus 340, hvor vi havde benplads men til gengæld ikke nogen sæder foran med skærme. Dog kunne vi slå en skærm op fra armlænet, så vi kunne se film på den 11 timer lange tur non-stop til vestkysten af USA. Der var et problem med en motor, som skulle have olie på – hallo! Det har vi ikke brug for – vi skal videre til Hawaii i dag. Piloten forsikrede dog, at vi ville lande til tiden, og faktisk landende han 4 minutter før tiden efter 11 timers flyvning – flot. Og så havde vi endda fået en sandwich med rensdyrkød … man flyver vel med skandinavisk fly.

Vi blev guidet direkte hen til en tom skranke i immigrationen efter at have spænet ind gennem terminalen, vores kufferter kom hurtigt, så de kunne blive afleveret igen til den videre tur, og så købte vi lige to sæt sandwiches og fortsatte helt ud til gate 31 i Terminal 3 – så kan man ikke komme længere væk. De startede indcheckning på Hawaii-flyet, da vi ankom og stillede os i kø, og United havde som sædvanligt over-booket, så vi var lykkelige for, at vi ikke kom for sent – så var vi næppe kommet til Hawaii de første par dage! Alain var tilfældigvis på arbejde i San Francisco, og han havde tilbudt at spise aftensmad med os, hvis vi strandede, men vejret var gråt og trist her, så det gjorde vi heldigvis ikke.

Alain fik en sms om middags-afbuddet, og så forlod vi det amerikanske fastland.

Det var en meget bedre fly til Hawaii end sidst. Vi kunne sove og høre musik de næste lidt over 5 timer ud over Stillehavet. Det blev efterhånden mørkt, selv om vi på hele turen have fulgt med solen, men den løb alligevel fra os, så det var helt mørkt, da vi landede kl. 20.15 i Kailua-Kona på vestiden af den store ø Hawaii, som også kaldes ”Hawaii Big Island”. Det var en lun luft, der tog imod os, da vi gik ned af trappen fra flyet og gik de få skridt ind til den helt åbne terminal, hvor man sidder og venter på flyene i det fri – dog under halvtag. Vi gik hen til bagagebåndet, som også er i fri luft – dog stadig under halvtag, og vores to kufferter dukkede hurtigt op. De blev fisket og så satte vi kurs mod shuttle-stoppedet for Hertz-biludlejningsbussen, som lod vente lidt på sig.

På trods af at vi havde checket bilen ind hjemmefra, så rodede den rare Hertz-dame lidt med det – eller måske netop fordi vi havde checket ind hjemmefra. Hun kiggede på os, og spurgte om vi kun var to, for ”it’s a small car!”. Vi forsikrede hende, at vi ikke havde brug for noget større, og vi grinede højt, da vi så vores ”Nissan Sentra”, der absolut IKKE er en lille bil med danske øjne. Vi smilede ad dette resten af ferien, hver gang vi satte os ind i ”the small car”.

Køreturen til Kailua-Kona og vores hotel var meget kort, og vi fik et værelse på fjerde sal, hvor der var en fin lille balkon. Damen i receptionen guidede os til ”ABC Store” lige over for hotellet, hvor vi fik to øl og lidt vand, og så sank vi sammen på balkonen med den sidste sandwich og den kolde øl og glædede os over, at det hele havde klappet.

Hanne fik lagt besked til alle derhjemme om vores lange fredag, hvor klokken nu var ca. 23 – og det var lørdag morgen kl. 10 i Danmark. Kort efter sov vi begge i stolene, så vi slæbte os i seng og var lykkelige over, at der var morgenmad på hotellet indtil klokken 11 i morgen.

Til Toppen Hop til næste dag