Lørdag d. 28. september 2013 RETUR

Sne på Rocky Mountains, den rigtige Buffalo Bill og vores egen ildkamp

Solstrålerne gennem persiennerne afslørede vejret, før vi var stået op. Det var mest blå himmel og meget hvidt på bjergtoppene og de træklædte skråninger. Vi pakkede alt grejet og indtog det sidste knækbrød, skinke og ost til morgenmad som en del af oprydningen frem mod mandagens hjemrejse.

Vi havde planlagt at køre til Denver gennem Rocky Mountains National Park, så det var med en vis spænding, at vi holdt ind ved Visitors Center, hvor et skilt allerede udenfor erklærede, at vejen over bjergene var lukket. Vi skulle alligevel ind og høre, om vi kunne aflevere vores ”bear spray” til en form for genbrug, og den rare ældre ranger bag disken tog gladelig imod den og erklærede, at rangerne skam selv ville bruge den. Hanne købte to bøger om foretagsomme kvinder i 1800-tallets vilde vesten, som hun havde haft kig på allerede i går, og så gik turen sydover og østpå mod Denver – hovedstaden i Colorado.

Vi var vildt overraskede over, hvor meget sne der lå på de bjergstrækninger, som vi passerede, og flere gange holdt vi ind og stod ud for at forevige de smukke syn, der også var blandet med de glødende gule blade på aspen-træerne.

Det var dog lidt problematisk at gå for meget rundt, da jeg stadig kun havde sandaler på – man er vel på sommerferie!

Nedkørslen fra Rocky Mountains mod Denver var lang og gik kun én vej – nedad.

Ved byen Golden, som er sidste punkt inden den flade slette, hvor Denver ligger for foden af de store bjerge, søgte vi hen mod gravstedet for Buffalo Bill, som jo var et af de vilde vestens helt store ikoner.

William Frederick "Buffalo Bill" Cody blev født i 1846. Hans far var en ivrig modstander mod slaveri, og det faldt ikke i god jord, så han endte med at blive overfaldet med en kniv, så William/Bill mistede sin far som 11-årig. Familien led derfor af pengemangel, så unge Bill tog job som sendebud på hesteryg. Allerede som 14-årog var han kurer for The Pony Express, som sendte post rundt i USA. William Cody meldte sig selvfølgelig til Borgerkrigen mod slavehandelen, men pga. hans unge alder fik han først lov til at deltage fra sit 17. år i 1863. Efter krigens slutning giftede Bill Cody sig med Louisa i 1866, og de fik fire børn, hvor af de tre døde. I 1867 bliver Bill Cody ansat af hæren som spejder, og han jager også bison for firmaerne, der bygger toglinjer over prærien. Over en periode på 18 måneder dræber han over 4200 bisoner, og det giver ham tilnavnet ”Buffalo Bill”. Der er dog en ”konkurrerende” William Comstock, som også jager ”buffalo” (eller bison), og de vil begge have navnet, så man ender med at lave en officiel konkurrence om navnet ”Buffalo Bill”, som Mr. Cody vinder med 68 mod 48 … altså nedlagte bisoner på 8 timer. Hermed skifter William Frederick Cody navn til Buffalo Bill.

I 1872 – allerede som 26 årig slutter Buffalo Bill sin aktive Wild West karriere til fordel for at begynde en karriere som forretnings- og Show Man! William Cody starter ”The Buffalo Bill’s Wild West”, hvor han turnerer rundt med et show som blandt andre også medbringer Will Bill Hickok – den legendariske revolvermand (hvis grav vi også har set i byen Deadwood.) Også den helt unge skarpskytte Annie Oakley (senere bedre kendt fra ”Annie Get Your Gun” musicalen) deltog i showet. I 1893 udvides showet til at hedde ” Buffalo Bill's Wild West and Congress of Rough Riders of the World”. Fra nu af deltager både indianere, bisoner og store kamp-optrin, overfald på diligencer og bison-jagter fremvises til publikum. På et tidspunkt deltog selveste Sitting Bull med 20 indianere i showet – som nu var et reelt show, der turnerede og tjente store penge.

Frem til sin død som 71-årig turnerede William Cody med sit ”Buffalo Bill’s Wild West”. Han turnerede seks gange i Europa, og han mødte bla. Paven og Dronning Victoria. Han familieliv havde tydeligvis ikke været en dans på roder – specielt ikke for hustruen Louisa, som under flere perioder levede separeret fra sin mand. De fandt dog sammen igen i deres sidste år.

