9. februar 2008 : Halvmaraton i Vancouver ... næsten

 Det er lørdag og hel fridag. Mødet i går gik helt fint, og vi brugte hele dagen, selv om det kun var planlagt til at vare et par timer.

 Desværre er vejret ikke særlig spændende. I stedet for at spise morgenmad på hotellets restaurant, som er meget fin, meget dyr og temmelig kedelig, så besluttede jeg mig for at traske af sted med det samme og finde et sted at spise morgenmad. Jeg satte kursen mod Chinatown, som skulle være den næststørste i USA efter San Francisco. Kineserne holder nytår netop nu, så jeg håbede på at se noget fest og udsmykning.

 Jeg tror, at kineserne tager nytår alvorligt. I hvert fald er der ingen af dem, der viser tegn på liv kl. 10, da jeg nærmer mig området. Lige uden for porten til byen ligger en McDonalds, så jeg kan lige så godt spise noget morgenmad og håbe på, at kineserne vågner op imens.
 Tilsyneladende er denne McDonald's varmestue for samtlige bumser i omegnen. Her er nogle virkelig specielle typer. Toppen er ham, der sætter sig halvt med ryggen til mig ved mit bord iført helt sorte dykkerbriller med sorte glas. Mens jeg indtager en ufattelig klistret ting med bacon og pulverbaseret skramle-æg, bevæger han sig ikke. Måske er han død - måske er han bare fuldstændigt stenet af stoffer! Jeg tager resten af min kaffe med og forlader den interessante forsamling.

 Der er stadig intet tegn på liv, så turen gennem Chinatown bliver MEGET kort. Desuden regner det. Ifølge min Vancouver guide, skulle her ligge en lille kinesisk have, som skulle være et besøg værd. En statue af Dr. Sun Yat-Sen dækker for et rundt hul i en mur, og går man igennem dette hul, kommer man ind i en lille park, som kun har én sti. Den fører rundt om en lille sø, der indeholder store guldfisk. Der er en vis stilhed i parken, da den er helt mennesketom - ligesom resten af Chinatown. Men en støjende highway bag den fjerneste mur, og et par højhuse bryder idyllen.
 

 Jeg sætter kursen tilbage mod hotellet, hvorfra jeg har tænkt mig at fortsætte videre ud mod den store Stanley Park nordvest for centrum. På vej tilbage gennem regnen kommer jeg i tanke om, at jeg skal købe noget Melatonin, som er et præparat, der skulle være godt mod jet-lag. Den venlige unge mand, der ekspederer mig i Pharmacy, har aldrig hørt om denne virkning af produktet på trods af, at det står fremhævet med store bogstaver på pakningen. Til gengæld gør han mig opmærksom på, at dette produkt i nogle lande betegnes som "illegal substance", som jeg nok ikke skal prøve at smugle ind. Jeg lover ham at jeg ikke vil nævne hans navn, hvis jeg bliver stoppet i tolden og slipper 4$ for pakken med 16 piller.
 Da jeg også lige rydder en CD/DVD-butik, som ifølge Vancouver-guiden skulle være Nordamerikas ... om ikke verdens billigste musikshop, beslutter jeg mig for at runde hotellet og læsse af. Herefter går turen i skarp trav mod Stanley Parken.

 Jeg kommer forbi et sted, hvor der står et ur og tæller ned. Der er præcis 734 dage, 6 timer, 58 minutter og 51 sekunder til Vinter OL starter i Vancouver i 2010. Hele byen er en stor byggeplads. Der laves metro, så en del af gaderne er store huller, hvor der støbes fundament til skinner og perroner. Der vil også komme en metro til lufthavnen, så man ikke behøver at tage en taxi ind til byen. Jeg støder på et besynderlig konstruktion af et hus. Hvis man betaler for det areal, som huset står på, så er her en smart løsning. I hvert fald støtter huset kun på mindre end en fjerdedel af det samlede etageareal. Man kan undre sig over, at det kan holde til det.

 Nu er jeg ved Stanley Parken, som er et kæmpe rekreativt område, der blev oprettet omkring år 1900. Temmelig visionært på den tid må man sige. Men der var formodentlig ikke så meget rift om pladsen på det tidspunkt. Det er holdt op med at regne. Her er masser af flotte og dyre skibe. Jeg undrer mig over, at alle skibene ligger i vandet endnu, men læser i guiden at Vancouver netop er speciel ved at have meget milde (og våde) vintre. Her bliver åbenbart aldrig så meget frost, at vandet fryser til og ødelægger skibene.


 Der er en sti langs vandet i hele parken, hvor man har et fantastisk view til Vancouver skyline. Jeg følger denne sti i næsten en time, indtil jeg når frem til et af parkens kulturelle punkter, som er en samling af totempæle! Det viser sig, at de alle er kopier af nogle meget gamle totempæle, som står rundt omkring i Canada på museer. De er meget farverige og fulde af detaljer, som man kan stå og kigge på i lang tid.

 Lige ud for totempæl-parken ligger startbanen for de vandflyvere, som jeg så fra Canada Place på den modsatte side for to dage siden. Her kan man så se, hvordan en vandflyver får benzin på. Midt i havneløbet ligger en flydende Chevron tankstation. Jeg overvejer lidt, om den mon er bemandet?

 En kilometer længere fremme dukker Lion's Gate Bridge op, der forbinder South og North Vancouver med hinanden over "Burrard Inlet", som vandet hedder. Hva' hulen er det?
Sidder den Lille Havfrue ikke og patruljerer havneindløbet?

 Når man kommer helt hen til hende, kan man se, at det er en ung pige med dykkerfødder, svømmefødder og badedragt. Hun ligner MEGET - men ikke helt, så jeg beslutter mig for IKKE at skære hovedet af hende. Canadierne ville sikkert heller ikke forstå denne kunstneriske happening!

 På den modsatte side ligger nogle kæmpestore meget farverige bunker og bryder det ensartede grå billede på denne meget triste dag. Jeg undrer mig over, hvad det er, der ligger og venter på at blive udskibet.

 Mine fingre er nu så kolde og stive, at jeg har vanskeligt ved at besvare en SMS fra Hanne og Marie, som er gået i gang med at holde lørdag aften video-orgie. Jeg sætter kurs mod det store Akvarie, som alle taler så begejstret om. Efter 5 minutters gang ind i parken ankommer jeg til indgangen, som har en Orca (dræber) hval foran indgangen. De har haft én af disse kæmpehvaler i akvariet, men den er nu død. I stedet har de så fået hvide hvaler, de såkaldte Beluga hvaler.

 Mine stive fingre får ikke meget varme, da jeg efter at have sluppet 20$ konstaterer, at jeg er ankommet til fodringstid for de store dyr udenfor. De første, der skal fodres, er flyvefiskene. En stor grå én af slagsen er her ved at flyve forbi det måbende publikum. (Se godt efter i midten af billedet til højre øverst til højre.) Det er selvfølgelig delfiner, der imponerer med deres adrætte spring og akrobatik i vandet. Begge dyr i bassinet er fanget af fiskere og kommet til skade i deres net. De er dog helt på toppen igen, og bliver nu passet og plejet her.

 De store Beluga hvaler er meget imponerende. De er vel dobbelt så lange som delfinerne og meget kraftigere. De er så hvide på denne grå dag, at kameraet ikke kan finde ud af at belyse billederne korrekt. De store dyr bliver gnidrede, uskarpe store hvide plamager på billederne, så kun de skud, hvor dyrene ligger helt stille, bliver nogenlunde anstændige.

 Fodringerne er slut, og det bliver tid til at varme fingre. Indenfor er der masser af flotte bassiner med store og små fisk. Mange af bassinerne har også sektioner i kælderen, hvor man kan betragte livet nedefra. Der er også et stor regnskovs område ligesom i zoo i København. En anakonda ligger og snuer på terrassen af en træhytte midt i Amazonas skoven. Flot flot.

 I en montre midt på gulvet er der fyldt med gopler. Disse er flot oplyst, og goplerne er meget livlige. De røde er meget giftige. Et skilt på væggen forklarer, at de japanske ninjaer i gamle dage tørrede og pulveriserede disse giftige skabninger. Pulveret var nemlig godt at smide i hovedet på en fjende, som man sloges med. Kemisk krigsførelse er tydeligvis ikke en ny opfindelse.

 Man kan kun spise udendørs i Akvariet. Det bekymrer tilsyneladende ikke canadierne, men det lokker ikke mig, så jeg sætter kurs tilbage mod byen. På et pizzaria bestiller jeg en lille pizza og en cola. Da jeg brokker mig over at få udleveret en Cola Light kigger ekspedienten vantro på mig. Det er tydeligt, at man ikke ryger i Vancouver - og man spiser sundt. Jeg insisterer, og den unge dame udleverer dåsen som om det er giftigt affald.

 Nu sætter jeg kursen mod den sydlige del af halvøen, som downtown Vancouver ligger på. Her skulle være to broer til forstæderne, som jeg gerne vil se. Da jeg når til stranden slår det mig, hvor mange store skibe, der ligger ud for kysten. Vancouver er en stor og travl havn. Var det ikke for den lille lyserøde stribe i horisonten, så ville himmel og hav gå ud i ét.

 Da jeg når hen til broerne, kan jeg se, hvor jeg gerne vil hen på den modsatte side, nemlig til Granville Island Public Market, som ligger på den lille halvø på den modsatte side. Jeg kan ikke lige gennemskue, hvordan man kommer op på broen og over, så i stedet taget jeg en lille færge, der futter i pendulfart frem og tilbage.

 Man er hurtigt ovre på den anden side, og her bruger jeg meget kort tid i selve markedet, der ellers er flot og farverigt. Jeg vil nemlig gerne bruge den sidste rest af dagslyset til at se "Sea Village", som er en lille samling af eksklusive husbåde på Grandville Island. De store både afslører, at her bor nogen med mange penge.

 Lige ved siden af ligger to rækker af smart designede husbåde behørigt låst inde bag store hegn. Folk her vil ikke forstyrres af nysgerrige turister.

 Nu bliver jeg alligevel nødt til at overvinde udfordringen med at komme op på den store bro - ellers kommer jeg ikke tilbage til hotellet. Jeg må traske en kilometer i den forkerte retning, før der er en trappe, som fører op på broen. På tilbageturen har man en flot udsigt fra 60 meters højde. Et blik tilbage viser den lille enklave "Sea Village". Men udsigten til den anden side mangler heller ikke noget.
 

 Sikke en dag. Det eneste jeg orker til aftensmad, er en lokal mexicansk snask, som byder på klassiske buritos og koldt øl. Det er heller ikke værst. Og nu skal benene hviles. Der er vist gået temmelig mange kilometer i dag i denne flotte by, som har så meget at byde på. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lækkert her må være om sommeren. Jeg tror, at den tur fra Chicago til Seattle, som Hanne og jeg har overvejet at tage i "Mobile Home", når vi bliver pensionister, lige er blevet udvidet til at være "Chicago - Seattle - Vancouver".

Tilbage til 7. februar

Retur til Hovedside