Kapitel 24 : En usædvanlig tur til stranden.

 Det første Casper så, da han vågnede, var et krøllet stykke papir. Det var skattekortet. Det nye som han havde tegnet sammen med Kaptajn Blod. Han havde ligget og krammet det i hånden hele natten.

Han sprang ud af sengen og gik over til Caroline. Hun sov stadig tungt. De havde hørt på Kaptajn Blods historier de sidste to nætter, så de havde ikke sovet ret meget. Casper ruskede i hende.

»Vågn op, Caroline. Vi skal på skattejagt.«

Caroline vendte sig om i sin køje og trak tæppet op over hovedet.

»Kom nu, dit snorketræ. Du kan da ikke ligge der hele dagen. Vi skal ud og finde skatten.«

Casper ruskede i hende igen og trak tæppet af hende.

»Gå din vej. Lad mig sove i fred,« mumlede Caroline og gemte sit hoved under puden.

Casper huggede hendes pude og lænede sig ind over hende. Han lagde sin mund helt ned til hendes øre og råbte:

»GULD! SØLV! SKATTEJAGT!«

 Det hjalp. Caroline satte sig op i sengen med et ryk og sagde:

»Stop! Vent på mig. Jeg vil med.«

»Vi skal ikke afsted lige nu,« sagde Casper. »Vi må først lige finde ud af, om vi vil have Far og Mor med på skattejagten.«

»Selvfølgelig skal de med,« svarede Caroline. »Du hørte jo selv Kaptajn Blod sige, at vi umuligt kan grave skatten op selv.«

»Ja! Det hørte jeg selvfølgelig godt. Men hvis vi skal have Far og Mor til at hjælpe os, bliver vi nødt til at vise dem vores hemmelige strand. Og så er den ikke hemmelig mere.«

»Øv! Det havde jeg ikke tænk på,« indrømmede Caroline.

De snakkede lidt om det, og blev hurtigt enige om, at det var bedre at have en skat end en hemmelig strand. De ville jo stadig have stranden bagefter. Den ville bare ikke være hemmelig, og de fik nok lov til at bade alligevel. Hurtigt kom de begge i tøjet og løb ind til deres Far og Mor. De var i fuld gang med at spise morgenmad.

»Se, hvad jeg har lavet,« råbte Casper og svingede med skattekortet.

Fru Carlsen kiggede interesseret, men Hr. Carlsen så dårligt nok op fra sin mad. Han sagde bare:

»Så, så. Vær nu stille og spis jeres morgenmad.«

»Jamen Far!,« fortsatte Casper. »Jeg har lavet et nyt skattekort.«

Hr. Carlsen så hurtigt på det og sagde: »Ja, det er fint.«

Nu tog Fru Carlsen kortet.

Det er MEGET fint, Casper.«

Hun studerede kortet grundigt. Så kiggede hun over på Casper.

 

»Hvordan har du lavet dette kort? Det ligner det gamle skattekort, vi havde.«

Det var sp..«

Længere nåede Caroline ikke, for Casper sparkede hende under bordet. Hun havde været lige ved at sige 'spøgelse'.

»Det var SPændende,« forklarede Casper. »Jeg kunne huske, hvordan det gamle kort så ud, så jeg tegnede et nyt.«

Han så vredt på Caroline. Hun lod som ingenting, selvom hun havde været lige ved at afsløre, at de havde talt med Kaptajnen.

»Jeg tror faktisk,« sagde Fru Carlsen, »at vi kunne finde skatten ved hjælp af dette kort.«

NU vågnede Hr. Carlsen op. Han sprang op og løb over til Fru Carlsen.

»Tror du virkelig, at dette kort viser, hvor skatten er?,« spurgte han opmuntret.

Ja,« sagde Fru Carlsen. »Det er vist helt magen til det gamle kort.«

Hr. Carlsen snuppede kortet ud af hænderne på hende og kiggede begejstret på det. Så grinede han og råbte:

»Så lad os komme afsted med det samme.«

»Stop nu en halv, min kære Cornelius,« sagde Fru Carlsen. »Hvor havde du tænkt dig, at vi skulle gå på skattejagt henne. Det er flere dage siden, at vi sejlede fra skatteøen.«

Hr. Carlsen sank sammen på en stol.

»Øv! Det havde jeg glemt. Øv, øv, øv!,« jamrede han ulykkeligt.

Men inden Hr. Carlsen nåede at blive rigtigt sur, hoppede Casper og Caroline op og ned og råbte:

»Far! Skatten ligger på skibet. Den er gravet ned her på skibet.«

Hr. Carlsen stirrede forbløffet på dem.

Er I gået fuldstændig fra forstanden unger?,« udbrød han. »Hvordan i alverden kan skatten lige pludselig være gravet ned her på skibet, når skattekortet tydeligt viser, at den er gravet ned på skatteøen.«

»Jamen Far,« forklarede Caroline. »Da vi fik et stykke jungle fra skatteøen, fik vi den strand med, hvor skatten ligger.«

Først forstod Hr. Carlsen ikke, hvad de mente. Så gik det langsomt op for ham, hvad de havde sagt.

Hr. Carlsen turde næsten ikke tro på det. Han kiggede fra den ene til den anden. Da han var overbevist om, at de ikke lavede sjov med ham, spurgte han:

»Er I sikre? Hvorfra ved I, at stranden nu ligger her på skibet?«

»Vi har været der,« sagde Caroline. »Casper og jeg var der i går, og vi badede og legede på stranden, mens Mor lå i sin hængekøje.«

Hr. Carlsen vidste stadig ikke rigtigt, om han troede på dem. Han så på kortet igen. Så kiggede han tilbage på dem.

»ER I HELT SIKRE?,«

»Prøv at se på kortet,« sagde Casper og pegede på sørøverhatte-klippen.

Den klippe har vi begge klatret rundt på. Der er ingen tvivl. Det ER den strand, hvor Kaptajn Blod gravede sin skat ned.«

Hr. Carlsen hoppede i vejret.

»Jubiii!,« råbte han. »Så lad os komme afsted så hurtigt som muligt. Vi skal bare lige samle nogle skovle, inden vi begynder.«

Hr. Carlsen styrtede ud. Han glemte at spise resten af sin morgenmad, så travlt fik han. Da de andre nåede ud på dækket, havde han allerede fundet to skovle og en spade.

»Det er vist alt, hvad vi behøver for at gå på skattejagt,« pustede han. Han havde løbet meget stærkt.

»Vi må da også have noget med at spise og drikke,« sagde Fru Carlsen.

»Det kan da godt være, at det tager hele dagen at finde den skat.«

»Så må vi samle noget frugt og drikke noget vand,« sagde Hr. Carlsen.

»Nu vil jeg afsted.«

Så drog hele familien af sted. På vej ind i junglen hørte de Snus gø. Den ville også med. Hunden kom spænende hen over dækket. Snif kom også hoppende, men den standsede op på halvvejen og traskede tilbage til sit hjørne, hvor den sov. Den brød sig mærkeligt nok ikke så meget om at løbe rundt inde i junglen.

»Hvorfor vil Snif aldrig med ind i junglen?,« spurgte Caroline undrende.

»Den er bare en tøsedreng,« grinede Casper. »Snus er meget mere modig. Den tør altid være med.«

»Måske er Snus i virkeligheden ufornuftig og vild,« foreslog Fru Carlsen for at lægge en dæmper på børnene.

»Ja,« tilføjede Hr. Carlsen alvorligt. »Måske kan Snif høre noget, som den ikke kan lide.«

»Hvad mener du?,« spurgte Casper, som ikke grinede mere.

Katte har meget god hørelse og syn. Måske har den hørt eller set noget, som gør at den ikke har lyst til at gå ind i junglen,« svarede Hr. Carlsen.

Casper sagde ikke noget, men han blev pludselig meget stille og stirrede nervøst rundt omkring sig, mens de gik.

»Hvem er nu en tøsedreng?,« fnisede Caroline.

»Hold så mund begge to,« skændte Fru Carlsen. »Hvis I ikke kan enes, så graver Far og jeg skatten op alene. Vis os nu vej i stedet for at hakke på hinanden.«

Casper og Caroline grinede og viste vej gennem junglen. De kunne meget hurtigt blive venner, hvis deres skattejagt kom i fare.

De kom hurtigt til Fru Carlsens lysning, hvor hendes hængekøje hang. Den gik de forbi og fortsatte dybere ind i skoven. Nu var det kun Casper og Caroline, som kunne se, hvor de skulle gå. De havde heldigvis brækket grene og lagt små sten på jorden, så de kunne finde vej. Det var godt, for ellers havde de nok aldrig fundet vej til stranden igen.

Da de endelig nåede til stranden, var de alle godt svedige i varmen. Snus så vandet og styrtede hen over sandet. I tre store spring var den ude i bølgerne. Den væltede rundt i vandet og pjaskede. Det kunne Fru Carlsen og ungerne ikke holde ud at se på. De smed omgående alt tøjet og kastede sig også ud i det klare vand. De tumlede rundt og sprøjtede på hinanden, mens de råbte og lo.

Hr. Carlsen kiggede misfornøjet på dem. Han havde absolut ikke lyst til at bade, nu hvor de var på skattejagt. Han kiggede sig lidt nysgerrigt omkring. Han kunne stadig ikke fatte, at de stod på en strand, men stadig var ombord på skibet.

Kom nu ud i vandet, Cornelius!,« råbte fru Carlsen. »Det er skønt!«

»Jeg har ikke tid til at bade, når jeg er på skattejagt,« protesterede han, mens han stod og kiggede på skattekortet.

»Kom nu,« gentog Fru Carlsen. »Skatten har ligget der i hundrede år. Så kan den nok også ligge lidt endnu, mens du bader.«

»Nej, den kan ikke,« snerrede Hr. Carlsen.

Han kiggede på kortet. Så kiggede han frem og tilbage på stranden. Han kiggede igen på kortet. Nu stod han lidt og tænkte sig om. Så råbte han ud til Casper og Caroline:

»Hvor ligger den der klippe, der ligner en sørøverhat?«

Casper og Caroline grinede:

»Det siger vi ikke, men du kan se den herude fra.«

De grinede alle tre og fortsatte med at plaske rundt. Hr. Carlsen så nu ret sur ud. Han blev vist nødt til at gå ud i vandet, hvis han ville have at vide, hvor den klippe var. Men de skulle ikke få ham til at bade. Derfor gik han lige ud i vandet med alt tøjet på. Han vadede ud til dem, og da han var helt derude, nåede vandet ham til navlen. Både hans sko, bukser og skjorte var drivvåde. Han vendte sig om og spejdede ind mod land. Efter et øjeblik råbte han: »Ha!.«

Langt ude til venstre for dem havde han fået øje på klippen. Han begyndte at vade ind mod land igen. Da han nåede op på stranden, løb vandet ud af hans sko og bukser. Da han gik hen langs stranden, lavede hans våde sko en mærkelig lyd: »Sjop, sjask, sjop, sjask,« lød det, da han vandrede af sted.

Nu var de tre andre blevet trætte af at bade. De skyndte sig op på stranden og samlede deres tøj op. Så løb de efter Hr. Carlsen, mens de luft-tørrede. Da de indhentede ham, var han allerede henne ved den store klippe. Han marcherede rundt og kiggede skiftevis på skattekortet og sandet i nærheden af klippen.

»Der er en palme i nærheden af klippen på kortet,« sagde han og holdt kortet frem, så de andre kunne se det.

»Der var ganske rigtigt en palme lige ved siden af sørøverhatte-klippen på kortet. Under palmen var der kryds.

»Skatten ligger under krydset. Det er helt sikkert,« sagde Casper.

Det var faktisk helt sikkert, for Kaptajn Blod havde selv fortalt Casper og Caroline, at han havde begravet skatten lige under palmen. Men nu var der altså ikke nogen palme i nærheden af klippen. De så sig lidt omkring. Der stod nogle palmer lidt væk. De gik hen til dem.

»Det må være disse palmer, skatten ligger under,« sagde Hr. Carlsen.

»Da du lavede det nye skattekort, Casper, har du nok rykket palmerne lidt.«

Casper så lidt forvirret ud. Han var helt sikker på, at Kaptajn Blod havde sagt, at palmen stod tæt på klippen. Men måske havde Kaptajnen husket forkert. Der stod ni palmer lige i nærheden af det sted, hvor de stod. Hvor skulle de begynde med at grave?

»Jeg begynder at grave her,« sagde Hr. Carlsen og pegede på den største og flotteste af palmerne. »Her ville jeg have begravet min skat, hvis jeg var sørøver.«  Han tog fat om en af skovlene og begyndte at grave. Han gravede en stor ring omkring palmen. Da han var nået et godt stykke ned, var han endnu ikke stødt på noget. Han standsede op og tørrede sveden af panden.

»Pu-ha!,« stønnede han. »Det er anstrengende at være på skattejagt.«

Casper og Caroline kiggede på ham.

»Skal vi ikke hjælpe dig lidt?,« spurgte Fru Carlsen.

Hun stod parat med den anden skovl.

»I kan vælge en af de andre palmer, så graver jeg lidt videre her.«

Nu skiftedes de alle til at grave. De kom dybere og dybere ned omkring palmerne. Når de var så langt nede, at de næsten ikke kunne komme op af hullet, så opgav de og begyndte at grave ved en ny palme. Ved middagstid kastede Fru Carlsen skovlen fra sig og satte sig ned i sandet.

»Pyh!,« sukkede hun. »Nu orker jeg ikke at grave mere. Jeg trænger til en pause. Jeg er forresten også sulten og tørstig.«

Hr. Carlsen standsede også gravningen og kiggede på hende.

»Jeg holder altså ikke pause,« sagde han, »men jeg kunne godt drikke en kold øl.«

Han så helt salig ud ved tanken. De havde ikke haft øl i meget lang tid på skibet.

»Du skal nok få lov til at købe nogle øl, når vi kommer i havn igen,« sagde Fru Carlsen.

»Hvis du altså finder skatten,« tilføjede hun og grinede.

»Ih, tak!,« mumlede Hr. Carlsen og begyndte at grave igen.

Nu gik Fru Carlsen og børnene ind i junglen for at samle noget frugt. De havde heldigvis taget nogle flasker med, som de kunne fylde med vand. Imens fortsatte Hr. Carlsen med at grave rundt om en ny palme.

Da de kom tilbage, lå Hr. Carlsen og hvilede sig under en af palmerne.

»Ja, der har man det,« udbrød Fru Carlsen drillende. »Så snart man vender ryggen til, ligger du og driver.«

Hr. Carlsen havde faktisk ikke drevet ret meget. Han havde nu gravet rundt om alle palmerne på nær én. Han så på dem og sagde:

»Jeg mangler kun én palme nu. Skatten MÅ være under den. Og jeg synes, at I skulle være her, når vi finder den.«

 Før de gravede videre, spiste og drak de. Fru Carlsen og børnene havde fundet mange lækre frugter, som de nød at sidde og spise under palmerne. Tænk at sidde under palmerne på en strand i de varme lande og spise frugter. Det var bare lækkert. Selv Hr. Carlsen glemte alt om skatten. Da han havde spist al frugten, var han så mæt, at han lænede sig tilbage mod palmen. Inden der var gået et minut, sov han tungt.

»Det var da fornuftigt,« sagde Fru Carlsen.

Hun lagde sig ved siden af ham, og snart sov hun også.

Casper og Caroline stirrede på dem.

Tossede forældre! Her var de alle på skattejagt, og så lægger de sig bare til at snue.

»Det kan de da ikke gøre,« jamrede Caroline.

Casper og Caroline sukkede.

Ville de nå at finde skatten, inden det blev mørkt?

Ville de over hovedet finde skatten ?

Der var kun én palme tilbage, hvor skatten kunne ligge.