Kapitel 19: En skibsreparation med grønne fingre.

Sikke en redelighed. Familien Carlsens skib var sprunget i luften. Deres TV var røget ind på stranden, og de indfødte var helt vilde med at kigge på det. Så de ville  give hvad som helst for at få lov til at beholde det.

Hr. Carlsen blev ved med at vende sig om mod skibet og kigge bekymret på det.

Selv om høvdingen var meget optaget af muligheden for at få TV’et, var han en meget klog mand, så han kunne godt se på Hr. Carlsen, hvad han var bekymret for. Han sagde noget til Fru Carlsen.

»Han spørger, om du vil ud til din store kano og undersøge den?,« oversatte Fru Carlsen.

»Meget gerne! Meget gerne,« gentog Hr. Carlsen ivrigt.«

»Vi bliver her, hvis du skynder dig,« sagde Fru Carlsen.

»Nu ikke noget med at lave nogen aftaler, mens jeg er væk,« formanede han.

»Det vil jeg ikke love,« svarede Fru Carlsen med et grin.

»Ikke noget med at tage en lur i hængekøjen,« formanede Caroline tilbage.

»Meget morsomt,« svarede Hr. Carlsen og rejste sig, mens han bukkede for kongen og pegede på skibet.

Kongen lavede en håndbevægelse, og fire indfødte sprang op og hjalp Hr. Carlsen med at skubbe båden i vandet.

 Mens Hr. Carlsen roede mod skibet satte de sig ned igen. Fru Carlsen satte sig ved siden af Casper og Caroline. Overfor dem satte de indfødtes konge og troldmanden Huxa-Puxa sig. I en stor ring omkring dem stillede alle de indfødte sig. Høvdingen ville vide alt om familien, om hvordan de havde fået skibet, og hvordan den var kommet hertil. Fru Carlsen forklarede så godt hun kunne, hele historien, men Casper og Caroline opgav at følge med, da de ikke forstod, hvad der blev sagt.

»Det er kedeligt,« sukkede Caroline. »Jeg forstår ikke et mug af, hvad de taler om.«

»Enig,« svarede Casper. »Bare Far snart var tilbage.«

Men der gik et godt stykke tid endnu, før Hr. Carlsen igen sad i robåden og var på vej tilbage mod stranden. Da han endelig satte sine fødder i sandet igen, var børnene løbet ned til ham og ventede i vandkanten.

»Er Snif og Snus OK?,« spurgte Caroline.

»Synker skibet?,« spurgte Casper.

»Ja og nej!,« smilede Hr. Carlsen. »Dyrene ville ikke komme ned fra masten, så jeg kravlede op med noget mad til dem, og de har det fint. Jeg kunne dog ikke finde Skræppe, men den gemmer sig forhåbentlig bare. Men skibet er godt molestreret. Jeg har undersøgt det så godt jeg kunne, og det ser ikke ud til at tage vand ind nogen steder. Men jeg er noget bekymret for, hvordan vi skal få det repareret. Men en manglende mast har det helt mistet balancen, og jeg tvivler på, at vi kan få rejst en ny.

»Det må vi overveje i morgen,« sagde Fru Carlsen roligt. »Nu skal vi handle med høvdingen. Han er helt vild, så det er nu, vi skal bede ham om hjælp.«

De satte sig igen i rundkredsen på stranden.

»Jeg meget gerne have magisk kasse,« oversatte Fru Carlsen, efter at kongen havde talt. »Vi kan få alt, hvad Huxa-Puxa kan trylle frem til os.«

»Det lyder søreme dejligt,« sagde Hr. Carlsen. Han vendte sig om mod de andre. »Jeg har jo fået mit sejlskib, som jeg drømte om, så hvis jeg kan få det repareret, må det være jeres tur til at få ønsker opfyldt«.

Hr. Carlsen kiggede igen ud imod sit skib. Han håbede på, at de kunne reparere det hele, hvis de fik hjælp af de indfødte. Dyrene sad stadig oppe i udkigstønden, men Hr. Carlsen kunne se, at halen på Snus logrede, så den havde det nok godt.

Fru Carlsen, Casper og Caroline skulle nu ønske sig et eller andet. De tænkte sig kun om et øjeblik, så nærmest råbte de i munden på hinanden:

Jeg kunne godt tænke mig min egen jungle,« sagde Fru Carlsen.

»Jeg vil have en kæmpe borg med drager og voldgrav og alt muligt,« sagde Caroline.

»Jeg vil have en hel indianerlandsby,« erklærede Casper.

»I er vanvittige,« udbrød Hr. Carlsen.

Kongen kiggede koncentreret på Fru Carlsen, mens hun prøvede at oversætte deres ønsker. Det var ikke helt let, for nogle af de ord, hun skulle bruge, var ikke nogen, man brugte hver dag.

Kongen og Troldmanden stirrede da også forbløffede på hende, da Fru Carlsen var færdig med at oversætte. Kongen vendte sig om mod Huxa-Puxa. Kongen vidste godt hvad en jungle var, men resten havde han åbenbart ikke hørt om.

»Uha!,« sagde Fru Carlsen bekymret. »Det er vist ikke nemt at opfylde noget, som de ikke ved, hvad er.

Kongen ville vide hvad en borg og en drage var. Og hvad var indianere?

Huxa-Puxa var nok en meget dygtig og klog troldmand, men det overraskede alligevel Fru Carlsen, hvor meget han kunne forklare kongen om deres ønsker. Fru Carlsen hjalp til, så godt hun kunne.

Kongen så lidt forvirret ud. Så vendte han sig om imod Fru Carlsen og børnene og talte.

Vi kan ikke få alt dette for den magiske kasse. Kun én af os kan få et ønske opfyldt,« sagde Fru Carlsen dystert. Hun kiggede tilbage på troldmanden med et mistroisk blik. Det så Hr. Carlsen straks.

»Hvad er der i vejen?,« spurgte han.

»Hvordan kan han vide alt dette?,« undrede Fru Carlsen sig. »Han vidste præcist, hvad drager og indianere er.«

Børnene hørte ikke denne snak, men skændtes videre.

»Jeg vil ha' min borg,« sagde Caroline.

»Nej!, jeg vil have min indianerlandsby,« råbte Casper.

»Stop,« afbrød Hr. Carlsen dem. »Det må være mors tur til at vælge.«

»Hvorfor det?,« spurgte Casper og Caroline i munden på hinanden.

»Fordi .... fordi .. øøh, fordi jeg siger det,« sagde Hr. Carlsen.

Det var en meget dårlig forklaring, men han kunne åbenbart ikke finde på noget at sige.

»Øv!,« hylede Casper. »Det er ALTID de voksne, som får deres vilje. Vi må ALDRIG bestemme noget. Det er uretfærdigt.«

Fru Carlsen så ud som om, hun fik lidt dårlig samvittighed. Hun tænkte sig om et øjeblik, så spurgte hun:

»Casper. Caroline. Hvor ville I egentlig have den borg og den indianerlandsby henne?«

Det kunne hverken Casper eller Caroline svare på.

»I kan jo nok forstå,« fortsatte Fru Carlsen, »hvis I fik en borg eller en landsby, så kunne vi jo ikke sejle rundt længere. Og det vil vi vel alle sammen meget hellere.«

»Jeg vil hellere have en borg,« mumlede Caroline.

Casper mumlede også et eller andet. Han så på sin mor.

»Hvordan vil du egentlig få en jungle?,« spurgte han. »Hvis du skal bo i junglen, så kan vi jo ikke sejle rundt længere,« sagde han surt.

»Jo, vi kan,« sagde Fru Carlsen og så lusket ud.

»Hvordan kan vi sejle rundt, samtidig med at du bor i junglen?«

Det forstod hverken Casper eller Caroline. Hr. Carlsen så også ud som om, at han ikke var helt med.

»Jo,« forklarede Fru Carlsen. »Vi kan både sejle og bo i junglen, hvis junglen ligger på skibet.«

»På skibet!,« råbte Hr. Carlsen forbløffet. Han havde bestemt ikke forestillet sig, at han skulle have et sørøverskib med jungle på.

Ja, lige netop,« sagde Fru Carlsen og smilede.

Hvis den store troldmand Huxa-Puxa tryller et stykke jungle fra øen over på skibet, så behøver vi ikke at fylde det store hul i dækket.«

Casper og Caroline hoppede op og ned.

»Jubii,« råbte de. »Det er en smadder-god idé.«

»Nej, det er ej,« snerrede Hr. Carlsen. »Mit skib skal ikke være en omsejlende grøntsagsbutik. Det skal være et sørøverskib.«

Casper og Caroline gik hen ved siden af deres mor.

»Vi synes, at det er god idé,« sagde de alle tre. »Tre mod én. Vi bestemmer ønsket. Og vi ønsker en jungle på dækket.«

»Hmmm,« brummede Hr. Carlsen og så utilfreds ud. »Det kan I ikke mene alvorligt!«

»Vi er helt sikre,« sagde Fru Carlsen, og børnene nikkede ivrigt.

»Så siger vi det,« brummede Hr. Carlsen surt.

Men han så ikke ud som om, at han mente det.

Nu stillede Huxa-Puxa sig ned til vandkanten og begyndte at fremsige magiske trylleformularer. Hans stemme ændrede sig, og han messede ord ud i en lang strøm.

Pludselig samledes en sky af tåge omkring skibet, som om den skød op ad vandet. Skibet forsvandt i tågen, og de kunne høre, hvordan skibet knagede og bragede.

»Pakke, potte, palmer i sæk - Jaguar, jordbær, jungle på dæk.«

Familien Carlsen troede ikke deres egne ører … eller øjne. De forstod, hvad troldmanden sagde. Han sagde ord på deres eget sprog.

»Mit skib!,« jamrede Hr. Carlsen. »Det synker.«

Men skibet sank ikke. Langsomt lettede tågen. Først kom toppen af masterne til syne, og frem at tågen tonede et mærkeligt syn.

Familien Carlsen kunne næsten ikke tro, hvad de så. Ude på skibet lå et lille stykke jungle. Hullet i dækket var nu fyldt med palmer, lianer og tætte grønne buske.

Casper og Caroline var meget begejstrede.

»Fantastisk!,« jublede de.

»Det var pokkers!,« udbrød Hr. Carlsen. »Han har mere grønne fingre, end du har,« grinede han, og vendte sig mod Fru Carlsen. Hr. Carlsen hentydede til, at alt, hvad Fru Carlsen rørte af grønne planter, voksede vildt og klarede sig godt.

Fru Carlsen var derimod ikke så imponeret.

Den jungle er ikke ret stor.« sagde hun lidt skuffet. »Man kan jo ikke engang svinge sig i en lian fra træ til træ.«

Troldmanden Huxa-Puxa kom gående hen til hende.

»Du ikke lide jungle? Jeg tage lidt jungle fra vores ø og flytte det til skib. Jeg også trylle jungle uendelig stor.«

Huxa-Puxa rankede sig, og selv om han havde maske på, virkede han meget stolt.

»Det nu være 'Jungle-som-aldrig-ender',« sagde han.

»Har du tryllet junglen uendelig stor?,« udbrød Fru Carlsen.

»Kan han gøre det?,« spurgte hun og så på høvdingen. Høvdingen så uforstående på hende. Så oversatte hun spørgsmålet.

Høvdingen grinede og holdt sig på sin tykke mave.

Huxa-Puxa kan gøre hvad som helst. Det var Huxa-Puxa, som tryllede vores skib uendeligt stort indeni,« oversatte Fru Carlsen.

Nu trådte Hr. Carlsen frem.

Var det Huxa-Puxa, som tryllede vores skib uendeligt stort? Hvorfor gjorde han det?«

Troldmanden drejede sig mod Hr. Carlsen.

Da Blod Kaptajn stjæle Huxa-Puxa's magiske kugle, Huxa-Puxa blive meget vred. Derfor Huxa-Puxa fortrylle skib, så Blod Kaptajn blive væk i sit eget skib,« forklarede han.

Lavede du skibet så stort, at Kaptajn Blod ikke kunne finde rundt i det?,« spurgte Hr. Carlsen.

Troldmanden svarede ikke, men nikkede blot.

»Sig mig lige,« spurgte Fru Carlsen nysgerrigt. »Du kan jo tale vores sprog.«

»Huxa-Puxa taler mange sprog,« svarede troldmanden kort.

»Hvor har du lært det?« Fru Carlsen måtte vide, hvorfra troldmanden havde sin viden.

»Universitetet i Lissabon,« sagde Huxa-Puxa.

De stirrede på ham. Der kom ikke nogen uddybende forklaring.

»Hvornår gik du der?,« spurgte Hr. Carlsen, der også var blevet nysgerrig.

Troldmanden kiggede på dem. De kunne ikke se hans øjne i den store maske, så både Hr. og Fru Carlsen følte sig lidt uhyggelig til mode ved at to store sorte huller stirrede på dem.

»Attenhundredeseksoghalvfems,« lød det fra masken.

»Attenhundredeseksog…! Det er over hundrede år siden,« gispede Fru Carlsen. »Det kan da ikke passe.«

De nåede ikke at sige mere, for troldmanden afbrød dem.

»Nu I har fået jungle, og vi har fået magisk kasse,« sagde han. »Nu vi se på magisk kasse alle sammen.«

»Attenhundredeseksoghalvfems,« hviskede Hr. Carlsen til Fru Carlsen. »Så må han være langt over hundrede år. Det kan da ikke passe?«

Fru Carlsen trak på skuldrene.

»Det forklarer i hvert fald, hvorfor han kender til drager og indianere,« sagde hun. »Og det forklarer også, hvorfor han ikke kender et fjernsyn..«

Hr. Carlsen nikkede. »Ja,« sagde han, mens han betragtede den uhyggeligt udseende tynde troldmand. »Fjernsynet var slet ikke opfundet på det tidspunkt.«

Børnene lyttede ikke til deres forældres samtale. De sad og hviskede sammen.

»Det er rigtigt tarveligt,« sagde Caroline. »Nu har både Mor og Far fået, hvad de ville.

»Men vi har ikke fået vores ønsker opfyldt,« fortsatte Casper gnavent. »Det er altid de voksne, der får deres vilje.«

»Men,« tilføjede han straks, »det vil jeg hurtigt lave om på.«

Han rejste sig beslutsomt og gik hen mod den dystert udseende troldmand.