Søndag d. 23. august 2015 RETUR

Facts og Fiktion om det Vilde Vesten … og stjernebelyste gejsere

Vi sov længe i de store senge på Super-8, og efter et forrygende bad under et vandfald a varmt vand … i hvert fald sammenlignet med de lidt sparsomme stråler i vores ellers fine camper. Hanne havde glemt sin børste hos Wade & Patricia, og det havde de allerede mailet om, så jeg kørte til Walmart for at få en ny, mens Hanne forsøgte at undgå druknedøden under kaskaderne af vand. Morgenmaden blev indtaget i receptionen.

Herefter trillede vi en mil tilbage ad vejen til Walmart. Her fyldte vi op til morgenmad i Yellowstone, og Hanne fik lidt mere tøj, mens jeg skrev dagbog og polerede vinduerne med det ny-indkøbte ”Wind Screen Cleaner” – nu er vi klar til at se en masse grizzly bjørne gennem forruden.

Vi besluttede os dog for at udsætte Yellowstone lidt til fordel for at besøge det store ”Buffalo Bill Cody Museum” midt i Cody, som faktisk er FEM forskellige museer under samme tag.

Allerede i døren, der viste sig at være en bagindgang til museet, får man sine fordomme bekræftet, da et lille skilt på døren fortæller, at man skal fremvise sine synlige våben i receptionen – ellers kommer man ikke ind i museet. Men … hvad med de skjulte våben?

Vi var kommet ind via ”Naturhistorisk Museum”, som fremviste alt fra Amerikas historie fra dinosaurerne til olieudvindelse, men også havde masser af informationer om bjørne, ulve og bison. Vi undrede os over skulpturen af bisoner, der styrter ud over en afgrund, men et maleri gav forklaringen. Indianerne jagede bøfler ved at drive de skrækslagne dyr ud over en afgrund ved en høj klippe.

Her kunne familierne så i ro og mag partere de dræbte dyr for foden af klippen efter jagten.

Det var også tankevækkende at se de mange meninger om ulve i Yellowstone. ”Ulve dræber for sjov og hører hjemme i Zoo! ”, var én af de mange meninger på små lapper papir i en montre, men der var også mange, der som vi mener, at ulvene var her først, og at man må forsøge at leve sammen med dem.

Vi tog lige et foto af de udstillede ulve for en sikkerheds skyld – vi kommer garanteret ikke så tæt på dem i Yellowstone, da disse kloge dyr jo holder sig på stor afstand af mennesker.

Ad snørklede veje gennem det store museum kom vi baglæns gennem ”Western Paintings”, som fremviste mange heroiske og forherligede billeder af det gamle vilde vesten. Det har nok været noget mere beskidt og barskt i virkeligheden.

Vi fandt nu vej gennem museets store bibliotek og læsesal, som var et fredfyldt pusterum med mulighed for at sidde og lytte til ”sandheden” om det vilde vestens revolvermænd … og kvinder, og denne udgave af historien var noget mindre glamourøs end de farverige malerier, som vi lige havde haft på nethinden. Her var for os ukendte navne, men ”de store” var her selvfølgelig også: Billy the Kid, Pat Garrett, Jesse James, Wild Bill Hickok, Wyatt Earp og Doc Holliday, som alle er blevet foreviget af den amerikanske filmindustri.

Det var facts frem for forherligelse, og det var meget spændende at høre om, hvordan de fleste af disse skurke og helte – forskellen var lille – havde endt deres dage med at blive skudt i ryggen af en sindsforvirret person, som troede at det ville give ham evig berømmelse … intet har tilsyneladende ændret sig meget i de følgende 150 år!

Vi tog en kort rundtur i museets skulpturhave, hvor der var meget flotte skulpturer – hovedsagligt af indianere, som vi betragtede i det smukke solskinsvejr.

Vi fortsatte vores baglæns tur gennem museet og genoplevede derfor også selve Buffalo Bills liv bagfra, hvor han endte sine dage som stor Western Cirkus ejer, der turnerede verden rundt med sit store show og sine mange kendte folk fra vesten, bla. Annie Oakley (Annie get your gun) og hendes udstyr og indianerhøvdinge som Sitting Bull.

