Kapitel 18 : Krudt, kugler og kæmpebrag.

Casper og Caroline skulle finde nogle våben i en fart, så de kunne befri deres forældre fra kannibalerne.

De var stadig drivende våde efter turen tilbage til skibet på de to hajer, så de skyndte sig først ind på deres værelse for at tage noget tørt tøj på og finde nogle lygter.

Casper og Caroline havde ledt efter våben mange gange. Når de havde kedet sig på den lange sejltur, havde de ledt i de mange rum i skibet. Men det eneste, de havde fundet, var en gammel rusten kanon. Nu måtte de skynde sig at finde nogle pistoler eller geværer, hvis de skulle have en chance for at skræmme de indfødte til at slippe til at slippe deres forældre fri.

Casper og Caroline skyndte sig ind i skibet. De gik hurtigt igennem de rum, de havde undersøgt før. De havde taget et stort stykke kridt med. Det brugte de til at sætte streger på gulvet, så de kunne finde tilbage igen. Samtidig satte de et kryds på døren, når de havde undersøgt et nyt rum.

Børnene fandt mange spændende ting, men de havde ikke tid til at se rigtigt på dem. De væltede tingene ud at skuffer og kasser, men det tætteste, de var på at finde et våben, var da de fandt en gammel bøjet sabel, som manglede spidsen. Den kunne de vist ikke skræmme mange indfødte med.

»Jeg kan næsten ikke se noget,« sukkede Casper og kiggede på det svage lys, der var tilbage i hans lommelygte. Carolines var for længst gået ud.

Det må også være ved at blive mørkt udenfor,« stønnede Caroline ulykkeligt.

De tog den knækkede sabel og løb tilbage til dækket.

Her ventede en overraskelse dem. De så ind på stranden, og de blev begge to helt blege. Inde på stranden så de, at der stod en masse indfødte. De havde samlet sig i en stor ring omkring noget stort og sort. Det var den sorte gryde, som de havde slæbt ned til stranden. Det værste var, at både Hr. og Fru Carlsen sad oppe i gryden.

»Nej,« skreg Caroline. »De vil koge Far og Mor.«

Hun begyndte at græde, og Casper fik også tårer i øjnene. Der gik kun et øjeblik. Så sagde Casper:

Det går ikke, at vi står her og tuder. Hvis vi skal redde Far og Mor, så må vi tænke os godt om.«

De nåede nu ikke at tænke ret længe, for der var nogen, som råbte til dem inde fra stranden. Det var de indfødtes konge. Han havde stillet sig helt ned til vandet og stod nu og kaldte på Casper og Caroline.

Børnene stillede sig op ved rælingen for at lytte.

»Hallooo!,« råbte kongen.

Casper og Caroline vinkede tilbage for at vise, at de godt kunne høre ham.

Kongen pegede på gryden og lavede fagter med hænderne. Han formede en kugle i luften.

»Ja, ja,« sukkede Caroline. »Du vil have krystalkuglen. Det har vi fattet.«

Nu rejste Hr. Carlsen sig op i gryden.

»Brug kanonen, Casper,« råbte han. »Brug kanonen.«

»Kanonen?,« sagde Caroline undrende. »Den kan vi da ikke bruge til noget. Vi har jo ikke noget krudt.«

»Hvordan skal vi bruge kanonen, når vi ikke har noget krudt?,« jamrede Casper. »Hvordan skal vi kunne bruge kanonen?,« gentog han desperat.

»Vi har ledt alle steder,« sagde Caroline. »Der er INGEN, som ved, om der overhovedet ER noget krudt på dette skib.«

Casper og Caroline stirrede på hinanden.

Det var samtidigt gået op for dem begge, HVEM der måtte vide, om der var krudt nogen steder.

»SPØGELSET,« råbte de i munden på hinanden.

»Hvis der er noget krudt ombord, så må spøgelset vide det,« jublede Caroline.

»Hvordan skal vi finde spøgelset, når det stadig er lyst,« spurgte Casper.

De kiggede mod solen. Det ville vare mindst end en time, før den gik ned.

De tænkte sig lidt om.

»Hvis vi går hen til Kaptajn Blods skelet og kalder på ham, så kan det jo være, at han kommer,« foreslog Caroline.

Det var en god idé. Der var ikke mere strøm på deres lommelygter, og Hr. Carlsen havde gemt batterierne, for at de ikke skulle blive brugt for hurtigt, så de måtte tage en af petroleumslamperne fra kabyssen. Så skyndte de sig hen til det hemmelige rum.

Det var lidt uhyggeligt. Det flakkende lys fra lygten gjorde skyggerne mere levende, så det løb dem koldt ned ad ryggen ved tanken om, at de skulle ind til skelettet. Da de nåede frem,  åbnede de ikke ind til skelettet, men nøjedes med at kalde:

»Kaptajn Blod! Kaptajn Blod! Vi har brug for din hjælp.«

Spøgelset havde lovet at hjælpe dem, hvis de havde nogen problemer, så de håbede, at det ville høre, når de kaldte. De kaldte et stykke tid, men der skete ikke noget.

Til sidst var de lige ved at opgive.

Det går ikke,« hulkede Caroline ulykkeligt. »Han kommer ikke.«

Så hørte de pludselig en velkendt dyb stemme inde fra den anden side af væggen.

»Hvad er der i vejen, børn?«

Det var Kaptajn Blods spøgelse. Børnene forklarede lynhurtigt spøgelset, hvad der var sket.

Nå!, så min gamle ven Grumme-Grumme er stadig sur over, at jeg huggede hans krystalkugle,« grinede spøgelset.

Det er ikke Grumme-Grumme,« forklarede Caroline. »Det er en af hans efterkommere, som nu er høvding. Og nu kan vi ikke give ham kuglen tilbage, fordi den er smadret.«

»Ja, det er selvfølgelig trist,« sagde spøgelset. »Men jeg ved, hvor der er noget krudt. Bare følg mig.«

Nu fortalte spøgelset dem, hvor de skulle hen. De så på intet tidspunkt Kaptajnens spøgelse, men de kunne hele tiden høre hans stemme bag en væg.

 

De kom dybere og dybere ind i skibet. De kom ind i rum, som de aldrig havde været i før.

»Holdt!,« beordrede Kaptajnen pludselig med en alvorlig stemme. »Jeg er ikke sikker på, at dette er så klogt. Krudt er ikke fyrværkeri. Er I helt sikre på. at jeres far råbte, at I skulle bruge kanonen?«

»Fuldstændig,« råbte Casper og Caroline i munden på hinanden.

Der blev helt stille. Casper og Caroline kunne ikke høre andet end deres egen vejrtrækning i det mørke rum.

»Kaptajn Blod!,« råbte Caroline bekymret.

Hvis han er forsvundet finder vi aldrig ud igen,« stønnede hun.

Der var stadig helt stille.

»Jeg tænker,« lød det bistert fra væggen. »Jeg er helt sikker på, at det er uklogt af mig, men hvis I fortsætter gennem den næste dør, så finder i hvad I leder efter.«

Casper og Caroline så frem i mørket og kunne svagt skimte en tung dør beslået med jernplader. De var kommet til det sted, som Kaptajnen kaldte for krudtkammeret. De åbnede med besvær den tunge dør ind til rummet. Det var et støvet lille rum, som var fyldt med små tønder. Der var låg på alle tønderne, men børnene havde nok en fornemmelse af, hvad der var i dem.

Her har I alt det krudt, I har brug for,« sagde Kaptajnen. »Pas nu godt på det. Det er absolut ikke ufarligt. Hvis I tabte en svovlstik herinde, ville hele skibet eksplodere, så der kun var en bunke rygende splinter tilbage. Tag nu én tønde, så skal jeg føre jer ud igen. Skynd jer! Solen går snart ned.«

Casper og Caroline løb tilbage, så hurtigt de kunne. Krudttønden var ret tung, så de skulle passe på ikke at tabe den.

Nu var de nået tilbage til depotet, hvor kanonen var gemt bag deres TV. Casper skubbede fjernsynet til side og trak kanonen frem. Den skulle med op på dækket, så de kunne skyde med den deroppe fra. Han halede i den tunge kanon. Den var ret svær at flytte, så han måtte hale alt, hvad han kunne, bare for at flytte den lidt.

»Hiv!,« stønnede Casper, mens han selv hev alt hvad han kunne i den tunge kanon.

»Jeg hiver alt, hvad jeg kan!,« gispede Caroline helt rød i hovedet af anstrengelse.

Og så gik det galt.

Casper snublede over krudttønden og væltede over i Caroline. Hun faldt bagover og tabte petroleumslampen, så den røg højt op i luften. Casper landede hårdt ovenpå Caroline, så hun tabte luften.

Lampen ramte gulvet, så den blev smadret, og straks var der flammer over alt. Krudttønden stod lige midt i flammerne. Casper og Caroline nåede kun lige at kaste sig ned bag fjernsynet og holde fast i det, så eksploderede krudtet. Det var et øre-sønderrivende drøn, som i et kolossalt lysglimt flåede alt fra hinanden.

Eksplosionen sendte kanonen ud gennem siden af skibet som en sten, der bliver kastet gennem et vindue. Lufttrykket pustede derefter Casper, Caroline og TV'et ud gennem hullet med en voldsom kraft. TV'et havde så megen fart på, at det nærmest smuttede hen over vandet som en sten. Oven på TV'et sad Casper og Caroline og klamrede sig til det. De var sorte over det hele på grund af krudtslammet fra eksplosionen. Skibet var fuldstændig hyldet ind i røg.

  Det regnede ned med træsplinter og små stykker træ fra skibet.

Fjernsynet skøjtede stadig hen over bølgerne som et surfbræt med Casper og Caroline ovenpå. Da det nåede stranden, røg de af, og med stor fart tumlede de hen over sandet. De var landet lige ved deres robåd.

»Er du OK!,« spurgte Casper, da han stak hovedet op over båden, for at se, hvad der skete på stranden.

Caroline kiggede på ham.

»Det hyler i mine ører,« stønnede hun. »Jeg kan næsten ikke høre, hvad du siger.«

Alt var stor forvirring inde på stranden. De indfødte rendte rundt og hylede og skreg. Det var umuligt at se skibet. Røgen omkring det var så tæt, at man ikke engang kunne se masterne. Det regnede stadig ned med småting, som var blevet slynget højt op i luften ved eksplosionen. Noget hårdt dumpede ned oven i hovedet på Casper.

»Av!,« udbrød han og tog sig til hovedet.

Det var fjernstyringen til deres TV. Han samlede den hurtigt op, og stak den ned i bukserne.

»Kom,« sagde han til Caroline og trak i hende.

»Vi må befri Far og Mor.«

De spænede hen over stranden til den store gryde. Ingen lagde mærke til Casper og Caroline i forvirringen, fordi de var sorte over det hele.

»Hej Far! Hej Mor!,« sagde Caroline.

Hr. og Fru Carlsen stirrede på dem. De havde åbenbart svært ved at se, hvem de var, for det tog et øjeblik, inden de begge jublede og sagde:

»Casper! Caroline!«

»Kom med jeres hænder,« sagde Casper, »så skal vi løse jeres bånd.«

Hurtigt fik de sluppet deres forældre fri. De indfødte var stadig så optaget af at kigge på den store røgsky, at de slet ikke opdagede, at Hr. og Fru. Carlsen var sluppet løs. Hurtigt hoppede Hr. og Fru Carlsen op af gryden.

»Vi må hen til robåden,« sagde Hr. Carlsen.

Hele familien begyndte at løbe hen imod båden. Da de var næsten henne ved den, var der en indfødt, som vendte sig om og opdagede dem.

»Fingsi Fangsi Løs!,« råbte den indfødte.

Nu vendte alle de indfødte sig om. Heksedoktoren Huxa-Puxa løftede sit spyd og råbte noget. Alle de indfødte begyndte under råben og skrigen at løbe efter Familien Carlsen.

»Hurtigt,« råbte Hr. Carlsen. »Vi må have båden ud i vandet.«

De skubbede alle sammen, men båden bevægede sig kun langsomt ud imod vandet. De indfødte nærmede sig hurtigt, og Familien Carlsen ville ikke have nogen som helst chance for at få båden ud i vandet, inden de indfødte fangede dem igen.

»Bare vi havde en pistol, så vi kunne skræmme dem,« klagede Fru Carlsen.

Casper fik en idé. Han tog to skridt hen mod de indfødte og fiskede fjernstyringen til TV'et frem fra sine bukser. Han holdt nu fjernstyringen mod de fremstormende kannibaler, som om det var en pistol. De indfødte satte farten ned. De troede åbenbart, at det var et slags våben, som Casper havde i hånden.

Til sidst stoppede de helt. Da de havde stået et øjeblik, kom kongen til syne. Han var en meget modig mand, så han fortsatte med at gå hen imod Casper.

»Stop! Eller jeg skyder,« råbte Casper og pegede på høvdingen med sin fjernbetjening.

Men høvdingen standsede ikke. Og nu skete der noget højest uventet. Casper kom til at trykke på fjernstyringen, så fjernsynet, der stod i vandkanten bag alle de indfødte, tændte. Der må have været indianerfilm, for der kom en hujen og skrigen og skyderi fra fjernsynet. Alle de indfødte vendte sig om. De begyndte langsomt at gå hen imod TV'et. Høvdingen begyndte at løbe, og snart var der en tumult foran fjernsynsskærmen. Alle ville se, hvad der skete.

»Nu har vi chancen,« sagde Hr. Carlsen.

De skubbede alt hvad de kunne, og snart var båden ude i vandet igen. De hoppede alle op i båden, og i løbet af et øjeblik havde de roet et godt stykke væk fra stranden. De var i sikkerhed. Hr. Carlsen lagde årerne fra sig. Han kiggede på sine to sorte unger.

Hvor var I modige,« sagde han. »Det var flot, at I kom og reddede os.«

Han gav dem et kæmpeknus hver, så han selv blev næsten lige så sort, som de var.

»Hvad pokker skete der på skibet?« spurgte Fru Carlsen. »Hvordan kunne det hele springe i luften?«

»Det må vi høre om senere,« afbrød Hr. Carlsen. »Nu skal vi lave lidt sjov. Giv mig lige fjernbetjeningen til TV'et.«

Casper gav ham fjernbetjening, og straks slukkede Hr. Carlsen for fjernsynet. Høvdingen og de indfødte så helt ulykkelige ud. De hoppede og dansede rundt om TV'et. Så tændte Hr. Carlsen igen. De indfødte faldt lidt til ro igen. Der gik dog kun et øjeblik, så begyndte Hr. Carlsen igen at slukke og tænde for fjernsynet. Nu var de indfødte helt desperate. De kastede sig ned i sandet og rev sig i håret. Den tykke høvding gav sig til at slå ovenpå fjernsynet med sin tykke sorte hånd.

Hr. Carlsen og børnene begyndte at grine højt. Det så fantastisk morsomt ud, når alle de indfødte hoppede op og ned, hver gang de slukkede for fjernsynet. De grinede så meget, at båden gyngede op og ned.

»Hold så op med det der!, skældte Fru Carlsen. »Lad os komme væk inden I ophidser dem endnu mere.

Dette hørte høvdingen. Det gik op for ham, at det var Familien Carlsen, som bestemte, om der skulle være billede og lyd på fjernsynet. Han løb nu ud i vandkanten og råbte til dem.

»Denne magiske kasse er meget bedre end den gamle magiske kugle,« oversatte Fru Carlsen.

Hr. Carlsen kunne ikke nære sig. Han trykkede igen på fjernstyringen. Nu kom der en løve til syne på skærmen. Den brølede, så høvdingen og alle de indfødte blev så forskrækkede, at de hoppede højt op i luften.

»Aaahh!,« skreg høvdingen desperat.

Hr. Carlsen fik lidt ondt af ham, så han skiftede over til en anden udsendelse. Igen faldt de indfødte til ro foran skærmen.

»Jeg vil også prøve,« sagde Casper og huggede fjernstyringen ud af hånden på sin far.

Han slukkede straks for TV'et igen.

»No, no!,« hylede høvdingen. Han råbte noget mere til dem.

»Jeg vil give jer hvad som helst, hvis I giver os noget mere at se på,« forklarede Fru Carlsen.

Hun var holdt op med at skælde ud og undrede sig nu over, hvad denne samtale kunne føre til. Hun rejste sig op i båden og råbte sammen med kongen.

»Han vil give os alt, hvad vi beder om?,« hvis vi tænder for TV'et igen.

Høvdingen råbte noget mere.

»Thjae,« oversatte Fru Carlsen. »Vi kan få næsten hvad, det skal være.«

Det var Casper ikke tilfreds med. Han slukkede for TV'et igen.

»No! No! No!,« jamrede høvdingen. Han kastede sig ned foran troldmanden og talte hurtigt. Der gik et øjeblik. Så nikkede troldmanden.

Høvdingen sprang op og løb helt ud i vandet. Han råbte en lang sætning til Fru Carlsen.

»I få lige, hvad I vil have. Troldmand Huxa-Puxa er en stor troldmand. Han vil give jer lige, hvad I beder om.«

Da Fru Carlsen havde oversat, vendte hun sig mod resten af familien.

»Tror vi på dem?,« spurgte hun lidt betænkelig.

»Lover I ikke at spise os,« råbte Caroline.

Fru Carlsen råbte spørgsmålet videre.

Høvdingen så flov ud. Han tog sig til hovedet og kastede sig ned i vandet. Han lagde sig på knæ i vandet og strakte armene mod himlen, mens han råbte tilbage.

Fru Carlsen smilede.

»De er slet ikke kannibaler,« sagde hun. »Det sagde de kun for at gøre os bange, så de kunne få den magiske kugle tilbage. De spiser slet ikke andet end frugt og grøntsager.«

»Det tror jeg faktisk godt på,« sagde Caroline. »Børnene virkede alt for flinke til at de kunne finde på at spise os. Er vi så gode venner nu?«

Fru Carlsen oversatte spørgsmålet.

Den store høvding rejste sig i vandet og bredte armene ud, som om han ville byde gamle venner velkommen hjem, samtidig med at han gentog noget flere gange. Alle de indfødte på stranden strakte armene i vejret.

»Vi vil blive verdens bedste venner, hvis vi forærer dem den magiske kasse,« erklærede Fru Carlsen.

»Thjaee,« sagde Hr. Carlsen eftertænksomt. »Det er jo er ret godt fjernsyn.«

Fru Carlsen, Casper og Caroline kiggede anklagende på deres Far.

»Ja, ja!,« grinede Hr. Carlsen. »Lad dem endelig få kassen, hvis de vil have den. Jeg kommer vist ikke til at mangle underholdning sammen med jer på skibet.«

»Hvis jeg da stadig har et skib,« fortsatte han bekymret og vendte sig mod skibet.

Røgen var nu forsvundet fra deres skib. Man kunne se, at der var kommet et kæmpe hul i dækket. Der var også et stort hul i siden, der hvor kanonen og fjernsynet var røget ud. Men skibet flød stadig, og det så ikke ud til at tage vand ind. Familien Carlsen kunne se, at Snif og Snus var klatret op i udsigtstønden. De var nok blevet temmelig forskrækkede over det store brag.

»Neeej!,« jamrede Hr. Carlsen. »Den ene mast er helt væk. Det bliver aldrig det samme skib igen!«

Hele familien sad lamslåede og betragtede skaderne.

»Kan du reparere det, Far?,« spurgte Caroline forsigtigt.

»Det … det ved jeg ikke,« svarede Hr. Carlsen. »Jeg skal have hjælp af meget stærke folk, hvis vi skal rejse en mast igen. Bare at lave nye planker til rælingen vil være en kæmpe opgave.« Han virkede helt opgivende.

Hvad skal vi?,« spurgte Fru Carlsen efter et øjebliks pinefuld tavshed. »Tilbage til skibet eller ind til de indfødte?«

»Lad os sejle ind til dem igen?,« svarede Hr. Carlsen uden yderligere betænkningstid. »Vi må prøve at få dem til at hjælpe os. Vi kommer aldrig til at sejle herfra uden deres hjælp.«

Børnene nikkede, og Fru Carlsen var også overbevist om de indfødtes venlighed.

De vendte båden og sejlede ind til stranden igen. De indfødte jublede, og modtagelsen var noget anderledes end første gang, de mødtes.

Deres båd blev trukket op på stranden af en masse indfødte, som herefter trak sig til side, så de dannede to rækker. Ned mellem disse rækker kom den store høvding majestætisk gående med sin kone og børn bag sig.

Da han stod foran båden på stranden, bukkede han sig forover, og noget af det alvorlige forsvandt, da der løb vand ud af hans kongekrone, som plaskede ned over hans tykke mave.

Fru Carlsen smilede og børnene fnisede. De indfødte begyndte nu selv at grine.

Hr. og Fru Carlsen sprang ud af båden og gik hen til kongen og bukkede dybt for ham. Kongen bukkede igen dybt for dem. Casper og Caroline kom også hen, og hele bukkeriet blev gentaget. Således hilste de alle pænt på hinanden, og Fru Carlsen havde travlt med at prøve at oversætte alle høflighederne, som de udvekslede.

»Spørg dem om skatten,« hviskede Caroline til sin mor.

»Hold så op,« vrissede Hr. Carlsen højt. Han bekymrede sig ikke om de indfødte kunne forstå, hvad han sagde. »Vi skal prøve at få dem overtalt til at hjælpe os med skibet. Ellers kommer vi ikke videre, og jeg har ikke lyst til at sidde her på øen resten af mit liv.«

»Vi må da kunne betale dem,« foreslog Casper.

»De er fuldstændigt ligeglade med penge,« mente Fru Carlsen.

»Nemlig,« sagde Hr. Carlsen enigt. »Men,« tilføjede han hurtigt, »de er absolut ikke ligeglade med den magiske kasse. Jeg tror at vi kan lave en god byttehandel med vores fjernsyn.«

Ingen i Familien Carlsen kunne forestille sig, hvor god en byttehandel de snart ville lave.