Kapitel 7 : Til søs uden sejl.

Straks efter at Familien Carlsen havde købt deres nye skib, ville de af sted. Men der var lige nogle ting, som skulle gøres først. De skulle hjem og hente deres tøj og alle tingene, som de ikke havde solgt. Og så skulle papegøjen Skræppe, hunden Snus og katten Snif selvfølgelig også hentes. Dyrene skulle jo også ud at sejle. De skyndte sig alle op til bussen og tog tilbage til deres næsten tomme lejlighed.

Da de kom tilbage opførte både Snif og Snus sig meget mærkeligt. Dyrene løb rundt og peb. Det virkede næsten som om, de godt vidste, at hele familien skulle flytte nu, og at de var lidt kede af at skulle væk. Casper og Caroline syntes også, det var lidt mærkeligt, at komme tilbage til en hel tom lejlighed. Men de kunne slet ikke være kede af det, når de tænkte på, at de snart skulle ud at sejle.

Hurtigt samlede de alle deres ting sammen i kufferter og rygsække. Hunden og katten fik deres halsbånd på, og papegøjen kom ind i sit bur. Fru Carlsen tog posen med de penge, der var blevet til overs fra loppetorvet.

Da de stod i døren, vendte Casper og Caroline sig om og kiggede tilbage en sidste gang.

»Farvel lejlighed, farvel skole,« grinede Casper.

»Farvel lektier,« tilføjede Caroline.

Caroline kiggede op på sin far.

»Bliver det ikke vidunderligt?« Caroline strålede.

Hr. Carlsen var pludselig blevet noget bleg.

»Gå I nu bare i forvejen,« sagde han. »Mor og jeg skal lige lukke for vandet.«

Casper og Caroline gik i forvejen ned ad trappen med dyrene.

»Puha!,« sagde Hr. Carlsen alvorligt. »Hvad er det, vi gør? Hvordan tør vi gøre dette? Det er jo fuldstændigt vanvittigt!«

Fru Carlsen kiggede på ham og smilede.

»Netop!,« svarede hun og kyssede ham på kinden. »Det er jo derfor, vi gør det. Hvis alt går helt galt, så sælger vi skibet og tager flyveren hjem.«

Hr. Carlsen gav hende et kæmpe kram og smilede til hende.

»Flyveren hjem!,« vrængede han. »Det gør en ægte sørøver ikke.«

Så sagde de pænt farvel til lejligheden, smækkede døren, og for sidste gang tog de elevatoren ned. Hr. Carlsen huskede at smide nøglerne til hoveddøren ind i brevkassen hos viceværten. De havde ikke tid til at skrive et brev til ham, hvor de forklarede, at de var taget ud at sejle. Men de lovede hinanden, at skrive et postkort til ham, når de nåede til en sydhavsø i de varme lande. Hvis de kunne finde en postkasse.

 

Hele familien tog en stor taxa ned til havnen, helt ned til skibet. Så behøvede de ikke at slæbe deres kufferter så langt. Fra kajen balancerede de over den tynde planke med bagagen, og et var ikke helt let, da nogle af kufferterne var temmelig tunge. De måtte gå frem og tilbage et par gange, før alle deres ting var ombord.

Johannes lå stadig i hængekøjen og sov tungt. Hr. Carlsen så misundeligt på ham, og det lagde Fru Carlsen mærke til.

Ja, man ved jo nok, hvor du vil være at finde fremover,« sagde hun.

Til sidste slap Casper Snus og Snif løs fra den kuffert, som de var bundet til, så de selv kunne løbe over planken. Snus spænede villigt over planken, men katten måtte løftes op og bæres ombord. Dyrene gik forsigtigt rundt og snusede til alle de nye lugte, der var på skibet.

Da Snus kom til masten, standsede den op og snusede ekstra grundigt til dem. Så lettede den det ene bagben, og som enhver anden hund tissede den op af masten, som om den var et træ. Hr. Carlsen kom med det samme løbende.

Næh, hør nu her Snus! Man tisser altså ikke på dækket.«

Snus kiggede på ham, som om den ville sige: »Hvor tisser man så?«

Hr. Carlsen kiggede sig omkring.

»Du kan tisse ... øøh!«

Han nåede ikke at sige mere, for nu lød der en forfærdelig skræppen inde på kajen.

»Luk mig ud din bolværks-matros!«.

»Du skulle kølhales din hallunk!«

Det var selvfølgelig papegøjen Skræppe, som sad helt alene tilbage på kajen i sit bur. Og nu ville den altså også ombord. Casper løb tilbage over planken for at hente den.

Støjen havde vækket Johannes, som nu dukkede op ved rælingen og så på Casper, mens han bar buret ombord.

»Det bliver jo en ren zoologisk have,« grinede den gamle sømand. »Jeg skal love for, at der bliver liv på den gamle skude nu.«

Da Casper kom ombord igen, satte han buret på dækket ved siden af roret. Men det fandt Skræppe sig ikke i.

Luk mig ud din padde-hjerne. Slip mig fri, hundehoved,« skreg den.

Den hoppede rundt inde i sit lille bur, så det endte med at vælte.

»Kan vi ikke lukke den ud?,« spurgte Casper.

Hr. Carlsen var lidt bekymret for, at papegøjen måske ville flyve væk. Men da Skræppe havde skabt sig i to minutter til, slap Hr. Carlsen den alligevel ud bare for at få fred. Skræppe hoppede hurtigt ud af buret og lettede straks. Den fløj i en stor bue rundt om skibet, hvorefter den landede på kanten af rækværket ved siden af roret. Her satte den sig til at pudse sine fjer og sad roligt uden at sige et eneste ord. Hele familien stod målløse og kiggede på papegøjen.

»Det var pokkers!,« mumlede Johannes.

Men papegøjen lod sig ikke forstyrre af deres blikke, og da de havde stået et øjeblik, sagde Hr. Carlsen:

»Ja, den ser da ud til allerede at føle sig hjemme.«

Nu løb Casper og Caroline hen til Hr. Carlsen.

»Skal vi sejle nu, Far?«, spurgte de i munden på hinanden.

»Ja, vi må hellere se at komme af sted,« sagde Hr. Carlsen, men inden han nåede længere, afbrød Fru Carlsen dem.

»Hov, hov,« sagde hun.

»I har vist glemt, at vi skal ud og købe forsyninger, inden vi sejler.«

Ungerne og Hr. Carlsen så lidt flove ud. Det havde de helt glemt. Johannes grinede af dem.

»Der er vist ingen tvivl om, hvem der er den egentlige kaptajn på dette skib,« sagde han til Fru Carlsen med et smil.

Børnene grinede og Hr. Carlsen lod som ingenting.

De skyndte sig at binde Snif og Snus til masten. Skræppe var stadig meget optaget af at pudse sine fjer, så den fik lov til at blive siddende. Så satte de kursen mod den anden ende af havnen, hvor skibsprovianterings-butikken lå.

Da de kom derhen, så de, at der lå to butikker. I den ene kunne man købe mad, og i den anden kunne man købe alt muligt, som kunne bruges ombord på et skib. Hr. Carlsen blev stående foran vinduet til den sidste butik. Han var blevet meget optaget af et eller andet inde i butikken.

»I har kun brug for det, som står her på listen,« sagde Johannes og rakte Hr. Carlsen et lille krøllet stykke papir. »I kan finde det meste af, hvad I skal bruge til at vedligeholde skibet i de mange rum under dækket,« forsikrede han.

Fru Carlsen kom hen til dem.

»Kom nu Cornelius,« sagde hun. »Vi skal have købt mad først. Så må vi tage listen sammen bagefter.«

Hr. Carlsen var så optaget, at han slet ikke hørte, hvad hun sagde.

»Ja, ja da,« sagde hun og rystede på hovedet.

»Du ville alligevel bare stå i vejen inde i butikken.«

Johannes nikkede. »Jeg tror, at vi skal klare dette selv, Frue.«

Selv om de kaldte hinanden med fornavn, tiltalte Johannes stadig Fru Carlsen som Frue.

Så gik hun, Johannes og børnene ind for at købe mad. I samme øjeblik, de andre var forsvundet, fór Hr. Carlsen ind i den anden butik.

Et kvarters tid efter stod Fru Carlsen, Casper og Caroline igen foran butikkerne. De slæbte på papkasser og poser, og de havde endda lånt en lille trækvogn af den rare mand i butikken. Vognen var fyldt med flasker og dåser. Samtidig gik døren til den anden butik op. Hr. Carlsen kom til syne med en stor sæk over ryggen og en lille kasse under armen. Casper og Caroline løb hen til ham.

»Hvad er der i kassen, Far?,« spurgte de nysgerrigt.

»Det er batterier til fjernsynet,« svarede Hr. Carlsen med et grin.

»Du skal da ikke sidde og glo på fjernsynet, når vi er ude at sejle, « skændte Fru Carlsen.

»Det kan da være, at det regner og bliver lidt kedeligt en dag.«  Hr. Carlsen grinede.

»Hvad er der så i sækken, Far?,« fortsatte børnene nysgerrigt.

Det er en hemmelighed,« forsikrede Hr. Carlsen.

Børnene spurgte ikke mere. De vidste godt, at når deres far havde en hemmelighed, så røbede han intet, før det rigtige tidspunkt var kommet.

Hr. Carlsen vendte sig om i døren og vinkede til manden i butikken.

»Vi ses om lidt,,« sagde han.

Hr. Carlsen havde købt en del maling til skibet, noget nyt tovværk og en masse andre ting, som Johannes havde skrevet på listen. Det var for tungt at slæbe, så det ville blive kørt ned til skibet. De aftalte også, at de tungeste ting fra provianten, blev kørt med.

Hr. Carlsen fik et par poser, og de gik tilbage til skibet. Da de kom tilbage, var Snif og Snus faldet i søvn oven på hinanden, og Skræppe sad stadig på rækværket ved siden af roret. Den så ud som om, den følte sig vældig godt tilpas.

De ventede kun et øjeblik ved skibet, så dukkede bilen med varerne op. Den unge mand, som kørte bilen kiggede mistroisk på skibet.

»At I tør!,« sagde han kort med medfølelse i stemmen. »I får vist brug for mere end disse ting, for at holde sammen på det,« sagde han hånligt.

Johannes var henne i den anden ende af skibet, så han hørte det ikke. Fru Carlsen så bekymret på Hr. Carlsen, mens den unge mand læssede af. Måske havde de alligevel gjort en dårlig handel.

»Der er ikke noget at være bekymret for,« sagde Hr. Carlsen, »men vi har nok et hårdt stykke arbejde foran os. Det skal nok gå helt fint.«

Den unge mand rystede på hovedet. Han tog en lille pakke op af lommen og kastede den hen til Hr. Carlsen.

»Hvad er det?,« spurgte Hr. Carlsen, mens han studerede æsken.

»Søsyge-piller!,« grinede den unge mand. »I får brug for dem.«

Hr. Carlsen ignorerede ham og stak æsken i lommen.

Da de havde fået alle varerne ombord, sagde Fru Carlsen: »Nu finder jeg køkkenet, og så sætter vi maden på plads i forrådskammeret.

Det hedder ikke køkkenet men kabyssen, når man er ombord på et skib,« sagde Hr. Carlsen.

Jeg er da ligeglad, hvad det hedder. Bare man kan lave mad,« lo Fru Carlsen.

Så forsvandt hun ind i skibet med sine poser, og Hr. Carlsen hjalp hende med at slæbe varerne ned i kabyssen. Det tog sin tid, for der var meget, og Casper og Caroline var forsvundet med Johannes. Manden i butikken havde sagt, at de burde have mad nok til to måneder, og Johannes mente, at de kunne få det til at strække længere, hvis de fiskede lidt selv. Hr. Carlsen havde regnet ud, at det ville tage cirka en måned at nå frem til det sted, hvor de skulle sejle med turister, og på det tidspunkt var de nødt til at købe friske forsyninger hver dag, så der var ingen fare for, at de ville løbe tør for mad på turen.

Da Hr. Carlsen var færdig med at slæbe varer ned, gik han op til roret. Her stod børnene og fik undervisning af Johannes i alle skibets funktioner.

»De er meget lærenemme elever,« roste den gamle sejler.

»Jeg troede ikke, at I ville have mere undervisning,« drillede Hr. Carlsen.

»Det her er noget HELT andet en at gå i skole,« forsvarede Casper sig. »Det her kan man jo bruge til noget.«

»Yep!,« tilføjede Caroline. »Vi er ved at lære at sejle skibet.«

I det samme vågnede Skræppe op.

»Sejle,« skreg den. »Sejle ud af havn. Kast fortøjningerne! Hejs sejlene! Roret tre grader til bagbord!«

Børnene og Hr. Carlsen kiggede forbløffede på papegøjen. Så råbte Hr. Carlsen begejstret:

»Jeg vidste det! Jeg vidste det! Den papegøje har sejlet i sine unge dage.«

»Ikke helt tosset,« mumlede Johannes med et grin. »Men jeg må nok hellere tage over og få os sikkert ud af havnen.«

Casper og Caroline! I starter med at løbe over på kajen og gøre trosserne fri.«

Mens Casper og Caroline gjorde, som Johannes havde sagt, så Hr. Carlsen bekymret på den gamle sejler.

»Er det ikke næsten umuligt at få skibet ud mellem disse skibe uden brug af motor?«

»Hvem siger, at vi ikke skal bruge motor?,« smilede Johannes og begyndte at bevæge sig ud mod skibets stævn.

Hr. Carlsen forstod intet, for det gamle skib havde absolut ingen motorkraft. Da trosserne var trukket ind og planken var fjernet, gik de sammen med Johannes ud i skibets stævn.

Johannes lænede sig ud og vinkede til nogen.

Børnene og Hr. Carlsen lænede sig forover, og fik øje på havnens lodsbåd, som lå lige foran skibet.

»Jeg hører, at du lægger op nu, Johannes,« råbte lodsen op til ham.

»Ja,« svarede den gamle sømand med en anelse bedøvelse i stemmen. »Nu må det være nok. Jeg vil holde min søster med selskab og nyde hendes gode mad.«

»Smid en trosse ud, så trækker jeg jer derud,« sagde lodsen.

De gjorde som lodsen sagde, og langsomt men sikkert bevægede skibet sig ud af havnen.

 

Snart var de helt ude af havnen. Det ville ikke vare længe, før det blev mørkt. Solen var så småt begyndt at forsvinde ned i horisonten. Fru Carlsen kom ud fra kabyssen og kiggede tilbage mod land. Hun var meget imponeret over, at de så hurtigt var kommet ud af havnen, for hun havde ikke opdaget den lille lodsbåd, der trak dem. Casper og Caroline løb over til hende og fortalte, at Skræppe havde hjulpet dem. Fru Carlsen forsvandt et øjeblik. Hun kom tilbage med to beskøjter, som hun gav til papegøjen.

»Her din gamle søulk,« sagde hun og klappede fuglen.

»Krudtslam og beskøjter,« skreg Skræppe.

»Nej, kun beskøjter,« rettede Fru Carlsen.

Det bekymrede ikke Skræppe. Mens den balancerede på et ben, holdt den kiksene med det andet ben og gnaskede lystigt på dem.

 

Johannes havde aftalt med lodsen, at han trak dem helt ud til den lille ø, så de kunne ligge i læ der natten over. Johannes beordrede dem til at sænke ankeret, og for første gang så de det store ankerspil i funktion. Hele familien fulgte nysgerrigt med i hver operation, så de selv kunne klare den, når de blev alene.

Da lodsen var forsvundet og de lå sikkert forankret ved øen, sagde Fru Carlsen:

»Kom så, børn. Vi skal have noget mad, inden I skal i seng.«

»Næh, det går vist ikke Frue,« afbrød Johannes. »Når Johanne ser skibet, så laver hun aftensmad, og hun vil ikke kunne forstå, hvis vi ikke kommer ind og spiser.«

Hun laver vel næppe mad til seks mennesker?,« begyndte Fru Carlsen, men den gamle sejler løftede afværgende hånden og afbrød hende:

»Johanne laver altid RIGELIGT med mad, så jeg insisterer på, at I tager med i land og hilser på hende.«

»Hvis hendes mad er lige så god, som hendes is, så vil jeg meget gerne hilse på hende,« sagde Hr. Carlsen og så meget sulten ud.

»Det kan jeg forsikre jer,« svarede Johannes med et grin og klappede sig på maven.«

»Skal vi tage jollen ind til land?,« spurgte Caroline?

»I hørte altså efter hele tiden,« grinede Johannes. »Ja, man tager altid jollen, når man skal ind på lavt vand.«

Under Johannes’ kyndige vejledning fik de firet den tunge træbåd ned i vandet og kom selv ned i den.

Hr. Carlsen fik lov til at ro dem det korte stykke ind til land. Han var sikker på, at han kunne mærke duften af varm mad, da de nærmede sig den lille bådebro.