Rick Wakeman, 2009 2. maj, Hampton Court

 Uha for en opsætning ... det tegner godt. Vejret er også med os - ingen tegn på regn.

 Koncerten startede med The English Chamber Choir, som sang et par sange - hvor af i hvert fald én skulle være komponeneret af Hr. Henrik selv. Det var lidt morsomt at tænke på, at Rick Wakeman tilbage i 1973 lavede det fremragende "Six Wives" album og ved den lejlighed spurgte, om han måtte opføre den live foran slottet. Som han selv udtalte fra scenen efter koncerten: "Jeg var ved at blive smidt i fængsel for landsforrædderi!". Nu her 35 år senere ringede folkene fra Hampton Court selv op og spurgte, om han ville opføre værket i anledning af  500. året for Henrik d. 8.s kroning. FEDT!

 Efter koret dukkede tre ældre herrer op - tydeligvis med Dave Cousins i forgrunden ... The Strawbs. De gav ca. ½ times fremragende koncert for stemmer og tre guitarer, mens det langsomt blev mørkere. Nu kunne man efterhånden se belysningen på slottet, så baggrunden for en stor oplevelse var ved at være på plads.

 Vi fik ved adskillige lejligheder at vide, at vi UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER måtte fotografere ... så det blev ikke til så meget. Så kunne man til gengæld nyde musikken ... og glæde sig til DVD'en. Kameraerne svingede rundt for at få perfekte vinkler, og Brian Blessed var intet mindre end fremragende som konferencier, der både professionelt og ekstremt morsomt introducerede de 6 koner i den rækkefølge, som er kendt fra albummet ... ikke den kronologiske rækkefølge.

 Indledening var et nyt nummer - en Overture: "Tudorture" ... typisk Wakeman - hermed lidt for mange tangent-anslag til melodien, men også temmeligt rockede passager - men nu er vi jo også ved at blive kræsne.
 De to første koner var flotte - meget a la originalen, men også med lange indlagte passager for kor og orkester, hvor man næsten fik "Journey to the Center"-fornemmelser, og de typiske Wakeman-Gøg-og-Gokke-indslag, som jeg til gengæld godt kunne undvære. Da vi nåede til "Jane Seymour" rykkede det. Et stort orgel gled frem bag scenen, og iført sin nyeste kappe "svævede" Rick op af trappen til orglet og gav en monster-fremførelse af nummeret. Der var så meget tryk på lyden, at man kunne mærke den. Det var stort, og her var kor og orkester bare perfekt matchet.

 Mit billede af Rick ved orglet er ikke perfekt (det lille), så her har jeg hugget et fra Lee Wilkinson på nettet og sat ind. Se alle hans foto her: http://www.lwmultimedia.co.uk/RWHamptonCourt1.html#grid

 Igen fulgte et nyt nummer: "Defender of the Faith" tilegnet Sir Henry selv. Det lød ret godt - nu var det jo første gang vi hørte det - så det vinder sikkert ved genhør.

 Uh! Det var koldt, generatorerne til al strømmen larmede. "Katherine Parr" var flot, men kulden vandt over "Anne of Cleves" - man sad faktisk ikke ret godt på de hårde stole. Igen var der passager, som lå tæt på originalen, og længere stykker som bevægede sig væk og udnyttede kor, band og orkester.
 Til gengæld faldt det hele på plads i den store finale, hvor noget igen gled ind bag scenen, og Rick igen besteg trappperne for at udføre "Anne Boleyn" på Grand Piano ... intet mindre end fremragende. Her kom kor og orkester for første gang perfekt igennem, og det hele gik op i en højere enhed. Jeg glæder mig vildt til at høre lyden på DVD'en, hvor det hele nok har fået en ekstra tur gennem mixeren.

 Tak fordi vi måtte opleve dette ... en minderig dag i vores koncert-historie!

 Her takker Rick efter koncerten (med sine koner i baggrunden?) alle, der har hjulpet til at realisere koncerten.

 Herefter fik vi "Tudorock" som extra-nummer ... med en fed synth-duel mellem Rick og hans søn Adam.
Check lige baggrunden ... det er IKKE en kulisse.

 Og så styrtede vi ellers afsted for at nå det sidste tog til London. Vi hentede IKKE vores ny-brændte live-CD'er, som lå klar til os. De kom heldigvis med posten - dog først efter 16 lange dage, så jeg kan sidde og grine af Brian Blessed's genialiteter, mens jeg skriver dette. Det er en triple CD, hvor 3. skive kun er foto ... dem må vi lige have et par stykker af: