Fredag d. 17. juni 2016 RETUR

Knækkede skibe og punkterede dæk – og Cornwalls svar på San Francisco

Det var en endnu mere grå dag en de øvrige morgener – det småregnede. Vi besluttede os for at tage til St. Ives og se byen, før vi vandrede fra Land’s End. Det var en lidt våd køretur, og der var igen køer på og ved de smalle veje, som er MEGET smalle i dette lokalområde som altid og omkranset af høje stenmure.

I byen St. Ives blev vi først hen til en højtbeliggende parkeringsplads, hvor det krævede TO pund-mønter at stille bilen, så endnu en gang måtte vi veksle en 20-pund seddel til en pose chips og en håndfuld mønter. St. Ives er en mini-udgave af San Francisco – smalle, høje huse og stejle gader. Vi kunne tage en bus ned til centrum fra parkeringen, men vi valgte at gå ned – så kan man jo genoverveje bussen til opstigningen.

Vi kom hurtigt ned i den meget charmerende og totalt turist-proppede by med en mængde små og hyggelige gader. Det viste sig at være den rene dødsrute, hvis man har højt kolesteroltal, for bagerne lå skulder ved skulder og fristede med ”flap jacks”, brownies og en mængde lækre ”pies” med lam, okse eller andet lækkert indhold.

Planen var jo egentlig at afprøve Pendeen’s anden pub i aften, men dette blev hurtigt ændret til at spise hjemme med indkøbte pies, så vi invaderede ét af de mange bagerier og fik udleveret to af deres frosne pies og anvisninger om at tilberede dem i egen ovn.

For enden af gågaden lå havnen og den klassiske mole, hvor der var lavvande, så alle bådene lå direkte på sandbunden.

Hanne gik langt ud i blandt bådene, men hun kom hurtigt ind igen sammen med tidevandet, som steg forbløffende hurtigt.

Vi spiste en lige indkøbt ”scone” med rosiner siddende på kanten af havneindløbet, men Hanne fik kun halvdelen af sin scone, da kamikaze-måger huggede resten fra hende – lige ud af hendes hånd – frække kræ! I løbet af ti minutter var sandet i havnen dækket, og kort efter flød alle bådene. Vi var noget overraskede over, hvor hurtigt det gik.

På vej tilbage gennem byen ville vi lige se ind i kirken, men her var stort postyr, da en brudgom stod udenfor og tog imod gæsterne til sit bryllup. Der var også en kødrand af turister, som selvfølgelig ventede på at bruden skulle ankomme, men det ventede vi ikke på. I stedet klatrede vi den korte tur op til parkeringen med den flotte udsigt over St. Ives … Cornwalls svar på San Francisco.

Nu gik turen tilbage mod Penzance og videre til Lands End. Vejene var igen super-smalle, og de modkørende kørte med stor fart imod os, så nu gik det galt. Et enkelt sted var jeg uopmærksom og ramte en kant med venstre forhjul, da jeg trak til siden for en modkørende, og bilen kørte øjeblikkeligt på fælgen. Efter 50 meter var der et lille indhak, hvor jeg lige kunne klemme bilen ind.

Vi vidste faktisk ikke, om vi havde et reservedæk – det har man jo ALDRIG i USA, men her er der orden i sagerne, og der var et helt normalt dæk under bagagerummet. Bilen kom hurtigt op på en donkraft, men så kom problemet. Den nøgle, som bilen var forsynet med passede ikke til boltene i dækket. Øv! Hvad nu? Der var ikke andet at gøre, end at finde en skiftenøgle, som passede. Heldigvis lå der tre huse lige over for indhakket, så jeg krydsede vejen og ringede på. Det første hus havde ingen hjemme, og ud for hus nr. to stod ingen bil. Det tredje hus havde en bil stående, hvor boltene så ud til at ligne – måske havde de en nøgle. En gammel herre lukkede op, og han forklarede at bilen udenfor tilhørte naboen, så tilbage til hus nr. to og banke på. Der blev ikke svaret – jo efter lang tid åbnede døren, og en venlig moden herre med gråt skæg forstod straks problemet. Jeg blev inviteret indenfor og gennem hans hus, ud på den anden side igennem haven og helt ned i baghaven, hvor hans lille værksted var, og en radio spillede – hvordan havde han hørt mig, hvis han arbejdede her nede? Han fremtryllede et sæt skiftenøgler, som jeg fik udleveret, og han lovede straks at slutte sig til mig. Nu gik det næsten uden problemer. Kun én af de 6 bolte drillede, da det var en helt speciel låsenøgle, men heldigvis var denne nøgle med i bilen, så kort efter var dækket skiftet. Vi takkede Casey fra Canada, som var gift engelsk og elskede sit Cornwall, rigtigt mange gange, og så trillede vi videre mod Lands End. Her glædede vi os over, at vi ikke skulle slippe 4£ for at parkere, da vi jo havde en billet fra forleden, der var gyldig i 7 dage.

Vi forlod straks gedemarkedet ved Land’s End og satte kursen mod nord langs kyststien. Det var ikke nogen lang tur til sandstranden ved Sennen Cove, men det var godt det samme, for det blæste kraftigst, og det var meget koldere end de andre dage. Der var flotte bølger ind mod kysten, og da vi nåede frem til klipperne lige før Sennen Cove, kunne vi se folk, der øvede i at klatre op af de lodrette klipper.

En mindeplade på klippen ved en lille stenbygning forklarede, at det var ”Royal Mountaineers”, fra hæren, der øvede klatring her, og at de havde gjort dette siden 2. Verdenskrig. Vi fandt læ bag bygningen og spiste lidt af den medbragte mad som frokost.

Nu gik turen tilbage, og vi valgte tilfældigt en rute, der var lidt tættere på kanten. Det var heldigt, for det afslørede et skibsvrag, som vi tog et nærmere kig på, ved at kravle ned på forskellige udspring, så vi kunne se det. Det var en coaster fra Duisburg ved navn ”RMS Mulheim”, og lidt søgen på nettet afslørede, at skibet strandede den 22. marts 2003 med en last fuld af 2.200 tons plastic affald, som desværre for an stor del forsvandt til havs efter forliset. Billederne viser en meget fredelig redningsaktion uden de store bølger, så hvorfor strandede skibet – bortset fra at det var en mørk morgen?

Læs mere her: http://www.sennen-cove.com/rbsm.htm. Det lykkedes heldigvis at samle en stor del af lasten, men meget plastic forsvandt desværre også i havet – hvor det vil ligge i alt for mange år. Skibet knækkede efter en måneds tid i stykker, og som den ses af vores foto, er der meget lidt tilbage af det efter 13 år.

Vi var hurtigt tilbage ved bilen, og det var nu så sent, at hele gedemarkedet var lukket – vi havde ellers overvejet at se udstillingen fra ”Ardman Studios” om hvordan ”Shaun the Sheep” (Frode Får) bliver til,da vi er store fans … men det må blive en anden gang.

Vi kom hjem uden yderlige skader på biler eller både, og aftensmaden stod Hanne for i form af to styk tærter med henholdsvis ”Lam med mynte” og ”Steak & Onion” … det var herligt.

Bemærk også efterretten, som var diverse lækre kager, som vi heller ikke kunne stå for. Det var vores sidste aften i huset, og Vorherre må have tænkt, at vi lige skulle have én rigtig solnedgang med i Cornwall … tak for det. Det har været nogle pragtfulde, spændende og samtidigt meget afslappende dage her i ”The Tin Miners Cottage”.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag