26. juli 2007 : Bjerge, vandfald og canyons.

 Igen ringede uret rystende tidligt - midt om natten. Kl. 05.00 mødtes vi i restauranten for at spise morgenmad med ”Drakensberg-holdet”. Vi fylder bussen helt op og Cedric Airlines tager os ud på en frygtelig tur ad ”forsyningsvejen” ud af Nyati, som ikke kræver en 4-hjustrækker. Men vejen er absolut ikke egnet til en almindelig busaffjedring, så vi bliver kastet rundt på bagsædet. Det er et under, at ingen er blevet køresyge, da vi tre kvarter senere lander på asfalten. Det er kvælende varmt i bussen, og chaufføren er ikke meget for at lukke luft ind – det er jo vinter! Da der endelig kommer luft, lugter den af plastic fra ny bus, så det er ikke nogen rar oplevelse. (Selv om den nye bus er lækker!)

 1½ time senere stopper vi for at holde tissepause i Ohrigstadt. En ”Flintstone”-butik sælger tonstungt møblement – det er nok ment til lodges el.lign. Men det ligner virkeligt møbler fra Flintstones! Det er lavet i ubehandlede naturtræ-stykker, og selv kanten på billiardbordet er vind-og-skævt. Vi tager et foto af en leopard – selv om den er udstoppet og falmet – så har vi da set én.

 Vi kører videre til Prilgrim’s Rest, som er en by, der skulle være indrettet som guldgravermuseum.
 


Folk synes dog at gå målrettet efter pandekagehuset. Det tager lidt tid at kæmpe sig igennem nødde-sælgerne, og lidt afrikansk håndværk bliver der også tid til at se på. Sjovest er det dog at studere de lokale og deres børn gennem telelinsen. I pandekage-caféen bestiller alle kaffe og pandekager, og det meste af tiden i byen tilbringer vi her.

 Nu begynder vi at køre op i bjergene. Den danske guide Peter fortæller om den sydafrikanske historie, og vi ser et meget specielt calciumholdigt vandfald fra bussen, der ser ud som om, at det har malet en hvis stribe ned af bjerget. Vejret virker meget skyet, og truende grå skymasser giver en mistanke om, at udsigten fra ”God’s Window”, som er turens næste mål, vil blive meget minimal. På parkeringspladsen er alle souvenirsælgerne næsten skjult i sky-tåger. Vi følger pligtskyldigt med op på toppen, som fører os igennem et kort stykke regnskov. Gud har glemt at pudse vinduer i dag, for en mælkehvis mur møder os.

Efter at have filosoferet over, hvordan udsigten mon er, forklarer Peter, at man på en god dag kan se bjergene, som danner grænsen til Mozambique 150 km. væk. (Heldigvis kan man så snyde, når man kommer hjem og finde udsigten på Google Earth ... fotoet til højre.)

Da vi vender os om fra den grå mur, er der bogstavelig talt SORT af mennesker. En 40-50 unge afrikanere er væltet ind på den lille udsigtsplatform, så det er umuligt at bevæge sig. Vi maser os igennem mængden og går længere op. Her må Signe og Sarah stille op til fotografering med nogle nogle af de sorte drenge. De tager det i stiv arm og smiler. Tilbage på parkeringspladsen drikker vi lidt sodavand, mens vi studerer hvordan solen begynder at brænde tågen af. Der dukker lidt blå himmel op hist og her. Om et par timer vil her garanteret være en flot udsigt. Det venter vi selvfølgelig ikke på, da dagen program er stramt. Lidt surmulende over de store strabadser og det ringe udbytte af turen indtil videre, kører vi videre mod ”Lisbon Falls”.

 Vi er der hurtigt, og parkeringspladsen er som alle andre steder belejret af sælgere. Vandfaldet er pænt højt, men der er ikke meget vand i det. Jørn (Sarah og Kaspers far) kommenterer, at vi nok har noget bedre i vente.
 

Det er lidt tarveligt overfor dette nydelige vandfald, men det er svært at skrue begejstringen op over middel, når Victoria Falls venter på at blive genset.

Det er et godt sted at købe stenfigurer. De er rasende billige, så vi køber et par stykker for 20 Rand pr. styk. (En Rand er ca. 80 øre, så det svarer til 16 kr.) Oven i købet får vi et par gode skud af de lokale og deres børn med hjem.

 Heldigvis er næste stop på turen virkelig speciel. Bourke’s Lude Pot Holes er nogle fantastisk smukke klippeformationer, der er dannet af de strømhvirvler, som de to floder ”The Blyde River” og ”The Treur River” danner, når de mødes på dette sted. Der er ikke meget vand nu, så de 30 meter dybe klippehulder fremstår som flotte skulpturer i sollyset. Hele området er nydeligt arrangeret med trapper, stier og broer, så man få det maksimale udbytte af herlighederne. (Selv om ”Turen går til Sydafrika” mener at de mange broer og stakitter skæmmer området!).
 


Vi har aldrig set noget tilsvarende, så kameraerne gløder. Vi er ikke trætte af at se på området, da dagens kulinariske midtpunkt tvinger os tilbage gennem souvenirområdet, hvorefter et bord med hvis dug venter os i skyggen af et træ på picnicområdet. Maden er virkelig lækker, og vi roser Peter for hans madlavnings-evner, mens vi nyder et godt glas hvidvin

 Sidste stop på turen er ”The Three Rondawells” og ”Blyde River Canyon”. De tre rondaweller ligner fuldstændigt ”negerhytter” (undskyld udtrykket), som Fætter Per kaldte det for 20 år siden i Zimbabwe. Selve canyonen er utrolig flot. Det skulle være verdens tredjestørste canyon. Nr. 2 er i Namibia og nr. 1 er jo i suveræn særklasse Grand Canyon i USA. Med netop denne i baghovedet er det igen lidt svært at gå i koma, men OK – det er en MEGET flot udsigt, som man absolut bør se. Vi tager en del billeder, men det vil næppe gengive det store panorama på et stykke 10*15 fotopapir.


En af deltagerne fortæller senere, at en tysker var skvattet ned her sidste år, og at det havde taget tre uger at få hans lig fisket op. Øv! Der var faktisk et par tyskere på stedet, som vi kunne have ofret for at bidrage til underholdningen. Det var først da vi kom hjem fra ferien, at det gik op for os, at vi havde fotograferet dette sceneri fra luften da vi ankom. (Se 21. juli!)

 Selvfølgelig var der også souvenirsælgere her, og træfigurerne skulle være de bedste og de flotteste på ruten. Vi bidrog til ulandshjælpen ved at investere i et par giraffer. Der var også mange flotte træfade og store flokke af dyr, men dem nøjedes vi med at fotografere. Vores giraffer må være historiens mest berejste dyr - de blev slæbt i håndbagagen på de efterfølgende 7 flyvninger!


Prøv at se den unge pige til højre! Hun har mindst tre lag tøj og hue på - det er jo vinter. Det ser ikke ud til at bekymre Kasper.

 Nu fløj vi hjemad i lav højde. Adskillige steder ramte bussen et bump på vejen, som forplantede sig til et spark i nakken inde i bussen. Tilbage på Nyati’s jorder surmulede vi lidt over, at vi hellere ville have haft en extra dag i Kruger og set på dyr. Cedric må have gættet dette, for adskillige gange på ruten stoppede han. ”Forsyningsvejen” passerede ”sundowner”-plateauet, og præcis, da vi passerede, gik solen ned, og en giraf valgte at stille sig i vejen som silhuet. Mange tak – sikke et skud.

 Vi var næppe kommet tilbage til Nyati, før en af køkkendamerne lænede sig ud ad vinduet og råbte ”elephant”! Ganske rigtigt. Tre store elefanter nærmest løb forbi på den modsatte side af floden. ”Kruger”-holdet var også lige kommet tilbage, så alle nød synet af dyrene, mens det blev helt mørkt.

 Hanne og jeg tog igen mørkningen på terrassen med to øl, mens vi kiggede på dagens billeder. Aftensmaden i bomaen var bla. kudu, som smagte aldeles udmærket. Mange fra personalet dansede og sang til trommeslag under efterretten, og herefter trak vi os tilbage og var i seng inden kl. 22. Igen i morgen skal vi grotesk tidligt op.

Retur til Hovedside