Kapitel 25: Alt for mange palmer.

Casper og Caroline stirrede rasende på deres forældre. Midt i skattejagten havde de lagt sig til at sove under en palme. Børnene havde absolut ikke lyst til at sove nu. De manglede kun at grave under én palme, så skatten måtte ligge under den.

De tog hver sin skovl og gik over til den sidste palme. Her gik de straks i gang med at grave. De puklede løs i lang tid, men de nåede ikke ret dybt ned.

»Det går ikke,« sagde Casper til sidst. »Vi bliver nødt til at vente på, at Far og Mor hjælper os.«

Caroline kiggede på solen.

Det er allerede ved at være sent på eftermiddagen,« sagde hun. »Hvis de ikke vågner nu, bliver det mørkt, og så må vi stoppe for i dag.«

»Så må vi hjælpe dem med at vågne,« sagde Casper.

»De bliver edder-sure,« mente Caroline.

Casper så også op mod solen, og da han så en lille sky, fik han en idé. Han tog en af vand-flaskerne og løb ned til vandet for at fylde den. Da det var gjort, løb han tilbage til sine sovende forældre. Casper skulle lige til at hælde lidt vand på dem, da Caroline stoppede ham.

»Er du tosset? De bliver smadder sure, når de vågner,« advarede hun.

»Se nu efter,« sagde Casper blot.

Så dryppede han lidt vand i sandet omkring dem. Herefter kastede han lidt vand i hovedet på Caroline og sig selv. Til sidst sjaskede han vand i hovedet på sine forældre. Han skyndte sig at kaste flasken et stykke væk, så de ikke ville opdage den.

»Hov! La' vær' med det!,« udbrød Hr. Carlsen og tørrede sig i ansigtet.

Fru Carlsen var også vågnet.

»Ih! Det regnede,« udbrød Casper og blinkede til Caroline.

Hun forstod straks, hvad han mente, og hun fortsatte:

»Det må være den lille sky deroppe, som har regnet på os.«

Hr. Carlsen gnubbede det sidste vand ud af øjnene og kiggede efter skyen.

»Den lille sky!,« udbrød han. »Det var da besynderligt.«

»Ja, det var SANDELIG meget besynderligt,« sagde Fru Carlsen og smagte på det vand, som hun havde i ansigtet. En lille regnsky fuld af saltvand!«

»Ups! Det havde Casper ikke tænkt på. Der er saltvand i havet, men en regnsky er altid fuld af ferskvand, som absolut ikke smager af salt. Fru Carlsen kiggede alvorligt på ham. Casper lignede én, der havde meget dårlig samvittighed.

»Det har nok været en saltvands-regnsky,« sagde han forsigtigt.

»Hvorfor står I og snakker om regnskyer,« afbrød Hr. Carlsen. »Lad os nu se at få gravet den skat op, inden det bliver mørkt.«

Han gik straks i gang med at grave, og Fru Carlsen glemte tilsyneladende alt om det mærkelige regnvejr. Nu gravede Hr. Carlsen, alt hvad han kunne. Hullet omkring palmen blev hurtigt så dybt, at han ville få svært ved at komme op af det igen. Han kiggede op på dem og så helt ulykkelig ud.

Jeg tror altså ikke på, at skatten er her,« sagde han desperat.

Fru Carlsen trak ham op af hullet. De kiggede på stranden omkring palmerne. Der var gravet kæmpestore huller i sandet. Stranden lignede en golfbane med store huller, hvor flagene var erstattet med palmer. Masser af huller, men de havde ikke fundet skattekisten. De var alle helt ulykkelige. Hvorfor havde de ikke fundet skatten?

»Måske har vi ikke gravet dybt nok,« foreslog Casper.

»Det tror jeg ikke på,« sagde Hr. Carlsen. »Alle hullerne er så dybe, at vi er kommet helt ned til vandet. Så dybt ville sørøverne aldrig have gravet kisten ned, for så havde vandet ødelagt kisten og alle skattene i den.«

»Så må vi have gravet det forkerte sted,« sukkede Caroline.

De tænkte sig alle om i lang tid. Til sidst tog Fru Carlsen kortet.

»Der er to muligheder,« sagde hun. »Enten har vi gravet det forkerte sted, eller også er der nogen, som allerede har gravet skatten op.«

Det tror jeg ikke på, sagde Hr. Carlsen. »Hvis nogen havde gravet skatten op, ville de indfødte have opdaget det. Og de sagde ikke noget om en skat på stranden.«

»Du spurgte dem heller ikke,« sagde Fru Carlsen.

De sad igen et øjeblik. Så kiggede Fru Carlsen igen på skattekortet.

»Er I helt sikre på, at det gamle skattekort havde det store kryds ved en palme?«

Det var Casper og Caroline HELT sikre på. Kaptajn Blod havde sagt, at skatten var gravet ned ved en palme tæt på sørøver-klippen.

»Klippen er, hvor den hele tiden har været,« sagde Fru Carlsen. »Den kan ikke flytte sig.«

»Det kan en palme vel heller ikke,« brummede Hr. Carlsen.

»Det kan den da!,« udbrød Casper. »Hvis det stormer, kan det blæse så meget, at et træ knækker. Det kan være, at palmen er HELT VÆK!!«

»Selvfølgelig!« Hr. Carlsen var sprunget op.

»Det er så lang tid siden, at Kaptajn Blod gravede sin skat ned, at palmerne garanteret er forsvundet i mellemtiden.«

»Hvordan skal vi så finde skatten?,« stønnede Caroline.

»Vi må lede tættere på hatte-klippen,« sagde Hr. Carlsen og tog en skovl.

Han begyndte at gå tilbage mod den store klippe. Da han var kommet derhen, begyndte han at rode i sandet med skovlen.

»Hvorfor gør du det?,« spurgte Caroline.

»Hvis et træ knækker, vil roden være tilbage,« forklarede han, mens han fortsatte med at rode i sandet.

Han rodede længe rundt. De andre begyndte også at lede, men ingen af dem fandt noget i sandet.

Det var ved at blive mørkere. Hr. Carlsen kiggede på solen. Den var så småt ved at gå ned. Han kiggede på de andre.

»Vi kan vist ikke finde skatten i dag,« sagde han og så bedrøvet ud. »Det er ret umuligt at finde den palme. Vi må vist prøve igen i morgen.«

»Jeg har en idé,« sagde Caroline.

Hun sprang hen til Snus, som stadig lå og sov under de palmer, som de først havde gravet ved.

»Snus,« sagde hun og kiggede hunden lige i øjnene. »Snus! Find et træ!«

Hunden kiggede lidt forvirret på hende. Der var jo masser af træer på stranden!

»Find palme!,« gentog Caroline og klappede på foden af den nærmeste palme.

Hun tog fat i hundens halsbånd og trak den af sted gennem sandet. Da hun nåede tilbage til klippen, slap hun hunden og klappede på sandet.

»Find palme, Snus! Find palme i sand.«

  Hunden så nu ud til at forstå, hvad hun mente. Den begyndte at snuse rundt i sandet, og efter et øjeblik begyndte den at grave at par meter væk fra, hvor de stod. Da den havde gravet i sandet et øjeblik, kom et stykke træ til syne.

»God hund!,« sagde Caroline.

Snus holdt op med at grave i sandet og løb hen til Caroline. Hun klappede og aede hunden. Imens var Hr. Carlsen fortsat med at skubbe sand væk. Der kom ganske rigtigt en rod til syne.

»Her har været en palme,« jublede Hr. Carlsen.

Han sprang hen og hentede sin skovl, og sammen med Fru Carlsen gik de i gang med at grave, så hurtigt de kunne. Børnene hjalp til med at skubbe det sand, som de gravede op, til side.

De gravede som besatte. Solen var nu næsten gået ned, og det var ved at være mørkt. Hullet var nu temmelig dybt.

»Den er heller ikke her,« stønnede Hr. Carlsen, samtidig med at han hamrede skovlen ned i sandet igen i ærgrelse.

»DUNK!«

Der lød et dunk under skovlen. Hr. Carlsen havde ramt et eller andet. Hurtigt skovlede han lidt mere sand væk. Et stykke træ kom til syne. Nu smed han skovlen op af hullet og gav sig til at grave med hænderne. I løbet af et øjeblik var en hel plade kommet til syne. Pladen buede, og den var dækket af brede metalbånd.

»Det er låget til en kiste,« hviskede Caroline.

Nu havde Hr. Carlsen taget skovlen igen og fået gravet kisten helt fri. Den stod nu på bunden af hullet. Der var et håndtag i hver ende af kisten. Hr. Carlsen prøvede forsigtigt at løfte i den ene ende. Han måtte anstrenge sig, alt hvad han kunne for at løfte den. Med et 'svup' løftede kisten sig fra sandet. Han kiggede op af hullet.

»Den er for tung til, at jeg kan løfte den op alene,« sukkede han.

»Vi må binde et eller andet fast i håndtagene,« foreslog Fru Carlsen. »Så kan vi alle løfte.«

»Vi har ikke noget reb med,« klagede Hr. Carlsen. »Vi kan hente noget på skibet og komme tilbage efter kisten i morgen.«

»Du kan tro nej!,« sagde Fru Carlsen.

Hun var nysgerrig efter at se, hvad der var i kisten.

»Den kiste skal op nu! Vi kan bruge vores bukser til at løfte med.«

Hurtigt smed både Hr. og Fru Carlsen deres bukser. Hr. Carlsen satte et par bukser fast i hvert håndtag. Så rakte han buksebenene op til de andre. Han klatrede hurtigt op af hullet. De tog alle fat i hver sit bukseben. I den ene ende stod Hr. Carlsen og Caroline. I den anden ende holdt Fru Carlsen og Casper fast.

»En. To. Tre. Løft!,« råbte Hr. Carlsen.

De løftede, alt hvad de kunne. Langsomt hejste de kisten op. Den var tung, men når de var fire om at løfte, gik det. Efter meget pusten og stønnen stod kisten endelig på sandet ved siden af hullet.

De slap buksebenene og kastede sig over kisten. Hr. Carlsen hev i låget, men det sad fast. Han prøvede et par gange til, så opgav han.

»Låget er vist rustet fast,« sagde han.

Casper kiggede på kisten.

»Jeg tror, at den er låst,« sagde han. »Der er et stort nøglehul foran på kisten.«

Der var ganske rigtigt et stort hul foran på kisten. Det måtte være et nøglehul. Hr. Carlsen studerede det nøje.

»Vi kan umuligt åbne kisten nu,« sagde han. »Vi må efterlade den, og komme tilbage med noget værktøj i morgen.«

»Er du vanvittig,« råbte Casper. »Hvad hvis nogen kommer og tager den i nat?«

»Hvem skulle tage den?,« grinede Hr. Carlsen. »Aberne skal nok lade den være i fred.«

»Øøøv!,« klagede Casper og Caroline. De ville så gerne se, hvad der var i kisten.

»Hvis I vil se, hvad der er i kisten i dag, så må vi slæbe den med tilbage,« foreslog Fru Carlsen.

Det var temmelig mørkt nu. Fru Carlsen kiggede op på himlen.

»Det bliver helt mørkt, inden vi kommer tilbage, hvis vi ikke går nu,« sagde hun. Hun kiggede på Casper og Caroline.

»Tror I, at I kan hjælpe os med at slæbe kisten tilbage nu?«

»Jaaa!,« råbte Casper og Caroline i munden på hinanden.

 Så tog de alle fire fat. Det var et højst besynderligt syn.

Her gik fire mennesker og holdt to par bukser. I bukserne hang en stor kiste. To af dem, der bar, gik i underbukser, og alle fire sang så højt, de kunne. De gik langsomt hen over stranden med den tunge kiste, og til sidst forsvandt de ind i junglen.