Stone Free Festival, 19.
juni 2016, O2 Arena, London
Wish You Were Here Symphonic
Live, Steve Hackett, Marillion
& Rick Wakeman
En meget varieret og flot aften i stærkt selskab Retur
|
Der var dømt meget høje forventninger til denne aften, og havde
vi kendt hele programmet på forhånd, så var vi nok dukket op lidt tidligere
til de gratis arrangementer i ydercirklen af den enorme O2 Arena. Her var der
i løbet af eftermiddagen interviews med de deltagende kunstnere, og Roger
Dean fortalte om sit arbejde med omslaget til den nye Wakeman
”Myth & Legends” … det havde da nok været
spændende at høre om. Desværre fandt jeg ikke dette på nettet, og der var
ikke flere festival brochurer, da vi ankom 16.30, hvor portene til selve O2
blev åbnet, men vi kunne da fotografere programmet på en søjle, så vi kendte
tiderne – øj, det så presset ud.
Aftenens vært mente selv, at i aften skulle man have kappe på,
så han var iført en rød
Den bagerste del af salen var udsmykket med nogle besynderlige
figurer og en psykedelisk blæksprutte – var det for at forbedre akustikken,
eller for at skjule det faktum, at kun 2/3 af pladserne var solgt denne
aften?
Vi kom faktisk for sent til at høre starten af
første musikstykke. (Billedet af konferencieren ovenfor er taget, da han
introducerer Steve Hackett) Wish
You Were Here – Symphonic Live Ti minutter før tiden startede det store
orkester på den sfæriske indledning til Pink Floyd’s
”Wish You Were Here”. Stykket er aldeles velegnet til at blive
fremført af strygere, og de holdt sig meget tæt på originalen – faktisk så
tæt, at der både var guitarer, bas og sangere med, så det var tættere på Pink
Floyd’s original end en reel klassisk fortolkning.
Det gjorde absolut ikke noget, da alle
musikerne var fremragende, og det var en flot oplevelse … faktisk godt tænkt
som opvarmning til aftenens prog-program.
Selv slide-guitaren
var med, og med lidt god vilje, så lignede guitaristen også originalen, så
det hele var meget tæt på.
De to sangere klarede det også rigtig godt.
Det eneste lidt underlige var, at selve ”Wish You Were Here” nummeret kom som
noget af det sidste, og det blev efterfulgt af en meget kort instrumental
afslutning, som jeg helt klart mener er slutnummeret ”Eclipse” fra ”Dark Side
of the Moon” … et godt valg til et lille-bitte
ekstranummer, som vi ellers ikke hørte mange af i aften. Farvel og tak – vi
klappede glade, og orkesteret og kunstnerne forlod scenen uden et ord – igen
noget, der ville præge denne meget flotte musik-aften … men en meget
upersonlig aften med næsten fuldstændig mangel på publikums-kontakt. Vi hastede ud for at benytte toiletterne, som
der er rigeligt af i 02 Arena, for der var ikke mange minutter til … Steve Hackett Det var Steve Hackett
med band i sædvanligt stærke opstilling, der ankom til scenen i O2 under stor
jubel fra publikum. Alle de sædvanlige var med, og Nick Beggs
havde valgt at optræde i kilt, så Hanne var kortvarigt i tvivl, om det var en
kvindelig bassist! Der blev lagt blødt ud med ”Every Day” fra solo-kataloget
Vi fik et akustisk nummer i form af ”Loving
Sea”, hvor trommeslager Gary O’Toole kom frem og sang med, og det var super-flot. Her nåede Mr. Hackett
at dedikere nummeret til ”Jo” … hans hustru og søster til guitaristen og
medsangeren Amanda Lehmann på scenen.
Så startede guitar-introen til ”Dance of a
Volcano”, og der var dømt Genesis-nostalgi til folkets store begejstring. Nad Sylvan dukkede op på vokalen, og Rob Townsend dansede
på baspedalerne, så alt var som det plejede.
Nu gik vi tilbage til solo-kataloget, og ”Shadow of the Hierophant” blev
leveret i en MEGET høj version, som udmærkede sig ved Gary O’Toole, der gik
fuldstændigt bananas på trommerne og udførte en trommesolo hen over hele
nummeret, der absolut ikke havde noget med det originale nummer at gøre - men
det var genialt.
Jeg håber, at man kan høre det på en live-optagelse
et sted – det vil jeg gerne opleve igen Hvorfor vi nu skulle have ”Lamb Lies Down on
Broadway”? … det er ikke en stemnings-løfter efter min mening, men bassist
Nick Beggs besluttede sig for, at nu var det hans tur til at lave gak-solo
gennem hele nummeret, og det fik det løftet en del. Så var det en del bedre at høre den herlige
klaver-indledning til ”Firth of Fifth”, der blev
leveret i suveræn stil – så bliver det vel ikke mere ”Genesis”!
Det var slut – og det var næsten lige startet.
Absolut ikke den bedste oplevelse med Steve Hackett,
men hvad kan man forlange på kun 40 minutter – de forsøgte alle helhjertet.
Steve Hackett introducerede faktisk bandet inden et
hurtigt farvel, og så var man allerede i gang med at rydde scenen til næste
band. Setlisten var: ·
A Tower Struck Down / Shadow of the Hierophant ·
The Lamb Lies Down on Broadway Marillion Jeg har i mange år gerne villet se Marillion.
Vi havde chancen i Amager Bio i 2012 – og så ikke alligevel, da vi var på ferie
på Hawaii! Nu skulle det være, og selv om de havde lidt
mere tid på scenen end Steve Hackett, så kunne man
godt være bekymret for, om de kunne nå ”at lette”. Det var en bekymring, som
Steve H & Co. hurtigt skulle få til at fordufte.
Fra første strofe var H. helt fremme i skoene,
og de startede med to numre fra ”Marbles” albummet. Slipset blev hurtigt for
varmt, og temperaturen steg betydeligt på tilskuerrækkerne, hvor mange tydeligvis
var kommet for at høre Marillion.
Mr. H. annoncerer ”Easter”
nummeret, som han mener, at han havde med i en spand, da han ankom til Marillion tilbage i 1988.
Steve Rothery
demonstrerede ved mange lejligheder, at han er en fremragende guitarist, og
der var heldigvis plads til disse soloer i aftenen korte set.
Nummer-medleyet ”Kayleigh / Lavender / Heart
of Lothian” bringer jubel hos ”de gamle” fans, men
det var ikke nødvendigvis aftenens højdepunkter, da Steve H formåede at løfte
alle sangene op til noget unikt – han er en enorm energi-udladning på en
scene, og det er der brug for til denne type musik, hvor resten af musikerne
har rigeligt at gøre med at frembringe en mur af lyd.
Energien tager ingen ende og scenen er ikke
stor nok, så højttalerne bliver indtaget af denne bombe af en sanger – en
sand showmand! Er ikke sikker på at det var under nummeret ”Power” fra
albummet ”Sounds that can’t
be made”, som jeg er meget begejstret for.
Det er ret imponerende, at man kan nå at
skifte tøj så mange gange under et kort show, men jeg gætter på at Mr. H. er
drivende våd på grund af sin enorme aktivitet, der virkelig er smittende. De
forreste rækker af publikum står ofte op, når der er samspil mellem sangeren
og dem – her lykkes det virkelig at komme ud over scenekanten.
De slutter af med endnu et nummer fra
”Marbles” i form af ”Neverland”.
Marillion forsvinder
også fra scenen med en kommentar om at et stort orkester venter på at
overtage scenen. Det er absolut ikke sidste gang, at vi opsøger dem – jeg vil
gerne opleve en hel koncert med dem, hvor de er hovednavnet. Jeg er også
spændt på at modtage deres nye skive FEAR, som skulle ligge i posten i
september – og her kommer der jo en turne, men så vidt jeg kan se, fører den
ikke rundt om Skandinavien. Til gengæld kommer Mr. H. solo til Ishøj Kultur
Cafe … det er der allerede købt billetter til – øj! Setlisten var: ·
Easter
·
Kayleigh ·
Lavender ·
Power … igen en MEGET kort tisse-pause. Som Hanne sagde:
”Det er en rigtig prostata-koncert for gamle mænd, der kan tisse af en gang i
timen”. Meget morsomt … men også meget rammende. Her var et overtal af ældre
mænd, der alle havde T-shirts på for at markere, at de havde været på ”Cruise
To the Edge”, eller at de var Marillion, Wakeman eller Pink Floyd fans. Meget fint! Nu skulle vi have aftenens hovednavn, og
konferencieren dukkede igen op i sin kappe og gav en fin introduktion til … Rick
Wakeman : Myth & Legends anno 2016 Der lægges igen hårdt ud – uden nogen form for
introduktion. Det er fuldt orkester og kor med pomp og pragt, og lyden er
meget flot til den velkendte åbning af ”King Arthur”, hvor fortælleren Ian
Lavender med den dystre stemme annoncerer: ”Who so pulleth out this sword …”. Vi har glædet os til at høre denne re-make af ”Myth &
Legends”, hvis fulde titel er ” The Myths &
Legends of King Arthur & The Knights of the Round
Table”. Det er nok mit mest lyttede Wakeman-album gennem alle tider, så forventningerne er
høje. Wakeman virker meget
mere koncentreret end ved de tidligere remakes af ”Six Wiwes” og ”Journey”,
og vi ser ham faktisk ikke smile en eneste gang under koncerten – han er
formodentlig vanvittig koncentreret om denne ”one off”-koncert, der er højdepunktet på mange måneders
knoklen i studiet, som vi har kunnet følge via PledgeMusic
– og her har det ikke skortet på grin og godt humør.
Den gamle sanger Ashley Holt, og ”den nye”
kvindelige sanger Hayley Sanderson gjorde det
fremragende. De havde dog lange perioder, hvor de var arbejdsløse under de
instrumentale indslag, og jeg mistænker faktisk Ashley Holt for at misse et
par linjer i starten af et vers, da han kom for sent i gang efter at have
stået og blundet! Dirigenten Guy Protheroe fik ham
i gang igen ved at kigge meget intenst på ham. Ian Lavender har få fortællende indlæg i løbet
af koncerten, og jeg har svært ved at relatere dem til musikken. Der er
tydeligvis ikke flere forklaringer end på det nye dobbeltalbum, hvor man nok
har villet begrænse talen. Vi får f.eks. ”Merlin the Magician”
uden yderligere omtale, og allerede tidligt i historien dør Arthur – jeg skal
nok lige have fulgt op på ”den rigtige” historie for at forstå den dybere
sammenhæng mellem Arthur, Guinivere, Lancelot og
alle de andre riddere om det runde bord.
Hov! Hjælpe-keyboard-manden er da Rick’s ældste søn Oliver Wakeman.
Det er en svaghed ved koncerten, at ingen på noget tidspunkt bliver
introduceret. Programmet er simpelthen for stramt til at der er tid til
”personlighed” på scenen. Meget ærgerligt – men ikke så underligt, da
verdensbyen London jo kun har Underground tog
natten efter fredag og lørdag – det er da også lidt mystisk.
Der er rigtigt meget synthisizer
i denne opførelse, og de nye numre indeholder endnu flere af disse kendte ”Wakeman-løb”, hvor fingrene danser hen over tangenterne i
rasende fart, som kun han kan – og det er super-godt ovenpå laget af orkester
og kor. Jeg glæder mig meget til at høre det nye album, som snart må ankomme
i min postkasse. Albummet frigives netop i dag, og jeg kunne have købt det i
indgangen, men nu var det altså bestilt.
Der er et par højdepunkter i dette meget
homogene musikstykke, hvor kun få numre stikker ud. Èt
af dem er selvfølgelig ”Merlin the Magician”, som
altid har ligget højt på favorit-listen. Det er lige i øjet, og
”vanvids-sekvensen” med forstemt piano og banjo er perfekt. Her manglede bare
en Disney-troldmand, som styrtede rundt og lavede lyskunster med sin
tryllestav – nu fik vi musik-fyrværkeri i stedet.
Det var en perfekt musikalsk oplevelse, men
slutningen skuffede, da Rick & Co. vinker en enkelt gang til publikum,
trykker hinandens hænder som ”tak for måneders slid”, men der er ingen tale
fra Rick, som der plejer at være, og det understreger det upersonlige
musikalske indtryk af denne dag, som kun Marillion
formåede at løfte til højderne – Steve Hackett
havde ikke tid nok.
… og så lige et skud af den nye kappe, som man
også kunne købe via PledgeMusic … hvis man havde
18.000 kroner!
Alt i alt en meget flot dag med fine
musikalske oplevelser – men det personlige manglede. Man mistænker at
festival arrangørerne har lagt kunstnerne i spændetrøje, selv om alle virkede
glade for at være her. … og her næsten en måned senere dukker Wakemans egen juli-status kommentar op på hans hjemmeside:
Se alle foto her i høj
opløsning. Her ligger også tre
minutters synthesizer-vanvid som video, hvor lyden er rimelig. Musikere:
Hugget
fra Wakemans hjemmeside RWCC.COM
|
