Kapitel 21 : En hemmelig strand!

Næste morgen sov Familien Carlsen længe. De havde festet hele natten med de indfødte, og de havde spist, danset og sunget, som de aldrig havde gjort før. De vågnede først sent på formiddagen, da solen stod højt på himlen.

Det var pragtfuldt at vågne op i en hytte med strå på taget. Luften var frisk og kølig, og de kunne lugte alle blomsterne og frugterne fra skoven.

Hr. Carlsen rejste sig op og stillede sig hen i døren. Her stod han og strakte sig, mens han betragtede landsbyen og de indfødte, der alle havde travlt med at rydde op efter festen.

En stor dame kom straks hen til dem, da hun så, at de var vågnet. Det var høvdingens kone. Hun tog Hr. Carlsen i hånden og trak ham af sted.

»Hej! Kommer I med?,« råbte han til de andre.

Høvdingens kone førte dem gennem junglen. Hr. Carlsen blev pludselig bekymret for, om skibet mon var sunket i løbet af natten.

De var hurtigt tilbage på stranden. De standsede op, og Hr. Carlsen pegede ud mod deres skib. De så, at tre af de indfødtes kanoer var på vej tilbage til stranden.

»De har lavet hullet i skibet,« sagde Caroline.

Kong Grumme-Lille stod længere henne på stranden. Han vinkede og kom gående hen imod dem.

Han trykkede deres hænder og smilede over hele ansigtet. Så pegede han stolt ud mod Familien Carlsens skib.

Mine dygtige folk har lavet store den båd igen,« oversatte Fru Carlsen med gnækkende stemme. Hun opdagede, at hun var blevet hæs af at tale så meget dagen før.

Høvdingen kiggede meget stolt på Hr. Carlsen.

»Mange tak,« sagde Hr. Carlsen. »Vi er meget taknemmelige for al jeres hjælp og gæstfrihed.«

Fru Carlsen oversatte og tog med det samme høvdingens svar:

»Vi vil altid tænke på jer, når vi ser på den magiske kasse.«

Kongen og bukkede dybt for dem alle, da Fru Carlsen havde talt færdig.

»Vi vil meget gerne tilbage til vores skib nu,« sagde Fru Carlsen. »Vores hund og vores kat trænger nok til at få noget morgenmad.«

Sandheden var nok nærmere, at Fru Carlsen meget gerne ville ud og kigge på sin jungle.

De gik ned til stranden, hvor deres lille robåd stadig lå. Så sagde de pænt farvel til alle de indfødte. De sagde også farvel til kongen. Troldmanden Huxa-Puxa havde de ikke set hele morgenen. Han havde nok travlt med at øve sig på at bruge fjernstyringen til fjernsynet.

»Farvel store Kong Grumme-Lille,« sagde Hr. Carlsen alvorligt og trykkede høvdingens hånd.

»Tykke-Carlsen!,« sagde kongen lige så alvorligt.

'Tykke-Carlsen'! Fru Carlsen fnisede. Det havde ingen før kaldt Cornelius Carlsen. Hun forstod ikke, hvordan kongen havde lært at sige dette, men hun fik en mistanke, da hun så over på Casper og Caroline. De var ved at omkomme af grin. Hr. Carlsen lod som ingenting og bukkede dybt for kongen.

»Kom og besøg os igen, når I kommer forbi. Så holder vi  stor fest igen,« oversatte Fru Carlsen.

Det lovede de at gøre, og så gik de op i deres båd. Nogle indfødte skubbede båden ud i vandet. De vinkede, og Hr. Carlsen begyndte at ro. En enkelt kano fulgte med dem ud til skibet. Resten af de indfødte stod og vinkede under hele roturen ud til skibet. Først da hele familien kravlede ombord, begyndte de indfødte så småt at forsvinde fra stranden.

Den indfødte i kanoen, som var fulgt med dem, fik alle de batterier til fjernsynet, som de kunne undvære. Børnene havde vist Huxa-Puxa, hvordan han skulle udskifte dem. Hr. Carlsen havde først protesteret, for han var sikker på, at Huxa-Puxa kunne lade batterierne op med et enkelt tryllesalg. Fru Carlsen tvivlede dog på, at troldmanden nogensinde havde hørt om elektricitet, så hun overtalte Hr. Carlsen til at aflevere en stak batterier.

Deres venner på stranden vinkede til skibet, og Familien Carlsen vinkede tilbage oppe fra dækket. Én efter én forsvandt de indfødte ind i skoven. Den sidste, der forsvandt, var den lille tykke konge. Han stod et øjeblik og vinkede alene, så forsvandt han også ind i den tætte skov.

