Tirsdag d. 1. september 2015 RETUR

Guddommelige museums- og gospel-oplevelser

Vi vågnede totalt våde, selv om vi sov oven på lagenerne, så kl. 7 forsynede vi os med ørepropper og startede igen for AC’en. Det hjalp! Vi sov herefter tungt og forlod først hotellet efter middagstid, hvorfra der var en meget kort gåtur langs Broadways frugtboder hen til vores morgenmads-sted fra sidste gang, som vi absolut ikke ville undvære.

Hanne checkede lidt second-hand tøj på vejen, mens jeg kort førte dagbogen helt up-to-date. Hvad? Vores diner havde kun morgenmad frem til kl. 11, men det gjorde ikke den store forskel, da vi bestilte store frokost-omeletter og fik både kaffe og brød til. Omeletterne havde nu kartofler til, så det udgjorde både morgenmad og frokost. Drikkepengene var igen det store rod: De ville ikke modtage pengene i kassen, hvor man betalte kontant, men jeg kunne lægge dem på bordet.

Det var varmt, men alligevel ikke værre end at vi sneg os i skyggen langs Central Park for at komme hen til ”Museum of National History”. På vejen traskede vi lige forbi Dakota Bygningen, og her er det umuligt ikke at sende John Lennon en venlig tanke. Allerede på skridt inde i Naturhistorisk Museum er man godt klar over, at her venter noget specielt. Entreen er en gigantisk hal med to kæmpe dinosaurer-skeletter – den enes hoved når næsten loftet i den ellers meget høje sal.

Det siger noget om både salens og dinosaurens størrelse.

Hanne øjede, at der var en gratis rundvisning, så indtil da gik vi rundt og beundrede de overdådigt flotte opsætninger af udstoppede dyr i 3D-panoramaer. Her er også alverdens ting og sager fra hele verden inkl. pygmæer i junglen, nomader i Afganistan osv. … menneskerne var dog næppe udstoppede, selv om de var meget livagtige.

Nej, det er IKKE malerier! Det er panoramaer med 3D-maleri baggrunde … utroligt flotte!

Nu stillede vi os op for at vente på guiden, og en ældre, spinkel kvinde ved navn Mary dukkede op, og vi måtte stimle sammen omkring hende for at høre hendes stemme, og da hun var tunghør, nøjedes vi med at lytte – hvilket var fremragende. Den timelange tur (på 90 minutter) var en flot gennemgang af mange af samlingerne og lidt af historien bag dem, specielt de flotte baggrunde til de amerikanske dyr Mountain Lion / Puma / Cougar i Grand Canyon og bison i Montana virkede meget bekendte. Mary førte os gennem sale, hvor udstillingerne og den opfindsomhed/elegance, hvormed de var lavet, gør dette til et enestående museum. Og så er det gratis! Specielt den svævende hval var fascinerende.

Dinosaurerne fik også megen opmærksomhed, og her hørte vi bla. om den ”Roy Chapman Andrews”, der angiveligt har givet inspirationen til Indiana Jones. Wikipedia mener dog, at George Lucas har brugt flere som inspiration. Ja, han havde da hat på!

Imponerede over alt i dette museum, endte vi med at tage en ekstra rundtur, og vi blev smidt ud, da museet lukkede kl. 17.

Vi kunne gå ned i kælderen på museet og tage Metroen direkte til Times Square, og her kunne Hanne shoppe cremer, som var bestilt af naboen, som passer hus og fugle hjemme. Imens beundrede jeg det kaos, som udspiller sig her – det er som Strøget i København – bare 1000 gange værre! Masser af mennesker og et hav af lysreklamer – det er klaustrofobisk. Lavpunktet er nøgne – ja nøgne – unge piger, der er full-body sminkede som Stars & Stripes. Disse omvandrende flag forsøger så for betaling at blive fotograferet sammen med turisterne. Jeg forsøgte ikke at fotografere dem, men fortød alligevel, at det ikke kunne dokumenteres her, så jeg hentede et af ufatteligt mange billede på nettet.Det ser man da heldigvis ikke på Strøget … så vidt jeg ved!

Lysreklamerne er overvældende her – det er gigantiske TV-skærme. Dem kan man så mene om, hvad man vil.

Vi flygtede fra Sodoma og Gomorra og bevægede os et par gader nordpå mod åndelig frelse – i form af ”Times Square Church”, der holdt til i et gammelt teater, hvor folk nu strømmede ind til tirsdagens ceremoni.

