Lørdag d. 22. august 2015 RETUR

Den endeløst ensomme prærie på vej mod Cody

Det var på tide at sige farvel til camperen og køre en meget lang dag i retning mod Yellowstone. Efter at have sagt pænt farvel til Wade & Patricia OG ”Lynn’s Dakota Mart” (ved at indkøbe flere Samuel Adams Rebel Red øl – min nye favorit) begyndte en endeløs lang og mildest talt kedelig tur over den flade prærie. Her er både øde og ensomt.

I byen ”Lusk” fik vi tanket både benzin og turen hidtil værste kaffe, og så fortsatte vi ad små veje mod I-25. Vi ramte ”storbyen” Casper med ca. 55.000 indbyggere ved middagstid, hvor vi havde planlagt at besøge ”Eastridge Mall”, så Hanne kunne shoppe lidt tøj til turen og den tomme kuffert. Jeg kiggede kun kort efter tøj, så i stedet brugte jeg 2½ time på at sortere vores allerede mange foto fra turen – her venter som sædvanligt et stort arbejde, når vi kommer hjem. Hanne havde noget større held i denne mall i forhold til de tidligere, så vi fortsatte lidt efter kl. 15 ad den ”lille” vej 20/26 mod byen Shoshoni i indianer Arapahoe-territoriet – så er vi på rigtig indianer-prærie igen. Vi filosoferede over, at disse enorme områder en gang havde været fyldt med bison – ufattelig at tænke sig i dag. Bisonflokkene har haft enorm betydning for både ulve og indianere, men den hvide mand fik dem stort set udryddet på 10 år. De to første former for jagt er med stor risiko for jægeren – det har riflen ødelagt.

I dag har man igen rimelige mængder af bison, og der er ligefrem bison-farme … faldt over disse billeder på nettet – bemærk den gammeldags efterlysning af 1000 stjålne bison fra en farm – plakaten er fra 2013. Der er stadig banditter i det vilde vesten.

Små byer var markeret som flueklatter på kortet, så man måtte sænke farten fra 65 til 40 miles, når man passerede de 10 indbyggere i denne ødemark. Bundrekorden var ”Lost Springs”, hvor byskiltet ved seneste folkeoptælling nåede op på … fire!

Hanne spottede et punkt på kortet, som hed ”Hell’s Half Acre” – det lød lovende som frokost stop. Det viste sig at være et flot mini-Badlands, men det besynderlige var, at man kun kunne køre ind på en tom parkeringsmark, som var indhegnet af pigtrådshegn, så man kun kunne stå op og betragte vidunderet gennem hegnet. Vi endte med at sætte os i bilen med åbne døre og spise den sene frokost på denne disede og lidt kølige dag.

Vi undrede os egentlig ikke over den underlige dis – men det havde en lidt rystende forklaring, som vi fik et par dage senere af en Park Ranger i Grand Teton. Der havde været enorme skovbrande i det østlige og nordøstlige USA, dvs. i Californien og Washington. Faktisk omkom tre brandfolk netop i dag i Washington, og røgen fra disse enorme brande bredte sig helt til South Dakota, hvor koncentrationen af partikler i dag blev betegnet ”sundhedsskadelig”.

Men det vidste vi som sagt intet om i dag.

Vores gamle ”Rand McNally kort” havde en grøn-prikket vej = ”smuk rute” fra Shoshoni og frem til hotellet i Cody, men disse prikker var fjernet på vores ny-indkøbte udgave af kortet. Her var tale om en seriøs fejl i det nye kort. Lige uden for byen Shoshoni kører man nordpå ad en lang lige vej med en stadig voksende bjergkæde i forruden fra ”Boysen State Park”.

Da vejen svinger ind i en kløft ved ”Boysen Reservoir” er det 5-stjernet bjergvej med ufattelig flotte views.

Resten af turen mod Cody er mindre dramatisk, men lige så smukt. Alligevel fokuserede vi ikke så meget på udsigterne, men stirrede på vejkanterne efter store hjorte i solnedgangslyset, da vi så uhyggeligt mange døde dyr – ikke mindst store hjorte – på vejene her.

Cody er sidste stop inden Yellowstone, og det lever denne cowboy-by godt af. Hovedgaden er en meget turistet men rigt udseende hovedgade. Vi checkede ind uden problemer på Super-8 Motellet direkte ud til hovedvejen. Vi slenterede over til ”Pizza Hut” lige ved siden af hotellet, men da vi for første gang nogensinde i USA havde ventet 10 minutter på de bestilte øl uden tegn på aktivitet i vores retning hos den travle ekspeditrice ved pizza-ovnene, så traskede vi tilbage til bilen og kørte den ene mil ind til Cody og parkerede på selve hovedgaden lige over for et bryggeri-pizzeria – det lød lovende.

Her var den rigtige stemning, tonsvis af TV-skærme med sport og hjemmebrygget øl – og enorm lækker pizza, som vi næsten spiste op.

En kort tur på hovedgaden afslørede butikker med dyre og lækre kunst/antikviteter, men det var køligt, så vi fandt hurtigt tilbage til motellet – en god afslutning på den 400 miles lange køredag.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag