|
 Morgenmaden
på hotellet var overvældende, men deltagelsen i herlighederne fra hotellets
gæster var tilsvarende massiv, så vi endte med at bære vores kaffe og
tallerkener ud på terrassen på 2. sal for at få en sidde plads. Her var
overraskende lunt allerede kl. 8 på trods af det overskyede vejr.
Jeg havde sent i går aftes, mens  Hanne
allerede sov, spottet, at Eagles holdt koncert i Vancouver både i aften og
i morgen aften, så vores missede mulighed i Seattle kunne nu indhentes. Vi
bestilte to billetter til i aften fra computeren, og så traskede vi en halv
times tid gennem Vancouvers travle gader for at samle dem op i Rogers
Arena, hvor de skulle spille. Vancouver er meget harmonisk, og den virker
rigere end andre storbyer på det amerikanske kontinent, på trods af de
virkelig mange hjemløse, man ser over alt.
Tilbage på hotellet skiftede vi til korte bukser, inden vi tog bilen op
til lidt nord for byen, hvor "Capilano
Suspension Bridge Park" ligger klods op ad et boligkvarter, så vi er
stadig inde i Vancouver. Vi skal dog først passere en hængebro i bilen for
at komme over til det nordlige Vancouver, og skyerne ligger flotte men
truende over bakkerne på den modsatte side.
Parkens oprindelige attraktion er en 137 meter lang
hængebro over kløften i den flot beliggende park på begge side af Capilano-floden. Broen gynger en del, da vi går over
den, og en vagt holder øje med, at ingen med vilje begynder at få den i
svingninger – meget betryggende, når der er 70 meter ned til floden under
os.
 
Dette er heldigvis ikke den oprindelige bro fra 1889, som vi går på … det
er faktisk den fjerde på stedet.
|
Capilano
Suspension Bridge
I 1889 købte skotten og forretningsmanden George
Grant Mackay området, og han fik lavet en bro i
hampereb og cedertræsplanker, som var spændt i mellem to store graner
over kløften. Det må have krævet en del mod at gå ud på broen, og den
blev da også kaldt ”The Laughing Bridge” – ikke
fordi man grinede hysterisk, når man vovede sig ud på broen. Næh! Vinden
fik broen til at ”hyle”, når den piskede gennem cedertræsplankerne.
Allerede i 1903 blev den oprindelige bro udskiftet
med en bro forsynet med stålwirer. Den gyngede dog lige så meget som den
oprindelige bro, så den fik hurtigt tilnavnet ”The Nervous
Bridge” … et liden beroligende navn for de besøgende, der trods navnet
flokkedes for at komme til denne seværdighed.
Den fjerde bro blev bygget i 1955. Her forsynede
man broen med stålwirer, der kunne modstå træk på 45 tons, og wirerne
blev forankret i 13 tons tunge cement-ankre. Ved denne lejlighed testede
man så de gamle wirer, for at se hvor skrøbelig, den havde været. Den
modstod uden problemer de samme 45 tons, så der havde ikke været grund
til at være ”nervøs” for at betræde den gamle bro.
|
|
|
I 2006 havde det sneet meget, så da det begyndte at
regne og storme blev det for tungt for én af de høje Douglas-graner i parken,
der væltede og ramte broen med en kraft svarende til en enorm lastbil med
100 km/timen. Broens 13 tons tunge cement-ankre flyttede sig to meter,
men de flexible stålwirer holdt, selv om toppen
af træet kækkede ved sammenstødet med broen.
Man kunne ikke bare skære træet over ved roden, for
så ville broen som en slangebøsse sende træet tilbage, så langsomt skar
man stykker af træet, så man til sidst kunne løfte resterne væk.
Broen blev repareret, den fik større ankre, og så
var den efter et par uger klar til at åbne igen.
I 1999 kastede en forstyrret mor tilsyneladende sin
mongolide pige ud fra broen. Pigen styrtede 45 meter ned, ramte nogle
grene og endte uskadt på klipperne – en utrolig historie, hvor man aldrig
helt har fundet frem til, hvad der egentlig skete … ellers er ingen
kommet til skade ved fald direkte fra broen.
|
|
I løbet af de sidste 10 år har man tilføjet et brosystem mellem stammerne
af de store Douglasgraner, så man kan gå og kigge på skoven fra
fugleperspektiv. Vi leger vandrefugle et stykke tid og betragter skoven fra
oven – meget morsomt.
 
Jeg falder I snak med én af de berømte Canadiske “Mounties”. Jeg har altid
troet, at Mountie havde noget med Mountain=Bjerge at gøre, men den meget behårede
herre fortalte mig, at det officielle navn skam er “Royal Canadian Mounted
Police” … altså beredent politi. Så lærte jeg det. Så jeg måtte
selvfølgelig fotograferes med min nye ven. Som et kuriosum kan nævnes, at
det første hold kvindelige Mounties først blev oprettet I 1974.
Som den nyeste attraktion satte man for et par år siden en stor stålcirkel
op på en lodrette klippeside, så man kan opleve suset ved at ”hænge frit i
luften”.
Hele området er forsynet med lærerige og økologivenlige skilte, der informerer
om naturen og dens ressourcer - og specielt hvordan man kan passe på dem.
Alt sammen flot lavet, men det er også en velbesøgt park, så det var godt,
at vi tog herop fredag middag, hvor vi kunne vandre rimeligt alene på
broerne.
Vi kørte kort videre ud af vejen til Groose Mountain, hvor en svævebane fører op til et
udsigtspunkt højt over byen, men de store kabelbane-gondoler forsvandt op i
skyerne, så vi vendte om og forsøgte at finde et godt supermarked for at
købe noget kombineret frokost/aftensmad inden koncerten. Det lykkedes ikke,
og man undrer sig over, hvor de lokale køber ind. Vi endte med at købe brød
og skinke i "7-11" over for hotellet og spise sandwiches på
værelset. Det var nu også gået op for os, at øl og vin skal købes i "Liquor Stores", men hvor maden kommer fra i Canada
er stadig en gåde.
Efter et par timers hvil, traskede vi igen gennem
byen til Rogers Arena, hvor vi overraskende nemt kom ind på trods af 18.600
pladser.
Mange af stolene i salen var også tomme, da vi ankom, og de blev først
fyldt op i løbet af de første 30 minutter af koncerten. Folk tager det
meget afslappet og vælter ud og ind under hele koncerten efter øl og mad.
Men når man ved, hvor svært det er at finde mad udenfor, så er det måske
ikke så underligt. Vi mistænkte også tilskuerne for ikke at kunne skelne
mellem en baseballkamp og en koncert, for mange snakkede i gangene og
hyggede sig - det var ikke et problem at gå glip af et par numre. I pausen
var vi imponerede over den effektivitet, som vi så ved salg af øl, mad og
T-shirts.
Det er velorganiseret og effektivt - ikke som Parkens hændervridende
pinlige forhold, hvor amatør-skoleelever forsøger at få det til at virke.
Lyden var god ... og Eagles
var en flot koncertoplevelse og en fornem gennemgang af deres 40-årige
musikhistorie. Og vi fik selvfølgelig ”Hotel California”.
 
Vi kom endnu hurtigere ud end ind, og vejen tilbage til hotellet var fest
og farver af unge mennesker på de afspærrede veje i centrum, hvor masser af
politi patruljerede for at holde styr på festen - ikke at der var noget at
holde styr på i den varme aften. Vi fik lige en sandwich til på hotellet og
kiggede billeder fra dagen, og så var klokken næsten 1.
|