Vi gik kort fra museet til William Frederick Cody’s gravsted med den flotte udsigt – et sted han selv havde ønsket at blive begravet. ”Bill Cody” døde i 1917, og fire år senere blev hans hustru Louisa begravet ved siden af ham med den flotte udsigt over sletten, hvor byen Denver ligger.

Ved Louisa’s begravelse cementerede Colorado godt og grundigt graven til, da andre stater eller byer i USA var utilfredse med placeringen af graven og truede med at flytte de jordiske rester af Buffalo Bill, men 10. januar 2017 har han altså haft fred i 100 år på dette sted.

Nu var planen, at vi ville skyde med pistoler – ikke fordi vi havde lært om Buffalo Bill’s liv, men fordi vi havde planlagt det hjemmefra. Vi var dog lidt usikre på adressen på skydebanen i Denver, så i stedet kørte vi direkte til hotellet i Denver. Nedkørslen fra bjergene var ét langt frit fald på en meget trafikeret motorvej, så det var begrænset morsomt og krævede en del koncentration. Hotellet lå værst tænkelige sted tæt på en gigantisk motorvejsudfletning i 5 etager, og selv om vi fik den rigtige afkørsel var vi i total vildrede om vejen, da vi først kom ind på mindre veje. Efter et kvarters roden lykkedes det at snørkle os uden om den enorme motorvejsudfletning og et meget stort tog-rangerområde ad små veje og finde hotellet Quality Inn.

Vi var lykkelige for at dette ikke skulle gøre i mørke. Efter at have checket ind, fandt vi vejviserne til både skydebanen og den efterfølgende shoppe-mall,

Nu kunne Hanne sikkert dirigere os til forstaden Englewood, hvor ”The Shootist” lå på en lille sidevej. Vi havde allerede ringet fra hotellet for at sikre os, at vi kunne komme til at skyde som ikke US-borgere, så den unge mand, som stod bag en disk fuld af skydevåben, startede med at spørge os, om det var os, der havde ringet. Den unge mand præsenterede forskellige lette våben, som Hanne ville have let ved at skyde med uden for meget rekyl, og hun valgte en ”kaliber 22”, som havde ret små patroner. Herefter gik vi ned i kælderen, hvor ”The Range Master” dukkede op i sin hule og fremviste forskellige målskiver. Vi valgte en helt almindelig skydeskive med 5 cirkler, og selv om der blev skudt bag yderligere to lukkede døre, var bragene ret høje udenfor. Vi tog vores høreværn på og gik ind til de 10 baner, hvor vi fik bås nr. 10 helt inde ved væggen – så generede vi forhåbentlig ikke nogen andre med vores hjælpeløshed.

Hanne var noget bekymret over våbenet til at begynde med, men hun skød to gange fem skud, hver gang jeg skød fem, og til sidst ladede hun hurtigt våbenet, og hendes sidste 5 skud af vores i alt 110 patroner sad alle indenfor cirkel nr. 5 – nu skal ingen ”mess’e” med Hanne mere, hvis hun har en pistol i nærheden. Opmuntrede over denne morsomme oplevelse sagde vi pænt farvel til den unge mand, der højlydt undrede sig over, at man ikke måtte have skydevåben i private hjem i Danmark. Vi undlod at kommentere det.

Nu gik turen ud ad byen til ”Colorado Mills Mall”, som viste sig at være et enormt område med meget store kædebutikker. Der var dog også 225 mindre butikker samlet i en ”normal” mall, hvor man går rundt i en cirkel, der er afbrudt på midten af en ”food court”, dvs. et sted med en masse borde og et stort udvalg af junk-food. Vi startede rundturen 18.15, og de lukkede først kl. 21.

Ved 19.30-tiden plantede jeg mig i ”food court’ens” ufattelige støj fra mennesker og TV-skærme, og så skrev jeg dagbog, mens Hanne shoppede videre en times tid endnu. Vi købte to store portioner wok-mad med masser af ris og nudler, og det var mad nok til en mindre delstat i USA, så tilbage på hotellet blev vi hurtigt enige om, at ise den ene portion ned som frokost til i morgen.

Vi så flotte billeder fra dagens køretur og aftenens nu faste indslag: Et par afsnit af ”Breaking Bad” TV-serien.

Til Toppen