Kapitel 27 : Fest på slottet.

Hele natten var der en forfærdelig larm på slottet. Baldrian hylede på sin sokkel og lavede så meget støj, at ingen på slottet fik lukket et øje.

Næste morgen sad alle meget trætte ved Baltazars morgenbord. Pir. og Fru Carlsen var lykkelige over, at alt havde ordnet sig. Casper og Caroline så derimod ulykkelige ud.

»Jeg synes, I hænger lidt med næbbet her til morgen,« sagde Hr. Carlsen og kiggede på sine børn.

»Hvad mener du med det?,« spurgte Caroline surt.

»Jeg synes, I ser noget triste ud,« fortsatte Hr. Carlsen. »Hvad er der i vejen?«

Børnene nåede ikke at svare, før der lød en skinger hylen fra taget. Det var Baldrian, der hylede igen. Hr. Carlsen så på børnene og forstod.

»I er kede af, at lille Benny er blevet til en statue,« sagde han.

Hr. Carlsen tænkte sig om et øjeblik.

»Hvad vil I have, vi skal gøre?,« spurgte han. »Vi kan ikke bare slippe dragerne løs igen. Baldrian vil straks blive besværlig.«

»Men det er synd for Benny,« jamrede Caroline. »Det er ikke hans skyld. Han er vores ven. Han hjalp os.«

»Det er faktisk rigtigt,« indrømmede Hr. Carlsen. »Uden hans hjælp havde vi ikke fået tryllebogen, og du var brændt inde i det sorte tårn.«

»Vi må gøre noget,« afbrød Fru Carlsen. »Caroline har ret. Det er ikke rigtigt, at Benny skal være forstenet. Det har han ikke fortjent.«

Nu afbrød Baltazar samtalen.

»I er ikke rigtigt kloge,« stønnede han. »I havde vel ikke tænkt jer at slippe dragerne fri igen. Vi kan ikke nøjes med at slippe Benny fri. Trylleformelen slipper alle tre drager fri på én gang.«

De sad lidt og så på hinanden uden at sige noget. Stilheden blev afbrudt af et nyt skrig fra dragerne.

»Denne hylen kan ikke blive ved,« sagde Fru Carlsen. »Vi må op og tale med dragerne.«

»I ér tossede,« sukkede Baltazar. »I tror måske, at jeg er tosset. Men I er vanvittige.«

Familien Carlsen hørte ikke, hvad Baltazar sagde. De havde alle fire rejst sig fra bordet og var på vej op til balkonen, hvor dragerne sad og hylede.

Dragerne sad stadig ubevægelige på deres marmorsokler. I solskinnet var marmoret så hvidt, at det næsten skar i øjnene. De måtte alle knibe øjnene sammen, for at kunne holde ud at se på statuerne.

Baldrian hylede igen. Det var en lav, langtrukken hylen. Han havde hylet hele natten, og nu var han så hæs, at han næsten ikke kunne få en lyd frem.

Fru Carlsen så vredt på Baldrian.

»Hvorfor hyler du?,« spurgte hun strengt. »Du fortjener at sidde her resten af dit liv.«

»Uhuuu!,« jamrede Baldrian. »Jeg vil ikke være statue igen. Uhuuu!«

»Du har været en slem drage,« skændte Fru Carlsen. »Vi tør ikke gøre dig levende igen.«

»Piv!,« lød det fra Baldrian.

»Men,« fortsatte Fru Carlsen. »Vi synes alle, at det er synd for Benny. Han har ikke fortjent at være statue.«

Baldrian begyndte at snøfte.

»Jeg lover at være en god drage,« hulkede han. »Jeg lover!«

»Hvis vi gør jer levende,« sagde Fru Carlsen strengt, »er det fordi Benny fortjener at være levende.«

»Bolette var da heller ikke så slem,« tilføjede Caroline. »Hun må også godt være levende.«

»Fortjener Bolette og Benny at være statuer?,« spurgte Fru Carlsen og stirrede Baldrian lige i han hvide marmorøjne.

»Nej!,« hulkede Baldrian. »Det er min skyld. Jeg var slem. Jeg skal aldrig være slem mere. Det lover jeg.«

Fru Carlsen så på de andre.