Allerede i indgangen taber man pusten over det overdådige gamle teater med guldmalede søjler, snoede trapper, udskæringer, smukke malerier og lysekroner – skinnende velholdt og helt vildt imponerende! En ung mørk kvinde bekræftede, at vi bare kunne gå ind, men vi listede op på balkonen i håb om at kunne deltage i ubemærkethed. Herfra havde vi en flot udsigt til scenen og det fantastiske loftsudsmykning.

Der var gang i opvarmningen, da vi satte os, og et halvt kor sang og underholdt frem til et kvarter før kl. 19, hvor chef-prædikanten proklamerede, at tæppet nu ville gå ned, og at 156 lande ville kigge med, når tæppet gik op igen. I det kommende kvarter fortalte storskærmene om den kommende ”ceremony”, og at man da godt måtte sidde ned. ”Sidde ned? … det gør man da til en gudstjeneste. Nix! Tæppet var kun lige gået op, da alle stod op og klappede, sang eller svajede til musikken med armene løftet højt i vejret. Man sidder ikke ned her – man synger, beder og fester med Gud, og det er befriende naturligt og afslappet. Jeg fotograferede ikke under selve ceremonien, så disse to billeder er igen hugget fra nettet, men de er aldeles identiske til hvad vi så på scenen.

En spinkel mørk kvinde – nok lidt ældre end os – med et stænk gråt i det korte hår viste stor interesse for Hanne på tværs af midtergangen, som vi sad ud til. Da vi rykkede os ind for at se bedre forbi herren foran, hoppede kvinden over til os, og hun spurgte til vores herkomst og var meget venlig. Vi stod op og klappede med til sangene, og vi satte os ned som den rare kvinde, når prædikanten tordnede sit budskab ud – noget mere politisk og direkte end i Danmark. Der indløb hele tiden anmodninger om bønner for hjælp på storskærmen fra folk over hele verden, som uden tvivl var on-line nu. Der indløb også taksigelser for små mirakler, som var sket siden sidste gudstjeneste.

Nu skulle alle bede, og Beverly tog os i hånden, så vi dannede en cirkel og bad i flere minutter. Det foregår højlydt, men dog ikke så højlydt som fra prædikanten på scenen. Det var en meget anderledes, men alligevel privat og absolut ikke intimiderende, selv om det unægtelig er grænseoverskridende i forhold til en dansk gudtjeneste i Folkekirken. Store spande gik rundt til indsamling, og vi var overraskede over, hvor få folk der lagde noget i dem, så vores bidrag var nok større end hele rækkens tilsammen, og det var rart at se, at dette ikke udelukkende drejer sig om penge. Man kan sagtens være her og nøjes med at bidrage åndeligt. Vi tog endnu en fællesbøn stående med Beverly, og så sluttede den hvide prædikant af med at bede alle nye velkommen, og her fortalte han om sit eget kald, der havde været helt uden gådehud, himmellys eller andre guddommelige hændelser – igen meget sympatisk og jordnært.

Nu gik der bakker med oblater og små glas rundt, og det hele sluttede i stilhed med en fælles nadver. Herefter klappede folk og rejste sig op. Beverly greb fat i os og guidede os ud gennem det smukke teater, så vi fik det hele med – inklusive et stort farvel-kram i den smukke foyer. Det var en MEGET anderledes, men også en meget hjertevarm oplevelse, og det var ikke i nærheden af at være en TV-prædikant oplevelse, som vores fordomme nok havde frygtet. Og så var det selvfølgelig også det vi kom for – en masse flot gospel-korsang. Og lige til sidst: ØV! Hvorfor fik vi ikke nogen til at tage et foto af os sammen med søde Beverly?

Vi traskede nordpå at Broadway for at finde en bøf-restaurant, som vi kunne afslutte den tur med, men vi endte på en italiensk tapas-restaurant, hvor vi fik fire herlige småretter med et tilsvarende antal øl fra en ung kvindelig tjener, som havde oplevet København på en kor-tur, da hun var 12 år, så vi udvekslede lidt oplevelser med hende.

Der blev købt et par øl på gåturen hjem ad Broadway, der førte os forbi flere steder, som vi huskede fra New Tork turen med pigerne, hvor vi jo også boede i dette område. Tilbage på værelset pakkede Hanne om, mens jeg skrev dagbog. Det blev efter midnat, men vi var jo også startet sent i dag. I morgen er sidste dag … så flyver vi hjem.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag