Kapitel 22 : På spøgelsesjagt ... igen.

Casper og Caroline sov som sten. De havde haft en pragtfuld dag ved deres hemmelige strand, og de var blevet så trætte, at de frivilligt var gået tidligt i seng.

Det var nat, og skibet lå helt stille. Ikke en lyd kunne høres bortset fra lidt knagen i tovværket. Oppe på dækket var alt roligt. Snif og Snus lå som sædvanlig og sov op ad hinanden. Skræppe sad på rækværket ved siden af roret, og Hr. og Fru Carlsen var for længst gået i seng.

Det var en pragtfuld nat. Det var vindstille, og fuldmånen spejlede sig i det stille, blanke vand. Alt var ro og idyl.

Pludselig virrede Skræppe med hovedet og så op. Hunden Snus løftede det ene øre for at lytte. Nu løftede den også hovedet. De havde begge opdaget et eller andet. Katten Snif vågnede og strakte sig. Det var alligevel tid for dens natlige runde på skibet. Skræppe begyndte at trippe frem og tilbage på rækværket. Hunden og katten bevægede sig nu langsomt hen over dækket. De havde begge fået øje på noget.

Nu kom en skygge til syne på dækket. Det var ikke en rigtig skygge. Nærmere omridset af en person.

Det var spøgelset, som var på måneskins-tur.

Snif hoppede op i masten og hagede sig fast med kløerne. Snus pressede sig mod dækket i forsøg på at gemme sig. Både hunden og katten ventede på, at skikkelsen skulle komme helt hen til dem. Da spøgelset var meget tæt på, kastede katten sig ned fra masten med et højt hvæs. Den gik lige igennem spøgelset og landede på dækket med et dunk. Den var bestemt ikke vant til at flyve lige igennem nogen. Men den havde selvfølgelig heller ikke prøvet at overfalde spøgelser før.

Samtidigt hoppede Snus frem med en voldsom gøen. Spøgelset blev åbenbart meget forskrækket, for det hoppede i vejret og udstødte et højt hyl. Nu lettede Skræppe for at deltage i jagten på den fremmede.

Kaptajnens spøgelse løb i stor fart over imod junglen på dækket. Men inden det nåede ind i junglen, var Skræppe henne ved det. Spøgelset vendte nu om og styrede mod nogle vandtønder ved rælingen. Nu havde Snus indhentet spøgelset. Med stor fart kastede hunden sig frem imod det. Men nøjagtigt det samme skete nu for hunden. Den røg lige igennem spøgelset og hamrede hovedet ind i vandtønden, så tønden væltede, og vandet sprøjtede ud over dækket.

Snif var nu kommet sig over sit dunk i dækket og sprang hvæsende frem mod spøgelset. Samtidig kom Snus gøende bagfra, og Skræppe baskede rundt omkring genfærdets hoved.

Nu blev det for meget for Kaptajn Blod. Skrigende løb han hen over dækket og forsvandt ind gennem den åbne dør. Skræppe nåede lige at flyve med ind, inden spøgelset på magisk vis smækkede døren efter sig med et brag. Dette brag blev efterfulgt af to bump, da Snif og Snus bumlede ind i døren. Nu kunne de ikke nå spøgelset mere.

Men det kunne Skræppe. Den baskede rundt og skræppede i den mørke gang. Kaptajnens spøgelse skyndte sig at flygte ind i det nærliggende værelse ved at sive gennem væggen. Skræppe fortsatte med at flyve alene rundt i mørket, og den lavede en frygtelig støj.

Denne støj vækkede Casper og Caroline. Først troede de, at det var blevet stormvejr, så meget larmede det. Så hørte de, at Skræppe flere gange bumpede imod deres dør.

Casper tændte sin lygte, hoppede ud af sengen og skyndte sig hen for at åbne døren. Skræppe nærmest væltede ind i værelset, og adskillige løse fjer kom flagrende efter den.

»Halløj, din tossede fugl! Hvad er det, du laver?,« udbrød Casper.

Skræppe landede på gulvet og så lidt forvirret ud. Så spankulerede den frem og tilbage på gulvet. Ind imellem standsede den og lagde hovedet på skrå, som om den lyttede. Så gik den hen til Casper og Carolines klædeskab og gav sig til at lytte igen. Casper gik også hen til skabet. Han stod nu helt stille og holdt vejret, mens han lyttede. Han kunne høre en svag pusten og stønnen. Det kom inde fra skabet.

Nu var Caroline kommet hen til ham. Hun holdt lommelygten, og Casper gjorde sig klar til at åbne døren til skabet.

»Nu!,« råbte Casper og åbnede hurtigt døren, samtidigt med at Caroline lyste ind i skabet. Inden de kunne nå at gøre noget, fløj Skræppe ind i skabet. Casper blev så overrasket, at han smækkede døren i igen. Nu begyndte en voldsomt skræppen og banden.

»Dit gamle uhyre,« skreg Skræppe.

»Dit mølædte fugleskræmsel,« lød spøgelsets stemme.

»Gamle bandit,« hørte de Skræppe fortsætte.

Casper og Caroline troede ikke deres egne ører. Skræppe og spøgelset skændtes. Nu åbnede Casper døren helt.

»Åååh!,« lød en svag jamren fra hjørnet af skabet.

Her så Casper og Caroline, at Kaptajn Blods spøgelse sad sammenkrøbet og prøvede at gemme sig. Det var første gang, de så ham rigtigt. Han kiggede på dem uden at sige en lyd. De kunne se, at han faktisk var bange.

»Hvad er du bange for?,« spurgte Caroline forsigtigt. »Kom dog ud af skabet.«

Kaptajnen rejste sig op og steg ud af skabet. Han var ikke ret høj, kun lidt højere end Casper.

»Kom over og sid på sengen,« sagde Casper.

»Tak! I er meget venlige,« sagde Kaptajnen.

Han satte sig over på den ene seng. Børnene kiggede interesseret på ham og smilede så venligt, de kunne. Kaptajnen smilede tilbage.

»Det er længe siden, nogen har været venlige imod mig,« sagde han.

Her har faktisk været ret kedeligt i lang tid. Lige indtil I kom. Det har været skønt at være ude at sejle igen. Jeg bliver aldrig træt af den friske søluft.«

Casper og Caroline sad bare og kiggede på spøgelset uden at sige noget. De syntes egentlig, det var lidt underligt at sidde her på deres eget værelse og tale helt almindeligt med spøgelset af en sørøverkaptajn.

Efter et øjeblik spurgte Casper:

»Hvorfor går du egentligt rundt og jamrer om natten?«

Kaptajnen så lidt flov ud.

»Skal spøgelser ikke jamre og stønne, når de går rundt?,« spurgte han forsigtigt.

»Jo, det kan da godt være,« svarede Caroline, »men det er da ikke nogen undskyldning for at holde os vågne om natten.«

»Nåh! Om natten!,« sagde spøgelset og så endnu mere flov ud. Han sad et øjeblik, så tilføjede han:

Det er altså fordi, jeg er lidt mørkeræd. Bare lidt altså!«

»Det er løgn!,« udbrød Casper og Caroline i munden på hinanden.

»Et spøgelse kan da ikke være mørkeræd,« sagde Caroline.

»Hmmm,« brummede spøgelset. »Er du ALDRIG lidt bange, når det er mørkt?,« spurgte det og så alvorligt på Caroline.

»Joeee! En gang imellem,« indrømmede Caroline.

»Der kan du bare se,« sagde spøgelset begejstret. »Hvorfor kan jeg så ikke være bare lidt mørkeræd?«

Både Casper og Caroline måtte indrømme, det var helt i orden, at spøgelset var lidt mørkeræd. Bare det lovede ikke at jamre for højt, når de sov.

Nu begyndte Skræppe igen at spankulere omkring Kaptajnen. Papegøjen havde adskillige gange prøvet at sætte sig op på spøgelsets skulder, men hver gang var den gået lige igennem. Et spøgelse er jo bare luft, så man kan hverken føle det eller sidde på det. Det kunne Skræppe absolut ikke forstå. Nu stod den på gulvet ved siden af Kaptajnen og så lidt misfornøjet ud. Kaptajn Blod vendte sig om mod Skræppe.

»Det er dejlig at se dig igen, din gamle søpapegøje,« buldrede han. »Jeg troede, du var død af alderdom for længe siden.«

Skræppe lagde hovedet på skrå og kiggede op på Kaptajnen. Det var tydeligt, at den var glad for at se ham igen, selv om han kun var et luftigt spøgelse. Kaptajnen rakte ud efter Skræppe og prøvede at kæle lidt med den. Selv om Skræppe ikke kunne mærke hans klo, så nød den det vældigt meget.

»Hvordan blev I egentlig væk fra hinanden?,« spurgte Casper.

»Thjaee, det er en meget lang historie,« sagde Kaptajnen. »Det bliver vist for sent, hvis jeg skal fortælle alt det nu.«

»Åååh! Vil du ikke nok,« tiggede Caroline og prøvede at holde Kaptajnen i hånden.

Han så på hende. Hun klemte hans hånd. Det vil sige, hun prøvede i hvert fald på det. Så overgav han sig.

»Ok! Men så skal I først fortælle mig, hvordan I har fået mit skib og hvordan i alverden, der er kommet en jungle midt på det. Jeg har da aldrig set nogen lignende.«

Ungerne fortalte spøgelset hele historien. Da de nåede til historien om hajerne, hoppede Kaptajnen i vejret.

»Brassus, det dumme dyr,« råbte Kaptajnen. »Den åd min ene hånd. Hvis jeg bare havde en kanon, så skulle den få en kugle lige i hovedet.«

Børnene forklarede, at det skam var hajens bedstefar, som havde bidt hans hånd af. Det beroligede tilsyneladende Kaptajnen lidt. De fortsatte deres historie. Da de var færdige, grinede Kaptajnen:

»Gode gamle Huxa-Puxa. Han kan bare det der med at trylle. Men jeg havde nu nok foretrukket, hvis han havde tryllet masten tilbage igen.«

Det sagde Far også til at begynde med,« grinede Casper.

Kaptajnen smilede og så på dem.

»Vidste I,« fortsatte han,« at det var Huxa-Puxa, som tryllede skibet uendeligt stort, så jeg selv blev væk i det. Orv, hvor var han sur over, at jeg huggede hans krystalkugle.«

Det vidste børnene jo allerede. Kaptajnen sad et øjeblik i sine egne tanker, så kiggede han på dem og sagde:

»Hvis I vil høre min historie, så bliver det som godnat-historie. 1‑2‑3! Op i seng med jer.«

Det behøvede han kun at sige én gang. Ungerne sprang op i seng og trak dynerne helt op til næsen. Kaptajnen gik hen mellem deres køjer og satte sig godt til rette på gulvet.

Så begyndte han at fortælle. Han startede med at fortælle om dengang han som ganske ung kom med på et sejlskib som matros. Han havde lært alt om, hvordan man sejlede et stort skib. Han fortalte om alle de kraftige stormvejr, han havde oplevet. Han havde også været med i krige, hvor krigsskibe havde skudt på hinanden med kanoner og havde splintret hinanden. Han havde været ved at blive slået ihjel flere gange, end han selv kunne tælle.

Til sidst blev han sørøver. Under hele fortællingen havde børnene ikke sagt en lyd. De havde ligget helt stille og lyttet til Kaptajnen. Aldrig havde de fået så spændende en godnathistorie.

Nu kiggede Kaptajn Blod på dem. De sov vist begge to. Forsigtigt rejste spøgelset sig. Casper åbnede det ene øje.

»Kaptajn Blod,« kaldte han stille.

»Ja, min ven,« hviskede spøgelset.

»Kommer du igen i morgen og fortæller videre?«

»Det kan du tro, at jeg gør,« sagde Kaptajnen og smilede.

Så forsvandt han helt lydløst lige tværs gennem døren.