Vi starter dagen med at vente på vores vandbus i en halv
time. Stærkt ophidsede lokale taler MEGET højt om situationen, og da de
forlader stoppestedet, går det op for os, at der nok er noget galt. Vi læser
på en seddel på væggen, og ser datoen og ordet "parade" og "Canal Grande".
Vi gætter os til, at den store kanal er spærret i to timer. Vi kan se i det
fjerne, at vandbussen den anden vej bakker ind i vores kanal, så vi prøver
at gå derover. Ganske rigtigt. Vi skal tage båden derfra, men må først vente
yderligere 20 minutter. Således sætter vi kurs vi mod Venedigs begravelsesø
som ganske betegnende hedder "Cimitero" ... ganske tæt på det engelske "cemetery".
På vej ud til øen får vi bekræftet, at alt som i andre byer findes i
asfalt-versioner, her i Venedig findes som vand-varianter. Vi bliver overhalet af bedemandsbåden!
Det er pragtfuldt vejr, så det er en varm oplevelse at gå rundt på øen ...
i mere end én forstand. Denne kirkegård er langt mere personlig end noget
andet, vi har set. Mange har de store gravsteder har buster af de afdøde, og
adskillige af de mere almindelige gravsten har små billeder af de afdøde.
Det er meget personligt. Jeg er overvældet over antallet af blomster og
deres farvestrålende indtryk, indtil Hanne gør mig opmærksom på, at det
er plasticblomster. Dog er der blandet op med rigtige blomster nogen af
stederne. En kærre med en kiste fulgt af en flok pårørende passerer os, og
vi holder en kort pause for at lade dem komme forbi. Det er højst sansynligt
kisten, som vi lige har set på båden.
De forskellige områder på kirkegården er meget forskellige. Nogle steder
er der voldsomt store gravsteder, der er store huse med krypter, nogle gravsteder
er mere almindelige i størrelse og endelig er der hele sektioner, hvor
gravene er lavet som etagebyggeri. Det er en meget anderledes og spændende
oplevelse at gå rundt her. Den store komponist Igor Stravinsky ligger
begravet her, men vi opgav at finde ham, da varmen blev for meget, og vi
hoppede i stedet på vandbussen igen, så vi kunne komme over til den næste ø
på ruten - Murano.
Det er brændende varmt, da vi går
i land på Murano. Denne ø er berømt for sine mange glaskunstnere, og Hanne
kigger længe efter en flot kugle til juletræet i de endeløse rækker af
butikker, men det lykkes ikke at finde én, som ikke er for "turistet". Vi er
noget mere forelskede i den lille grønthandler, som sælger ud af sine varer
fra sin båd i skyggen af to parasoller. Han har dog også konkurrence fra
helt almindelige butikker, som f.eks. denne Coop-brugs. Der er heldigvis
fortov hen til den, så man behøver ikke at have en båd for at købe ind.
En gigantisk skulptur ved foden af kirketårnet efterlader ikke megen tvivl
om, at øens hovederhverv er GLAS. Vi søger nu ned i sidegaderne for at se
lidt andet end turistbutikker, men her er meget fredeligt og øde. Vi sætter
kursen mod øens museum, som ikke overraskende er et glasmuseum.
Vi skal dog lige have lidt frokost og en flaske vand først, så vi sætter
os i skyggen på en stor plads og betragter de lokale, der tilsyneladende har
oceaner af tid til at hygge-snakke - alt foregår i snegletempo omkring os.
Museet er et af de ti, som vi betalte for, da vi gik ind i Dogepaladset.
Det var godt nok, men vi er da glade for, at vi ikke betalte en formue for
det. De mest interessante dele fortalte om, hvordan man fremstiller glas,
men det var desværre kun på italiensk, så vi blev sat på lidt af en prøve
her.
Efter at have købt ind i Coop, tog vi båden
tilbage til Venedig. Der var pæn fart på båden, så vi lagde hurtigt de to
små øer bag os.
Takket være en glasrude i et af vandbus-stoppestederne fik vi et bevis på,
at vi rent faktisk var på ferie sammen. Efter at have taget turen hele vejen
gennem Venedig igen, ankom vi til en ø, som ligger lige syd for selve
Venedig. Her ligger kirken San Giorgio, hvor man fra kirketårnet skulle have
en fantastisk udsigt over Venedig og ikke mindst Markuspladsen. Det var
desværre ved at blive lidt overskyet, og det viste sig, at vi kun havde et
kvarter i tårnet, inden det lukkede, så vi hastede op med elevatoren.
Hold
da op! Sikke en udsigt! Et af de store krydstogtskibe nærmer sig, og da det
passerer os, spærrer det for hele udsynet. Passagererne på skibet må have en
bedre udsigt end de folk, der står i klokketårnet på Markuspladsen.
Det er lidt trist, at det er så dunkelt, for på en klar og lys dag, ville
man kunne se langt hen over Venedig og ind på fastlandet. Et par minutter
før kl. 18 kommer den ældre herre, som passede indgangen op for at hente os.
Hvorfor har han så travlt? Jeg skynder mig at lave den ultimative stitch af
HELE Venedig ... næsten.
De sidste 5 personer i kirketårnet kører ned med den ældre herre. Da vi
kommer ned i kirkerummet, kan vi se at et klassisk orkester øver. Her skal
være koncert. Det er derfor, at vi skal ud i en fart.
Vi
sætter os lige udenfor kirkedøren og lytter til den smukke musik. Marie
skulle være her. Violin-solisten er ikke uden evner. En ældre dame kommer ud
og sætter et bord i døren, så hun kan sælge billetter. Hun forklarer os, at
solisten Salvatore Accordo er MEGET kendt. Da vi kommer hjem og slår ham op
på web-leksonnet Wikipedia, kan vi se, at han ikke er en Hr. Hvem.-som-helst.
Hr. Accardo har indspillet mere end 50 værker og anses for en af verdens
bedste fortolkere af Paganini. Han er også indehaver at TO Stradivarius
violiner! Vi sad længe og lyttede til prøven, mens vi
så skyerne trække ind over Venedig. Til sidst tog vi vandbussen tilbage til
Markuspladsen. Vi havde egentlig ikke set Sukkenes Bro fra vandsiden, så vi
gik lige hen for at kaste et blik på den. En ung pige prøvede at fotografere
sig selv foran broen, så da vi havde taget et billede af hende, tog hun ét
af os.
Det viste sig, at vi IKKE have fået aktiveret vores buskort rigtig i går
eftermiddags. Det virkede derfor stadig, så vi sejlede tilbage igennem Canal Grande i
stedet for at gå hjem. Her besluttede solen sig for at kigge ind under de
mørke skyer, og det gav et fantastisk lys, som vi IGEN forevigede på
utallige fotografier. På vej hjem til hotellet købte vi en flaske vin og
nogle øl hos vores lokale ven, som vi nød et glas af, inden vi igen traskede
ud i byen for at finde noget mad. I stedet for at spise helt lokalt, gik vi
tilbage i byen og fandt et pizzeria, hvor vi kunne sidde udendørs i deres
gårdhave og nyde luften og aftenlyset.
Igen en
fantastisk dag med en hel del øer. Men manglede der ikke en ø? Jo da! Den
sidste ø fik vi nemlig serveret på vores restaurant. Ind blev båret to helt
personlige pizzaer på størrelse med små øer ... vores helt personlige pizza-øer. Hanne ser aldeles overvældet ud, men det lykkedes os faktisk at
spise op efter en lang dag på farten.
På vej tilbage til hotellet skal vi lige have et billede af en af de mange
butikker, som sælger udstyr til det store karneval i Venedig. Det er faktisk
en tradition, som først er blevet genindført i 1979 ... nok til ære for
turisterne, for utroligt mange butikker sælger masker og andet ustyr til
dette. Flot og farverigt er det i alle tilfælde.