Onsdag d. 06. august 2014 RETUR

3000 km ståltråd gennem ørkenen og enorme kløfter i de røde klipper

Der var fælles morgenmad kl. 8, selv om pigerne ikke ville med til dagens første mål, som var Alice Springs Telegraph Station.

Telegraf Stationen lå 4 km uden for byen og var den første bebyggelse i området. Det var et godt museum og en utrolig historie om de få mennesker, der havde levet midt i ”ingenting” for at bestyre telegrafstationen og havde været med til at danne grundlaget for byen Alice Springs.

Man havde virkelig gjort alt for at få de isolerede mennesker til at føle sig hjemme. Her var helt normalt møblerede rum i beboelseshuset, og selv et klaver havde man slæbt herud i ørkenen. Der lå 5-6 huse på området med hver sin specifikke funktion som f.eks. stald, beboelse, smedje, batterirum og selvfølgelig selve telegrafihuset.

The Overland Telegraph Line … og byen Alice Springs I 1862 lykkedes det efter tre forsøg John McDouall Stuart at kortlægge vejen fra syd til nord gennem den australske ørken. I 1871 besluttede den australske regering at lave ”The Overlands Telegraph Line” på netop den rute, som Stuart havde kortlagt. Kablet skulle videre til Singapore, så man på den måde kunne få et telegram helt frem til monarken for det britiske imperium i London. Den besked, der tidligere havde taget 3 måneder at få frem kunne nu nå sit mål på få timer, så det var en teknisk revolution – verden var blevet mindre. Det krævede 36.000 pæle at føre jerntråden igennem fra Adelaide i syd til Palmerston i nord – byen der i dag hedder Darwin. Da signalerne ville blive for svage til at sende over den lange strækning på 3000 km, måtte man bygge 11 stationer på ruten, som skulle modtage og videresende telegrammet. Den ansvarlige for posten i South Australia, Charles Todd, gennemførte med stor præcision dette enorme projekt. Dog måtte man afvige 45 km fra Stuart’s oprindelige rute, da man fandt en kilde her i midten af Australien, som ville være værdifuld for telegrafstationen. Kilden blev opkaldt efter Charles Todd’s hustru … Alice. Stationen skulle være aktiv 24 timer i døgnet året rundt, så på denne måde opstod der en base med forsyninger omkring telegrafstationen. Stationens første forstander mellem 1872-79 var Johannes Mueller, og ud over ham selv og hans familie var der 4 telegrafister, en guvernante, en kok og en smed til at holde stationen i gang.

I slutningen af 1880’erne blev der fundet guld i nærheden af stationen, men stationen kunne ikke håndtere og hjælpe så mange guldgravere, som der dukkede op, så byen Stuart blev grundlagt 3 km fra telegrafstationen. Alice Springs Telegrafstationen var aktiv frem til 1932, hvor en nyere station i centrum af byen Stuart tog over. Et år efter – i 1933 – blev byen efter folkekrav omdøbt … til Alice Springs.

I selv ”teknikrummet” var der fyldt med kontakter og elektromagnetiske apparater, der kunne hjælpe operatøren med at modtage og sende sine beskeder. Dette var absolut en højteknologisk forpost i ødemarken – ikke meget anderledes end moderne rumstationer – bortset fra at man havde ilt og varme – masser af varme.

Den store smedje kunne klare alle former for reparationer på hestevogne osv. – endnu en nødvendighed for at kunne klare sig midt i ørkenen.

Ingeniøren var selvfølgelig interesseret i detaljerne, og f.eks. de 25 cm høje Meidinger Celler (batterierne) var morsomme. Man måtte selv vedligeholde disse strømkilder, så megen af tiden på telegrafstationen gik med at påfylde og vedligeholde disse batterier, som kun afgav 1.5 Volt. Da linjen krævede 120 Volt, måtte man sætte 80 af disse forholdsvis store krukker i serie for at drive telegrafen. Cellerne optog flere rum i bygningerne på området.

Så var det farvel og tak til Telegraf Stationen – en absolut spændende og lærerig oplevelse.

Vi samlede pigerne op og satte retning mod ”The Red Center”. Efter ca. ½ times kørsel var vi fremme ved ”Standley Chasm”, hvor vi måtte slippe horrible 10$ pr. næse for at se den meget smalle dal med de røde klipper. Det var bestyret/ejet af aboriginere, og med deres næser er 10$ vel rimeligt – men vores næser er små, så det var rent optrækkeri.

Det var en kort gåtur ud til seværdigheden gennem et udtørret flodleje, men der var sort af mennesker, der stod og ventede på at alle skulle gå, så de kunne få det optimale billede gennem den tomme snævre dal i perfekt belysning kl. 12, hvor solen står lodret over dalen og slipper mest mulig lys ned. Det VAR flot – men det var stadig optrækkeri!

Vi kørte 50 km videre til ”Serpentine Gorge”, som også krævede meget kørsel på lang og lige vej og til sidst også lidt kørsel på hullet og stenet rød jordvej.

Vi skulle også vandre gennem et stort men helt udtørret flodleje, før vi kom til en dal med en lille sø med iskoldt vand – der var helt øde og fantastisk flot – og det var helt gratis.

Her spiste vi frokost, og der ankom to par i løbet af den halve time – passende overrendt til vores smag.

Vi havde spottet et skilt med ”Lookout Point” lige inden dalen, som vi lige ville udforske på vej tilbage. Det førte til en halv times meget stejl klatretur, som blev belønnet med udsigter tilbage mod vejen over den flade dal.

Udsignten videre ind i en dramatisk klippedal med røde klipper var heller ikke ringe – det var i det hele taget en fantastisk flot tur.

Godt nede igen kunne de unge damer lige hvile sig med en Cola, mens vi luftede ud i bilen. Det gav mig chance til at jage en stakkels sommerfugl i håb om at få et billede af den – der er ikke meget liv her i ørkenen. Jeg burde dog have kigget, hvor jeg trådte. Jeg plantede nemlig mine fødder midt i en stor myretue, så mine sko og bukser blev meget hurtigt invaderet af de store myrer, før jeg opdagede det.

Flere gange på turen så vi skilte, der advarede om at flytte rundt på jord, da man kunne komme til at sprede ”Fire Ants” … var det disse ”Ild Myrer”, jeg havde fået på mig? Tilsyneladende ikke, for der var ingen smerte forbundet med at børste dem af – heller ikke dem der var kravlet op inden i bukserne. Det var nok mere held end forstand, når man ser billeder på nettet af folk, der er bidt af disse myrer – deres krop ligner en infektion af byldepest!

Denne ekstra vandretur til toppen tog tid, så vi besluttede at køre direkte tilbage til Alice Springs i stedet for at fortsætte ud i ørkenen. Det var en tur på ca. 100 km inden vi var tilbage i centrum af byen. Pigerne så byen på ca. ti minutter, og så ryddede vi Woolworth for toast, brød og pålæg, så vi er kørende på morgenmad og frokost de næste par dage. I mangel af mikroovn på værelset checkede vi en Kina-restaurant ud på vej tilbage til bilen, så vi kunne hente mad og spise på værelset.

Vi nåede lige en flot solnedgang på terrassen, og så bestilte vi alle mad fra Kina-menuen, som hurtigt blev hentet i bilen – ¼ pris i forhold til i går og dobbelt så meget mad, så frokosten på vej til Kings Canyon i morgen er vist også på plads.

Til toppen