Onsdag d. 26. august 2015 RETUR

På skolebænken i den fri natur i Yellowstone

Vores udeleverede morgenmadsbilletter blev fuldstændigt ignoreret, da vi fik at vide, at vi skulle indfinde os 6:45 i restauranten, hvis vi ville være klar til afgang kl. 8. Vi sov i stedet til kl. 7, nåede at hente kaffe i cafeteriaet og spise de to sidste boller på verandaen og alligevel stå klar ved bussen kl. 8, hvor vi indtog bagsædet.

Dagens primære mål var ikke at se ulve … men se, hvad vi nu faldt over. Første stop var ren undervisning, hvor vi lærte at bruge kikkert og de langtrækkende ”scopes”, mens vi hørte om, HVOR man skulle kigge efter HVAD.

Fingerreglerne lød:

· Sumpede områder = Elg

· Lav bevoksning / under træer = bjørn

· Fredeligt græssende elk og bison = ingen rovdyr i nærheden

· Cirklende fugle i luften = dødt dyr på jorden osv.

Vi fik også en reprise omkring skabelsen af Yellowstones enorme vulkankrater (calderaen), hvordan istiden formede landskabet og spredte de store klippestykker, og hvordan klippebjergene var blevet presset op af de tektoniske plader, der støder sammen her. Vi fik også at vide, at selve hullet ned til jordens indre ligger fast, men da Amerika-pladen flytter sig, så rykker calderaen langsomt mod nodøst.

Vi kørte videre, og næste stop bød på bjerggeder, som uden kikkert var næsten usynlige hvide prikker, men som tydeligvis var de langhårede, hvide geder, der kastede sig rundt ved afgrunden af de høje stejle klipper, når vi fangede dem i et scope.

Jeg forsøgte at fotografere dem gennem scopet … man kan diskutere resultatet.

Ved frokosttid fandt Jessie ind på et holdt ved floden Lamar, hvor vi indtog den gode sandwich som Xanterra-selskabet medbragte. Her slappede vi en time – noget vi næppe havde gjort, hvis vi havde været alene.

En død fisk flød fobi i floden, og Jessie forklarede, hvordan man forgifter den invasive ”Brook Trout” for at give plads til den originale ”Yellowstone Cutthroat Trout” (altså ørred) – helt kontrolleret og biologisk forsvarligt ifølge Jessie. Men kan rovfuglene læse skiltene om ikke at fiske her? Vi satser på at NPS har styr på det – det plejer de jo at have.

Den gode og den væmmelige ørred

Lidt søgning på nettet afslører, at man skam tager dette ganske alvorligt. Man har udlovet en dusør på 1000$ til dem, der kan hjælpe til med at finde de folk, som har sat fiskene ud, og de vil i så fald ryge i fængsel i FEM ÅR! Problemet er nemlig, at Cutthroat Trout søger op i vandløbene om foråret, hvor de gyder og herefter dør. Det betyder nem mad for de mange bjørne, som kommer sultne ud af hi, og der er selvfølgelig også mange andre sultne dyr efter den hårde vinter i Yellowstone. Den aggressive Brook Trout tager derimod først gyde-turen om efteråret, hvor der ikke er mangel på føde for de andre dyr, og om foråret æder de alle de udklækkede Yellowstone Trouts … hermed bliver disse lynhurtigt udryddet, og bjørne, ørne mm. vil dø af sult om foråret. Ikke godt!

Den aggressive Brook Trout Yellowstone Cutthroat Trout

Den valgte gift Fintrol dræber alle fisk i området, men det er nødvendigt at få skovlen under alle Brook Trouts, selv om det også dræber uheldige Yellowstone Trouts. Den valgte gift skader kun fisk – ikke hvirvelløse dyr som orme mm., og fugle kan sagtens spise de døde fisk uden at tage skade. Thjaee!… så havde NPS altså som forventet styr på det.

Næste holdt var endnu en skoletime … denne gang om ulve. Jessie holdt ind på en parkering og hev en kasse frem fra bussen, så vi kunne se både skelet og pels fra en ulv. Vi så også de ”ulve stamtræer”, som vi har set før, men som hele tiden holdes opdateres af ulve-folket i Yellowstone.

Der er ikke den store forskel på en stor hun dog en ulv – det er der ikke megen tvivl om … måske er bisserne en anelse større?

Vi kørte nu videre, og her fik vi et fantastisk view, af en stor bisonhjord, der som en endeløs slange krydsede en flod i det fjerne.

Næste mål var den ”wolf den” (altså hule), som ”The Lamar Wolf Pack” brugte det første år, hvor de fik unger – kaldet ”pubs”. De indfødte deltagere diskuterede længe, at hunde/ulve får ”pubs”, mens bjørne får ”cubs” … denne diskussion kunne vi ikke deltage i. Det var en et-mil gåtur gennem de lave, stride ”sagebrush” buske, som førte os forbi resterne af ”Jack the Bison”, som udåndede her efter at have tabt en diskussion med herre-kammeraterne i flokken.

Ådselæderne havde renset skelettet, de nu lå udstillet her på gåturen. Jessie viste os, hvordan bisonens horn kunne tages af selve skelettet. Hun fortalte også, at mange ulve er udstyret med radiosendere, og når en eller flere sendere opholder sig på samme sted i længere tid, så sender man et team ud for at undersøge det kadaver, som de som regel har hygget sig med. Videnskabsfolkene tager så knogleprøver af det døde dyr for at undersøge dyrets generelle sundhedstilstand, og hvis ben-marven er hvid og yoghurtagtig, så er dyret sundt. Er marven derimod rødlig er dyret sygt. Disse undersøgelser viser, at ulvene ofte dræber de syge dyr.

Turen fortsatte, men det begyndte at tordne i det fjerne, og Jessie skønnede, at det ville være sikrest at gå videre over til skråningen med træer, hvor ulvene havde lavet deres hule til koblets første hold unger. Det er kun alfa-hunnen, der får unger med alfa-hannen i koblet. Resten af flokken beskytter og forsørger ungerne – der er streng hakkeorden her.

Selve hulen var ikke så stor, men det skyldtes at indgangen var skyllet væk i løbet af de 6-7 år, der var gået, siden den havde været i brug i en enkelt sæson. Problemet var, at hulen var synlig fra vejen i det fjerne, og det skabte alt for stor menneske-opmærksomhed for de sky ulve.

Det tordnede mere, så Jessie gav sig til at fortælle ulve-historier, indtil vi tog chancen og stæsede tilbage til vejen på en rute, som holdt os fri af bakketoppe og forhøjninger i landskabet. Flot timing! Kort efter at vi var tilbage i bussen, begyndte det at dryppe, og det regnede kraftigt på tilbageturen.

Vi holdt kort ind til siden af vejen for at tilkalde radiohjælp, da en bil var kørt af vejen og hangfaretruende tæt på kanten af en stejlt skrænt, og bilen blev tilsyneladende kun støttet af et spinkelt træ, og de fire personer sad stadig i bilen på trods af den vanvittige hældning. Vejhjælpen kom super-hurtigt frem, så vi forlod dem i den kraftige regn, der nu stod ned i stænger.

Vi var som lovet tilbage i Mammoth præcis kl. 17, og vi fik strenge formaninger om IKKE at komme for sent til kl. 06-afgangen i morgen tidlig. Meget kort efter var skoene smidt, og to kolde øller placeret på bordet på verandaen foran hytten med udsigt til flere truende sorte skyer over de hvide kalkaflejringer i Mammoth. Vi traskede over og hentede burgere, som vi spiste på verandaen. Vi blev siddende til sent … men klokken var næppe meget efter 20, før vi fik badet og stiller uret til kl. 5, så vi kan komme op – og forhåbentlig se vores ulve.

Til Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag