|
Allerede på vej ind mod Venedigs "Marco Polo" lufthavn kan vi se, at det er en helt specielt oplevelse, der venter os. Nogle få kilometer fra land ligger en by midt ude i vandet. En lang vejbro fører ud til øen og ender i en banegård. Midt på øen kan vi se kirketårnet på Markuspladsen ved siden af det store Dogepalads. Vejret er pragtfuldt og fem herlige dage venter os. |
|
|
|
Vi finder meget hurtigt busforbindelsen til Venedig udenfor lufthavnen. En hjælpsom chauffør tager imod vores 3 Euro pr. næse, og vi smider vores kufferter ind i bagagerummet under bussen. Under en halv time senere blive vi sat af ved hovedbanegården, som vi havde set fra luften. Vi hanker op i vores kufferter og begynder at gå efter de kort, som vi har printet ud hjemmefra. Der skulle kun være 10 minutters gang til hotellet. |
 |
|
Vi er ikke nået ret langt, før vi støder på vores første kanal. Allerede nu går det op for én, at man ikke bare går rundt i Venedig. Man er hele tiden nødt til at skyde efter den næste bro, så man kan passere den kanal, som man går langs. På den anden side begrænser antallet af broerne ens muligheder for at lave afstikkere. Vi gør allerede holdt på den anden bro, vi går over og betragter det liv, som er på vandet. Det er vildt fascinerende. Her er SLET ingen biler - alt foregår på vandet. Den sidste bil vi ser i 5 dage er vores bus på holdepladsen. Vi finder hurtigt frem til vores hotel, som ligger lige ud til en kanal men har indgang i en smal gyde på siden af huset. Selv om Hanne har bestilt de-luxe værelse, får vi desværre ikke balkonen med udsigt over kanalen. I stedet må vi læne os ud af vinduet, hvis vi skal have et kig til kanalen. Det er lidt morsomt. Huset på den anden side er måske 3-4 meter væk, og med lidt tilløb kunne man springe fra hotelværelset og direkte ind i naboens køkken. Skodderne på vinduerne er nok ikke kun for at holde varmen ude - nysgerrige blikke lukkes også ude. Den lille røde pil på anden sal udpeger vores vinduer. |
 |
 |
|
Vi beslutter os for at gå en god tur, inden vi skal spise aftensmad, så vi forlader straks hotellet og bevæger os ned ad én af de større strøg. Vi finder hurtigt ind i en kiosk og køber et kort, så vi bedre kan orientere os. Det er nok ikke nødvendigt, da der er meget fint skiltet med pile mod de største steder, dvs. hovedbanegården, Rialtobroen, Markuspladsen osv. Specielt tre drenge må have stor betydning i Venedig, nemlig Calle, Per og Bo! |
 |
Der skal dog ikke megen italiensk for begyndere til for at gætte, at Calle betyder "gade" og "Per" er "til" eller "retning imod", så vi fulgte "Per San Marco" i sikker overbevisning om at nå frem til Markuspladsen. |  |
|
Venedig er skåret midt over af den store Canal
Grande. Man kan kun komme over den til fods få steder, og det mest kendte
sted er Rialto-broen. I løbet af de næste par dage skulle vi tage denne tur
mange gange, og det lykkedes os også at sejle under den en hel del gange.
Hvor mange gange vi fotograferede den, tør jeg slet ikke tænke på! |
Selve broen er opdelt i tre "baner". De to baner på ydersiderne
fungerer som trapper, hvor man kan stå og kigge på livet på Canal Grande.
Bag sig har man så dørene til de butikker, som vender ud mod hovedpassagen
på midten af broen. Midten af broen er et gedemarked af turistbutikker, så
det er en fin ordning, at man kan gå på bagsiden af butikkerne og nyde
udsigten til de mange gondoler og både.
  |
| Kort efter når vi frem til Markuspladsen. Vi har nu gået i pænt
tempo i et par timer, så Hanne sætter sig ned, mens jeg går rundt på pladsen
og fotograferer. Den lave sol giver nogle spændende skygger. Da jeg kigger
efter hende, er hun væk. Efter 10 minutter sender hun mig en SMS, og det
viser sig, at hun kun er 20 meter væk. Hun har sat sig ved indgangen til
Markus-kirken, men et større hold japanere har gjort det samme, og det
generer dem tilsyneladende ikke, at de næsten har sat sig oven på hende. Hun
er i hvert fald ikke nem at få øje på i menneskevrimlen. Her er i det hele taget pænt mange mennesker. Gader og stræder er pakket omkring pladsen, så vi glæder os over, at vi er her udenfor sæsonen. Her må være frygteligt, når det er højsæson! Nu begynder sulten så småt at melde sig. Vi har set adskillige små restauranter i nærheden af vores hotel, så vi sætter det lange ben forrest og stiler lige tilbage mod hotellet. Vi løber dog ikke hurtigere, end at vi kan nå at købe en god flaske vin hos en vinhandler i nærheden af vores hotel. På vores rum er der nemlig stillet to langstilkede glas frem, som kalder på at blive brugt. Vi tager et glas og strækker benene, mens vi lader op til at gå ned til vores kanal og finde et spisested. Nu kunne vi godt have brugt altanen! Vi falder ind på den nærmeste restaurant, og det er aldeles
udmærket. Vi sidder i solen og holder øje med vandbussen, som på minuttet
sejler forbi tre gange i timen. Lyser er utroligt smukt. Jeg bliver nødt til
at gå op på den nærmeste bro og tage et billede tilbage mod restauranten,
hvor Hanne hæver glasset. |
