Kapitel 15 : Kokosnødder og ømme tæer.

Som sædvanligt, når der skulle ske noget spændende, var alle tidligt oppe. Hele familien glædede sig til at komme i land og undersøge skatteøen. Hr. Carlsen ville afsted med det samme, men Fru Carlsen syntes, det var en rigtig dårlig idé.

»Vi har brug for mad,« sagde hun. »Vi har næsten ikke mere mad, og vi trænger også til at få frisk vand i tønderne.«

Både Casper, Caroline og Hr. Carlsen var meget utilfredse med dette. Men når Fru Carlsen sagde nej, så var der ikke noget at gøre. Alligevel prøvede Casper at få hende til at skifte mening.

»Åååh Mor! Kan vi ikke bare undersøge øen en lille smule først og så samle mad bagefter?«

»NEJ!« svarede Fru Carlsen. »Tænk nu hvis de mennesker, som bor på øen, slet ikke vil have os rendende. Så er det bedre, vi samler mad først, inden vi undersøger øen.«

Det var selvfølgelig rigtigt, hvad Fru Carlsen sagde. Det vigtigste var at finde noget at spise og drikke først. Hvis de så blev nødt til at stikke af, havde de mad nok til, at de kunne sejle videre uden at sulte. Hr. Carlsen ærgrede sig lidt over, at han ikke havde tænkt på det. Men det var nok en god idé at tænke sig lidt om, inden de drog i land.

»Lad os studere øen i kikkerten, og se om vi kan finde ud af, hvor vi er på kortet,« forslog han.

 Det var en god idé. Casper spænede ind efter kikkerten, og Caroline hentede skattekortet. De lagde kortet på dækket og kiggede ind på øen. De kunne se en lille flod, som kom ud af skoven og løb ud i vandet. På kortet kunne de kun se én flod, som løb helt ud til vandet, så det måtte være der, de var. Hvis de fulgte floden, viste kortet, at de ville komme ind midt på øen, hvor der lå en landsby med en masse hytter. Hvem, der boede i hytterne, kunne de selvfølgelig ikke se. Midt i landsbyen kunne de se en stor sort kugle.

»Hvad mon det er?,« spurgte Casper og pegede på kortet.

De kiggede alle på kuglen, men de kunne ikke gætte, hvad det var. Så kiggede de rundt på kortet. Oppe i toppen af kortet var der et kryds bag nogle bjerge. De var enige om, at det var her, skatten var begravet.

De var i øjeblikket på den ene side af øen. Hvis ellers skattekortet var rigtigt, skulle de helt om på den anden side af øen, hvis de ville finde skatten.

»Vi burde måske sejle om på den anden side af øen,« sagde Fru Carlsen.

»Så ville vi være meget tættere på skatten.«

Hr. Carlsen lænede sig frem og studerede kortet. Han gnubbede sig lidt på hagen, som han altid gjorde, når han tænkte.

»Prøv at se,« sagde han og pegede på kortet.

Han pegede på noget, som lignede tænder ude i vandet, lige der hvor krydset til skatten var.

»Hvad betyder det?,« spurgte Caroline.

»Tror du, det er hajfinner?,« spurgte Casper.

»Jeg ved det faktisk ikke,« indrømmede Hr. Carlsen, »men jeg tror ikke, vi skal sejle derhen med skibet.«

Han rejste sig op og gik ind i skibet. Et øjeblik efter var han tilbage. Han gik og bladrede i 'Håndbog for Sørøvere'. Han satte sig ned, og de andre satte sig ved siden af ham, så de alle kunne se i bogen.

I afsnittet om skattekort fandt de forklaringen. Hr. Carlsen læste højt:

»Tænder i vandet betyder, at der er koralrev.«

»Hvad er koralrev?,« spurgte Casper.

Hr. Carlsen vidste nok hvad koralrev var, men alligevel bladrede han lidt i bogen, inden han fortsatte:

Koralrev er knivskarpe og stenhårde, og de ligger ofte lige ud for små øer.  De ligger under overfladen, så de ikke er synlige. Skibe, som er uforsigtige og sejler for tæt på koralrev, kan være så uheldige, at bunden af skibet bliver revet op, så skibet synker.«

»Så skal vi i hvert fald ikke sejle over til den anden side af øen,« sagde Casper.

»Vi skal ikke have ødelagt bunden af vores skib på et dumt koralrev.«

De kiggede alle sammen på skattekortet igen. Da de havde siddet et øjeblik, foreslog Fru Carlsen:

»Kan vi ikke tage vores robåd og ro op ad den lille flod. Så kan vi da gå resten af vejen til skatten.«

»Hvorfor kan vi ikke gå lige hen over øen for at komme til skatten?,« spurgte Casper. »Det vil da være meget hurtigere.«

»Jeg tror,« sagde Hr. Carlsen, »at vi skal gå langt uden om landsbyen. Vi ved slet ikke, hvem der bor der. Måske er de meget flinke. Måske er de krigeriske og vil slås.«

»Kan vi ikke bare spørge dem, om de ved, hvor skatten er?,« spurgte Caroline.

»Nej, din odder,« sagde Casper. »Så vil de da selv have skatten.«

»Så, så,« afbrød Hr. Carlsen skarpt og fortsatte: »Casper har ret. Det er vist bedst, at vi lister ind og graver skatten op uden at forstyrre dem, som bor på øen. Hvis de opdager os, bliver de måske sure og vil have skatten.«

Jamen, hvis skatten »ligger på deres ø, er det så ikke deres skat,« spurgte Caroline. »Vi kan da ikke stjæle deres skat.«

»Skatten er Kaptajn Blod's,« sagde Hr. Carlsen. »Og da vi nu bor på Kaptajn Blod's skib, må skatten da være vores.«

Fru Carlsen var ikke sikker på, at man kunne arve retten til en skat på denne måde, men hun var godt klar over, at hun ikke ville kunne tale de andre fra at tage ind for at finde skatten.

Men nu måtte de se at komme afsted. De var stadig enige om at skynde sig at samle mad først. Så ville de bagefter liste tilbage og prøve at grave skatten op.

Først samlede de alle deres tønder og sække sammen. Dem skulle de bruge til at samle frugt og vand i. Alt sammen blev lagt ned i deres robåd, som de havde sænket ned på vandet. Robåden havde under hele den lange sejltur ligget bundet fast under en stor sejldug på dækket. Til sidst hoppede de alle ned i båden. Hr. Carlsen skulle lige til at begyndte at ro i land, da han hørte en voldsom gøen. De kiggede op. Der stod Snus og logrede. Den ville også med i land.

»Kom så,« sagde Hr. Carlsen, og med et flot hop sprang hunden ned til dem, så båden gyngede op og ned. Katten Snif kom også til syne, men den så absolut ikke ud som om, at den havde lyst til at komme med i land.

Så begyndte Hr. Carlsen at ro. De nåede hurtigt ind til stranden. Hr. Carlsen roede båden helt op til stranden. Her hoppede han ud i sandet og trak båden helt op på stranden. De andre sprang også ud, og de tømte båden for tønder og sække.

Snus hoppede ud af båden. Den løb straks hen til en palme og tissede op ad den.

»Den har vist glædet sig til at se et træ igen,« sagde Fru Carlsen.

Hunden løb rundt og snusede i sandet. Den så ud til at være vældig glad for at være i land igen.

Det var mærkeligt at have fast grund under fødderne igen. De havde nu sejlet så længe, at de næsten helt havde glemt, hvordan det var at gå på jorden, som jo ikke gynger i takt med bølgerne.

De samledes og kiggede rundt. Øen var pragtfuld. Palmerne stod i sandet, og bladene bevægede sig kun lidt i den varme vind. Casper og Caroline smed skoene og borede tæerne ned i det varme sand.

Der, hvor stranden holdt op, begyndte skoven. Den var så tæt, at man slet ikke kunne se ind i den. De tog deres vandtønder og begyndte at gå hen ad stranden. Da de havde gået lidt, kom de til det sted, hvor den lille flod løb ud i havet. Hr. Carlsen bukkede sig ned og smagte på vandet. Det var køligt og friskt.

»Det er ikke saltvand som ude i havet,« sagde han. »Der må være en kilde inde i skoven.«

Så fyldte de alle tønderne med vand og slog propper i hullerne i toppen.

»Hvordan skal vi få de store tønder tilbage til skibet?,« spurgte Fru Carlsen bekymret.

»Det havde ingen af dem tænkt på. Tønderne, som nu var fyldt med vand, var blevet meget, meget tunge.

»Dem kan du sagtens løfte, Far,« sagde Caroline.

Hr. Carlsen prøvede at løfte en af dem, men den var alt for tung. Hr. Carlsen tænkte sig lidt om, men han kunne åbenbart ikke finde på noget. Men de måtte have frisk vand med tilbage til skibet. Hr. Carlsen travede frem og tilbage i sandet. Til sidst blev han så sur, at han råbte "Møg-tønder" og gik hen og sparkede til en af tønderne.

»Aaav, av, av, av, av,« stønnede Hr. Carlsen og hoppede rundt på ét ben, mens han holdt på den anden fod.

Han havde sparket så hårdt til tønden, at den var væltet ud i floden. Langsomt begyndte tønden at flyde ud mod havet. Hr. Carlsen standsede sin jamren og kiggede efter tønden.

»Selvfølgelig,« råbte han. »Vi vælter alle tønderne ud i vandet. Så kan vi binde dem sammen og stille og roligt sejle dem ud til skibet.«

Det var en god idé. Hurtig blev alle tønderne trillet ud i vandet. Her bandt de dem sammen med et langt tov. Tovet bandt de fast til robåden.

Nu havde de fået friskt vand. De manglede bare at samle frugt, som de kunne spise. De begyndte at gå hen mod skoven. Det vil sige tre af dem gik. Hr. Carlsen humpede afsted, fordi han havde fået ondt i den tå, som han sparkede til tønden med.

»Det kommer der af at være så hidsig,« sagde Fru Carlsen med et stort smil.

»Det var da med vilje,« svarede Hr. Carlsen. »Jeg ville vælte tønden ud i vandet, men jeg ramte den bare forkert.«

»Ja, det er godt med dig.«

Fru Carlsen troede absolut ikke på ham. Men det snakkede de ikke mere om, for nu nåede de skoven.

Familien Carlsen behøvede ikke at gå ret langt ind i skoven, før de fandt en masse frugter. De kendte ikke ret mange af frugterne, så de vidste ikke rigtigt, om man kunne spise dem. Men de frugter, som dyrene havde bidt af, regnede de med, at mennesker også kunne spise, så de fik ret hurtigt fyldt deres kurve og poser op. Snus hjalp dem med at finde nogle spændende rødder i jorden. Den snusede rundt og begyndte at grave. På den måde fandt de noget, som lignede små kartofler. Dem samlede de så også en hel kurv af.

Da de kom slæbende tilbage på stranden, fik Hr. Carlsen øje på nogle kokosnødder oppe i palmerne. Han fik lige med ét lyst til kokosnødder. Men hvordan skulle de få dem ned fra palmerne?

»Jeg har set nogle billeder af små børn, som kunne kravle helt op ad de tynde stammer og hente kokosnødderne,« sagde Hr. Carlsen.

»DET kan vores børn altså IKKE,« sagde Fru Carlsen. Hun brød sig i hvert fald ikke om, at Casper og Caroline skulle kravle så højt op. Bortset fra det så kunne de nok heller ikke gøre det. Det krævede sikkert megen øvelse at kravle så højt op. De måtte finde på noget andet.

I en af palmerne fik Hr. Carlsen øje på en lille abe. De stod et stykke tid og kiggede på den lille abe. Den var det første rigtige vilde dyr, de så på øen, så de syntes, den var ret spændende. Da de fik set rigtigt efter, så de, at der faktisk var mange aber i palmerne. Aberne kravlede rundt helt oppe i toppen af træerne imellem kokosnødderne.

