Vores vandbuskort var udløbet, men vi havde egentlig
også fået dækket vores behov for at sejle i går. Vi satte derfor igen kursen
"Per S. Marco", da vi ville besøge endnu et museum, som vores
10-turs-museumskort gav adgang til. Denne gang var det Bymuseet, som
skulle vise Venedigs historie. Inden vi gik ind på museet, der ligger på
Markuspladsen i den modsatte ende fra Markus kirken, så vi først lidt på
kirken og pladsen. Hanne havde som barn været i Venedig med sine forældre. Èn af de ting, som hun tydeligt kunne huske, var alle duerne på
Markuspladsen. Deres efterkommere var der stadig. Et ungt par syntes at være meget
fascinerede af fuglene, for de var nærmest dækket af fjer.
Der er endeløse mængder af detaljer på kirken og det tilstødende
Dogepalads. Det er svært at beskrive stilen, men det må være en mellemting
mellem orientalsk og flødeskumskage med glasur. Det store tårn virker nyere
end resten af bygningerne, men det er ikke så underligt, da det styrtede
sammen omkring år 1900 og blev genopført i 1903.
Selve pladsen er rammet ind af store bygninger, som viste sig delvist at
være det museum, som vi skulle besøge.
Museet var aldeles udmærket. Der var gamle kort, som viste hvordan byen så
ud til tilbage til det 12.århundrede. Der var masser af kunst, statuer,
værktøj, sko og andre ting, som udmærket beskrev den status, som byen havde
i sin storhedstid. Efter den store rundtur endte vi i cafeteriaet, hvor en
god kop kaffe gled ned med den flotte udsigt over hele pladsen udenfor
vinduet.
Der foregår en stor militærparade på pladsen, og det forklarer hvorfor vi
har set så mange forskellige nationaliteter af faldskærmssoldater.
Efter museet skal vi se Venedigs rundetårn. Det står ikke beskrevet i
"Turen går til ...", men vi har set et postkort af det i en forretning, og
vi har fundet det på vores kort. Heldigvis er der også "Per" skilte mod
denne seværdighed, for her skal man snørkle sig gennem vildt mange smalle
gyder, og vi ender med at går igennem en port til en baggård, som vi aldrig
havde fundet uden hjælp. Desværre er "Palazzo Contarini del Bovolo" under restaurering, så vi må
nøjes med at betragte det udefra. Det er sikkert godt, at tårnet bliver
repareret nu, så det ikke lider samme skæbne som det store kirketårn på
Markuspladsen. Det bliver helt sikkert fantastisk, når det står færdigt.
Huset kaldes også for "Scala del Bovolo", som betyder snegle-trappen, og der er
ganske rigtigt en rund trappe, der "snegler" sig hele vejen op i tårnet.
Huset blev bygget af en af Venedigs rige købmænd i det 15. århundrede.
Vi
har nu været i Venedig i tre dage. Det er slående så mange ligheder, der er
mellem Venedig og andre storbyer ... lige bortset fra vandet. Alle de
funktioner, som man næsten ikke lægger mærke til hjemme, bliver meget
tydelige her, fordi alt virker så anderledes, når asfalten er skiftet ud med
vand. Der skal mange funktioner til for at få en storby til at fungere.
Disse funktioner er ofte udmøntet i special-biler, lastbiler, busser osv. Vi
kunne derfor ikke lade være med at fotografere disse, når vi stødte på dem.
Her følger en lang række billeder, som er taget over alle dagene.
Gondolerne ... Venedigs vartegn og turist-taxier - her med et brudepar. Det kræver sit at blive
"Gondolieri". De er enormt ferme til at styre de store tunge både. Det er,
som om de balancerer på midten og kan dreje omkring sig selv som på en
snurretop. Det er ikke usædvanlig at se folk passere hen over flere skibe
eller gondoler for at nå ud til den båd, som man skal bruge. Her gik det
næsten galt! Læg mærke til at brættet til højre er vådt. Det røg i vandet,
mens en dame balancerede over til den første båd. Hun slap med en våd sko.
Nedenfor forsøger en gondol at passere en byggeplads, hvor adskillige både
er parkeret. Gondolierien råber vildt op, og en af arbejderne kommer ud og
flytter den tungt læssede kran-båd, som er fyldt med nedrevet
bygningsmateriale. Med utrolig præcision bakker gondolierien gondolen,
hvorefter han sikkert styrer den udenom alle forhindringerne. Imponerende!
Skal man bare passere en kanal, og er der ikke lige en bro i nærheden, så
benytter man en "traghetti". Det er også en gondol, men meningen er, at man
står op under overfarten, som koster ½ Euro. Her er der dog nogen passagerer, som
har valgt at sidde ned.
Skal man længere væk, tager
man ligesom os vandbussen. Her er et af stoppestederne, hvor der er udgang i
højre side, og køen til indgang i venstre side. Det fungerer imponerende
effektivt.
Selvfølgelig er der også brandbåde. Men hvor er stigen?
Ligesom
i andre sydlige lande er her flere slags politi. Her er derfor også flere
slags politibåde. Til venstre sejler en "Polizia Lagunare" forbi fiske- og
grønttorvet, og til højre er der en "Carabineri" foran vores hotel. Hvad
forskellen på de to typer politi er, har vi ingen anelse om.
Hvordan
parkerer en handicappet i Venedig? Meget nemt. Man finder bare en
handicap-fortøjningspæl.
Og hvordan kommer man af med skraldet i Venedig? En masse renovationsfolk
løber rundt med vogne, som kan hejses op af skraldebådene og sænkes ned over
dækket. Når de rammer dækket, går bunden af vognen op, og affaldet falder ud.
Der er simpelthen ingen grund til at lave veje, når man har masser af vand.
Bemærk også den unge mand i båden til højre for renovations-båden. Få
sekunder efter at billeder er tager, trasker en hel familie hen over
affaldet for at sejle væk med den unge mand. Dobbeltparkering er intet
problem i Venedig.
Byen er imponerende. Hvordan kan
man lave en by midt ude i vandet? Selv om vi har set det et dusinvis gange,
er det stadig lige fascinerende at betragte den store kanal Grande. Men helt
ærligt? Er der ikke fugtigt i vinkælderen?
På vej tilbage mod hotellet tager vi en stor tur gennem området, hvor der
ligger ambassader og andre officielle bygninger. Det er langt fra så
spændende og charmerende som de gamle faldefærdige bygninger i byens
centrum. Der står en del MEGET sorte mænd og sælger kopi-tasker mange
steder. Vi har kun lige passeret et stort hold med deres tasker på udbredte
lagener, da hele holdet kommer styrtende forbi os, med deres sammenfoldede
lagener i favnen. Der er ingen tvivl om, at de opholder sig ulovligt i
Italien. Sikke er liv! Her er hele holdet på vej over en af broerne i fuld
fart.
Vi spiser igen på restauranten lige ved siden af hotellet. Vi orker ikke at gå længere. Tjeneren klokker i det, og kommer kun med én bøf i stedet for to. Da han efter et stykke tid kommer med to bøffer, er den første med ude igen. Den er kold og sej, og for én gangs skyld brokker vi os over maden. Uden vrøvl får vi en ny bøf, men det betyder, at vi spiser i forlængelse af hinanden. Det ødelægger dog slet ikke helhedsindtrykket. Det er igen en pragtfuld aften efter en fantastisk dag.