Snif og Snus var kommet farende, så snart familien kom ombord på skibet. Dyrene var meget glade for at se familien igen, for der var jo sket temmelig meget. Først havde de været alene, mens familien samlede vand og frugt, så var skibet sprunget i luften, og så var der pludselig kommet en masse træer midt på skibet. Træerne var Snus meget begejstret for, men alle de fremmede, der havde været ombord for at reparere skibet, havde dyrene ikke brudt sig om. Så nu trængte de begge til at blive kælet og nusset.

Da de havde sagt pænt goddag, fik dyrene noget mad. Så lagde hunden og katten sig hen i et hjørne. De skubbede sig ind til hinanden og faldt i søvn. Det var alligevel bedst, når hele familien var lige i nærheden.

Hr. Carlsen undersøgte skibet. Første overraskelse ventede ved roret. her sad Skræppe som altid, og så ud som om at intet var hændt. Hr. Carlsen klappede den, men den ignorerede ham. »Man er nok sur over at bliver efterladt,« grinede Hr. Carlsen, og var lettet over, at hans gamle fugl ikke var kommet til skade ved eksplosionen.

Hr. Carlsen lænede sig ud over rælingen. Han var dybt imponeret over, hvordan det var blevet repareret. Der var sat nye stykker træ ind, hvor de gamle var sprængt bort, og det hele var så fint tilpasset, at man ikke kunne finde en sprække.

»Imponerende!,« jublede han. »Men jeg bør nok lige forstærke nogen af samlingerne med stålbolte. Det hele er holdt sammen med kiler og dyvler.«

»Ja, det ser flot ud,« sagde Fru Carlsen, »men tror du at det holder?,« tilføjede hun bekymret.

»Det er jeg helt sikker på,« fastslog Hr. Carlsen. »Og lad os nu se at komme af sted.«

Han længtes efter at sejle igen, og han var spændt på, hvordan skibet ville sejle med den store jungle midt på dækket og kun to master.

»Skal vi ikke først undersøge junglen,« spurgte Fru Carlsen.

De vendte sig om og kiggede mod junglen. Midt på dækket var der nogle buske. Bagved var der palmer og træer. Derefter kunne de se lianer, der hang ned fra trætoppene, men så kunne de heller ikke se længere. Så tæt var junglen. Den fyldte helt fra den ene side af skibet til den anden. Fru Carlsen prøvede at læne sig ud over rælingen. Hun kiggede frem, og hun kunne lige skimte stævnen af skibet gennem blade og lianer.

»Det er altså mærkeligt,« sagde hun. »Jeg kan stadig se spidsen af skibet, og alligevel sagde Huxa-Puxa, at skoven er uendelig stor. Jeg kunne altså godt tænke mig at gå en lille tur i den nu.«

»Det kunne jeg også,« sagde Caroline.

»OK,« sagde Hr. Carlsen. »Hvis I går en tur, så gør Casper og jeg skibet klar til at sejle.«

Normalt ville det passe Casper helt fint. Han hadede at gå tur i skoven, men denne gang ville han godt med.

»Skoven løber ingen steder,« befalede Hr. Carlsen. »Du bliver og hjælper mig.«

Casper sukkede. Mens Fru Carlsen og Caroline spadserede ind i skoven, begyndte han og Hr. Carlsen at sætte sejl. Langsomt drejede skibet rundt og begyndte at sejle væk fra skatteøen.

Skibet knagede, og Hr. Carlsen lyttede til hver en lyd, det lavede. Han kravlede rundt i masterne og sikrede sig, at alt var i orden. Han undersøgte nøje hver tomme at skroget, nu hvor de igen bevægede sig mod bølgerne, men han kunne ikke finde nogen problemer. Skibet sejlede ikke så hurtigt, som det plejede, men det var også den eneste forskel.

Da skibet var kommet et godt stykke væk fra øen, dukkede Caroline og Fru Carlsen op igen. De havde favnen fuld af blomster og frisk frugt.

»Det er herligt,« råbte Fru Carlsen til Cornelius.

»Nu vil vi altid have frisk frugt lige i nærheden. Og der er også en kilde med et lille vandfald, hvor vi kan bade og hente rent drikkevand.«

»Der er også vilde dyr,« tilføjede Caroline. »Vi har set både papegøjer og aber.«

Casper så vildt begejstret ud. At gå tur i skoven var kedeligt. Men hvis der var vilde dyr, så var det spændende. Tænk om der både var slanger og løver!

Ingen af dem havde tænk på, at der også ville være mad i junglen. Nu havde de både frugt og vand fra junglen, og de kunne fange frisk fisk i havet. De behøvede faktisk ikke at gå i havn mere for at købe ind, med mindre de ville købe bolsjer, legetøj eller nye sko.

 

Nu gik dagene igen, som de plejede ombord på skibet. Casper og Caroline legede på skibet. Men nu kunne de også lege i junglen. Hver dag gik de ind i junglen sammen med Fru Carlsen. Hun havde fundet en lille lysning i junglen, hvor hun havde sat sin hængekøje op. Så lagde hun sig der og kiggede op i himlen, mens junglens fugle fløj omkring hende. Imens gik Casper og Caroline på opdagelse i junglen. De havde efterhånden trådt nogle stier, så de kunne finde rundt. De havde taget den bukkede sabel og knækket bladet, se den kunne bruges som en kort machete. Den var fremragende til at hugge sig gennem junglen med.

Selv om de gik på opdagelse hver dag,  opdagede de alligevel hele tiden nye steder. De fandt små vandløb med fisk i, og engang imellem så de et lille dyr, som smuttede bort og gemte sig. Vandløbene var dejligt kolde, så de smed sko og strømper og soppede rundt i vandet. Det var ikke ret dybt, men det var alligevel dejligt, for der var ret varmt inde i junglen. De ville gerne bade rigtigt, og det kunne de kun gøre, hvis de hoppede i havet fra skibet. Men deres forældre sagde, det var alt for farligt, så de måtte altså nøjes med at soppe i skoven.

 

Casper og Caroline gik også længere ture. En dag var de kommet så langt bort fra Fru Carlsen, at de ikke var klar over, hvor de egentligt var. De blev lidt bange for, at de ikke kunne finde tilbage. Men så hørte de havets brusen. De var klar over, at de måtte være tæt på udkanten af junglen, så de begyndte at gå efter lyden af bølger, som måtte komme fra rælingen.

Skoven blev mindre tæt, og de kunne se lys forude. Pludselig var der ikke flere træer og buske, og nu kunne de se havet. Men det var ikke havet, som de plejede at se det fra skibet hen over rælingen.

Det var en stor bred sandstrand med palmer og det fineste gule sand. Der lå nogle klipper rundt omkring, og ude i vandet kunne de se korallerne i det klare vand.

»Orv!,« råbte Casper og Caroline. De glemte alt om, at deres far og mor havde forbudt dem at bade alene. Nu styrtede de ud på stranden og smed alt tøjet. Herefter kastede de sig ud i det klare varme vand. De plaskede og sprøjtede længe på hinanden. Så gik de op og smed sig på en klippe. Her lå de og soltørrede og blev rigtigt varmet igennem.

Da de var helt tørre, begyndte de at se sig omkring. De løb frem og tilbage på stranden, men lige meget hvor langt de løb, kunne de ikke se hvor stranden endte.

Ham Huxa-Puxa er virkelig en stor troldmand,« sagde Caroline imponeret. »Tænk at han kan lave en uendelig stor jungle, med strand og det hele, på vores skib.«

»Ja,« svarede Casper. »Men vi siger ikke noget om det til Far og Mor. Hvis de får at vide, at vi har vores HELT egen strand, så kommer de bare farende og forstyrrer os.«

»Nemlig,« sagde Caroline. »Eller måske forbyder de os at bade alene. Nej! Det er bedst, at denne strand er vores hemmelighed.«

»OK! Lad os nu se at komme tilbage. Ellers begynder Mor bare at lede efter os.«

De skyndte sig hen over stranden. Den korteste vej tilbage til junglen var hen over en stor klippe. Caroline kom først hen til den og begyndte straks at klatre op. Casper skulle lige til at klatre op, da han standsede og gik et par skridt tilbage.

»Hov! Caroline!,« råbte han. »Kom lige ned igen. Prøv at se denne klippe.«

 Caroline dumpede ned i sandet og løb tilbage til ham. Hun kiggede op på klippen.

»Den ligner fuldstændigt Fars sørøverhat,« udbrød Caroline.

»Ha!,« sagde Casper. »Vores egen hemmelige strand med en sørøverhatte-klippe.«

De grinede til hinanden.

Så klatrede de begge op over klippen og forsvandt ind i junglen. Det var faktisk lidt svært at finde tilbage. Flere gange gik de forkert, men hver gang fandt de tilbage til den sti, som de selv havde lavet. De brækkede nogle grene og lagde nogle sten på jorden, så de let ville kunne finde tilbage til stranden igen.

Endelig fandt de tilbage til Fru Carlsen. De havde ikke behøvet at være bekymrede for, at hun ville lede efter dem. Hun lå nemlig stadig i sin hængekøje og snuede. Sammen gik de alle tre tilbage til Hr. Carlsen. Det var roligt vejr, og skibet kunne sagtens passe sig selv, så han havde aftensmaden klar, da de dukkede op.

Det var Casper og Carolines tur til at vaske op. Da det var overstået, blev de enige om at gå tidligt i seng. De var trætte efter en lang dag i skoven og ved stranden. De havde stadig ikke fortalt Hr. og Fru Carlsen om stranden. Det var deres hemmelighed.

Da Casper og Caroline var kommet i seng, faldt de straks i søvn. Nu skulle de have en god lang nats søvn.

Troede de!