Deep Purple, Valbyhallen, København, 2017-11-13

Deep Purple, 13. november 2017, Valbyhallen, København

Et absolut værdigt farvel Retur

Det var igen drengene fra Electric Guitars, der skulle varme op til Deep Purple – ligesom sidste gang i Falconersalen i 2014.

Deres musik er jo ikke højtravende, men det er fest og fuld fart frem, og det er meget fint som opvarmning. Dog vil jeg sige, at det ikke løftede sig specielt meget – og så alligevel.

Da gæstesanger Michael Bastholm Dahl fra bandet Artillery steppede ind på den nye single i stedet for Jesper Binzer, så var det som om, at nogen detonerede en energibombe på scenen – hold da op! Ham kunne de godt bruge hele tiden – det var en fuldstændig anden oplevelse, som kom meget bedre ud over kanten. Men det var desværre kun dette ene nummer. Og Binzer-klonen havde et meget stort hår, som han var meget glad for at svinge rundt. Jeg tror dog, at han hjerneceller er kede af at blive slynget så meget rundt. Så igen et stort tak til Electric Guitars.

Setliste: Fra https://www.setlist.fm/

Vi fik nu en forholdsvis kort pause, og her kunne vi glæde os over ”Deep Purple in Ice” … et bagtæppe med reference til den ikoniske ”In Rock”-forside – men denne gang i et isbjerg.

Ca. 20.50 gik lyset ud, og Purple kom på scenen. De lagde ud med første skæring på den nye skive ”Infinite”, hvor Ian Gillan messer en bøn, inden det går løs. Allerede her blev jeg lidt bekymret. Det var som om, at han læste op fra tekst på scenegulvet, og var der en melodi i stemmen, så ramte den ikke det, som den skulle.

Bulder-starten indtraf som ventet, og det var en flyvende start – alt var alligevel, som det skulle være. Bandet virkede tændt, og det er imponerende efter så mange år på farten.

Sidste strofe fra ”Time for Bedlam” var dårligt nok døet ud, da speed-rockeren ”Fireball” blev sat på afspilleren. Hold da op en up-tempo-version – eller i hvert fald en full-speed version af denne klassiker. Stemmen og timingen var ikke helt i skabet, men hastigheden blev absolut ikke sat ned, da vi fortsatte direkte over i ”Bloodsucker” fra det klassiske ”In Rock”-album – og så direkte over i ”Strange Kind of Woman” … hold da op. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at både de og jeg overlever ikke, hvis dette tempo fortsætter hele aftenen. Husk, at vi er voksne (læs halv-gamle) mennesker i Valbyhallen i aften.

Valbyhallen leverede for øvrigt leverer en overraskende god lyd på trods af den mange betondragere under loftet.

Torden-indledningen er slut, og der bydes velkommen fra scenen. Ian Gillan spørger de forreste tilskuere, om de har drukket? ”So have I”, siger han, men det kan vist ikke være rigtigt, hvis han skal holde hele aftenen!

Tempoet bliver dog sat væsentligt ned nu, da vi får ”All I got is You” fra nyeste skive. Det rykker ikke meget i forhold til det dunder, vi lige har oplevet. Jeg synes, at Ian Paice har en noget lavere kadence end tidligere oplevet, og han er absolut én af mine favorit rock-trommeslagere. Jeg kommenterede til Svend under Electric Guitars, at deres trommeslager nok slog ét slag, for hver gang Ian Paice når 10. Nu er hastighed jo ikke i sig selv godt, men præcisionen er heller ikke som tidligere – sprødheden manglede. Steve Morse’s lidt mudrede guitarlyd bidrager heller ikke til skarpheden i aften.

Nu dukker ”Uncommon Man” op, der ligesom tidligere bliver dedikeret til Jon Lord.

Det efterfølges af endnu ét af numrene fra den nye skive, som jeg – indrømmet – kun har hørt ganske få gange – i forhold til den nærmest ugentlige afspilning, som ”Now! What?”-albummet fortjent har fået.

Gillan og Morse forlader scenen, og Don Airey kaster sig ud i aftenens solo – tror vi. Men Glover og Paice forbliver på scenen, og efter en del omveje kommer vi frem til en velkendt orgellyd, som lægger an til det kendte og elskede Lazy-riff. Det er ganske udmærket, og de jammer længe, inden vokalen og guitaren dukker op og kaster sig ind i slaget.

Præcisionen lader stadig lidt tilbage at ønske – desværre. Det er fint fremført, men heller ikke mere – den sidder ikke lige i skabet som tidligere. Adskillige gange under samspillet med resten af bandet, må Don Airey justere sin pitch på synthen for at ramme de andre – det afsløres af de fine nærbilleder af hurtige fingre, som projiceres op på bagtæppet, så alle kan følge med. Steve Morse og Don Airey udfører en fin duel, og efter nummeret strækker de hænderne frem og trykker hinanden i hånden som ”Tak for kampen!”.

Endnu et nummer fra nyeste skive (Bird of Prey), der nærmest virker søvndyssende på folk, der ellers var helt oppe at køre over Lazy. Der er ingen tvivl om, at publikum elsker Purple og aftenens optræden, Der synges med, og den yngre kvinde ved siden af mig danser så vildt hele tiden, så jeg har svært ved at holde balancen med alle de skub, jeg får. Det er lidt irriterende – omvendt er det dejligt, at der er gang i publikum, og det kun er mig, der er en gnaven gammel hard-core fan, som er lidt skuffet. Specielt da jeg elskede den performance, som vi fik for tre år siden i Falconersalen, hvor bandet kom helt vildt meget ud over scenekanten.Vi får ”Knocking at your back door”, som jeg gerne havde undværet i aftenens set.

Nu blev det så tid til Dom Aireys solo, og man må give ham, at han er en dygtig rock-mand – men han har også en livslang erfaring fra bands som f.eks. Colloseum. Det er en udmærket solo-performance, som kun kortvarigt forfalder til publikums-leflen med ”Wonderful Copenhagen” – ellers er det fuld fart frem – nok den bedste solo, jeg har set ham fyre af. Han drejer afslutningen over i kendte toner, og bandet buldrer ind med én af favoritterne i form af ”Perfect Strangers”, som jeg har oplevet med Mark-II besætningen og dansende grønne laserlys gennem hele salen i koncerten i Malmø i 1985. Her blev det meget tydeligt, at timingen var gal i aften. Netop ”den grønne laser-sekvens” var mudret og upræcis – dog uden at jeg kunne sætte en finger på den enkeltes indsats.

Don Airey kaster sig igen ud i en længere indledning til et nummer, der sniger sig hen mod Space Truckin’. Folket elsker det, og det er også dejligt at opleve denne klassiker igen, i noget der ligner den oprindelige album-version.

Inden vi når at sunde os over det, kaster Steve Morse sig ud i det ikoniske guitar-riff fra ”Smoke on the Water”, og der er straks fællessang i salen – kraftigt tilskyndet af Gillans mikrofon-deling med Steve Morse på scenen. Bagtæppet viser både Frank Zappa og den brændende koncertsal i Montreaux under hele nummeret – samt et par avisoverskrifter og Gillans oprindelige text til sangen griflet ned på et tilfældigt stykke papir – sådan bliver mindeværdig kunst ofte skab – ved tilfældigheder.

Koncerten er slut, og der siges påfaldende kort farvel fra scenen. Dog er Ian Paice fremme ved scenekanten og vinke – det er nok ham, der er tættest på pensionen og har fremskyndet ”The Farewell Tour” med sit lille slagtilfælde. Bandet er dårligt nok forsvundet, før de kommer tilbage.

Her kaster de sig ud i det gamle Hush-nummer, som de færreste af tilskuerne vel har oplevet originalt – dette er meget gammelt Purple.

Til vores overraskelse forlader det meste af bandet igen scenen, men efterlader Roger Glover, der kaster sig ud i en manisk bassolo, som jeg så vidt jeg husker, aldrig har oplevet før. Det er tydeligt, at han hygger sig på scenen med publikum, så det tager vi godt imod. Hvor skal det ende? Det afslører den gode tromme-bas-indledning til ”Black Night”, og så har vi gang i sidste nummer. Steve Morse indlagde her guitar-vokal-duellen, hvor publikum skal synge det samme som hans guitar – det var også ganske vellykket og frembragte store smil på scenen – her lykkedes det virkeligt at komme ud over scenekanten.

Også denne gang forsvinder bandet i alle retninger uden at tage ordentligt farvel til publikum - et publikum som for manges vedkommende har fulgt dem i tykt og tyndt i over 40 år – det ER imponerende. Denne konstellation af Deep Purple er muligvis ikke det elskede Mark-II setup med Lord & Blackmore, men det er de musikere, som har været med næsten hele vejen, og den konstellation, der har holdt længst og givet os Purple i de sidste 30 år – så tusind tak for det.

Skulle dette blive den sidste gang – og det håber jeg næsten – så var det en værdig afslutning, for det kan vist kun gå ned af bakke fra nu af, så lad os mindes et band (næsten) på toppen.

Se alle billeder her i fuld opløsning.

Setliste fra setlist.fm:

1. Time for Bedlam

2. Fireball

3. Bloodsucker

4. Strange Kind of Woman

5. All I Got Is You

6. Uncommon Man (tribute to Jon Lord)

7. The Surprising

8. Lazy

9. Birds of Prey

10. Knocking at Your Back Door