Deep Purple, 2014 11. februar, Falconersalen
"Glædeligt Genhør med de Gamle" Retur

I modsætning til min sidste koncert (Black Sabbath), så havde jeg pænt høje forventninger til genopleve Deep Purple i en konstellation, som jeg ikke tidligere har oplevet live. Don Airey har en stor stjerne, da albummet "K2 - Tales of Triumph and Tragedy" bliver dyrket meget ofte (kender du det ikke, så find det og lyt!) - og guitaristen Steve Morse har jeg vinylskiver med fra hans tid i Dixie Dregs - lang tid før han blev kendt med Deep Purple. Med disse to kompetente håndværkere på henholdsvis keyboards og guitar, og med en rytmesektion af erfarne herrer fra 1945 og 1948 (Roger Glover og Ian Paice), så var der jo lagt i kakkelovenen til en musikalsk solid oplevelse - ikke mindst håbede jeg på, at jeg for første gang ville opleve et Deep Purple, hvor spilleglæden på scenen smittede - og dette håb blev til fulde indfriet.

Præcis kl. 20 går opvarmingen "Electric Guitars" på scenen, og normalt har jeg et afmålt forhold til opvarmningsband. Her må jeg så indrømme, at mine fordomme blev gjort til skamme. Danske "Electric Guitars", som jeg absolut ikke kendte, består af to meget erfarne herrer, Mika Vandborg og Søren Andersen. Søren Andersen starter med at gå til mikrofonen for at fortælle, at det er en kæmpe ære, at få lov til at varme op til Deep Purple ... "vi er jo vokset op med det pis!". Pis kan altså også være godt! Så bliver tøjlerne sluppet, der bliver givet fuld gas, og så er der ellers dømt guitar for fuld udblæsning.

Ud over at spille forrygende guitar, så har de to herrer gode stemmer, og både trommeslager Morten Hellborn og bassist Peter Kjøbsted synger med for fulde lunger - herligt at høre et band, som har mulighed for at fyre den af med fire vokaler. Og så er det jo også værd at nævne, at Electric Guitars gav nogle meget melodiske og "catchy" numre - det var sgu' godt.

At de to herrer Vandborg & Andersen udover at spille fremragende flerstemmigt guitar også er gode showmen, det skader jo ikke. Som opvarming til det kommende band fik vi flere strofer fra DP's repertoire gengivet via "mund-wah-wah" fra guitar-lyden - blæret og absolut noget, som får ordet opvarming til at give mening. Tak for det.

Der kommer nu et "Deep ?urp!e"-tæppe foran scenen, og vi kan høre at roadierne skramler med udstyret. Mens vi venter i en stuvende fyldt Falkonersal, er der nogen, som tuner et Hammond-orgel - den karakteriske Lazy-lyd drøner ud gennem højttalerne og overdøver kortvarigt Pink Floyd, der får lov til at køre i baggrunden - det får os til at holde lidt af varmen fra "Electric Guitars".

Nu toner lyden af Holst' Planeterne frem, og "Mars - The Bringer of War" fylder højttalerne som en majestætisk intro til disse rockens tidligere ukronede konger - meget passende - men kan de leve op til tidligere tids højder?

Præcis kl. 21 går de gamle mænd på scenen, og der er imponerende at se næsten 70-årige Ian Gillan komme ind i smoking med butterfly ... ikke uden humor, da herligheden er trykt på hans langærmede T-shirt.

De lægger hårdt ud med tempo-nummeret "Apres Vous" fra den nye "Now What?!"-skive, og Gillan's vokal kan fint følge med - altså - sådan vil jeg også kunne styre det, når jeg er 70! Glover er som altid iklædt sit karakteristiske tørklæde, og Ian Paice kører bare på, som om han var teenager ... men OK ... han er også kun 65.

Herefter går de direkte over i "Into the Fire". Hvis jeg havde skulle gætte på deres setliste, så var dette nummer aldrig kommet på, så det var en fin overraskelse - og egentlig et godt valg til disse modne folk. Sjældent at høre dette low-speed nummer (det eneste) fra "In Rock".

OK ... så sættes tempoet op, og vi får slut-nummeret "Hard Lovin' Man" fra "In Rock". Her kniber det en anelse for vokalen at følge med, og det er tydeligt, at det tætte sammenspil mellem Lord og Balckmore ikke kan genskabes af Airey & Morse - men det gør det ikke mindre herligt at høre dette nummer, som jo var skelsættende i rock-skabelsen. Der er store smil over hele linien ... ikke kun på scenen.

Steve Morse nærmest sprudler på sin guitar. Han er ét stort smil under hele koncerten, og det er unægteligt noget af en forandring fra at se på "Old Grumphy", som stort set altid stod og så ud som om, at han var ved at dø over at skulle deltage. Hr. Morse er absolut ikke en Blackmore, men spilleglæde kan snildt opveje virtuositet, når man skal
levere et godt stykke musik. Stadig uden stop i musikken får vi klassikeren "Strang Kind og Woman", og der er ikke et øje tørt. Gillan kaster sig modigt ud i at immitere guitar med sin stemme - og igen er det ikke reference-stil (altså Made in Japan), men det er solidt og udmærket - dog kan man ikke helt undlade at tænke, at det har vi hørt før - læg det dog bag jer og spil bare nummeret - det er jo fremragende, som det er.

Gillan byder os nu velkommen til festen, og bandet modtager nu folkets jubel.

Vi får at vide, at det næste bliver uhyggeligt ... så kan det vist kun være "Vincent Price", fra den nye skive. Midt under nummeret forsvinder Gillan ind bag den spanske væg, som står bag trommesættet, og han tager en gummimaske på og leger Gysertimen bag Ian Paice, der tilsyneladende slet ikke ænser, hvad der sker omkring ham - han tæsker bare løs på sine trommer, som han nu har gjort det i 45 år ... han er en enestående trommeslager i rockhistorien.

Efter "Contact Lost" fra det udmærkede "Bananas"-album får vi en guitar-solo fra Steve Morse. Når man husker Old Grumphy's stenansigt, så er Steve Morse en rigtig guitarist. Jo mere man skærer ansigt, desto sværere er det ... vist nok. Men det er tilsyneladende meget smertefuldt at spille guitar.

Men igen ... skal jeg vælge mellem de to herrer, så er Morse tæt på at vinde, da hans store smil gennem hele koncerten er smittende.

Lidt overraskende kører de frem efter den ældgamle skabelon med soloer fra alle på scenen, og helt efter bogen er der derfor stadig trommesolo i "The Mule". Det er imponerende, at Ian Paice kan køre på i det høje tempo, men han er stadig bundsolid bag trommerne.

Midt i soloen får han et par trommestikker med lys i spidsen, så en del foregår i mørke, hvor vi kun kan se lystriber i mørket - lidt blær skal der også være plads til.

Nummeret "Above and Beyond" introduceres som en hyldest til Jon Lord, og under hele nummeret vises der billeder af Mr. Lord på storskærmene. En flot hyldest til den gamle rocker, som unægteligt fik et Hammond C3 orgel til at lyde som en rock-instrument.

På "Lazy" bliver mundharmonikaen fundet frem, og så triller det derudaf. Der er heldigvis også plads til mange klassikere i aften.

På "Hell to Pay" er der fællessang ... man samles med stor fornøjelse foran én mikrofon på scenen. I det hele taget er de meget bevægelige på scenen, og der skiftes ofte plads og man stimler sammen - det har jeg ikke set før til en Purple-koncert - og da Don Airey ikke er så bevægelig, så mødes man hos ham.

Nu er det Don Aireys tur til at spille en solo, og der er ikke opløftende - jeg har altid haft det lidt svært med keyboard-soloer, da tangent-virtuoserne meget ofte ender med at spille "Fur Elise" og "Wonderful Copenhagen" i stedet for at fyre den af ... og Don Airey faldt også i den fælde.

Herefter får vi en lidt tam udgave af "Perfect Strangers", da præcisionen ikke sidder lige i skabet. Hvad gør man så? Man åbner skattekisten, kigger ned i den og piller "Space Truckin'" og "Smoke on the Water" op, og så er der fællessang og fest.

Det er slut ... men vi skal vel lige have et ekstranummer. Her ville jeg sten-sikkert skyde på "Highway Star", men igen overrasker de gamle ved at vælge de meget gamle slagere "Hush" og "Black Night" ... fremragende valg. Og stadig ... masser af spilleglæde foran et begejstret publikum ... og grimasser.

Skal man kort beskrive denne koncert, så må det blive nogget i retning af: "Ingen magiske øjeblikke, men to timers fantastisk hyggeligt samvær med glade, gamle håndværkere, der med smittende spilleglæde leverede fordums klassikere og med et smil på læben serverede de nye numre fra Now What?!-albummet."
Jeg vil smile resten af mit liv, når jeg hører denne skive. For min skyld kunne denne konstellaton godt have nøjedes med at spille "deres egne" numre ... men det havde resten af salen nok ikke været begejstrede for.

Se alle foto i høj opløsning her:

Og så lige endnu en konstatering ... Godt at Deep Purple ikke startede som Boy Band ... de var nok ikke kommet så langt ... sorry. Kunne ikke lade være.

Endnu en spilleliste fra Setlist.fm: Tag listen med et gran salt! Jeg undrer mig over, at trommesoloen er efter hyldesten til Jon Lord ... rækkefølgen er anderledes på mine foto! Jeg mener, at de brugte "Above and Beyond" som hyldest.

1. Mars, the Bringer of War (Gustav Holst)

1. Après Vous

2. Into the Fire

3. Hard Lovin' Man

4. Strange Kind of Woman

5. Vincent Price

6. Contact Lost

7. Guitar Solo (by Steve Morse)

8. Uncommon Man (Dedicated to Jon Lord)

9. The Well-Dressed Guitar

10. The Mule (incl. Drum Solo by Ian Paice)

11. Above and Beyond