Kapitel 26 : Dragernes Herre vender tilbage.

Alle sad helt stille og spiste aftensmad. Baltazar havde lavet lidt hurtig mad, og nu sad de alle og tænkte på, hvordan de kunne få Casper ud fra fangehullet i det sorte tårn. Tumle havde foreslået, at de skulle prøve at liste sig ind gennem den lem, som Hr. Carlsen var kommet ud af, da han undslap fængslet og faldt i voldgraven. Den idé havde de dog hurtigt opgivet, da Hr. Carlsen var sikker på, at det var umuligt at komme op den vej. Mens de drak kaffe, begyndte det at buldre udenfor. Et øjeblik efter regnede det ind af de åbne vinduer. Baltazar rejste sig og lukkede for skodderne.

»Puha!,« sagde han. »Sikke et vejr. Det er godt, vi sidder lunt indendørs.« »Ja!,« sukkede Fru Carlsen. »Jeg vil håbe, at Casper også har det varmt.« »Bare rolig,« prøvede Hr. Carlsen at berolige hende. »Tai Quondo skal nok passe godt på ham. Han har det helt sikkert godt.« Hr. Carlsen kunne dog ikke skjule sin bekymring for sin dreng. Det plagede ham, at de ikke kunne gøre noget for at hjælpe Casper. Hr. Carlsen tømte sin kaffekop og rejste sig:

»Tak for kaffe. Jeg går i seng. Måske får jeg en god idé, mens jeg sover.« »Jeg går med,« sagde Fru Carlsen. »Kommer du også, Caroline?« Modvilligt rejste Caroline sig, og de sagde godnat til Baltazar. Kort tid efter lå de i deres senge. Fru Carlsen lå og snøftede lidt, og Caroline kunne høre, at Hr. Carlsen prøvede at trøste hende. Det lykkedes ikke rigtigt, og det varede længe, inden de faldt i søvn.

Caroline vågnede ved et højt tordenskrald. Hun kunne høre regnen udenfor, og hun kunne også høre sin fars dybe vejrtrækning. Hun rejste sig op i sengen og så over mod sine forældre. De sov begge tungt.

Caroline sprang ud af sengen og listede sig hen til Baltazars laboratorium. Der var stadig en lysstribe under døren. Det var midt om natten! Måske havde Baltazar glemt at slukke sit lys.

Hun lagde øret mod døren. Det eneste, hun kunne høre, var en syden og en svag nynnen. Caroline smilede i mørket. Baltazar var i gang med at brygge en eller anden trylledrik. Forsigtigt åbnede hun døren og sneg sin ind i laboratoriet.

Baltazar opdagede hende ikke. Han var travlt optaget af at læse i sin genvundne tryllebog, mens han dryssede nogle røde blade i den kogende gryde. Der stod en violet røg op af gryden, når han rørte rundt i den. Han lænede sig ind over gryden og snusede til røgen, mens han smilede tilfreds. »Hvad laver du?,« spurgte Caroline. Baltazar blev så overrasket, at han hoppede i vejret. »Uh!,« udbrød han . »Er det dig? Jeg troede, du sov.« »Tordenvejret vækkede mig,« undskyldte Caroline. Hun kiggede nysgerrigt på Baltazars gryde. »Hvad laver du?,« spurgte hun.

»Ikke noget særligt,« svarede Baltazar og kiggede i sin bog igen. Caroline sneg sig over til ham og kiggede i bogen. Hun forstod ikke de mærkelige bogstaver og underlige tegn i den. »Er det noget, der kan få Casper ud fra fængslet?,« spurgte hun igen. »Næh!,« indrømmede Baltazar. Han så på Carolines skuffede ansigt. »Hvis du skal vide det, så er det en mikstur, der kan give mig mit hår tilbage.« Caroline så opgivende ud og rystede på hovedet. Hun gav sig til at gå rundt i rummet. I det ene hjørne stødte hun ind i fuglen Belzebul. Den var også vågnet ved bulderet, og nu sad den med små øjne og fulgte med i, hvad der foregik i rummet.

»Hej!,« sagde Caroline. »Kan du heller ikke sove?«

»Sove!,« skræppede fuglen. »Hvem tør sove, når det tossehoved laver ulykker.« Fuglen så over mod Baltazar. »Man risikere jo at blive sprunget i luften, mens man sover,« fortsatte den.

Caroline nikkede, mens hun så på Baltazar.

