Søndag d. 17. august 2014 RETUR

Verdens Ende – Cape Tribulation og Daintree Rainforest

Vækkeuret blev snydt i dag, da vi vågnede af os selv og nåede kaffe på terrassen, mens der blev skrevet dagbog, og vi så på, at tidevandet forsvandt. Stressniveauet steg efter morgenmaden (omelet – uhm!), hvor vi havde lidt under en time til at pakke og tømme alt inkl. køleskabet. Ti minutter i ti ringede rengøringen på og stirrede på os, indtil alle vores ting stod ude på gangen – pisseirriterende – og ret dårlig service. Det var præcis det samme, der skete i Yulara, hvor jeg glemte min kikkert i skuffen på værelset. Service i Australien er ikke som i USA … desværre. Således stakåndede landede vi i bilen og satte kurs mod nord.

Efter et stop på en benzinstation kørte vi direkte forbi alle strandene fra i forgårs, hvor solen nu malede azurblå postkort til os på storskærmen i forruden. Ved et tilfælde, tog Hanne forrude billede af den samme strand på præcis samme sted på vejen som sidst. Lidt sol og blå himmel gør en kæmpe forskel.

Første holdt blev derfor udsigtspunktet fra i forgårs, hvor vi fra højden så tilbage over strande og hav i dagens klare vejr. Vi blev også underholdt af en paraglider, der svævede elegant over os i stilhed, og syntes at kunne flyve hvorhen han ville uden det mindste besvær eller motorkraft.

Vi stod længe sammen med mange andre og kiggede hypnotiseret på dette mirakel af en kombination af moderne teknisk og simpel vind-opdrift ved en stejl kyststrækning.

Vi kørte videre, passerede Port Douglas og nåede til Daintree Floden, hvor en lille kabelfærge kunne trække ca. 20 biler over den brede, brune og grumsede flod i pendulfart. Store skilte advarede mod krokodiller over alt i nærheden af vand – altså stort set over alt. Vi skulle over med færgen mindst to retur-ture, og 4 ture kostede det samme som 10 ture, så vi købte et 10-turskort.

Fem minutter efter var vi på Cape Tribulation-siden af floden, hvor vejen er fuldstændigt omsluttet af regnskov.

Kort efter holdt vi ind ved Alexandra Outlook opkaldt efter den danske Prinsesse Alexandra, som giftede sig med engelske Kong Edward VII. Det vat grønt, grønt, grønt og en smule blåt i horisonten.

Ved ”Rainforest Discovery Centre” gik vi en flot rundtur på boardwalks gennem regnskoven, mens Marie udnyttede chancen for at få sig en lur i bilen – hun var ikke helt frisk. Det er fascinerende, hvor meget vegetation man kan presse ind i en kubikmeter her.

Næste stop var Daintree Icecream, hvor en frugtlund omkransede et udsalg af hjemmelavet is. De dyrkede også deres egen te, og det er disse buske, som Hanne inspicerer nedenfor til venstre.

Vi fik ”Black Sapote”, ”Soursop” og Mango – det meste var altså noget, som vi ikke anede, hvad var. Vi kunne studere de ukendte frugter i ”modningsburet” ved siden af udsalget, men det gjorde os ikke meget klogere på et dansk navn. På vej ud kunne vi endda se de træer, som frugterne groede på.

Vejen snoede sig vildt videre, og stigninger og fald på den smalle vej var meget bratte. Der var mange små broer over ”creeks” og endeløs mængder af ”dips”, hvor vandet stod meterhøjt over kørebanen i regntiden. Der var dog endnu flere skilte på vejen, som advarede om, at denne jungle tilhørte Kasuarerne – de store strudselignende fugle, som holdt til her. Vi listede afsted, men vi så ikke skyggen af Kasuar. Når vi er fremme ved vores hotel, kan vi kun køre 500 længere, så bliver vejen til rød jordvej … her ender civilisationen på østsiden af Australien ved ”Cape Tribulation”..

Fremme ved Ferntree Rainforest Resort fik vi vores hytte, som havde ét stort værelse med en dobbeltseng og et badeværelse i stueniveau. En stige førte op til en skunk med to senge. Meget primitivt – men vi er jo også ude i verdens ældste regnskov. Marie mente, at det var vildt primitivt uden TV og Internet, men Hanne og jeg var kun lidt utilfredse med den sparsomme belysning til vores aldrende øjne – resten var meget fint.

Hanne og jeg gik straks over og inspicerede poolen, som vi kort efter benyttede. Det var herligt at ligge og plaske under de meget store og specielle grønne planter, som omkransede og skjulte himlen, når man lå i vandet.

Efter denne opfriskning gik vi ned til havet, hvor vi først skulle igennem en lille regnskov med usædvanligt rødt vand under de store træer.

Flere skilte advarede igen om krokodiller og Box Gelly Fish – altså ikke noget med at bade her.

Vi gik langs kysten, og holdt os både langt fra palmerne med de modne kokosnødder og i god afstand fra vandkanten. Flere mennesker kommer til skade pga. faldende kokosnødder end krokodiller, og vi ønskede ikke at prøve nogen af delene.

Tilbage på terrassen glædede vi os over manglen på myg og den ENORME støj fra fugle og aber – hov! Der er ikke aber i Australien, så en kort udflugt ti skridt fra huset afslørede at træ spækket med ”Fruit Bats” – altså store frugtspisende flagermus.

De larmede HELT vildt i kampen om en god soveplads i træerne, og en gang imellem foldede de store vinger sig ud, og dyrene svævede væk som et Batman-symbol mod den stadig lyse himmel. Det var enestående – alt sammen blandet med cikadesang og besynderlige fugleskrig. Tryk her for at lytte til den fantastiske larm.

Vi spiste resten af pizzaen fra i går, og så var der lige tid til en film på PC’en, inden vi segnede. Vi skal lidt tidligt op i morgen og til Port Douglas for at samle Signe op fra dykkerturen.

Til toppen