Black Sabbath, 2013 26. november, Forum Copenhagen
"Sort Arbejde ... og den rigtige lyd fra vores ungdom"                               Retur

I mit rock-univers er der tre store bands, som har lagt grunden til hele rocken. Det er Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple. Black Sabbath er arbejderne, der tager det tunge slæb i kulminen hver dag, Led Zeppelin er aristokraterne, der overlegent leverer deres righoldige variationer af rockmusik, og Deep Purple er de intellektuelle, der hellere vil improvisere og lege end levere den sædvanlige vare - du vidste nok, hvad du havde bestilt, men du vidste aldrig, hvordan det blev anrettet og serveret til en Deep Purple koncert - det er du til gengæld helt sikker på, til en Black Sabbath koncert - det er med andre ord totalt forudsigeligt.

Det er her, at min begrænsede begejstring for denne koncert bliver afsløret - det var bare alt for forusigeligt. Jeg havde på forhånd ikke gjort mig nogen-som-helst forhåbninger om at blive positivt overrasket, og det blev desværre indfriet til fulde. Vi fik den helt sædvanlige menu, i den sædvanlige rækkefølge, serveret på den sædvanlige måde og med Ozzies sædvanlige "I can't fucking Hear you" og "Let me see some hands". Vi kunne lige så godt være gået i biografen ... men når det så er sagt, så var det jo PRÆCIS denne film, vi kom for at se.

Efter et opvarmningsband "Uncle Acid & The Deadbeats", hvor lyden var en frygtelig buldrende sump, kom de gamle mænd på scenen præcis kl. 21 i noget der ligner et stuvende fyldt Forum.

Ikke overraskende starter koncerten med, at en galning begynder at skrige "You Fuckers", "Go Crazy" før der er lyd og folk på scenen ... Ozzy er tilbage.

Det første der sker, da lyset kommer på scenen, er det rituelle "Let me see some hands" akkompagneret af dommedags-guitaren fra mesteren Tony Iommy ... og så er der skiftevis Ozzy-sang og en linie fra publikum i "War Pigs" ... drejebogen til koncertfilmen er den sædvanlige. Der er masser af hænder og bølgen foran scenen, og lyden er pludselig perleklar.


Ozzie futter ikke rundt som en gammel mand med samlede ben og små skridt i hjemmesko - næ, her er tale om en person, der løber rundt med lange skridt og fægter vildt med armene - i modsætning til "cool" Tony Iommy, der slentrer rundt i sin halvlange sorte læderjakke og beviser, at rigtig guitar ikke nødvendigvis er et spørgsmål om at spille så mange toner i sekundet som muligt - næh, han spiller de rigtige toner med den lyd, som alle har glædet sig til at høre. Vi kan følge med i selv de mindste detaljer fra bagerste række på storskærmen, der er indlagt i midten af den grotte, som scenen forestiller.

Geezer Butler ligner sig selv og er temmelig ubevægelig på venstre scenekant, mens den hyrede trommeslager Tommy Clufetos buldrer løs med overdrevne armbevægelser - ham har vi set sammen med Ozzie på Sölvesborg-festivalen i 2011.


Black Sabbath har en enestående lyd, der er som et skarpt sort fingeraftryk på trods af densiteten og de tunge riffs - i modsætning til mange kopi-band - her i blandt opvarmningsbandet - hvor det tunge udtryk ender i udtværet grå fingermaling, hvor alle nuancer forsvinder. Dog kunne jeg godt savne mange af de nuancer, som netop har defineret Black Sabbath i min optik - nemlig variationen. Hvor var "National Acrobat", hvor var "Sabra Cadabra". Hele settet var meget gamle kendinge, som har det samme lydbilledet og rytme, og det ender med at blive kedeligt, ligemeget hvor godt det er, Jeg manglede de pusterum, hvor du glæder dig over den stille rislen ned ad ryggen pga. et stykke akustisk guitar eller melodisk fingerspil i stedet for at nyde tsunamien af lyd. Selv en tsunami bliver kedelig i længden.

Min sidenmand, som var en ung fyr til koncert med sin far, faldt helt ufatteligt i søvn midt i koncerten - hvordan det kan kan ske til en Black Sabbath koncert er ufatteligt - men nok et tegn på, at han havde fået nok af ensformigheden.


Ensformigheden bliver dog brudt af Tommy Clufetos' trommesolo, der er en tro kopi af den, vi fik til Ozzi-koncertern - men det blev den ikke dårligere af. Hr. Clufetos har en særegen trommestil, hvor han forsøger at dræbe trommerne ved at tæske dem til døde - jeg har aldrig set en trommeslager, der hæver hænderne helt bag om ryggen for at tage tilløb til de dødelige slag - han er meget visuel og publikum elsker det.
Herefter får vi "Iron Man", der nok var koncertens musikalske højdepunkt. Samspillet og præcisionen var lige i øjet.


Da Tony Iommy endelig slår tonerne an til "Sabbath Bloody Sabbath", så gør bandet for første gang det, som jeg egentlig efterlyser - nemlig at improvisere og lege en lille smule - men desværre betyder det så, at vi IKKE får dette nummer, da han straks slår over i "Paranoid", som alle tilsyneladende har ventet på. Folkemængden går amok for sidste gang, og der er fest på gulvet.

Så er det slut. De tre ældre herrer og dræbermaskinen bag trommerne kommer frem og modtager en velfortjent hyldest fra folket. Måske ikke så meget på grund af aftenens herlige gensyn, men i lige så høj grad en hyldest til det band, der lagde grunden til den tunge rock. Dette var endnu en dag i kulminen for arbejderne på scenen - og det var det, som folk var kommet for at genopleve - formodentlig for sidste gang!
Tak for det enorme bidrag til den musikkultur, som vi er opvokset med, og som tydeligvis går på tværs af generationerne. Hvem villa have troet på det i halvfjerdserne?

Tak for at vi fik chancen for at opleve det igen - i aften var vi alle teenagere!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg har gået rundt om mig selv i en måned for at overveje, hvad jeg skulle skrive om denne koncert. Først nu forstår jeg min lidt kølige begejstring over denne koncert. Jeg elsker at høre Black Sabbath, og jeg har hørt den nyeste Live Reunion RIGTIGT meget - og det er godt. Men mit hjerte ligger helt klart på "Sabbath Bloddy Sabbath" og skiverne lige før, dvs. "Vol.4" og "Master of Reality" ... og jeg kender slet ikke "Technical Ecstacy".

Tager man Black Sabbath skiverne, så var de spillede numre til koncerten fordelt således:
     1) Black Sabbath      : 3
     2) Paranoid                : 5
     3) Master of Reality   : 2
     4) Vol.4                       : 2
     5) Bloddy Sabbath    : -
     6) Technical Ecstacy : 1
     7) Never Say Die       : -
   13) 13                            : 2

Der var med andre ord kun 4 af de 15 numre fra skiver, som jeg dyrker ... men det er jo nok min fejl. Og HVORFOR spillede de kun et par strofer fra "Sabbath Bloddy Sabbath" ... det giver ikke mening?

Tak til www.setlist.fm for setlisten

  1. War Pigs (Paranoid)
     
  2. Into the Void (Master of Reality)
     
  3. Under the Sun/Every Day Comes and Goes (Vol. 4)
     
  4. Snowblind (Vol. 4)
     
  5. Age of Reason (13)
     
  6. Black Sabbath (Black Sabbath)
     
  7. Behind the Wall of Sleep (Black Sabbath)
     
  8. N.I.B. (Black Sabbath)
    (Preceded by "Bassically" … more)
  9. End of the Beginning (13)
     
  10. Fairies Wear Boots (Paranoid)
     
  11. Rat Salad (Paranoid)
    (Followed by Tommy Clufetos Drum Solo)
  12. Iron Man (Paranoid)
     
  13. Dirty Women (Technical Ecstasy)
     
  14. Children of the Grave (Master of Reality)
     
  15. Encore:
  16. Paranoid (Paranoid)
    (Sabbath Bloody Sabbath Intro)

Mange flere foto fra koncerten kan ses her!

Retur