»Han kan vist ikke hjælpe os med at få Casper ud fra det sorte tårn.« Caroline kneb øjnene sammen og så på Belzebul.

»Kan du ikke hjælpe os?,« spurgte hun. »Du kan styre dragerne. Sig til dem, at de skal slippe Casper fri.«

»Ha!,« skræppede fuglen højt. »Dragerne vil da ikke lystre en lille sort fugl. De lystrer kun troldmanden Belzebul.« Fuglen lagde hovedet på skrå og så listig ud:

»I kan jo trylle mig tilbage til mennesket Belzebul. Så skal jeg nok hjælpe jer.«

Caroline gik over til Baltazar.

»Baltazar!,« hviskede hun. »Kan vi ikke trylle Belzebul tilbage til et menneske, så han kan fortælle dragerne, at de skal slippe Casper fri.

For én gangs skyld så Baltazar ud til at blive vred.

»Er du vanvittig?,« udbrød han. »Hvis vi tryller Belzebul tilbage til et menneske, vil han straks få dragerne til at fange os, så han kan bestemme igen.«

Caroline gik tilbage til fuglen og så strengt på den: »Du ville snyde mig,« sagde hun surt. »Du vil slet ikke hjælpe os.«

»Ti-hi!,« gnækkede Belzebul. »Det var da værd at forsøge.«

»Du er rigtig tarvelig,« sagde Caroline vredt.

Fuglen fortsatte med at grine:

»I får aldrig mine drager overtalt til at slippe drengen løs,« sagde den hæst. »Mine drager er ikke bange for noget som helst.«

»Det passer ikke!,« svarede Caroline hurtigt. »Baldrian er bange for spøgelser.«

»Hmm!,« brummede Belzebul surt. Fuglen så vredt på Caroline, men et øjeblik efter lyste den op og så munter ud igen:

»Det er jo ærgerligt, at Magdalene er forsvundet. Så har I ingen spøgelser til at hjælpe jer.«

Caroline skulle lige til at fortælle om Kaptajn Blod, men hun tav. Det var nok bedst ikke at fortælle Belzebul om spøgelset, hvis den ikke vidste noget om det. Baldrian havde nok ikke turde fortælle Belzebul om sit møde med Kaptajn Blod.

Caroline forlod fuglen og fortsatte med at gå rundt på gulvet. Hun kunne ikke rigtigt glemme, at dragerne var bange for spøgelser. Måske kunne Kaptajn Blod hjælpe dem? Hun vidste dog ikke, hvad spøgelset kunne gøre. Måske havde Baltazar et forslag. Hun gik hen til troldmanden igen. Han var stadig optaget af at komme ting og sager i sin tryllebryg.

»Baltazar!,« sagde Caroline forsigtigt og trak i hans tøj.

Baltazar kiggede irriteret på hende.

»Hvad er der nu?,« sagde han.

»Jeg har fået en idé,« hviskede Caroline. Baltazar bukkede sig ned, så han kunne høre, hvad hun sagde. »Jeg har fået en idé,« gentog Caroline. »Hvis vi beder Kaptajn Blod om hjælp, kan han måske få dragerne til at løslade Casper.«

»Det tror jeg ikke,« svarede Baltazar. Han hviskede også. »Dragerne bliver nok bange for jeres spøgelse, men de vil aldrig slippe Casper fri.« Baltazar så bedrøvet på hende. »Hvorfor hvisker vi?,« spurgte han lidt forvirret.

Caroline forklarede Baltazar, at hun var bange for, at Belzebul skulle advare dragerne om deres plan. Baltazar nikkede. Han var tydeligvis imponeret over, at Caroline selv havde tænkt på det. Baltazar gik hen til fuglen, samlede den op fra sin pind og puttede den ind i sit bur. Han dækkede straks buret til med et tæppe.

»Så!,« sagde han bestemt. »Nu flyver du ingen steder, før Casper er sluppet ud.«

Han gik tilbage til Caroline.

»Vores eneste chance for at fange dragerne er, hvis vi tryller dem tilbage til statuer, og det kan vi kun, hvis de står på deres statue-sokler.« »Hvad er en sokkel?, « spurgte Caroline.

»Det er den sten, som dragerne stod på, inden de blev tryllet levende,« forklarede Baltazar.  »Men det er ikke nok,« fortsatte han. »Man må også kende den hemmelige trylleformular.« Caroline så bekymret ud.

»Kender du den trylleformular?,« spurgte hun straks. »Den må være i bogen. Et eller andet sted,« svarede Baltazar og gav sig til at bladre i den gamle bog. Han fandt hurtigt, hvad han søgte. »Her!,« sagde han tilfreds, og viste Caroline en side i bogen. Caroline kunne ikke læse de mærkelige bogstaver og de svære ord, men hun kunne se et billede af en statue, så hun var sikker på, at Baltazar havde ret.

»Hvis vi kan få Kaptajnen til at hjælpe os med at skræmme dragerne, kan vi måske få dem til at hoppe op på deres gamle sokler,« foreslog Caroline ivrigt.

Baltazar hev sig begejstret i skægget og fnisede henrykt. »Det er genialt!,« jublede han. »Nu kan vi få skovlen under dragerne.« Han så pludselig lidt betænkelig ud. »Men vi må planlægge det grundigt,« sagde han. »Vi får kun én chance. Hvis det ikke lykkes første gang, så lykkes det aldrig.«

»Det skal nok gå!,« buldrede en velkendt stemme bag dem. »Godaften,« sagde Baltazar roligt, da han fik øje på Kaptajn Blod. »Ja, undskyld,« begyndte Kaptajn Blod. »Det var ikke min mening at lytte, men jeg kunne ikke undgå at høre, hvad I talte om.« »Det var godt, du kom,« jublede Caroline.

Kaptajn Blod så lidt flov ud.

»Jeg trængte til selskab,« indrømmede han. »Der blev lidt kedeligt nede i kælderen, da Magdalene forsvandt.«

»Kom hen og sæt dem,« sagde Baltazar og trak en stol ud ved spisebordet. »Så skal vi lægge en plan sammen.«

De satte sig alle tre ved bordet og stak hovederne sammen. De talte længe sammen. Nogle gange grinede de, og nogen gange så de bekymrede ud, men til sidst klappede de begejstret i hænderne.

»Det er alle tiders plan,« udbrød Baltazar. »Nu skal dragerne få.«

Kort tid efter stod Caroline og Baltazar på den store balkon, hvor dragerne havde stået som statuer. De tre sokler, som de havde siddet på, var tomme. Kun dragernes fodaftryk kunne ses i marmoren. Baltazar havde taget to fakler med, som lyste op i natten. Flammerne kastede et uhyggeligt skær på dem og lavede mystiske skygger på væggen bag dem. Midt på balkonen stod Baltazars store gryde. Der kom en lille smule damp op af gryden. På den ene side af gryden stod Caroline. Nu lænede de sig begge ind over gryden.

»Er du sikker på, du kan klare det?,« hviskede Caroline ned i gryden. »Selvfølgelig kan jeg det,« lød svaret. Kaptajn Blod så tilbage på dem og grinede. »O.K!,« sagde Baltazar. »Så starter vi!«

Baltazar strakte armene i vejret og begyndte at mumle nogle besynderlige besværgelser. Han smed noget i gryden, og nu begyndte en tyk grøn tåge at vælte op af gryden.

»Dragernes Herre befaler jer at komme!,« skreg Baltazar, så højt han kunne.

Tågen på balkonen var nu så kraftig, at Caroline næsten forsvandt nede i den. Baltazar fortsatte med at råbe på dragerne. Han viftede med armene, og fortsatte med at fremsige trylleformularer.

Langt om længe skete der noget i det sorte tårn. Baldrian stak hovedet ud af et vindue. Han så noget søvnig ud.

»Hvad er det for en forfærdelig larm?,« råbte han irriteret. »Kan man ikke få noget nattero?«

»Din Herre befaler dig at komme,« gentog Baltazar for tyvende gang.

»Min Herre!,« fnøs Baldrian. »Min Herre forsvandt under branden i toppen af tårnet.« Baldrian så op på de sodsværtede rester at det sorte tårn. »Min Herre er død!,« fortsatte han vredt.

»Sludder og vrøvl!,« sagde Baltazar bestemt. »Jeres Herre er kommet tilbage fra de døde. Se selv!«

Baltazar kastede ubemærket noget ned i gryden, og et kæmpemæssigt lysglimt blændede dem alle. Gennem den store røgsky, som lysglimtet havde lavet, kunne de alle høre Belzebuls skingre stemme.

»Mine kære drager. Kom til mig. Kom til jeres Herre!«

Baldrian var ved at tabe både næse og mund. Så overrasket var han. Frem fra røgskyen begyndte Belzebul at tage form som en slags spøgelse.

»Kom til mig, kære venner,« fortsatte Belzebuls spøgelse.

Spøgelset drejede hovedet og blinkede til Caroline. Kaptajn Blod lignede Belzebul så meget, at selv Caroline var i tvivl, om det var ham.

»Kom over til mig,« fortsatte Kaptajn Blod med Belzebuls stemme. »Kom Baldrian. Kom Bolette. Og kom lille Benny.«

Baldrian var lamslået i det sorte tårn. Han sagde ikke en lyd, men forsvandt blot. Et øjeblik efter dukkede han op med resten af familien. De kom ud af vinduet en ad gangen og gav sig til at svæve frem og tilbage foran balkonen.

»Kom til mig, kære venner,« fortsatte Kaptajn Blod. »Kom og sæt jer. Jeg savner jer,« lokkede han.

Dragerne fløj nervøst frem og tilbage. Bolette var den første, der satte sig til rette på sin sokkel. Kort efter fulgte Benny. Til sidst satte Baldrian sig. Kaptajn Blod lavede en kort pause og kiggede på Baltazar.

Baltazar rodede med sin tryllebog for at finde den formular, der kunne trylle dragerne til statuer igen. Lige da han havde fundet den, begyndte Baldrian at rokke uroligt frem og tilbage på sin sokkel.

»Jeg kan ikke trylle ham til statue, hvis han ikke sidder helt stille,« hviskede Baltazar til Kaptajn Blod.

»Vær rolige min venner!,« prøvede Kaptajn Blod at sige med Belzebuls stemme. »Sæt dig, så vi kan være sammen!.«

»Der er noget galt,« sagde Baldrian. »Jeg bryder mig ikke om dette.«

»Sæt dig, når jeg befaler det,« buldrede Kaptajn Blod. »Jeg er stadig din herre!«

Baldrian svævede en meter over soklen.

»Du er ikke min herre,« svarede Baldrian. »Du er et spøgelse. Min herre var ikke et spøgelse.«

»Hvad siger du?,« skreg spøgelset ophidset. »Jeg skal vise dig, hvem der er herre her.«

Nu pumpede Kaptajn Blod sig op og blev til en gigantisk udgave af Belzebul. Han bredte sine fjerklædte arme ud over dragerne. Han blev så stor, at han kunne læne sig ind over alle tre drager og stirre ned på dem, mens han skreg: »Jeg er stadig jeres herre. Gør som jeg siger. Sæt jer! Omgående!«

Baldrian så rædselsslagen ud. Han nærmest faldt ned på sin sokkel og sad musestille. Han var lige pludselig en meget lille og meget bange drage. Nu havde Baltazar fundet den rigtige formel.

»Klisteria, Limus, Bånd og Bast. Nu sidder jeres fødder fast!,« råbte han hurtigt.

»Hov!,« hylede Baldrian. »Hvad sker der? Jeg sidder fast.«

Den store drage hev og sled for at komme fri. Det samme gjorde Bolette og Benny, men det hjalp ikke. De sad fast. Baltazar bladrede lidt frem i bogen og fortsatte:

»Granitus, Marmorium, Flint og Flis. Bliv som sten. Frys til is.«

De stirrede alle på de tre drager. Langsomt blev dragernes ben hvide. Den hvide farve bredte sig op i deres kroppe, og de stivnede lidt efter lidt. Til sidst var de helt hvide og helt ubevægelige. Dragerne var blevet til marmor igen.

»Det lykkedes!,« skreg Caroline og sprang i vejret af begejstring. Hun styrtede hen til dragerne. Da hun kom helt hen til dem, stivnede hun.

»Det var tarveligt,« jamrede Baldrian med en underlig stemme.

Caroline stirrede på dragen. Den talte uden at bevæge munden.

»Uhuuu!,« klagede dragen. »Jeg vil ikke være marmor igen. Jeg vil være en levende drage. Uhuuu!«

»Du var en rigtig væmmelig drage, da du var levende,« sagde Caroline vredt. »Nu kan du sidde her og skamme dig.«

Caroline kom til at se på den lille dragestatue. Benny sad også og snøftede.

»Jeg var en sød drage,« snøftede den. »Jeg vil heller ikke være statue igen. Det er ikke spor morsomt.« Caroline så bekymrede på Baltazar. »Kan vi ikke trylle Benny levende igen. Han er vores ven.« »Uha!,« gispede Baltazar. »Det går sandelig ikke. Vi kan ikke trylle én  drage tilbage. De må alle tre være levende eller alle tre være statuer. Sådan  er  det.  Og jeg  laver ikke Baldrian levende igen.«

Caroline fik tårer i øjnene. Hun så på Benny:

»Undskyld Benny!,« sagde hun. »Vi tør ikke gøre jer levende igen.«

Caroline så, at der flød en tåre ud af Bennys øje.

»Nu kan vi befri Casper,« sagde Baltazar.

Caroline glemte alt om Benny. Hun vendte sig hurtigt om og sagde: »Vi må vække Far og Mor! Vi må fortælle dem, hvad der er sket.«

Få minutter efter var Caroline, Baltazar og Hr. og Fru Carlsen på vej over gårdspladsen. Caroline havde vækket sine forældre og fortalt dem den gode nyhed. Nu ville de ind i det sorte tårn og befri Casper.

De havde ingen problemer med at komme ind i det sorte tårn. Den flyvende kost lå stadig på brostene foran tårnet, hvor den var faldet ned, så Baltazar og Caroline kunne uden problemer flyve ind ad et vindue. Et øjeblik efter havde de lukket den tunge dør til gårdspladsen op og fjernet de brædder, der var sømmet fast foran den.

De styrtede alle ned ad trappen. Hr. Carlsen var den første, der nåede helt ned i kælderen. Tai Quondo lå og sov på gulvet på en tynd madras og Casper sov trygt på briksen i sin celle.

»Vågn op, Tai-San,« råbte Hr. Carlsen og prikkede til den tykke japaner.

Tai Quondo missede med øjnene mod det kraftige lys fra deres fakler.

»Cornelius-San!,« udbrød Tai Quondo. »Hvor kommer du fra? Hvorfor kommer du tilbage? Er du blevet fanget igen?«

Nu så den tykke fangevogter, at Caroline, Fru Carlsen og Baltazar var med. Han rejste sig op og så forvirret ud.

»Vi er kommet for at lukke Casper ud,« sagde Hr. Carlsen. »Dragerne er ikke farlige mere. Nu bestemmer vi selv over hele slottet.«

Hurtigt forklarede Hr. Carlsen Tai Quondo, hvad der var sket.

»Nu skal vi havde Casper ud af cellen,« sluttede han.

»Ja! Selvfølgelig,« sagde Tai Quondo. Han så stadig noget forvirret ud, men han lukkede straks døren til Caspers celle op. Inden han havde åbnet for døren, blev han skubbet til side af Fru Carlsen. Hun styrtede ind i cellen og vækkede forsigtigt Casper.

Casper slog forbløffet øjnene op. Det varede lidt, før han var så vågen, at han forstod, hvad der var sket.

»Lad os komme ud herfra,« sagde Fru Carlsen. »Jeg trænger til noget varmt at drikke.«

»Alle tiders idé,« sagde Baltazar. »Jeg er også sulten. Lad os gå tilbage til køkkenet.«

De begyndte alle at forlade kælderen.

»Hvad så med mig?,« sagde Tai Quondo ulykkeligt, da de alle var på vej op ad trappen.

»Du skal da med,« sagde Hr. Carlsen. Han gik tilbage og tog Tai Quondo i hånden. »Kom, min ven. Du skal med os!«

Tai Quondo smilede lykkeligt og fulgte med dem.

Ude på gårdspladsen var månen kommet til syne på den klare nattehimmel.

»Åh! Månen!,« sukkede Tai Quondo. »Det er meget længe siden, jeg har set månen. Og stjernerne.«

»Nu kan du se dem lige så meget, du vil,« sagde Hr. Carlsen og klappede den rare japaner på skulderen.

De stod alle stille et øjeblik og kiggede på månen og stjernerne. Så hørte de lyden af fodtrin på brostenene. Det var Tumle, der kom løbene.

»Hvad er der sket?,« spurgte han. »Jeg kan høre, at Baldrian hyler. Hvad foregår her?«

Netop i samme øjeblik hylede Baldrian igen. Det var et langt klagende hyl, som lød både uhyggeligt og sørgeligt i natten.

»Kom med,« sagde Hr. Carlsen. Så skal du få hele historien.«

Så forsvandt Tumle, Baltazar, Tai Quondo og hele Familien Carlsen ind i Baltazars tårn for at få noget varmt at drikke. Det trængte de alle sammen til.