Nu fik Hr. Carlsen en idé. Han bukkede sig ned og samlede en lille sten op fra sandet. Han vejede stenen i hånden og kiggede op. Så kastede han forsigtigt stenen efter en af aberne. Stenen ramte en abe lige på numsen. Aben sprang i vejret med et hyl og klamrede sig til stammen, mens den så forbløffet ned på dem. Den var tydeligvis ikke vant til at blive beskudt på den måde. Hr. Carlsen kastede en sten til. Også denne gang ramte han en abe lige på bagdelen.

»Hvad laver du dog, Cornelius?,« udbrød Fru Carlsen. »Lad dog de arme aber være i fred. Hvorfor driller du dem?«

»Vent og se,« sagde Hr. Carlsen. »Aber er kloge dyr. De finder snart ud af at kaste noget tilbage efter mig.«

»Hvad skulle de dog kaste med?,« spurgte Fru Carlsen.

Inden hun var færdig med at tale, dumpede en kokosnød ned lige ved siden af hende.

»Se!,« sagde Hr. Carlsen. »Det lykkedes!«

Han bukkede sig ned og kastede endnu en lille sten efter aberne. Aberne havde nu forstået, hvad den mærkelige leg gik ud på. Når Hr. Carlsen kastede noget efter dem, kastede de også noget efter ham. Og det eneste, de havde at kaste med, var kokosnødder.

De andre begyndte nu også at kaste med sten. Dog ikke Fru Carlsen. Hun syntes stadig, det var dumt at smide sten efter aberne, men hun sagde ikke noget. Forresten holdt hun ikke særligt meget af kokosnødder. Snart havde de så mange kokosnødder, at de ville få svært ved at bære dem. Hr. Carlsen holdt op med at kaste og kiggede begejstret på dyngen af nødder. Det skulle han aldrig have gjort. I samme øjeblik, han stod stille, fik han en kokosnød lige i hovedet. Hr. Carlsen væltede bagover i sandet og var fuldstændig rundtosset af slaget. Aberne hylede og hvinede af begejstring oppe i palmerne. Nogle af aberne kastede sig ud i luften og svingede sig i bladene. Palmebladene bøjede under vægten, men de holdt, og abernes kunne let svinge tilbage os sætte sig i træet igen.

 Hele familien slæbte nu frugt og kokosnødder ned til deres lille robåd. Hr. Carlsen gik hele vejen og mumlede noget med 'dumme aber'.

»Du havde ret, Cornelius,« smilede Fru Carlsen. »De aber var faktisk meget kloge, og hvor var de DYGTIGE til at kaste med nødder,« fnisede hun.

»Meget morsomt. MEGET morsomt,« vrissede Hr. Carlsen, mens han tog sig til den store bule, han allerede havde fået i panden.

Da de kom ned til båden, kunne de næsten ikke selv være i den. Så meget frugt havde de. De måtte alle stå ud af båden igen for at få skubbet den i vandet, og da de endelig sejlede, kunne Hr. Carlsen næsten ikke få båden til at rokke sig ud af stedet. Men til sidst lykkedes det, og efter lang tids roen nåede de tilbage til skibet.

Det var ret besværligt at få al maden ombord på skibet. Specielt vandtønderne voldte en del problemer, men til sidst fik de dem dog ombord ved hjælp af en kran lavet af en bom og nogle taljer, som de havde fundet i et af skibets mange rum. Da de var helt færdige med at gemme frugten væk, samledes de igen på dækket. Hr. og Fru Carlsen var trætte efter slæbet, så de foreslog at holde frokost- og middagspause, inden de igen sejlede i land. Det syntes Casper og Caroline absolut ikke om. Nu gad de ikke vente længere på at lede efter skatten.

Men Hr. og Fru Carlsen ville have lov til at sove middagslur. Aldrig havde Casper og Caroline hørt noget så tosset. Tænk, at lægge sig til at sove middagslur, når man i stedet kunne gå på skattejagt. Men der var altså ikke noget at gøre. De måtte begge pænt vente, mens de hørte på deres fars dybe snorken fra hængekøjen på dækket.

 Hr. Carlsen så faktisk ret morsom ud. Han lå uden strømper på, så man kunne se hans ømme og meget blå storetå. I den anden ende havde han en lige så blå bule i hovedet.

Måske skulle Hr. Carlsen passe lidt bedre på, når de skulle i land og lede efter skatten.