Onsdag d. 13. august 2014 RETUR

Kuranda tur/retur … med henholdsvis veterantog og svævebane

Vi skulle ud af døren allerede 7.30, så morgenmaden blev medbragt i form af skivet brød og pølse. Vi traskede hurtigt den korte tur til ”Central Station” i det fine vejr, og den længste del af turen var at gå hele vejen rundt om stationsbygningen, for at vi kunne få vekslet voucheren fra i går til togbilletter til veterantoget fra Cairns til Kuranda i bjergene og en tur med svævebanen tilbage over regnskoven.

Det var originale men restaurerede togvogne fra ca. år 1900, som havde en firesæders sofa mod vinduerne. Her kunne vi sidde i ro og mag over for et helt ungt japansk par, mens vi blev trukket op ad bjerget – ca. 1 meter op for hver 50 meter frem.

Vi skulle gennem 15 tunneller og over et hav af større eller mindre broer, og banen havde været en ingeniørmæssig bedrift at lave tilbage i 1880’erne, hvor man havde brug for en stabil forsyningsvej op til guldområderne og videre ind i landet.

Vi stoppede midt på turen ved ”Barran Falls” og strakte benene i ti minutter med udsigt til det næsten tørre vandfald, der i regntiden er en brusende tåge af vand. (Billedet med det meget vand er hugget fra nettet)

Højt oppe over os kunne vi se de små grønne gondoler svæve over himlen på den tynde line, som vi skulle bruge senere.

De 11-12 vogne på toget blev trukket af to diesellokomotiver – her var snydt lidt i forhold til originalen – men til gengæld var det forreste tog smukt og farverigt dekoreret med den slange, som ifølge de lokale havde gledet så mange igennem frem og tilbage i bjergene, at den havde skåret kløften under os, hvor Barron-floden nu løber.

Helt fremme i Kuranda når vi frem til den originale stations-træbygning, som er indhyllet i grønne planter og blomster på de to perroner. Det er lige før, at stationen i sig selv konkurrerer med udsigterne fra toget, der for mange steder var blokeret af klipper og høje træer, til at det var den helt store fornøjelse.

Vi stilede nu mod Kuranda by for at få lidt kaffe, og det blev kombineret med gigantiske muffins, der med lidt god vilje kunne gøre det ud for både morgenmad og frokost. Som ventet var det lidt køligt i bjergene, så det var rart at gå i solen i den meget turistede by – eller skal vi sige turistfælde, som det vist rettelig er.

Vi kiggede rundt på de mange sjove ting, og det perverse udvalg af misbrugte døde dyredele i form af frø-punge (en stor læderpung, hvor bagdelen er erstattet med en lynlås!), krokodille-kløpinden og de mange kængurufod-nøgleringe. Koalaerne var der kun i form af plysbamser – heldigvis. Vi overgav os og købte en koalabjørn og en papegøje med nissehue – begge lavet af naturmaterialer. Så har vi et Australien-indslag til juletræet – det er jo ved at blive en rejsetradition.

Nu gik vi den markerede regnskovssti rundt om byen, der førte os gennem reel regnskov med palmer, lianer og tæt vegetation – men helt fri for dyreliv, hvis man ser bort fra to-tre mini-firben, som blev spottet i kanten af stien. Vi passerede et flot vandløb, og det hele var meget fint og nemt at forcere, hvis man vil se australsk jungle på en nem måde.

Vi gik under togbanen, inden vi var helt nede ved den brede Barran-flod, hvor de grønne svævebanekabiner strøg hen over vores hoveder højt oppe. Vi gik det sidste stykke ad den fire kilometer lange sti tilbage til Kuranda og gik nu direkte hen til svævebanen, hvor vi fik en seks-mands kabine for os selv.

Kabinen havde store, flotte vinduer, og lagde ud med voldsom fart, så vi hurtigt kom op over trætaget på junglen og fik en helt enestående udsigt over regnskoven. Det var som at flyve i en stille helikopter med panoramaudsigt, og selv om det må kaldes en ”industrialiseret naturoplevelse”, så var det helt vildt godt.

Der var desværre stadig meget lidt liv under os – heller ikke mange fugle, selv om vi så en del reder i trætoppene – en synsvinkel som man sjældent har mulighed for.

Der var et holdt ved Barran Falls, hvor vi stod ud og betragtede vandfaldet fra den modsatte side af toget, dvs. vi kunne se togstationen i det fjerne.

Næste ”hop” bragte os hen over flere træer, inden vi nåede til midten af banen, hvor man stiger over i andre kabiner – der er altså to uafhængige baner.

Her i ”Red Peak Station” kunne vi gå en kort rundtur i jordhøjde (dvs. træbroer på jorden) og se de enorme træer, som strækker sig 60 meter i vejret for at nå sollyset. Mange planter kan ikke gøre dette, så de sætter sporer i barken på kæmperne og vokser på denne måde op til sollyset uden at skade sin vært – smart!

Det sidste hop i kabinerne bragte os hen over forstæderne til Cairns, og ved Smithfields-endestationen måtte vi vente en halv times tid på at vores minibus ankom for at bringe os tilbage, så vi blev droppet lige uden for vores lejlighed – fin ordning, og i det hele taget en meget velkoordineret udflugtsmaskine, som man driver med tog/svævebane-kombinationen.

Hanne og jeg tog PC’en med ned til bænkene ved strandpromenaden, hvor ”Cairns Community WiFi” fik os på nettet, så vi kunne ordne noget netbank.

Aftensmaden var supper, og resten af dagen gik med at læse og ordne billeder.

Til toppen