Fredag d. 21. august 2015 RETUR

Klippeindrammede præsidenter, bjergnåle, bjergsøer … og flere dyr

Vi sov længe. Morgenens triste mail-nyhed var, at Tommy’s Mor lige var død. Vi lavede morgenmad i ro og mag og filosoferede over livet.

På vej fra vores husvogn ville vi lige prøve at se op mod den fra dalen, så vi snørklede os videre ad indkørselsvejen, men opdagede at vi ikke kunne komme ud denne vej. Så vi forcerede et låst gærde, gik nogle få meter ind på en mark og fangede dette billede af vores hjem på kanten af afgrunden i det fjerne.

Så trillede vi igen afsted mod Custer Park, men denne gang med ”Mount Rushore” på vej dertil. Her tog vi den flotte ”Iron Mountain Road” med de mange tunneller i klipperne, der er anlagt, så man kan se selve monumentet indrammet af klipper gennem tunnellerne – det er godt tænkt.

Ved et af udsigtspunkterne tættere på præsidenterne mødte vi et ældre ægtepar fra Ohio, hvor herren beklagede sig over de få dyr i området og … at Yellowstone var kedelig! ”Har man set én varm kilde, hare man set dem alle! Heller ikke i Yellowstone var der nogen dyr, og det var på grund af de forbandede ulve!” Som så ofte før på vores ture i USA, så kastede vi os ikke ud i en diskussion med de indfødte – dog rystede konen lidt på hovedet af sin mand, så hun fik et stort smil.

Efter at have drukket vores kaffe, som vi havde købt kort forinden, kørte vi i snegletempo forbi selve Mount Rushmore monumentet og kiggede op på de fire gamle herrer i klipperne. Når man kører videre, kan man rent faktisk se Washington i profil gennem forruden, når man er drejet rundt om Mount Rushmore-bjerget. Flot flot!

Jeg havde studeret en bog i camperen: ”The Black Hills. Yesterday & Today” af Paul Horsted, hvor han havde fundet gamle postkort fra området og gen-fotograferet dem i dag på præcis samme sted her ca. 100 år senere. I bogen var jeg faldet over ”Sylvan Lake”, så her holdt vi ind, da vi passerede stedet. Her to FØR/EFTER billeder fra den fine bog … helt uden tilladelse fra forfatteren. Hotellet ved søen brændte ned til grunden i 1935.

Vi gik en flot tur omkring den smukke sø, der er inddæmmet af naturlige klipper i ti-etagers størrelse – kun ét sted er der snydt med en dæmning.

Her var sort af familier, der solede, sejlede i kanoer og badede med børnene – total idyl.

Nu tog vi selve ”Needles Highway” med de mange tunneller og smukke klippeformationer. Oprindeligt havde man jo planlagt at lave præsidenterne ud af disse klippe-spir, men det viste sig at de var for skrøbelige til, at statuerne ville holde.

Så gik turen tilbage imod Hot Springs via Custer State Park. Vi kunne se bisonflokken i horisonten, men da vi var gennem parken, havde vi ikke set dem på nært hold, så de må havde været et stykke fra vejen. Til gengæld poserede præriehundene i solnedgangslyset, da nogen havde forbrudt sig mod fordringsforbudet og kastet solsikkefrø ud til dem. Her ”skød” Hanne turens nok tykkeste præriehund.

I det hele taget var der præriehunde både ved og på vejene i dag – også døde og overkørte – ikke godt!

Vi fik lige en æselmor med sit lille føl på vejen ud, og de besluttede sig for at holde aftensmadstid … lige midt på vejen!

Så var det hjemad til camperen til øl, solnedgang og udsigt over ”Brooks Canyon” for sidste gang – det kommer vi til at savne.

Vi nåede heldigvis også en tur i hot-tubben for sidste gang under South Dakotas funklende stjernehimmel – så bliver det ikke bedre.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag