Kapitel 16 : Udforskning af skatteøen.

Nu ville Casper og Caroline ud at lede efter skatten. Hr. Carlsen sov stadig middagslur. Han var åbenbart meget træt, efter at de havde samlet vand og frugt.

»Vi kan altså ikke vente længere,« sagde Casper til sidst.

»Far kan snorke hele dagen, hvis han får lov til det.«

»Åååh nej,« jamrede Caroline. »Så bliver det mørkt, inden han vågner.«

»Og så må vi vente helt til i morgen med at gå på skattejagt,« stønnede Casper.

»Vi må vække Far - lige nu!«

»Det går ikke,« sagde Caroline. »Han bliver bare sur, og så får vi måske ikke lov til at komme med ind på øen igen.«

»Så må vi nøjes med at hjælpe ham lidt med at vågne,« sagde Casper listigt.

»Hvordan hjælpe?,« spurgte Caroline.

»Kom så skal du se.«

 

Casper fandt en lille fjer og listede sig hen til Hr. Carlsen i hængekøjen. Forsigtigt kildede han sin far under de bare fødder med fjeren. Hr. Carlsen grinede i søvne og trak fødderne til sig. Casper kildede ham en gang til. Nu hostede Hr. Carlsen og vendte sig om. Casper dukkede sig, så hans far ikke skulle se ham. Efter et lille øjeblik rejste Casper sig op igen. For tredje gang kildede han Hr. Carlsen under tæerne. Nu vågnede Hr. Carlsen og strakte sig i hængekøjen. Casper skyndte at gemme sig sammen med Caroline.

Hr. Carlsen åbnede øjnene og kiggede sig omkring. Han så absolut ikke ud som om, at han var færdig med at sove. Da han ikke kunne se nogen af de andre, skyndte han sig at lukke øjnene for at sove videre. I det samme løb Casper og Caroline hen til ham.

»Far!,« råbte de. »Du er vågnet. Så skal vi ind og lede efter skatten.«

Hr. Carlsen åbnede det ene øje og lurede på dem.

Har I bare siddet pænt og stille og ventet på, at jeg skulle vågne?,« spurgte han forundret.

»Ja,« sagde Casper og blinkede til Caroline.

»Så må vi jo hellere se at komme afsted,« sukkede Hr. Carlsen og hoppede ud af hængekøjen. Da hans ømme fod ramte dækket, skar han en grimasse.

Han strakte sig og fortsatte: »Jeg kunne ellers godt have sovet et par timer til.«

Casper og Caroline var nu meget glade for, at de havde vækket ham. Sammen gik de hen og puffede til Fru Carlsen, som lå i en anden hængekøje. Da hun vågnede og så, at det var Hr. Carlsen, som vækkede hende, regnede hun med, at de havde sovet en god lang lur.

Hr. Carlsen samlede hurtigt de ting sammen, som de skulle bruge til deres skattejagt. Han tog en økse, en skovl og så selvfølgelig skattekortet med.

»Skal du bruge øksen, hvis vi kommer op at slås med nogen?,« spurgte Casper med begejstring i stemmen.

Hr. Carlsen kiggede på ham og rystede på hovedet. »Vi skal IKKE slås med nogen,« sagde han strengt. »Vi skal gøre alt for at undgå at møde nogen. Øksen skal bruges, hvis vi bliver nødt til at fælde træer eller hugge rødder over, når vi skal grave skattekisten op.«

Så hoppede de igen ned i den lille robåd for at sejle ind til land. Denne gang ville Snus ikke med. Den lå nu og sov tungt på dækket. Casper og Caroline kunne ikke narre dén til at tro, at de havde sovet i lang tid.

Da de kom ind til stranden, trak de igen båden lidt op på land. Hele familien gik direkte ind i skoven. Det var lidt svært at finde vej, for de havde ikke noget kompas, og træerne var så tætte, at de ikke kunne gå efter solen.

De gik tilbage til stranden og fulgte den hen til den lille flod. De havde egentlig aftalt, at de ville sejle op på floden, men det var ikke muligt. Floden var ikke dyb nok til, at man kunne sejle på den. Så i stedet begyndte de at gå ind i junglen langs flodbredden.

 Da de havde gået et stykke tid, var de langt inde i junglen. Her var mange fremmede lyde og spændende ting at se på. De så store sommerfugle med masser af farver på vingerne. Her var også mange insekter, både små og store. Caroline var ikke alt for begejstret, da de fik øje på en stor edderkop. Men edderkoppen var mere bange for dem, end de var for den, så den stak hurtigt af.

Efter et godt stykke tid kunne de se, at skoven blev lidt lysere forude. På kortet så de, at de måtte være tæt ved landsbyen. De standsede op. Skulle de gå uden om landsbyen, eller skulle de lige liste hen og kigge lidt på den?

De blev enige om at liste hen og kigge lidt. Det kunne jo ikke skade at vide, hvem det var, der boede derinde. Forsigtigt listede de gennem et lille stykke skov, hvor der ikke var helt så mange træer og lianer, som hang ned fra trætoppene. Til sidst kom de til nogle buske, som var det sidste, de kunne skjule sig bag, inden de nåede til landsbyen. Uden at lave støj trak de nogle grene til side, så de bedre kunne se.

De var ret tæt på landsbyen. De kunne tydeligt se alle hytterne. Det var midt på dagen, og solen bagte ned på landsbyen. Det var varmt, og de kunne slet ikke se nogen mennesker. De sov nok alle sammen i middagsvarmen.

En af hytterne var større og flottere end de andre.

Det er sikkert høvdingens,« hviskede Hr. Carlsen og pegede på den farverige udsmykning på hytten.

En anden af hytterne havde et stort kranium hængende over døren. I kraniet var der store spidse tænder.

»En løve!,« gispede Casper.

Fru Carlsen rystede på hovedet. »Det er snarere en tiger,« mente hun.

De kiggede sig alle lidt bekymrede omkring. De var ikke stødt på nogen dyr, der var større end aberne, og ingen af dem havde tænkt på muligheden af at støde på rovdyr. De måtte nok passe lidt på.

»Godt, at vi tog øksen med!,« hviskede Casper til Caroline. Hr. Carlsen hørte det, men sagde ikke noget. Han rakte bagud for at sikre sig, at han stadig havde øksen i rygsækken.

Midt på den store plads foran høvdingens hytte var der et ildsted. Det bestod af nogle store sten, og oven på disse stod der en meget stor sort gryde. De kiggede på deres kort. Den sorte bold på kortet var selvfølgelig gryden.

»Det var da en kæmpe gryde,« hviskede Fru Carlsen. »Den kan man koge meget suppe i.«

»Jeg tror, at de er kannibaler,« hviskede Casper.

»Spiser de kanin-haler?,« spurgte Caroline.

»Nej, de spiser små piger,« sagde Casper og viste Caroline sine tænder i et stort grin.

»Hold så mund,« hviskede Hr. Carlsen. »Der findes ikke kannibaler.«

»Ikke mere!,« tilføjede han.

Caroline kiggede over på sin mor.

»Er det rigtigt, at kanin-baler spiser små piger?,« spurgte hun lidt bange.

»Det hedder kannibaler,« rettede Fru Carlsen. »Ja. Det er rigtigt, at der i gamle dage var nogle mennesker, som hed kannibaler, der spiste små piger.«

Caroline blegnede.

Men,« fortsatte Fru »Carlsen og kiggede på Casper, »de kunne faktisk bedre lide at spise små drenge.«

»Jeg er ikke lille,« sagde Casper og lavede ansigter af Caroline. »Jeg er ét år ældre, end du er.« Han rakte tunge ad hende.

»Hold nu mund alle sammen,« afbrød Hr. Carlsen. »Vi skal ikke forstyrre disse mennesker. Nu har vi set landsbyen. Lad os så komme videre.«

De krøb forsigtigt tilbage til floden og fortsatte med at følge den. De stødte tit på små vandløb, som løb ud i floden. Det var alle de små vandløb, som tilsammen dannede den store flod. Floden blev smallere og smallere, og skoven blev mere og mere tæt, jo længere de gik.

Det var nu fuldstændig umuligt at komme igennem skoven. De var nødt til at gå helt ude i vandet. Hr. Carlsen gik med en pind foran sig og slog den ned i vandet. Han var ikke vild med tanken om at støde på slanger i vandet, så han håbede, at pindens plasken ville skræmme dem væk.

Til sidst var floden så smal og skoven så tæt, at de måtte gå på én lang række for at komme frem. Hr. Carlsen gik forrest og brugte ind imellem øksen for at hugge en gren over, hvis den lå i vejen. Grenene i vandet var så rådne, at de kun skulle have et enkelt slag, for at smuldre, så man kunne komme videre. Lige bag ved Hr. Carlsen gik Fru Carlsen, og bag ved hende gik Caroline.

Casper gik bagerst. Han gik og trak Caroline i håret. Han kedede sig lidt. Det var ikke lige sådan, han havde forestillet sig, det var at være på skattejagt. De gik for meget og gravede for lidt. Hver gang han trak Caroline i håret, vendte hun sig om og slog ud efter ham. Og hver gang sprang han tilbage, så hun ikke kunne ramme ham.

Floden var nu helt tør. Den var faktisk helt væk, så det var bare en lille smal stenet sti, de gik på. Kun en glat leret kant i hver side af stien under buskene afslørede, at der fra tid til anden løb vand her.

De fortsatte lidt endnu. Pludselig hørte Caroline en raslen bag sig. Hun troede selvfølgelig, at det var Casper, som lavede støj. Men da hun vendte sig om, var han væk. Hun standsede op og kiggede sig omkring.

»Hold nu op med det pjat!,« sagde hun.

Men Casper kom ikke til syne. Da Caroline havde stået et lille øjeblik, kaldte hun på sin mor: »Mor! Casper gemmer sig.«

Fru Carlsen standsede og vendte sig om. Hun gik tilbage til Caroline. Men der var stadig ikke noget spor af Casper. Nu raslede det i bladene foran dem. De vendte sig om for at kalde på Hr. Carlsen. Men nu var han også væk.

»Øv!, hvor er de dumme,« sagde Caroline. »Det er garanteret noget, de har aftalt.«

Men Fru Carlsen så lidt bekymret ud. Hun var bange for, at Casper og Hr. Carlsen måske var blevet taget af et stort dyr. Hun havde ikke glemt de store tænder på kraniet over døren til den store hytte.

»Casper! Cornelius!,« kaldte hun forsigtigt.

Der var ingen, som svarede. De stod helt stille. Der var ikke en lyd at høre bortset fra en fugl, der skræppede langt borte. Pludselig skreg Caroline.

»Hjæææælp! Mooooar!«

Caroline gik to skridt baglæns og tumlede ind i Fru Carlsen.

Hvad er der, skat?,« spurgte Fru Carlsen og prøvede at bevare roen.

Caroline stod helt stille og pegede på noget inde i krattet. Fru Carlsen så op. Nu var hun selv lige ved at skrige. Inde i krattet stod en stor sort mand med et stort smil. Han havde kridhvide tænder og en lille knogle i næsen. Inden de kunne gøre noget, var der også to indfødte bag dem. Nu var de omringet. Endnu to indfødte sprang ud fra buskadset og tog fat i dem.

»Slip mig,« råbte Fru Carlsen. »Slip mig fri! Vi har ikke gjort jer noget.«

Men de indfødte slap dem ikke. De trak tværtimod afsted med dem. Fru Carlsen og Caroline blev ført ind i junglen. De gik ad små smalle stier i junglen, som var så tæt nogle steder, at de måtte mase sig igennem grene og blade. Casper og Hr. Carlsen så de ikke noget til. De indfødte sagde ikke en lyd men nøjedes med at skubbe lidt til dem, hvis de gik for langsomt.

Caroline gik og små-snøftede. Hun var bange. Hvis hun vendte sig om, for at se på sin mor, skubbede den indfødte til hende, så hun var ved at falde.

Da de havde gået i lang tid, blev stien lidt større. Til sidst kom de ud på en flad slette, hvor der kun stod nogle få træer. I det fjerne kunne de se den lille landsby.

»Vi er tilbage hos kannibalerne,« gispede Caroline.

»Tag det nu roligt,« prøvede Fru Carlsen at berolige hende. »De indfødte vil sikkert bare skælde os ud og bede os om at sejle vores vej. De gør os ikke noget, « fortsatte hun med overbevisning i stemmen. »Hvis de ville gøre os noget, så havde de allerede gjort det.«

Det beroligede ikke Caroline ret meget.

Da de kom helt ind i landsbyen, fik de øje på Hr. Carlsen og Casper. De sad midt på den store plads og var blevet bundet på både hænder og fødder. Men ellers så de ikke ud til at fejle noget.

»Hej,« råbte Hr. Carlsen kækt, da han fik øje på dem. »Hvor blev I af? Vi var helt bange for, at I var blevet væk.«

»Blevet væk!,« udbrød Fru Carlsen. »Det var da jer, som blev væk.«

»Vi blev ikke væk,« mumlede Casper.

Caroline kunne se, at han havde røde øjne. Han havde nok grædt. Nu blev Caroline og Fru Carlsen også bundet. De blev dog kun bundet på hænderne. De blev sat ved siden af Casper og Hr. Carlsen.

Der sad de så, hele Familien Carlsen. De sad på en lille ø og var blevet fanget af indfødte, og de anede ikke, hvad der skulle ske med dem.

Hr. Carlsen sad og så trist ud.

»Tænk,« sagde han,« at jeg hellere ville ud at sejle end arbejde på mit gode trygge arbejde. Det er lige før, jeg savner min sure chef Hr. Grummesen.«

»Hr. Grummesen!,« stønnede Hr. Carlsen og så helt bleg ud.

Lige ud af høvdingens hytte kom Hr. Grummesen gående. Hr. Carlsen blinkede et par gange med øjnene, som om han ville prøve, om det han så, virkelig var rigtigt.

Det var det ikke! Det var ikke Hr. Grummesen, der lige var kommet ud af hytten, men høvdingen lignede ham ret meget. Høvdingen var også lille og halvtyk. Han havde sort krøllet hår, som var lidt gråt i kanterne. Han havde en stor tyk bar mave, som var halvvejs dækket af et leopardskind. Om halsen havde en stor kæde af spidse dyretænder. På hovedet havde han en skinnende krone af blankt metal, der lignede guld, og i hånden holdt han en mærkelig stok med et udskåret fuglehoved i toppen. Bagved høvdingen, som åbenbart var en slags konge, kom der en kraftig dame og to børn. Det var nok hans kone og hans børn.

Fra den hytte, hvor tigerkraniet hang over døren, kom en uhyggelig mand ud. Han havde en stor skræmmende maske på, som havde en kæmpe mund med spidse tænder. På fødderne havde han et par sko, som lignede tigerpoter med skarpe kløer, og han var lige så tynd, som kongen var tyk.

»Det er en heksedoktor,« gispede Hr. Carlsen. »Det er nok ham, vi skal være mest bange for.«

Det behøvede Hr. Carlsen ikke at sige. Casper og Caroline var allerede rædselsslagne ved synet af den tynde uhyggelige mand.

»Hvad er han for én?,« hulkede Caroline.

Heksedoktoren er landsbyens læge, som kan kurere alle sygdomme med sin medicin og sin magi. Men han kan også forhekse eller forgifte folk, hvis han bliver sur på dem. Så ham skal man helst være gode venner med,« hviskede Hr. Carlsen.

Høvdingen og heksedoktoren kom hen og stillede sig foran dem. Alle de andre indfødte havde samlet sig i en stor ring omkring dem.

Familien Carlsen sagde ikke et ord, med stirrede skræmte tilbage på dem alle.

Høvdingen bøjede sig ned og betragtede dem. Så gik han hen til Hr. Carlsen og kiggede på ham.

»Hula Ban-dula Båt!,« råbte han og kiggede hen på de indfødte, som havde fanget Familien Carlsen.

 De så lidt forvirrede ud.

»Pom Possa. Dum Dura!,« fortsatte høvdingen.

»Hvad siger han?,« spurgte Caroline sin far.

Hr. Carlsen trak på skuldrene. Han havde heller ingen anelse.

Høvdingen stirrede på Caroline og skreg noget på et sprog, der lød helt anderledes.

»Hov!,« udbrød Fru Carlsen. »Det forstod jeg da noget af!«

Hun sagde noget på et fremmed sprog, og høvdingen stirrede ondt på hende. Han stillede sig over til hende, og nu var det hendes tur til at blive råbt ind i ansigtet.

Fru Carlsen svarede så roligt, hun kunne.

Enten forstod høvdingen ikke hvad hun sagde, eller også kunne han ikke lide, hvad han hørte. Han stampede rundt foran hende, så det nærmest var en lille krigsdans.

»Hvad sagde han,?« spurgte Hr. Carlsen forsigtigt.

»Det er svært at forstå,« svarede Fru Carlsen, men hun betragtede den store mand, der nu igen stod stille og stirrede ondt på hende. »Han taler en blanding af flere sprog.«

Den store mand stillede sig nu ind imellem Hr. og Fru Carlsen og stirrede på Hr. Carlsen. Han lænede sig forover og kneb Hr. Carlsen i armen.

»Han vil mærke om du er værd at spise,« jamrede Caroline. Hun nåede ikke at sige mere, for nu råbte høvdingen igen, mens han stirrede rasende på Hr. Carlsen.

»Hvad siger han?,« spurgte Hr. Carlsen desperat.

»Han spørger om vi kender …« Fru Carlsen tøvede et øjeblik, mens hun ledte efter ordene. »Han spørger om vi kender en blodig kaptajn.«

»Kaptajn Blod?,« gentog Hr. Carlsen forundret.

»Blood Kapitajn!,« råbte heksedoktoren og trådte et skridt frem for at blande sig i samtalen.

Selv Hr. Carlsen forstod nu, hvem de begge talte om.

Høvdingen råbte igen noget, og Fru Carlsen oversatte det straks.

»Vi genkender Blod Kaptajns skib. Hvor er Blod Kaptajn?«

»Kaptajn Blod er da død for længe siden,« sagde Hr. Carlsen på sit eget sprog. »Vi har købt hans skib. Det er vores skib nu.«

Både heksedoktoren og høvdingen stod stille og stirrede uforstående på Hr. Carlsen. Der var en kort pause. Så gentog Fru Carlsen, hvad Hr. Carlsen lige havde sagt.

»Blod Kapitajn muerto?,« sagde høvdingen. Han holdt en kort pause og så forvirret ud. »Blood Kapitajn muerto!,« gentog han.

»Død!,« gentog Fru Carlsen højt og overbevisende.

Så vendte høvdngen sig om mod alle de indfødte, strakte hænderne i vejret og råbte:

Hurra Durra Dut! Blood Kapitajn salut!«

De indfødte blev nu helt vilde. De hoppede og dansede og rev sig i håret af glæde.

»Tak skal du ha'!,« udbrød Fru Carlsen. »Kaptajn Blod var vist ikke særlig populær her. De er smadder glade, fordi han er død.«

Heksedoktoren gik hen mod Fru Carlsen. Han bukkede sig ned, så hans uhyggelige maske næsten rørte hendes ansigt. Hun kunne mærke en krydret duft, men hun vidste ikke om det var træet, malingen på masken, eller manden bag masken, der udsendte den kraftige lugt.

Han spurgte han hende om noget, og ordet ”Blood Kapitajn” var en del af det han sagde.

»Nej, nej!,« svarede Fru Carlsen. »Vi kendte ikke Kaptajn Blod. Vi sejler bare på hans skib. Vi vil meget gerne være gode venner med jer.« Hun skyndte sig at oversætte det til noget, som tilsyneladende ophidsede heksedoktoren meget.

Nu dansede han også rundt og råbte noget, som ingen af dem forstod. Efter at være faldet lidt til ro, stillede han sig truende foran Fru Carlsen og sagde igen noget til hende, mens han pegede truende på hende.

»Kaptajn Blod har hugget noget fra dem,« sagde Fru Carlsen med en blanding af nysgerrighed og nervøsitet.

Fru Carlsen spurgte heksedoktoren om noget, og han strakte armene frem og formede en bold med hænderne.

»Kristal!,« råbte han så højt, at alle på hele øen måtte have hørt det.

»Krystalkuglen!,« udbrød Caroline.

Troldmanden hoppede i vejret og fór hen til Caroline.

»Kristal!,« gentog han højt og fortsatte med at råbe en hel masse, som Caroline ikke forstod noget af.

»Kaptajn Blod har hugget den magiske bold fra høvdingens store forfader Grumme-Grumme,« oversatte Fru Carlsen i baggrunden. »Heksedoktoren Huxa-Puxa se alle ting i magisk kugle.«

Det er selvfølgelig krystalkuglen, de snakker om,« stønnede Fru Carlsen.

»Kristal?,« råbte heksedoktoren igen og pegede på skift på dem alle 4.

Da han nåede tilbage til Caroline, blev det for meget for hende.

»I må ikke spise os,« klynkede hun. Hun begyndte nu at græde.

Heksedoktoren stoppede op og betragtede hende.

»Hold nu op, Caroline,« forsøgte Fru Carlsen at trøste hende. »Jeg tror ikke, at det er kannibaler. De taler et sprog jeg forstår, og de virker meget fornuftige. Vi skal bare forklare dem, at vi ikke har kuglen.«

Høvdingen gik hen til Fru Carlsen og så på hende. Fru Carlsen prøvede at gentage, hvad hun lige havde sagt til ham. Høvdingen lyttede og så kortvarigt lidt overrasket ud. Så stirrede han på dem, mens han tydeligvis tænkte sig om.

Han vendte sig om, og gik hen til heksedoktoren. De hviskede lidt sammen, og det var klart, at heksedoktoren var enig. Hans maske nikkede, så den gyngede op og ned.

Høvdingen vendte sig om mod dem og råbte højt en kort sætning.

Fru Carlsen gispede.

Hvis vi ikke siger, hvor magisk kugle er inden solen går ned, så vil de spise den tykke mand.«

»Hvem er tyk her?,« protesterede Hr. Carlsen.

»Nu var Caroline helt ulykkelig.

»Jeg ved godt, hvor kuglen er,« jamrede hun, »men det hjælper ikke, for den er gået i tusind stykker.«

Høvdingen så fra Caroline til Fru Carlsen, der straks oversatte.

Høvdingen så nu skrækslagen ud.

»Kaput?,« sagde han.

Ja,« snøftede Caroline. »Helt kaput!«

»Huxa-Puxa Trut! letter-spacing:-.15ptKristal kaput!,« skreg høvdingen og tog sig til hovedet.

Alle de indfødte tog sig til hovedet og jamrede, så det var en ren hyle-koncert.

Men dén troede heksedoktoren ikke på. Han truede af dem, knyttede sine hænder, bankede dem mod sin store maske og sparkede sine tiger-poter i støvet, så de alle fik sand og småsten i hovedet.

»Han tror ikke på os,« stønnede Fru Carlsen. »Han siger, at vi vil beholde kuglen for os selv. «

»Nej, det er rigtigt,« råbte Casper. »Kuglen blev smadret under et stormvejr. Den kan umuligt blive til kugle igen.«

Høvdingen strakte sine arme i vejret og råbte noget.

Der gik et sus gennem tilhørerne.

Høvdingen gik hen til Hr. Carlsen og viste ham sine store hvide tænder. Så pegede han på den store sorte gryde midt på pladsen.

Hvad skulle stakkels Familien Carlsen nu gøre? De var fanget af de indfødte, og hvis ikke de afleverede krystalkuglen, ville de indfødte spise Hr. Carlsen.

Men krystalkuglen lå i en kasse ude på skibet og var knust til et puslespil af knivskarpe små glasstykker, som intet menneske ville kunne samle igen.