Beskrivelserne og udstillingen var større og mere overdådig end den, som vi havde set ved Mr. Cody’s gravsted uden for Denver, som vi så i 2013. Ikke underligt at bysbørnene i Cody var knotne over, at han ikke blev begravet her, men sådan ønskede den gode William ”Bill” Cody det jo selv. Da vi forlod udstillingen gik vi gennem den indgang, hvor Buffalo Bill stod i levende live og tog imod os som en tåget hologram … fikst lavet. Klik på billedet af Hanne og Buffalo Bill, hvis du vil se dem begge i live.

Vi var nu nået ud i den store forhal, som førte direkte ind til de fem forskellige udstillinger, og vi manglede kun ”Pistol & Gevær” udstillingen, hvor jeg nøjedes med at fotografere montren i indgangen. Vi orkede ikke mere, og klokken var mange, så inspireret af de gode historier og facts om vesten gamle revolver-svingere købte vi to bøger om henholdsvis revolvermænd og pioner-kvinder i det gamle vesten, inden vi forsynede os med kaffe til den videre køretur.

Det blev derfor midt på eftermiddagen, før vi susede videre mod Yellowstone, men vi kunne først checke ind på ”Old Faithful Inn” hotellet 17.30. På trods af de nypudsede vinduer i bilen så vi absolut ingen bjørne på turen, selv om vi spiste sen frokost ved ”Shoshone River” kun fem miles uden for parkens øst-indgang, hvor en kvinde i bil standsede og spurgte os om, HVOR bjørnene var, for nogen havde set dem lige i nærheden.

Det eneste vi havde set var pizza-resterne fra i går, og selv om den stadig var lækker, så lokkede den ikke bjørnene frem. Man kigger dog hele tiden rundt for at sikre sig, at der ikke pludselig står en bjørn, mens man sidder og spiser i stilhed.

Resten af turen frem til Yellowstone bød kun på to bisoner, og så kunne vi checke ind på det gamle hotel og fik et fint værelse med udsigt over ”Geyser Basin” – dog ikke ud til selveste ”Old Faithful” gejseren. Der er ikke TV på værelserne på Old Faithful Inn, for man har et meget bedre program kørende konstant lige udenfor døren. Derfor checkede vi Geyser Programmet i receptionen. Vi kunne lige nå at se selve Old Faithful gå af.

Vi gik straks en rundtur ved de varme kilder. Hele området omkring hotellet er én stor varm kilde, og mange af disse er den rene sumo af farvede alger, så der er træfortove, som man skal gå gå. Dette afholder dog ikke bison for at trampe rundt i landskabet. Bemærk de runde mærker i algerne på billedet ovenfor i midten, hvor Hanne og jeg vinker til os selv i solnedgangen.

Vi nåede ikke tilbage til Old Faithful, da den gik af 15 minutter før planlagt. Hallo! Vi er i USA. Hvem kan vi anlægge sag mod og få erstatning for denne traumatiske oplevelse?

Nå, i stedet nød vi synet på afstand, og herefter de smukke solnedgangsfarver på den store ”Castle Geyser”, som vist tidligere har været brugt som fotokalender-motiv.

Aftensmaden på værelset var rester fra de sidste par dage, men for at rette op på dette bestilte vi bord til i morgen på hotellets restaurant, før vi traskede ud til aftenforestillingen ved Old Faithful kl. 22.44. På vej ud går man gennem hotellets gange, hvor de ældste dele nærmest receptionen er rent træ – og meget kunstnerisk udført.

Vi var i god tid, så vi gik op på første sal i den enorme receptionshal i den gamle træbygning og fik henholdsvis kaffe og øl (yep – jeg fik kaffe og Hanne fik Geyser-øl), mens vi nød synet og den meget liv i det gamle hotel.

Det var temmelig koldt men en smuk måneoplyst nat udenfor, og denne gang var Old Faithful 10 minutter for sent på den, så vi var hundekolde, da den endelig gik af.

Det var et flot syn at det den høje hvide dampstråle i månelyset mod den klare stjernehimmel. Vi skyndte os tilbage i varmen, hvor vi planlagde morgendagens rute i Yellowstone og fik skrevet dagbog.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag