Elton John m. Ray Cooper, 2010 9. december,
                                                      Herning MCH Boxen

 I betragtning af hvor meget Elton John fylder på iPod'en, så var det på høje tid at få ham på koncertlisten. Derfor var vi ikke meget i tvivl, da vi så,  at der var mulighed for at se Sir Reginald ... og så sammen med tromme-blæksprutten Ray Cooper, som også trommede til Wakeman-koncerten for to år siden. Det eneste problem var, at vi ikke havde taget højde for, at vinteren startede i november, og dermed gjorde det tvivlsomt, om man overhovedet kunne nå frem til Herning i midten af december.

 Vejrguderne var dog med os, så de første sneproblemer indtrådte først, da vi ved 18.30-tiden skulle køre ind på parkeringspladsen ved Herning Messecenter, hvor Jyske Bank Boxen ligger lige ved siden af. Vi bakkede som nogen af de første bilen ind i 10-15 cm urørt sne og håbede på, at vi ville kunne komme ud igen senere i aften.

 Boxen ser ud til at være godt tænkt. Her er stole-tribuner, der som en kinesisk æske kan skubbes sammen, så gulvet bliver 10 meter bredere i hver side og efterlader et gulv på størrelse med en fodboldbane. I dag var alt dog slået ud, og der var tilmed fyldt stole op på gulvet på et svagt hældende arrangement af piedestaler, der skulle gøre det muligt for de bagerste på gulvet at se den lille enlige mand på den store scene. Vi havde heldigvis plads på række 22 - og endda lige foran flyglet, så vi ville have fin udsigt til Sir Elton John. Havde vi siddet meget længere tilbage, så havde vi skulle se det hele på storskærmene ... hvor fedt havde det lige været?

 Kl. 20.00 sænkedes belysningen og en klassisk fanfare satte i gang. Efter kort tid i mørke dukkede Hr. John op iført karakteristiks rød skjorte med en paillet-besat jakke ud over. Håret stod til alle sider. Han gik pænt rundt på scenen og vinkede, tog en slurk vand fra et kæmpe krus for første gang og satte herefter straks i gang med "The One", som lagde grunden til en næsten endeløs række af hits, nye sange og for mig mere ukendte kompositionerne, fra hans endeløse musikkatalog. Vi regnede med, at han lige spillede et par numre selv, inden perkussionisten Ray Cooper dukkede op, men sådan skulle det ikke gå.

 Det første, der slår én er: Sikken en stemme! Han kan råbe alle 8.000 pladser op uden mikrofoner. Hvor længe kan han holde til det? Folket på første række kan da ikke høre flyglet ... hans stemme må overdøve højttalerne på de forreste pladser. Efter nummeret rejser han sig straks, marchererer over til sit vandkrus, og drager herefter direkte tilbage til mikrofonen, hvor han kort introducerer et nummer helt tilbage fra albummet i 1970, der blot hedder Elton John. Det er bare Elton ... smuk stemme og flot klaver. Hvor er det fedt at være her! Næste nummer er fra samme skive, og fortæller om Bernie Taupins oplevelse om at få en lillebror. Og som afslutning på trilogien fra dette album får vi "The Border Song" ... så blev det album dækket grundigt.

 Efter en tur til vandet, bruger han mere end to ord til næste intro, hvor "The Ballad of the Boy in the Red Shoes" giver Sir Elton lejlighed til at tale for sit engagement i AIDS-sagen og om hvordan Ronald Regan INTET gjorde for de første AIDS-ofre tilbage i 80'erne ... her i form af en balletdanser, der fik den frygtede og på dette tidspunkt ukendte sygdom. Et smukt nummer der viser, at man ikke behøver andet end et flygel og en stor stemme. På dette tidspunkt går det dog op for mig, at det store Yamaha-instrument på scenen langt fra er et almindelig flygel. Der må være elektronik i det, da man aner synth-strygere og bas-sekvenser under klaver-anslagene ... hmmm ... lidt suspekt, men OK, det virker flot, selv om et ægte flygel nok havde klaret opgaven mere "un-plugged".

 Efter endnu en tur til vandet introducerer Hr. John nu sit nyeste album "The Union", som er lavet sammen med vennen Leon Russel, og vi får "When Love is Dying", hvor det lykkes ham at lyde som Leon Russel, på hans vokale dele af sangen. Det er en fantastisk flot plade, og numrene er ikke mindre betagende live. Vi får også de smukke "Gone to Shiloh" og "Never too Old" fra dette album senere i koncerten.

 Nu starter en kavalkade af "Best off's" hvor "I guess that's why they call it the Blues", "Rocket Man", "Nikita" og "Your Song"kun afbrydes af rituelle 20-sekunders vandpauser 10 skridt fra klaveret. Hallo? Nu har han spillet i en time og 20 minutter ... skulle Ray Cooper ikke på scenen?

 Pludselig vælter fotografer med overdimensionerede objektiver ind på gangen mellem de 15 første rækker, og der hvor vi sidder. Sir Elton kaster sig ud i "Funeral for a Friend", hvor der ikke spares på de underlæggende synth-effekter fra tangent-instrumentet, og som en trold i en æske (som der også står i det dyrt indkøbte program til 150 kr.) dukker Ray Cooper op bag en skov af pauker, og hamrer løs på de store trommer ... det er stort ... hvis vi eller kunne se noget for fotograferne.

 De har dog kun fået tildelt kort tid her, så meget snart er udsynet igen frit, så vi kan se de ustyrlige arme og håndled på den ældre Hr. Cooper, der behandler en tamburin, som var det en dry martini, der skal blandes for en fyrstelig kunde. Underholdnings-niveauet når nye højder efter halvanden times "opvarmning". Klimakset er lidt trist, da jeg HADER "Benny and the Jets"-nummeret, hvor der er tale om ren honky-tonk på klaveret, der nu er ophørt med at lyde som et akustisk instrument ... ikke at det gør noget. Eltons i forvejen kraftige stemme bliver nu dubleret af ekko-effekter, der med surround-mix suser rundt i hele hallen, hvor lyden stadig står meget klart.

Det er effektivt, og det skaber en variation i en koncert, der ellers ville have været FOR lang på dette tidspunkt. Nu går koncerten over i ren jam, hvor Elton spiller noget, der mest af alt minder om Keith Emersons piano-improvisationer fra "Welcome Back" ... men som dog afslører, at Elton John er en fantastisk entertainer uden på nogen måde at være en ekvilibristisk klaver-bokser. Ray Cooper laver kanon-torden på sit orgie af slagtøj, og efter hver præstation ryger trommestikkerne ud til siden med store armbevægelser og dramatik ... hvor mon de bliver af?

 Faktisk prøver Elton ikke at skjule, at han ikke er nogen enestående pianist, da der er monteret et "tangent-cam" på klaveret, så man det meste af koncerten kan følge hans tykke fingre i højde med de sort-hvide tangenter.

 Det er slut! Vi er udmattede! Men det er intet imod, hvad Elton John må være. Han har kørt på i næsten tre timer uden mere end 20 sekunders pause mellem hvert nummer. Hvordan gør han det? Det er intet mindre end imponerende. Det er muligt, at hans stemme ikke kan klare de helt høje tomer længere, men fylden og mest af alt styrken i stemmen er stadig fantastisk.

 Efter en kort entusiastisk klappen fra vel 7.000 begejstrede tilskuere (her var ikke helt udsolgt) dukker Elton John op igen og giver sig god tid til at signere plader, billetter og et enkelt brasiliansk flag (?) til de tilskuere, som var trukket frem under de sidste tre numre, og fik koncerten til at hæve sig fra en "sid-ned" oplevelse, til en Elton-holder-fest-oplevelse.
 Alle har brug for at få pulsen ned efter dette work-out-trip, og det sørger Elton selv for ved at spille "Candle in the Wind" uden bidrag fra Ray Cooper.

 Det er slut. Vi er udmattede ... men det er intet imod hvad denne fantastiske 63-årige entertainer må være.

 GODT GÅET ELTON!

 ... og så spænede vi ud til bilen, og som nogen af de første var vi ude fra snekaos på parkeringen og satte kursen mod København, hvor vi helt uden sne-problemer kunne besvime hjemme 4 timer senere.

Retur