Onsdag d. 19. august 2015 RETUR

En fremmed planet midt i South Dakota: Badlands

Vejret var perfekt, og forkølelsen var væk, så det var bare op og ud med de medbragte boller og tekrus i bilen, da to timers kørsel til ”Badlands National Park” øst for Rapid City ventede. Vi kvajede os og tog en for tidlig indgang til parken. Hermed missede jeg ”Minuteman Missile Silo National Park” fra den kolde krig, hvilket Hanne var lykkelig for at slippe for. Til gengæld skulle vi køre gennem parkens små veje for at komme til udgangspunktet for vores gåtur. Et vejarbejde med alenlang ventetid gjorde ikke dette bedre, og vi undrede os over, at tre ENORME kreaturlastbiler valgte at køre tomme gennem parken – det kan da ikke være optimalt. (Forklaring følger)

Således over en time efter den ikke-eksisterede tidsplan tog vi fat på ”Castle Trail”, som var en én-vejs rute, så vi skulle samme vej tilbage, når vi besluttede at vende om.
”Badlands” er et besynderligt landskab – et stort canyon-hul her midt på den ellers græsgrønne prærie, hvor man helt sikkert ikke lige er smuttet over sammen med sin prærievogn, når man drog vestpå.

Det er en kløft på samme måde som Grand Canyon, hvis man ser bort fra den enorme dimensions-forskel og selve jorden, hvor Grand Canyon er klippe, og Badlands er ler . Her er ikke meget bevoksning, men alligevel rigeligt til, at man skal se sig for … hvis her skulle ligge en lille klapperslange. OK! Der er faktisk højere bevoksning i form at store buske med solsikker, der står i skærende kontrast til de tørre ørkenagtige omgivelser.

Den lerede jord ligger i lagdelte farver, som eroderer i regnvejr, og hele området bar tydeligt præg af den voldsomme nedbør forleden, da her var små grumsede pytter og våde lerhuller over alt. Godt at vi ikke var her i går – det må have været en glidebane! Nogle steder tørrede leroverfladen i kakler, der krakelerede og buede opad i smukke kvadratriske mønstre, som man ikke nænnede at gå på – men de lå midt på den markerede gangsti.

Efter to timer i dette bløde og alligevel barske ørkenlandskab, hvor der er faretruende varmt om sommeren, gjorde vi holdt og spiste de medbragte boller og hårdkogte æg – i fuld sol, for her er ikke mulighed for skygge.

Det voldsomme regnvejr havde efterladt floder i den bløde jord, som alligevel var helt tør på overfalden. Her var dog stadig kun omkring 20 grader med små skyer spredt på himlen til at bryde den store blå flade, så det var perfekt vejr til turen.

Vi lavede en kort afstikker til et udsigtspunkt, som man også kunne klatre op til fra en parkeringsplads, hvor den næsten prærie fortsætter igen efter dette besynderlige intermezzo i prærielandskabet.

Så vendte vi om og tog samme tur tilbage. Sidste del af turen blev meget varm, så vi glædede os over, at vi ikke havde udsat det til i morgen, hvor man havde lovet 10 grader varmere og skyfrit.

Tilbage i bilen droppede vi flere udflugter og skiftede til sandaler. Nu ville vi trille tilbage gennem parken på vej hjemad, og nyde udsigtspunkterne, men vi havde ikke taget højde for tre kvarters ventetid ved vejarbejdet, hvor damen med STOP-skiltet tydeligvis var utilfreds med fremdriften, da vi kunne se hende skælde ud i walkie-talkien og lave opgivende armbevægelser til de mange ventende, hvor vi stod forrest i køen.

De første biler, der kørte igennem fra den modsatte side var de tre store kreaturbiler, som nu var læsset med dyr, så her må altså være en farm i området. Et nærstudie af kortet afslørede, at man faktisk skal gennem Badlands National Park, hvis man kommer sydfra via ”Hwy 44”.

Vi gjorde holdt ved et par udsigter, og flere steder var her flokke af af geder, der poserede med Badlands karakteriske landskab med solnedgangsbelysning i baggrunden – tak for det. Til sidst blev de dog trætte af at posere, hvilket de markerede ved at stille sig med rumpen i vejret ved et STOP-skilt – morsomt!

Vi ville gerne køre ud af parken via vejen til ”Roberts Praire Dog Town”, men vejen viste sig at være en hullet grusvej, så vi to kun turen derud. De små ”fede” dyr flygtede, da vi ankom. Efter at have stået stille i 10 minutter begyndte de alligevel at æde og ignorere os.

Nu var det på høje tid at vende hjemad – klokken var over 19, og det ville være helt mørkt kl. 20. Vi susede tilbage til I-90 med den lave sol lige i øjnene, men kom ellers tilbage til ”Lynn’s Dakota Mart” helt uden problemer, hvor vi købte en færdigstegt kylling til aftensmaden. Den blev holdt lun i grillen, mens vi badede i hot-tubben, og så var der aftensmad 22.30! En typisk feriedag for os!

Jeg brugte tiden helt frem til kl. 01 på at eksperimentere med at fotografere stjerner med mit nye kamera … og der er MANGE stjerner på himlen over South Dakota.

I morgen har vi en god plan … absolut intet. Lad os se om det holder J

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag