Vores lille hotel har en fin morgenmadsbuffet, som vi
nyder at starte dagens med. Her er pænt besøg på hotellet, så vores meget
telefon-snakkende receptionist giver os en fast tid til kl. 9, som vi
benytter hver dag. Vi planlægger dagens mål, som er en gentagelse af
gårsdagens rute, men med holdt på torvet og med rundtur i Dogepaladset.
Midt under morgenmaden indløber der en SMS fra Signe, som kort meddeler:
"Jeg er bare go'!". Dette gælder formodentlig hver dag, men specielt i dag,
hvor hun har været til køreprøve er vi lykkelige for at modtage denne
besked. Rygtet må have spredt sig hurtigt. Vi er kun lige kommet ned på
fortovet langs vores egen kanal, da vi får øje på nogle plakater på en helt
normal faldefærdig væg. (OK OK! Det var lidt snyd!)
Det
er utroligt morsomt at smyge sig gennem de smalle stræder på vej mod
Markuspladsen. Den ene smalle passage følger den næste, og små broer krydser
de endeløse antal af kanaler. De små skilte over alt hjælper én godt på vej.
Var det ikke for dem, ville det tage en del længere tid at manøvrere
gennem byen. Det er nemlig ikke helt nemt at finde alle de små passager på
vores kort.
Når vi kan se på kortet, at en blind vej fører
ned til Canal Grande, tager vi lige en afstikker fra ruten for at nyde synet
af Venedigs store hovedgade. Billedet snyder lidt, for kanalen er helt lige
på dette sted, men det giver et 180 grader overblik. Man kan godt forstå, at
alle, der bor i Venedig med udsigt til Canal Grande, må have deres egen båd
... ellers kan de simpelthen ikke komme hjem.
Lige
ved "Ponte di Rialto" ligger Venedigs store fiske og grøntmarked. Her er
alverdens fisk og skaldyr i bunden af et gammelt hus, hvor der ikke er nogen
vægge, men kun søjler. Man har dog sat farvestrålende røde presenninger op
for at skærme de handlende mod vind og vejr. Lige ved siden af ligger
grønttorvet, som er overdækket af teltsejl. Det er et flot og farverigt
skue, som benyttes flittigt af både de lokale og turisterne.
Vi kan heller ikke stå for en bakke kirsebær, som kort efter bliver
indtaget ved kanten af Canal Grande med udsigten til de små "traghetti"
gondoler, hvor folk står op og bliver fragtet over kanalen.
Nu
er vi fremme på Markuspladsen igen, og vi finder ud af, at vi skal aflevere
vores tasker i en nærliggende butik, inden vi kan komme ind i kirken. Det
koster meget overraskende hverken noget at få opbevaret taskerne eller at
komme ind i den store kirke, men vi er nødt til at stille os i kø, for at
komme ind. Mens vi venter i køen, kan vi studere de overdådige
mosaikbilleder på forsiden af kirken i den mange buede overflader.
Det tager ikke lang tid at komme frem, da der er pænt
fremdrift. Inde i kirken må vi ikke tage billeder. Det er ganske fornuftigt,
da her er mørkt, og masser af blitzlys ville ødelægge den specielle
stemning i kirken. Vi følger langsomt strømmen af mennesker rundt i kirken
og får set de store hvælvinger. Som andre katolske kirker er den ikke lige
vores smag. Her er pompøst, mørkt og ikke specielt hyggeligt. Næh, må vi så be' om lille Birkerød Kirke med kalkmalerier på væggene.
For at kompensere lidt for de manglende foto køber vi et par postkort i
butikken ved udgangen. Her er det også muligt at fotografere de guldbelagte
hvælvinger i indgangen. Utroligt håndværk!
Vi
lader vores tasker blive i opbevaringen, mens vi går videre til
Dogepaladset, som ligger klods op ad kirken. Her må vi igen stå i kø, da man
har valgt kun at lukke folk ind i hold, så paladset ikke bliver overfyldt.
Det virker dog ikke nødvendigt, da vi er få i køen, og der er langt mellem
folk inde i paladset, da vi endelig kommer ind. Vi beslutter at købe en
billet, som er gældende for ti store museer i Venedig. Så ved vi da, hvad vi
skal lave de næste par dage.
Dogepaladset er enormt. De er løbet tør for guides på engelsk, så vi må
klare os med en tysk. Det viser sig dog, at guiden i vore uundværlige "Turen
går til .." er lang bedre, så vi følger ruten rundt på de mange etager. Man
må heller ikke fotografere indendørs her, men lyset er OK, så der bliver
lige lavet et par eksponeringer, når kustoderne vender ryggen til.
Inde på den store gårdsplads står to store brønde, som nu er overgået til
at være ønskebrønde. De er i hvert fald fyldt med mønter. Dogen, som boede
her med sin familie kunne gå direkte ind i Markuskirken. Almindelige mennesker kunne også
komme her og fremføre deres sager, hvis de var utilfredse med noget. På
søjlegangen på første sal skulle de tale gennem et hul i væggen. Her også
sandhedens mund, som man kunne stikke sin hånd ind i. Det fremgik ikke
tydeligt, om den vil bide én i hånden, hvis man ikke taler sandt. Vi prøvede
ikke.
Der er adskillige store sale i paladset, som har fungeret som en slags
folketing. Lofterne i disse rum er fantastisk dekoreret, og ikke mindst
billedrammerne er vildt overdådige. Et af rummene er helliget kort, så dogen
kunne orientere sig om den verden, som Venedig i vid udstrækning handlede
med og baserede sin rigdom på. Ved at have dygtige håndværkere og købmænd,
kunne Venedig opnå den magt, som den havde i første halvdel af sidste
årtusind.
Det sidste af de større lokaler var domstolen, som sendte de dømte over
"sukkenes bro" til fangekælderen på den modsatte side af kanalen. Det må
have været en deprimerende oplevelse at gå over den mørke bro og kigge en
sidste gang ud på byens frihed gennem et af de små ornamenterede kighuller.
Juristen studerer her noget bekymret de flotte udskæringer, som de indsatte
har graveret i væggenes sten. Tegningerne er skarpe, detaljerede og præcise.
Det må have taget årevis at lave dem - der har næppe været mange andre
adspredelser. Den triste gårdsplads i fængslet indeholder også en brønd, så
fangerne har kunne få lidt frisk vand og luft på deres ture. Vi går
tilbage over Sukkenes Bro, der ligesom Storebælts Tunnellen indeholder to
"rør", så vi går tilbage på den anden side med udsigt mod havet. Man træder
direkte fra broen ind i et fornemt lokale, og få skridt senere, når vi
udgangen, hvor to stole er for tillokkende til at efterlade.
Efter en kop kaffe i Dogepaladsets cafeteria, henter vi vores tasker. Nu
gider vi ikke gå mere i dag, så vi må tage bussen hjem. Som alle andre
transportmidler i Venedig er busserne også både. Vi går derfor ned til
kajen ved Markuspladsen og køber en 24-timers billet til alle busser, så vi
kan komme rundt til de andre øer i morgen. Som alle andre storbyer har en
plan over undergrundsmetroen, har Venedig selvfølgelig en tilsvarende plan
for deres mange vandbusser. Læg mærke til at de har forstærket indtrykket af
Venedigs fiskeform som deres logo.
Vi tager én af turist-favoritterne linie 1, som sejler fra Markuspladsen til
Hovedbanegården gennem Canal Grande, så man får turen under Rialto Broen. Vi
holder vores billet op foran det lille radio-stempelur, som aktiverer
billetten og kontrollerer den. Det er smart, men vi er i tvivl, om vi har
gjort det rigtigt.
Vandbusser er intet mindre end geniale. For det første er det imponerende
at se, hvor hurtigt kaptajnen og den enlige matros kan lægge til
stoppestederne, få passagererne af og på og kaste fortøjningerne og komme
videre. Det tager ikke mange sekunder længere end et standard-stop for en
københavnsk asfalt-bus. Det bedste ved busserne er dog udsigten. Der er
nogle få stole udendørs bagerst på skibene, som turisterne slås om. Herfra
er der optimale fotograferingsmuligheder. De mange gondoler er oplagte mål
for kameraerne - Specielt når Rialto Broen danner baggrunden.
Vi spiser igen ved "vores" kanal tæt på hotellet og nyder den flotte
solnedgang. Vi kigger på vandbusserne, der sejler forbi, og får lyst til at
tage en aftentur rundt med den som ren kanalrundfart.
Vi sejler rundt om hele Venedig, gennem havnen med de kolossale krydstogtskibe, og ender med at komme forbi Markuspladsen, hvor kirketårnet knejser
ved siden af det oplyste dogepalads. Her stiger vi af, og tager igen
buslinjen tilbage gennem Canal Grande, hvor mange af de store gamle huse,
som har tilhørt Venedigs rige købmænd, nu er flot oplyst. Det er en
fantastisk tur, som vi glæder os over at have taget på, selv om vi var
trætte. Fuldstændig udkørte falder vi om, da vi kommer tilbage til
hotellet.