»Jeg tror på ham,« sagde hun alvorligt. »Jeg synes, at vi skal gøre dem levende igen.«

»I er bindegale. I er skrub vanvittige.«

Det var Baltazar, der var dukket op på balkonen.

Det tog Familien Carlsen langt tid, at få Baltazar overtalt til at trylle dragerne levende igen. Til sidst gik han med til det, men han var bekymret for, hvad Baldrian kunne finde på. Efter at have sagt nogle magiske formler, fik dragerne langsomt deres gamle farve tilbage, og de kunne røre sig igen.

»Ååååh!,« jamrede Baldrian. »Jeg er stiv over det hele.«

»Det har du rigtigt godt af din store bølle,« skændte Bolette. »Jeg er træt af alt din ballade. Nu opfører du dig ordentligt. Har du forstået?«

»Selvfølgelig, min due,« svarede Baldrian og dukkede sit hoved.

Benny hoppede over til sin far.

»Lover du, at vi aldrig mere skal være slemme?,« spurgte han.

»Det lover jeg,« sagde Baldrian alvorligt.

»Jubiii!,« råbte Benny, Casper og Caroline i munden på hinanden. De omfavnede hinanden og hoppede rundt på balkonen af glæde.

Hr. Carlsen gik hen til Baldrian og stak sin hånd frem.

»Undskyld!, Baldrian. Jeg mente ikke, hvad jeg sagde om, at du er grim, grøn og skællet.«

Baldrian smilede forsagt.

»Jeg mener heller ikke, at du er tyk. Ikke ret meget, i hvert fald.«

Baldrian og Hr. Carlsen grinede begge højt. Hr. Carlsen kiggede på Casper og Caroline:

»Er I så tilfredse? Kan vi godt tage hjem nu?«

Casper smilede og nikkede, men Caroline så lidt utilfreds ud.

»Hvad er der i vejen,« spurgte Fru Carlsen. »Nu er alt jo godt. Har dette eventyr ikke været langt mere spændende, end du havde drømt om?«

»Joeh!,« startede Caroline langsomt, »men jeg havde drømt om at være prinsesse på et rigtigt slot med en rigtig konge og dronning.«

»Hmm!,« sagde Fru Carlsen og så bekymret ud. »Det er jo ikke sådan ligetil at skaffe en konge og en dronning.«

»Det ved jeg godt,« sukkede Caroline. »Men det var altså, hvad jeg drømte om.«

Hr. og Fru Carlsen gik over på et hjørne af balkonen og hviskede sammen. Et øjeblik efter kom de tilbage.

»Hvis vi holder en rigtig fest, når du har fødselsdag om et par dage, er det så godt nok?,« spurgte Fru Carlsen.

Caroline lyste op.

»Hvem skal med til festen?,« spurgte hun.

»Hvem vil du gerne have med?,« spurgte Hr. Carlsen.

»Alle sammen!,« svarede Caroline straks.

»Alle sammen?,« spurgte Fru Carlsen.

»Ja!,« sagde Caroline. »Tumle, Baltazar og dragerne.«

»Og Tai Quondo,« tilføjede Casper. Han var også blevet gode venner med den rare japaner, mens han havde siddet i fængslet.

Hr. og Fru Carlsen smilede.

»Det er alle tiders idé,« sagde de i munden på hinanden.

»Pragtfuldt!,« tilføjede Baltazar. »Det er evigheder siden, at jeg har lavet en rigtig festmiddag.«

»Er vi også inviteret?,« spurgte Baldrian forbløffet.

»Selvfølgelig er I det,« svarede Hr. Carlsen.

»Orv!,« jublede den store drage. »Jeg har aldrig været til en fest på slottet før. Jeg vil glæde mig lige indtil den store dag.«

»Nej, du vil ikke!,« skændte Bolette. »Du vil have travlt med at gøre orden i det sorte tårn.«

»Selvfølgelig, min lille due!,« sagde Baldrian straks.

»Hvis det altså er i orden, at vi bliver boende i det sorte tårn?,« fortsatte Bolette og så på Baltazar.

»Selvfølgelig må I det,« grinede Baltazar og slog ud med armene.

Hr. Carlsen trak Baldrian og Bolette til side og hviskede sammen med dem et øjeblik. Begge dragerne nikkede. Hr. Carlsen grinede og gik tilbage til de andre.

»Jamen, så må vi hellere se at komme i gang med forberedelserne,« sagde han.

Dragerne lettede og fløj over til det sorte tårn. Børnene vinkede til Benny, og han vinkede tilbage til dem, inden han forsvandt ind i tårnet.

»Kom!,« sagde Caroline. »Vi skal forberede festen.«

»Næh, nej!,« sagde Hr. Carlsen. »Vi skal nok tage os af forberedelserne.«

»Øv! Det er strengt,« protesterede Caroline. »Jeg vil også være med.«

»Det skal være en overraskelse,« sagde Fru Carlsen. »Smut ned og leg lidt inden frokost.«

Caroline sukkede og begyndte at gå ned ad trappen til gården. Inden Casper fulgte med hende, trak Hr. Carlsen ham til side og hviskede lidt sammen med ham. Casper bevægede armene, mens han forklarede et eller andet. Hr. Carlsen klappede ham på skulderen og smilede. Casper løb hen til Caroline.

»Hvad snakkede I om?,« spurgte hun nysgerrigt.

»Det er en hemmelighed,« grinede Casper.

»Øv!, hvor er I tarvelige alle sammen,« sagde Caroline surt. »I kan ikke være det bekendt.«

Casper og Caroline gik ned i gården og begyndte at hoppe 'ord' på brostenene. Casper havde først foreslået, at de skulle gå på line, men det havde Caroline ikke lyst til. Hun skulle ikke gå på line i lang, lang tid. De havde kun leget i kort tid, da de hørte vingesuset fra en af dragerne. Børnene så op og fik øje på Baldrian. På ryggen af den store drage sad Hr. Carlsen.

»Hvad pokker er nu det?,« udbrød Caroline forbløffet. »Hvor skal de hen?«

»Det er en  hemmelighed,« grinede Casper. Caroline så vredt på ham.

»Hvor er I dumme,« surmulede Caroline. »Det er ikke spor morsomt, at I har så mange hemmeligheder.«

»Vent og se,« smilede Casper.

Caroline måtte vente i to dage. Ved morgenmaden havde alle været meget hemmelighedsfulde, og Caroline var ved at gå til af nysgerrighed. Ved frokosttid kaldte Casper på hende: »Kom lige, Caroline! Der er noget du skal se.«

Caroline fulgte efter ham. De sidste to dage havde Casper slæbt hende rundt på slottet, mens hendes forældre, Tumle og Baltazar havde lavet hemmeligheder. »Jeg gider altså ikke se flere dumme malerier,« surmulede hun.

»Ikke flere malerier,« lovede Casper. Han åbnede døren ind til tronsalen, hvor kongen og dronningen havde siddet i gamle dage. Caroline gik ind i det store rum.

»Uh!,« udbrød hun forbavset.

På den store trone sad en halv-tyk konge og ved siden af ham sad en dronning. De bar begge smukt tøj og pragtfulde smykker. Ved siden af dem stod en lille hofnar.

»Far! Mor! Tumle!,« jublede Caroline. »Hvor er I flotte.« Caroline løb op til dem og studerede deres fine udklædning.

»Hvor har I fået alt dette fra,« spurgte hun nysgerrigt.

»Tøjet har du selv fundet på loftet sammen med Casper, og smykkerne har Far hentet i vores skattekiste på skibet,« forklarede Fru Carlsen med et grin.

»Så var det derfor, du fløj af   sted   på   ryggen   af dragen,« sagde Caroline. Hr. Carlsen nikkede.

»Men  nu   skal  du   og Casper også have fint tøj på, og så skal vi rigtigt feste.   Her  kommer  fine gæster, og Baltazar har lavet noget fantastisk mad.«

Caroline strålede som en sol. Nu fik hun og Casper også noget fint gammeldags tøj på, og da de var klar, gik dørene op. Ind trådte Tai Quondo og de tre drager. Tai Quondo havde også fint tøj på med en flot rød kappe og en hat med fjer i. Dragerne var tydeligvis nyvaskede, for de skinnede i skæret fra faklerne på væggen. Tumle sprang op og løb dem i møde.

»Velkommen, velkommen,« sagde han hjerteligt. »Værsgo at tage plads.« Han trak stolene ud, så de kunne sætte sig. De store drager behøvede ikke stole. De satte sig direkte på gulvet.

»Og nu mine kongelige højheder,« sagde Tumle til Hr. og Fru Carlsen. »Deres middag vil blive serveret om et lille øjeblik.«

Hr. og Fru rejste sig langsomt og majestætisk, og de satte sig ned for hver bordende.

»Hvis Prinsen og Prinsessen kunne sætte sig her,« sagde Tumle til Casper og Caroline og trak deres stole ud for dem.

Tumle stillede sig hen til døren og råbte:

»Suppen vil nu blive serveret!«

Døren gik op, og ind kom Baltazar med en stor suppeterrin. De kunne næsten ikke kende ham. Han havde en flot hvid kokkedragt på og en fin kokkehue. Baltazar serverede elegant suppen. Derefter stillede han sig hen i hjørnet sammen med Tumle, mens de andre spiste.

»Skal I ikke spise med,« spurgte Caroline Tumle og Baltazar. »Det passer  sig  ikke,  at  tjenestefolkene  spiser  sammen  med  de kongelige,« svarede Baltazar alvorligt.

Caroline grinede, og Baltazar blinkede til hende. Resten af middagen var storslået. De fik store stege og lækre små kager til efterret. Efter middagen optrådte Tumle og Baltazar. Tumle jonglerede med fakler og bolde og lavede akrobatiske øvelser. Baltazar havde besluttet sig for at vise et tryllenummer. Han stillede sig midt på gulvet og sagde nogen mystiske ord, mens han svingede med en tryllestav over sin hat. Han prøvede flere gange, men der skete ikke noget.

»Det var da mystisk,« mumlede han og stirrede ned i hatten.

Han prøvede engang til.

»Besynderligt,« sagde han irriteret og så ned i hatten igen.

Han gentog formlen én gang til. Da der stadig ikke skete noget, satte han hatten på hovedet.

NU skete der noget. Som ved en eksplosion væltede en mængde hår ud af hatten. Håret hang ned i øjnene på Baltazar, så han umuligt kunne se noget. Først stod han helt stille. Forsigtigt løftede han hatten af. Håret blev siddende på hans hoved.

»Det lykkedes!,« skreg han lykkeligt. »Det lykkedes. Jeg har fået hår igen.«

Baltazar trak forsigtigt i håret for at sikre sig, at det sad rigtigt fast. Det gjorde det, og han smilede lykkeligt.

Resten af dagen og hele natten med festede de sammen. Først da det begyndte at blive lyst, faldt der ro over slottet. De havde haft alle tiders fest, og Carolines ønskedrøm var gået i opfyldelse. Tumle og Baltazar havde også nydt det. Det var længe siden, at der havde været fest på slottet.

Et par dage efter drog Familien Carlsen af sted fra slottet. De sagde pænt farvel til Tumle og Baltazar. Baltazar havde friseret sit nye hår og bundet det sammen i en fin hestehale.

»Farvel Tumle,« sagde Caroline og gav den lille mand en stort knus. »Tak for en pragtfuld ferie.«

»Ferie!,« stønnede Hr. og Fru Carlsen i munden på hinanden. Det havde været en anstrengende ferie.

»Kom snart og besøg os igen,« sagde Tumle og smilede til dem alle. Tai Quondo stod ved siden af Familien Carlsen. Han havde også forberedt sig til at tage af sted. Han havde aftalt med Hr. og Fru Carlsen, at han kunne bo i junglen. Tai Quondo havde stadig kun det lille lændeklæde på, og alle hans ting var samlet i en bylt på ryggen. Han glædede sig meget til at komme ud at se alle de ting, Hr. Carlsen havde fortalt ham om.

Netop da de startede på at gå, lænede Baldrian sig ud af et vindue i det sorte tårn:

»Farvel, Tykke Carlsen! Kom snart igen.« Hr. Carlsen grinede og vinkede tilbage: »Farvel, din grønne tønde! Kan du have det rigtig godt.« Hr. Carlsen vendte sig om og begyndte at gå. De andre var allerede et lille stykke væk. Hr. Carlsen stoppede midt på vindebroen og tænkte sig om. »Hvilken dag er det i dag?,« råbte han til Baltazar. Baltazar vidste det ikke og rystede på hovedet.

