Rick Wakeman, April 29. 2014, Royal Albert Hall, London

Rick Wakeman, 30. april 2014, Royal Albert Hall, London

Royal oplevelse efter "Journey to the Center of London" Retur

Det kom som noget af en overraskelse, at vi med en uges varsel skulle til London og se Rick Wakeman opføre "Journey to the Center of the Earth". Men ... omstillingsparat som jeg er, så tager vi det med! Jeg havde nævnt dette henkastet for et halvt år siden til Hanne, og jeg havde glemt alt om det, indtil Niels sendte mig en MMS fra Glasgow, hvor han havde fotograferet en plakat til koncerten i denne by. Efter Hanne's idé om at dette var årets fødselsdagsgave, så var det bare om at købe billetter, og finde fly og hotel i London. Det bedste af det hele var næsten, at koncerten var i Royal Albert Hall ... alene dette ville være hele turen værd. Det var derfor med en vis fryd, at jeg returnerede Niels' MMS med et foto af billetten ...

Efter en herlig dag i London med masser af vandring - ikke mindst fordi Undergrunden strejkede, så fandt vi Royal Allbert Hall efter den mandatoriske (ulovlige) fodring af egern i Kensington Gardens, hvor koncertsalen ligger skjult bag rædslen af et mindesmærke for Prince Albert, når man kommer ud af parken. Det var godt med reklamer udenfor.

Fantastisk oplevelse at komme ind i Royal Albert Hall. Man vader bare ind med kamera og det hele og selvfølgelig sin paraply. Ikke som lorte-Parken, hvor man skal stå i endeløse køer for at blive betjent af hjernedøde individer, der stripper én for at finde ... netop en paraply, som man ikke må tage med ind. Vi nød det, og sad en halv time før start og nød den halvtomme gamle sal, hvor folk nu strømmede ind til en udsolgt koncert. Kort før kl. 20 var der stuvende fyldt.

Mr. Wakeman entrerede scenen på slaget iført jakkesæt. Han fortalte, at han havde lidt problemer med at fylde en hel koncertaften med "Journey to the Center of the Earth" alene, da den jo kun varede 36 minutter på den gamle plade. Heldigvis havde man genfundet de gamle noder og arrangementer, så nu var det hele genindspillet i en version, som varede ca. en time - men det var stadig for lidt til en hel koncert. Derfor kunne han underholde på andre måder, og vi fik tilbudt diverse håbløse forslag, som folk morede sig dejligt over. Til sidst begyndte Rick dog at fortælle historien bag "Journey", som havde været en kamp at få skabt for præcis 40 år siden.

Fem personer havde bidraget kraftigt til at han gennemførte projektet. Den første var Rick's far, som havde slæbt ham med til koncert med "Peter & Ulven", og lille Rick havde været vildt fascineret af, at man kunne lave en historie som musik ... eller musik som en historie. Han havde derfor allerede som ung besluttet sig for, at han ville lave "Journey" som musik, da han læste Jules Verne's bog.

Den næste person, som havde presset på var Cat Stevens. Han gav Rick meget selvtillid, da han var ung studiemusiker og spillede klaveret på "Morning has broken" . Vi startede derfor med dette nummer udsat for "The English Chamber Choir" på vokal ... det var stort på mere end én måde.

Rick fortalte videre om næste "presser", som var ingen ringere end David Bowie. Han lærte unge Rick, at man altid skal være tro mod sine planer - ikke gå på kompromis, som mange i musikbranchen ønskede for at tjene hurtige, sikre penge. Rick skulle spille akkompagnement til en sang, der hed "Life on Mars". "Hvad skal jeg spille", spurgte han mesteren. "Bare spil, som om du ville spille en solo", svarede David Bowie. Rick fortalte videre, at han havde været i et studie, da han skulle genindspille "Journey" i 2012, og i dette studie var en ung sangerinde ved at indspille sin første plade. Rick fortæller, at hun sang guddommeligt, så han gik ind til hende og foreslog, at de lavede noget sammen. Således endte "Life on Mars" på Hayley Sanderson's første album, og Hayley Sanderson endte som sanger på ny-indspilningen af "Journey". Hun dukker nu op på scenen, og vi får selvfølgelig "Life on Mars" ... i en meget smuk version. Lyt selv til indspilningen på YouTube.

Rick fortsætter med at fortælle om de unge år, hvor han møder sangeren Ashley Holt, der jo har fulgt han tro lige siden i gruppen "The English Rock Ensemble". Ashley sang også på den originale "Journey", og de to herrer hygger sig tydeligvis i hinandens selskab. Vi får en del historier fra den oprindelige Journey-turne, hvor ikke mindst oppustelige dinosaurer havde gjort et stort indtryk på Rick - specielt da de punkterede og lave prutte-lyde under flere koncerter. Også historien om koncerten i Japan, hvor det lokale kort sang rendyrket "engelsk vås" var fremragende - men nu er Rick jo også stand-up underholder i sin fritid.

De to herrer gav herefter klassikeren "Summertime", og man kan på flere måder hævde, at Mr. Holt er blevet mere voluminøs med tiden.

Til sidst fortæller Rick, at han også skylder stor tak til sin musiklærer fra sin uddannelse. Han lærte ham at arrangere musik, og én af de gode øvelser var at arrangere et sykke musik som om det var komponeret af en anden. Da det jo var Prokofiev's "Peter og ulven", der i sin tid inspirerede Rick til at lave "Journey", så vi får "Elanor Rigby", som om den var komponeret af Prokofiev. Det er intet mindre end forrygende. Vi sidder i vores loge, så jeg kan se Rick's hænder, og det er rystende, så hurtigt det går - jeg turde ikke trække vejret i syv minutter - aldeles imponerende.

Nu er der pause ... efter kun 35 minutter, men man skal jo lige have tid til at få en drink - vi nøjes dog med en øl, som vi kan sidde og drikke i logen - en flaske øl hældt i et glas ... jamen ... vi kan jo kaste med det, hvis vi vil. Vi elsker allerede Royal Albert Hall.

Mørket falder på igen, og The Caped Crusader dukker op iført en kappe ... alt er som det skal være. Nu er det fuldt kor, stort orkester og "The English Rock Ensemble" plus Ashley Holt og Harvey Sanderson som sangere ... det er stort.

Midt mellem de to skærme, som viser passende få billeder af øde landskaber fra jordens indre, sidder Phillip Franks med sin lækre stemme og fortæller historien mellem musikpassagerne. Vi får hele "Journey" i et hug.

I flere af passagerne rocker orkestret ligefrem. Det er tydeligt, at de også synes, at det er sjovt at deltage i dette retro-vanvid, som jo har 40-års jubilæum.

Som eneste overraskelse smider Rick "Dance of a Thousand Lights" fra "Return to the Center" ind i stykket, men det er også fremragende, så det var efter min mening næsten højdepunktet.

Det afslutter selvfølgelig med lidt Grieg, og alle takker pænt af og bukker. Man undrer sig kortvarigt over, om der kan være ekstranummer? Jo da. Alle kommer ind igen og Rick forklarer, at vi nu får diverse udsnit af "Journey", og at nogle af disse bliver spiller mere a la "English Rock Ensemble". Det hele bliver lidt mere rock'et.

Det ender med at Wakeman griber sin bærbar moog-guitar og slæber den rundt på hele scenen, og han afslutter med en duel mod guitaristen , hvor den unge første-violin må siges at have orkesterplads.

Så er det slut, og vi tager pænt afsked med alle på scenen efter et meget langt navneopråb.

Så er der tre kvarters rask gang tilbage til hotellet, hvor vi lige kan nå at sove 4 timer, inden vi skal med første fly hjem og have en halv arbejdsdag ... men det var det virkelig værd.

----------------

Se alle foto i fuld opløsning her!

Og sør'me om der ikke er en setliste fra www.setlist.fm

Acoustic set

Morning Has Broken (Cat Stevens cover)

Life on Mars? (David Bowie cover)

Summertime (George Gershwin cover)

Eleanor Rigby (The Beatles cover)

Journey to the Centre of the Earth

The Preface (Narrative)

The Journey Overture

Journey's Dawn

Crystals (Narrative)

The Gothic Cathedral

The Quest for Water (Narrative)