Hanne kommer nu slæbende med kolde øl og iste fra baren. Det her er da HELT vildt! Vores Sydafrika tur er startet med maner.
Sidder i en lænestol med fødderne oppe på tømmerrækværket
omkring terrassen. Udsigten er enestående: Olifants River! En tør og støvet
flodbred med store lyse klippeblokke. Bag klipperne rejser flodbrinken sig,
nogle steder stejlt – fyldt med huller. Vi gætter på, st der bor fugle i
hullerne. Solen er ved at gå ned, og skyggerne bliver lange. Bag flodbrinken
begynder bushen. Lave og halvstore tørre træer fylder det bakkede landskab,
indtil de forsvinder i horisonten. På denne side af floden kommer en lille hjort
forbi 15 meter fra os og går hen til en hjort til, som ligger helt stille foran
os. Vi har slet ikke opdaget den før nu. Det er faktisk kun dens snude og dens
sorte øjne, der afslører den.
Hanne kommer nu slæbende med kolde øl og iste fra baren. Det her er da HELT
vildt! Vores Sydafrika tur er startet med maner.
30 timer tidligere forlod vi Birkerød. Vi parkerede bilen hos Farmor&Farfar og tog en taxi videre til lufthavnen. Her var flyet til London 1½ time forsinket pga. torden i Heathrow, men da vi endelig fløj lige ind over centrum af London, var det solskin med spredte skyer, så det var rent Peter Pan, da vi passerede Big Ben og Tower Bridge i lav højde. Hvor var kameraet?
Vi behøver ikke at bekymre os om at nå flyet videre til Johannesburg, for den rare dame i Kastrup har checket os helt igennem til Hoedspruit [Ho’eds-pret], og flyene ud af London var også forsinkede. Selve de 10½ times flyvning til Sydafrika var begivenhedsløs, og vi sov det meste af tiden. Vi bemærker dog, at vi sidder blandt mange andre danskere, som også har ”Nyati” adressesedler på deres bagage.
Efter at have samlet vores kufferter op, startede
panikken. ”Guuud, hvor er mine kontaktlinser”, udbryder Signe overrasket, efter
at der IGEN vælter noget ud af hendes åbne taske, som ikke kan lukkes. Ud ad
køen til security og 500 meter tilbage til ankomsthallen 10-15 minutters gang
væk. Efter at have spurgt os for 2-3 gange, havner vi på den anden side af
tolderne, hvor en bestemt dame skælder og smælder i telefonen uden resultat.
Efter 10 minutter får vi at vide, at intet er fundet i flyet. Vi styrter tilbage
og når i fin tid lokalflyet til Krugerparken. Efter 1½ times flyvning i det fine
"Dash 8"-fly ændrer landskabet under flyet drastisk karakter, da højsletten ved
Johannesburg pludselig ophører og en lang bjergvæg falder brat mod en slette,
som må være Krugerparken. Vi fotograferer på livet løs gennem de små vinduer i
flyet. (Det er først da vi er hjemme i Danmark igen, at Hanne opdager, at vi jo
har fotograferet det samme sted fra landjorden - se
26. juli!)
Inden landingen kan vi se et typisk afrikansk landskab under os med et netværk
af små stier (bag det nu berømte landingshjul på Dash-8 maskinen!). Det er uden
tvivl en dyrepark, hvor man kan køre rundt på stierne for at se dyrene. I den
lille lufthavn er der 10 grader varmere end i Jo-burg. Behagelige 25 grader.
Her venter 3 Toyota 4-hjuls trækkere, og vi kører i venstre side af vejen ud af
lufthavnen. Chaufføren introducerede sig selv på afrikansk, men valgte at blive
tiltalt ”Piita”. På vej ud af porten til den lille lufthavn jublede han højt og
hilste på vagten: ”Goodbye my brother of another mother!”. Om det var en joke
eller ej vides ikke. Lige udenfor den lille lufthavn som stort set kun var to
huse og en landingsbane, kommer vi ud på en meget lang helt lige vej. Den er
indhegnet af et højt trådhegn. Vi har ikke kørt ret langt, før vi får øje på en
lille giraf bag hegnet, som står og nipper af et træ. Kort efter dukker den
første advarselstrekant med ”Elefanter på vejen” op. Der er dog ingen i dag.
Efter en halv time forlader vi den snorlige vej og kører
direkte ind i bushen. Vejen er nu både hullet og visse steder meget stejl. En
enkelt kudu passeres, og da vi når frem til Olifants River stopper vi kortvarigt
og betragter to flodheste gennem de åbner sider fra firhjulerens tag. De er
langt væk, men alle i bilen er tydeligvis ikke kommet til Afrika pga. solen.
Folk er her, fordi de vil se dyr. Herligt. Højt oppe på bakkesiden skyder et nyt
lodge-område op med god udsigt over området. Vi passerer det, og efter endnu et
par heftige stejle passager, hvor Toyotaens evne til at køre her bliver
afprøvet, dukker Nyati Safari Lodge op. (Se
www.nyati.com ) Det er flot anlagte hytter omkranset af grønne plæner. (Det
er afrikansk græs, som er små lave grønne planter.) Vi ser nu en lang række
afrikanere stå foran den store hovedbygning og give os en syngende modtagelse.
Vi bliver opfordret til at hilse på alle, så vores række af nye gæster passerer
nu håndtrykkende forbi de ansatte, mens de alle siger ”welcome” og vi takker.
Herefter bryder de ud i den sydafrikanske nationalsang, som flerstemmigt
fremføres med hånden placeret på hjertet.
En smuk og oprigtig velkomst, mens vi udstyres med en velkomstdrink. Vi får nu
anvist vores hytter. Signe og Marie får nr. 2, som er tættest på restauranten,
og vi får nabohytten nr. 3. Nogen får anvist hytter helt udenfor hegnet og får
at vide, at de ikke må gå ud af hytten efter mørkets frembrud alene, men at de
skal ringe efter vognen til at hente dem. Det er på grund af … løverne!
Efter at have slappet en halv time i hytten, mødes vi til
frokost i den åbne restaurant, der er overdækket af et kæmpe stråtag og har
udsigt over floden. En storslået frokost bliver introduceret af kokken selv, Mr.
Peetersen. Han er tydeligvis scenevant og gør noget ud af introduktionen. Vi
bliver grundigt instrueret i at svare på hans ”Haaiiii!”, når han hilser på os.
Efter maden gennemgår en dansk guide, Mads, ugens muligheder og de ture, hvoraf
nogle skal tilkøbes. Vi planlægger et stramt skema, som ikke giver mange pauser
på terrassen. Vi er her jo for at se dyr. Mads’ forsøg på at lave en rundvisning
på Nyati går ikke i ”ged”, men i ”giraf”, da to giraffer vælger at komme ned til
floden for at drikke. Den første nærmest træder hen over en krokodille for at
komme til vandet. Vi hænger længe over rækværket og betragter de store dyr, som
har svært ved at få hovedet ned fra højderne til vandet for at drikke.
Efter rundvisning til pool, butik, slangefarm, golføvested,
boma (som er en stor beton-cirkel til udendørs fællesspisning), trækker vi os
tilbage for at nyde udsigten på terrassen, hvor Hanne henter øl og iste. Benene
bliver smækket op, og vi nyder udsigten, som dog nu kun byder på krokodillen,
der ligger som sømmet til flodbredden.
Vi bliver siddende og nyder at se farverne skifte, mens solen går ned. Det er
for meget for pigerne - de får dynen ud til hængekøjen.
Kl. 19.00 (præcis!) samles vi til drinks i restauranten.
Udstyret med et glas bevæger vi os op på 1. sal, hvor vi har udsigt over
spisebordene på stueniveau. Et kolossalt stråtag dækker hele bygningen. Vi
hyggesnakker med de andre gæster, men bliver hurtigt kaldt til middag. Kokken
Mr. Peetersen er en reinkarnation af Morgan Freeman, og han laver en
”slow-motion stand-up comedy” gennemgang af menuen, som ikke gør det indlysende,
hvad der venter. (Hele ugens menu kan dog findes i info-bogen i hytten.) Tre
generte sorte piger fortæller os om den sydafrikanske Chardonnay, Merlot og
Riesling, som vi skal have til de tre retter og ønsker os ”I hope you will enjoy
this!”. Det gør vi! Maden er intet mindre end overdådig, men vi strander dog
alle i efterretten, og midt i kaffen går vi død. Det var også i går morges, at
vi stod op!
Tilbage i hytten
er der redt op, varmetæppet i den store seng er tændt, og moskitonettet er
foldet ud, så det danner en hyggelig ramme om sengen. Og så godnat! Vi er
heldigvis ikke på det hold, der skal på ”bush-walk” kl.6, så vi skal først op
til morgenmad kl. 9 i morgen.