Kapitel 6 : Et skib med overraskelser.

Hr. Carlsen vågnede med et sæt, satte sig op og sprang ud af sengen. Der var dog ingen seng, for han havde solgt den dagen før, så gulvet kom noget før, han havde ventet det, da madrassen lå direkte på gulvet. Han fik derfor overbalance og faldt tilbage på madrasserne, så han puffede til Fru Carlsen.

»Hvad sker her?,« mumlede hun søvndrukkent.

»Vågn op, skat,« sagde han og kyssede hende på panden. »Vi skal ud og købe et sørøver-skib.«

Fru Carlsen åbnede det ene øje på klem og lurede på ham.

»Er du sikker på, at det her er en fornuftig beslutning?,« stønnede hun.

Det er det helt sikkert IKKE,« sagde Hr. Carlsen kækt. »Og derfor er der ingen andre, der vil gøre det. Og netop derfor vil vi tjene styrtende med penge på at sejle turister rundt i de varme lande.”

Hr. Carlsen gjorde endnu et forsøg på at komme op, og denne gang lykkedes det. Han kom hurtigt i tøjet og gik i gang med at lave morgenmad. Det var noget anderledes end sædvanligt, da meget af deres køkkenudstyr manglede. Men det lykkedes dog fint, og inden han var klar, var både Fru Carlsen og børnene dukket op.

Morgenmaden blev indtaget siddende på gulvet. Hr. Carlsen’s ben var dog ikke indrettet til at sidde på et gulv, så han satte sig op i vindueskarmen i køkkenet og kiggede ned på vejen, mens han gumlede på et stykke franskbrød. Normalt ville han have været i et dårligt humør mandag morgen fordi en hel arbejdsuge ventede forude – men ikke i dag.

»Se på alle de stakler dernede,« sagde han og pegede ud ad vinduet. »De er alle på vej på arbejde. Er der ikke synd for dem?«

Fru Carlsen syntes, at spørgsmålet var noget upassende, så hun svarede ikke, men Caroline sprang op og kiggede ud.

»Der er også nogle stakkels børn, som skal i skole,« fnisede hun.

»Du kan godt droppe den fnisen,« lød det vredt fra Fru Carlsen. Lige så snart vi er kommet til søs, så tager du dine skolebøget frem igen, og så skal jeg nok undervise dig.«

»Vores bøget blev desværre solgt i går,« sagde Casper og prøvede at se overbevisende ud.

»Hold så op!,« afbrød Hr. Carlsen. »I taget jeres bøger med, og I gør, som jeres mor siger. Og skynd jer nu lidt, for vi skal ned og købe vores skib inden nogen andre køber det.«

»Det er der vist ikke nogen grund til at være bekymret for,« mente Fru Carlsen, men her tog hun HELT fejl.

 

Kort tid efter traskede hele Familien Carlsen igen gennem havnen mod det sted, hvor den gamle mand og hans skib var. Hr. Carlsen havde puttet alle deres penge i Carolines rygsæk, så han klirrede lidt, hver gang han tog et skridt. Allerede før de var helt henne ved skibet, kunne de se, at der var noget galt. To mænd stod foran DERES skib og viftede med armene foran den gamle sejler. Da de kom lidt tættere på, kunne de høre at de råbte højt.

»Det er en formidabel pris for sådan en plimsoller,« råbte den ene af de fremmede.

Den gamle sømand svarede så lavt, at de Familien Carlsen ikke kunne høre, hvad han sagde, men de kunne se at han lagde armene over kors og rystede på hovedet.

»Det er vanvittigt!,« råbte den anden mand. »Ingen vil give så meget for det skib.«

Den gamle sømand kiggede nu op og fik øje på Familien Carlsen.

»DE vil!,« svarede han og pegede på familien, der nu var så tæt på, at de kunne høre hvad alle sagde.

Den mindste af de to unge mænd, der også havde det mest truende udseende, tog tre skridt hen mod Hr. Carlsen og råbte ophidset:

»Hvorfor i alverden vil I betale 2 millioner for den rådne skude? Det er den overhovedet ikke værd.«

Hr. og Fru Carlsen standsede og så noget overraskede ud. De to unge mænd var i jakkesæt og havde smarte solbriller på, som spejler alt, så man ikke kunne se mandens øjne. Den højeste af mændene bar handsker og knyttede hele tiden hænderne, som om han forberedte sig på at slå.

»2 millioner! Så mange penge havde de absolut ikke, og det var langt over den pris, som de havde aftalt med den gamle sømand.

»Hvad skal I bruge skibet til?,« fortsatte den unge mand ophidset. »Har I også planer om at lave det om til natklub?«

»Det er desværre en forretningshemmelighed, som jeg ikke kan afsløre på nuværende tidspunkt,« svarede Hr. Carlsen roligt og velovervejet selv om han inderst inde var noget urolig. Hans stemme lød meget alvorlig, og Casper og Caroline havde aldrig hørt ham tale sådan før.

»Hvor meget er I villige til at byde?,« råbte den første unge mand.

Uden at vente på svaret vendte han sig om mod den gamle mand, og pegede truende mod skibet:

»Vi byder 2½ million for skuden!«

Der var stille et øjeblik. Resten af Familien Carlsen stod som lammede. De havde absolut ikke mulighed for at betale mere for skibet, end de havde aftalt, og nu havde de solgt alt hvad de ejede, for at kunne købe skibet. Det var en katastrofe.

Den gamle mand bakkede lidt på sin pibe og betragtede roligt dem alle sammen. Så pustede han en røgsky ud og kiggede på Hr. Carlsen:

»Jamen så må I jo byde mere, hvis I vil have skibet.«

De to unge mænd vendte sig truende mod Hr. og Fru Carlsen, og de kunne lidt for tydeligt se deres egne bekymrede ansigtsudtryk i de blanke brilleglas.

»By-byde mere,« stammede Fru Carlsen.

»Ja! Byde mere,« råbte den ene unge mand truende. »I må byde 3 millioner, hvis I vil have dette skib. Eller køber vi det.«

Hr. Carlsen var helt bleg. Han stirrede på de to unge mænd, men pludselig bemærkede han den gamle sømand bag dem. Han lukkede langsomt det ene øje og åbnede det igen, mens han nikkede, uden at nogen andre bemærkede det.

Hr. Carlsen var lidt usikker på, hvad der skete. Den gamle mand blinkede igen og smilede.

»Efter moden overvejelse byder vi 3 millioner,« sagde Hr. Carlsen. Han kunne høre Fru Carlsen og børnene gispe bag sig, men han lod som ingenting.

»Vi byder 3½ million!,« brølede den forreste unge mand.

Den høje mand med handskerne trådte nu frem og lagde sin hånd på den førstes skulder:

»Det kan vi ikke,« sagde han. »Vi kan ikke byde mere!«

»Hva’ så med alle vores planer?,« råbte den første mand rasende. »

»Vi finder et andet og billigere skib,« svarede han. »Der er langt billigere og bedre skibe end dette.«

»I så tilfælde,« brød den gamle sejler ind, »så vil jeg anse skibet for at være solgt til Familien Carlsen.

De to unge mænd stirrede på den gamle mand, og uden at sige mere slog de irriteret ud med armene og forlod dem uden at sige mere. Den gamle mand og Familien Carlsen betragtede dem, mens de marcherede væk fra stedet. De var ikke kommet ret langt væk, før de kunne høre dem råbe ad hinanden og se, hvordan de fægtede vildt med armene.

Den gamle mand kiggede tilbage mod Familien Carlsen.

»3 millioner,« sagde han. »I vil VIRKELIG gerne have dette skib.«

»Thjaee ..,« begyndte Hr. Carlsen tøvende.

Inden, han nåede videre, afbrød den gamle sejler ham.

Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke vil sælge skibet til hvem som helst. Og de to knægte fortjener det ikke. Men jeg vil heller ikke prakke skibet på folk, som ikke er klar til det.«

»Prakke på?,« spurgte Caroline. »Hvad betyder det?«

Det betyder, at jeg ikke vil sælge skibet til nogen, uden først at fortælle dem om de tre ting, der er lidt specielt ved skibet.«

Hr. og Fru Carlsen så lidt bekymrede ud. Måske var masterne rådne, så de ville knække, hvis det bare blæste en lille smule. Eller måske var der et hul i bunden af skibet, så vandet løb ind hele tiden? Hr. Carlsen blev bleg. Hvis de alligevel ikke ville købe skibet, så havde de intet andet end en tom lejlighed og en del penge.

 

»Nej, nej,« forsikrede den gamle mand, da han så deres bekymrede ansigter. »Skibet er helt i orden. Men lige meget hvor langt jeg er gået rundt inde i skibet, så har jeg endnu ikke set alle rummene og kahytterne i det. Hver gang man kommer ind i et rum, så er der endnu et nyt rum ved siden af. Og når man så går ind i det næste rum, så er der igen et nyt rum ved siden af. Jeg har faktisk aldrig set alle rummene i skibet, og derfor er jeg helt sikker på, at skibet er blevet forhekset.«

Familien Carlsen så forbløffede på hinanden. Kunne det være rigtigt? Skibet lå her fredeligt og roligt i havnen og var ikke særligt stort. Men indeni skulle det være uendeligt stort. De kunne ikke helt tro på, at det var rigtigt.

»Ja, jeg forstår godt jeres mistro,« sagde sømanden. »Jeg har aldrig fortalt dette til andre, og de få sømænd, som jeg har sejlet med, er nu døde og borte. Men det er aldeles sandt. Det kan selvfølgelig være klabautermandens værk.«

»Klabautermanden?,« spurgte Hr. Carlsen måbende.

»Ja! Klabautermanden,« grinede den gamle sømand,« så han måtte holde fast i sin pibe. »Jeg troede ellers, at du vidste alt om gamle skibe. Har du aldrig hørt og Klabautermanden?«

»Skibsnissen,« fortsatte sejleren. »Ham må du da have hørt om.

»Nå, skibsnissen,« sagde Hr. Carlsen usikkert. »Jo! Ham har jeg da hørt om. Jeg har bare aldrig hørt ham omtalt som klabautermanden.«

»Men sig mig,« tilføjede Hr. Carlsen  straks. »Er det virkelig rigtigt, at der er så mange rum i skibet, at du ikke har set dem alle sammen?«

»Så sandt som jeg hedder Johannes,« grinede sømanden.

Efter et øjebliks tavshed sagde Hr. Carlsen:

»Hvis det virkeligt er rigtig, så kommer vi jo aldrig til at mangle plads på skibet.«

Den gamle sømand smilede og nikkede.

»Men I skal passe på,« formanede sømanden. »Jeg har forvildet mig så langt ind i skibet, at jeg nær aldrig havde fundet ud igen, så det er ikke helt ufarligt.«

Der var stille et øjeblik, mens alle tænkte over dette.

»Der er en ting til. Skibet mangler også en galionsfigur,« fortsatte sømanden.

»Hvad er en galionsfigur,« spurgte Casper.

En galionsfigur er en slags statue, som hænger forrest på skibet. Den beskytter skibet mod drager og andre søuhyrer. Men det er ikke et særligt stort problem nu om dage, for der er ikke så mange søuhyrer tilbage. Jeg har i hvert fald aldrig set nogen,« grinede sømanden.

»Hvad så med drager?,« spurgte Caroline forsigtigt.

Den gamle sejler trak på skuldrene og smilede drillende.

»Men hvad er den sidste ting, vi skal vide om skibet?,« spurgte Hr. Carlsen bekymret. »Du sagde, at der var tre ting!«

»Thjaee,« sagde den gamle mand og kløede sig i sit hvide overskæg. »I tror det måske ikke, men der er et spøgelse på skibet.«

»Jubiii,« råbte Casper og Caroline og hoppede rundt. »Et spøgelse!«

Det var lige noget, de syntes om.

»Så, så børn!,« sagde Fru Carlsen og så lidt mistroisk ud. Hun syntes, at det var rigeligt at høre om skibsnissen, og hun troede altså ikke på spøgelser. Hr. Carlsen så heller ikke ud til, at et spøgelse ville forhindre ham i at købe dette skib.

Den gamle mand rejste sig.

»Så lad os tage en rundtur,,« sagde han og begyndte at stavre over planken til skibet.

»Øh! Der er lige et enkelt problem,« sagde Hr. Carlsen bekymret.

»Er det pengene?, spurgte den gamle sømand.

Hr. og Fru Carlsen nikkede bekymrede.

»Har I pengene i rygsækken?«

Hr. Carlsen nikkede.

»Lad mig lige holde den,« sagde den gamle mand roligt.

Hr. Carlsen kæmpede sig fri at den tunge rygsæk, og satte den på molen, så det klirrede. Sømanden tog et skridt ned fra planken og tog fat i hanken. Han løftede den uden problemer.