»Det er vist mandag,« mumlede Hr. Carlsen for sig selv. »Vi fandt vist aldrig kodeordet for mandagen.«

»Hvad er kodeordet for mandag?,« råbte Hr. Carlsen til Baldrian. I samme øjeblik begyndte vindebroen at knage. Hr. Carlsen blev så overrasket, at han stod stille og så sig forvirret omkring. Han skulle hellere have skyndt sig væk fra broen, for nu var den allerede på vej op. Hr. Carlsen kastede sig frem til toppen af vindebroen og hagede sig fast i den. Han hang helt ude for enden af vindebroen, mens den langsomt hævede sig.

»Stop!,« skreg han desperat. »Jeg falder ned. Stands broen!«

Men broen standsede ikke. Da den næsten var helt lukket, måtte Hr. Carlsen slippe sit greb, og han styrtede i voldgraven med et kæmpeplask.

»Ha, ha, ha!,« hylede Baldrian af grin, da Hr. Carlsen dukkede op til overfladen. Den store drage var fløjet ned til sin sædvanlige plads ved vindebroen, og den grinede, så den havde svært ved at få luft.

»Pragtfuldt, Fedesen! Du kom til at sige kodeordet.«

»Gjorde jeg det?,« prustede Hr. Carlsen og spyttede en mundfuld vand ud.

»Ja!,« jublede Baldrian. »Kodeordet om mandagen er 'mandag'.«

Broen begyndte straks at åbne sig igen, efter at Baldrian havde sagt kodeordet.

»Meget morsomt!,« sagde Hr. Carlsen surt. Han kravlede med besvær op af voldgraven. Han vendte sig om mod den fnisende drage.

»Du lovede at opføre dig ordentligt,« skændte Hr. Carlsen.

»Nej!,« fnisede Baldrian. »Jeg lovede at være en god drage. Men jeg lovede ikke, at jeg ville holde op med at drille.«

Hr. Carlsen begyndte selv at grine. Han kunne godt se, at det var morsomt, at han nu var faldet i voldgraven fire gange, siden de kom til slottet. Hr. Carlsen vinkede igen til den store drage og skyndte sig efter resten af familien.

Børnene gik bagerst og snakkede med Tai Quondo.

»Er du ikke ked af at skulle forlade slottet?,« spurgte Caroline.

»Nej da!,« udbrød Tai Quondo. »Jeg glæder mig til at opleve junglen.«

»Hvordan kan du have alle dine ting i den lille pose?,« spurgte Casper nysgerrigt.

Tai Quondo grinede og standsede.

»Jeg har skam ingen ting at tage med,« forklarede han. »Men disse to ville også meget gerne se junglen.«

Tai Quondo åbnede den lille stofpose, og de to rotter, Monsen og Thorberg, stak hovederne op.

»De skal også opleve junglen,« smilede Tai Quondo.

Børnene grinede, men pludselig så Casper bekymret ud.

»Glemte vi ikke nogen på slottet!,« stønnede han bekymret.

»Nej, vi gjorde ikke,« smilede Caroline og dunkede på sin lomme.

»Hold op med det der,« lød det fra lommen.

»Hvad var det?,« spurgte Tai Quondo forbløffet.

»En hemmelighed,« svarede Caroline alvorligt.

»Børn har altid mange hemmeligheder,« grinede Tai Quondo.

»Hvad griner I af?,« spurgte Hr. Carlsen, som var nået op på siden af dem.

»Ikke noget,« svarede Tai Quondo og blinkede til børnene.

De satte farten lidt op og indhentede Fru Carlsen, som gik forrest. Hun glædede sig til at komme tilbage til skibet og deres dyr.

»Nu skal vi hjem og slappe af,« sagde hun. »Det skal vare meget længe, inden vi kaster os ud i nye sindsoprivende eventyr.«

Normalt fik Fru Carlsen ret, når hun sagde noget, men for én gangs skyld tog hun fejl. Det ville ikke vare ret længe, før Familien Carlsen oplevede et nyt og spændende eventyr.