Torsdag d. 21.
august 2014
RETUR
Bjergbestigning
pr. bil
|
Der var
overraskende meget trafik ud af Brisbane kl. 10, da vi kørte på motorvejen
rundt om byens centrum, men det var ikke svært at følge M1 og komme mod
sydvest. Væk fra motorvejen blev landskabet meget hurtigt brunt og afsvedet
med virkelig kort græs og enorme mængder af eukalyptustræer. Dette er
farmer-land med køer og får, som skilte hele tiden advarer mod at påkøre. Der
var også advarsler mod at ramme koalaer og kænguruer. Sidstnævnte var der
mange af, og vi holdt ind et sted i en indkørsel, hvor der var en hel
kængurufamilie på den modsatte side af vejen i folks åbne haver. Én af
kænguruerne havde en enorm pung, og med mellemrum stak et lille hoved eller
en fod ud af den – men det var vist ved at være på tide at forlade den
trygge, varme pung til fordel for den farlige verden.
Vi så
desværre mange døde kænguruer i vejkanten, da vi kørte videre, men
australierne betragter dem som skadedyr, og de synes at vi er tossede, når vi
standser for at fotografere dem. Vi spottede til gengæld ikke nogen koalaer på
trods af at biologen på bagsædet mente, at dette var ideelt koala-land. Byen Canungra var sidste by inden den smalle vej, som førte op
til O’Reilley’s Plateau i Lamington
National Park, og her holdt vi ind ved en tankstation. Det endte dog med, at
vi både købte is og en længe tiltrængt sammenfoldelig køletaske, så iført
ispinde og taske travede vi gennem den lille by, der havde et officielt
Informations Center, som vi gennemgik for muligheder de næste par dage. Vi
havde dog ikke taget højde for, at de sidste 30 km. fra
Canungra mod O’Reilly’s
krævede en times bestigning med endeløse ”blind curves”
og utallige vej-stykker, som var ”One Lane”, så man skulle kigge frem, inden
man kastede bilen ud på det snævre stykke asfalt med lodret afgrund på den
ene side og lodret klippe på den modsatte side – alt sammen tæt bevokset. Da
vi nåede toppen af plateauet, var udsigten selvfølgelig fantastisk, men vi
holdt ikke ind, da vi gerne ville frem til vores hus. DUMT! Man skal ALTID
benytte sig af godt vejr med foto-muligheder, når de er der! På få meter
skiftede eukalyptus til tæt regnskov – vi må være kommet over på den våde
side af bjergene, og vejen blev nu endnu smallere men ikke hel så stejl.
De sidste 7
kilometer frem mod O’Reiley’s var ”One Lane”, og
her mødte vi både biler og en lastbil, som vi måtte finde et indhak, for at
lade passere – det er ikke en vej, som man lige smutter ned ad for at hente ½
liter mælk. Vi fik
Villa#16 udleveret, men vi var noget skuffede over udsigten, da halvdelen var
spærret af området ved pool/spa-centret og en el-mast.
Det var ikke nogen grim udsigt med regnskovstræer på den modsatte bjergside
men heller ikke noget postkort som lovet. Efter at have tændt for varmen og
lavet te i den ellers superlækre lejlighed, benyttede Hanne og jeg jacuzzien
på altanen, selv om det var tågeregn i luften samtidig med solskinnet far den
lave sol.
Dette skabte
selvfølgelig en farverig regnbue mod jungle-siden, men det var dog
farvemæssigt intet mod den knaldrøde papegøje med blåt på vingerne, der
afsøgte hele terrassen for krummer, mens vi gassede i vandet –
topunderholdning! Vi var nødt
til at pakke os i tæpper på terrassen til solnedgangen på terrassen, der
leverede smukke skyer over bakkekammen mod silhuetterne af de store træer –
det var faktisk temmelig køligt, men de lover skyet og regnvejr de næste to
dage, så hvem ved, om vi får en solnedgang her igen.
Pigerne
lavede lasagne, mens de voksne hang i baren og prøvede at undlade at
kommentere køkkenarbejdet. I stedet opremsede vi de muligheder, som vi havde
de næste par dage, og hvad enten vi kan lide det eller ej, så skal vi nok ned
ad bjerget for at se andre steder, men det bliver nok først på lørdag.
|
|
|