»Det føles præcis som 3 millioner,« sagde han og slap den igen.

Uden at sige mere vendte han sig om og balancerede over på skibet.

Familien Carlsen kiggede forbløffede på hinanden. Hr. Carlsen skyndte sig at tage rygsækken op, og de fulgte efter sømanden ombord.

De kiggede rundt på skibet i mange timer, og de var alle udmattede, da de sent på eftermiddagen havde set alt, hvad de skulle. Skibet var gammelt og trængte til en del vedligehold, men det var noget Hr. Carlsen kunne klare selv. De så ikke noget til spøgelset, og der var en del rum under dækket, men ikke så mange, at de blev overbevist om sømandens skrøner om uendeligt mange rum.

»Hvor mange sømænd skal der til at sejle dette skib?,« spurgte Hr. Carlsen lidt bekymret, da de igen stod oppe på dækket og betragtede udsigten over havnen.

»Med to unge matroser burde det kunne lade sig gøre,« mente sømanden og så hen mod Casper og Caroline. »Jeg har sejlet det sammen med to hjælpere, så måske kokken også skal hjælpe lidt til, hvis vejret bliver hårdt,« grinede han og så hen på Fru Carlsen.

»Men I skal nok afholde jer fra at sejle ud i alt for høj sø,« tilføjede han.´

»Hvorfor det?,« spurgte Fru Carlsen bekymret.

»Man skal altid lære sit skib at kende, inden man tager det ud på åbent hav, Frue,« svarede han alvorligt.

»Men vi kender jo slet ikke skibet,« sukkede Fru Carlsen.

»Nej,« smilede sømanden, »men jeg kan da godt hjælpe jer i gang.«

»Hvordan … hjælpe i gang,« spurgte Fru Carlsen nysgerrigt.

»Jeg kan hjælpe jer med at få skibet på havet, og vise jer, hvordan det styres,« sagde han. »Det bliver så min sidste tur på skibet,« tilføjede han vemodigt og tog piben ud af munden, mens han lagde hovedet tilbage og betragtede masterne og rigningen.

»Meen,« fortsatte han, »så kan I til gengæld gøre mig den tjeneste at sætte mig af på den lille ø derude, hvor min søster Johanna bor.«

Sejleren pegede ud mod den lille ø, som Familien Carlsen så ofte havde sejlet ud til.

»Det er jo Skatteøen!,« udbrød Casper og Caroline i munden på hinanden.

»Skatteøen!,« sagde den gamle mand forundret, og så på børnene. »Næh! Der er vist ingen skatte på øen. Men min søster bor i huset og sælger is til alle, der besøger øen, og det er vist lidt af en guldgrube.«

»Uhmm!,« sagde Fru Carlsen. »Det er pragtfuld is, som vi har spist mange gange. Jeg har flere gange forsøgt, at lokke opskriften ud af deres søster, men hun vil ikke af med den.«

»Ha!,« grinede sejleren højt. »Johanna forærer ikke noget væk, og hun er benhård, når det gælder forretninger.«

Den gamle sømand vendte sig om, og kiggede på dem alle på én gang.

»Hør nu her,« sagde han. »Hvis vi skal ud at sejle sammen, så må vi vist hellere præsentere os. Jeg hedder Johannes.«

De hilste alle pænt på sejleren og fortalte, hvad de hed.

»Johannes! Hvornår sejler vi?,« spurgte Casper utålmodigt.

»Skal du ikke have dine ting med ombord? Og hvad med forsyninger? Jeg har kun et par dåser mad og lidt brød, så det kan I ikke leve ret længe af.«

»Vi skal hjem og hente vores ting, og vi skal købe ind til turen, inden vi kan sejle,« sagde Hr. Carlsen.

»I så fald vil jeg anbefale skibsprovianteringsbutikken på havnen,« sagde Johannes. »De har hvad man skal bruge, og hvis jeg går med jer, så skal I nok få det til en rimelig pris.«

De aftalte straks, at de ville skynde sig at hente deres ting, og så kunne de mødes og købe ind sammen.

»Vi ses om tre timer,« sagde Hr. Carlsen, da de forlod skibet via planken.

Johannes svarede ikke, men vinkede blot fra den hængekøje på dækket, hvor han allerede havde lagt sig for at tage sin middagslur.