Fredag d. 01. august 2014
RETUR
Lørdagen, der
forsvandt!
|
Den
ellers velplanlagte tur til Australien startede lidt skævt ud. Alt var
klappet og klart efter sædvanlig grundig planlægning fra Hanne, og vi gik på
ferie onsdag aften, så vi havde torsdagen til at pakke, inden vi skulle rejse
fredag. Torsdag aften checker vi ved et tilfælde
mail, og her ligger en besked fra ”Barvofly Rombo Group” om at de er gået konkurs. Hanne havde
bestilt forsikring, så de sølle 2.500 kr vi skulle
betale for at komme fra Sydney Til Alice Springs var ikke spildt – men kunne
vi få et andet fly. Svedetur! En hurtig søgning på nettet gav én mulighed, og
den gik via Melbourne - og kostede 12.000 kr … uha!
Der var intet andet valg end at købe den. Fredag mødtes
vi som sædvanligt i lufthavnen i god ro og orden. Den venlige mand i indcheckningsskranken kunne ikke give os boardingkort til
springet fra Dubai til Sydney, men han lovede, at de ville ligge klar hos ham
i gaten. En let desorienteret herre i gaten vidste intet, men den unge mand
dukkede op med dem, og da boarding var startet, stak vi dem bare i lommen.
Her kommer moralen allerede: Check ALTID dine boardingkort, når du får dem i
hånden. Flyet fra ”Emirates Airlines” til Dubai var
spritnyt – de arabere har for mange penge, men kors hvor var det lækkert. Vi
nød de store filmskærme i sæderne og rimelig benplads de første 6 timers
flyvetur til Dubai. Det var et chok at komme ud af flyveren ved midnat lokal
tid. Det var som at få presset en stor pude, der kom direkte far en
overophedet tumbler, lige i hovedet. Der var 34 grader i mørket – det var en
meget besynderlig fornemmelse – hvordan må her ikke være om dagen – og det
endda vinter her. Vi skyndte os over til den ventende bus på landingsbanen,
som kørte uendeligt længe, før vi ankom til terminalbygningerne. Vi har
muligvis skulle krydse Sahara? Vi troede, at
vi havde god tid – lige indtil vi uddelte de næste boardingkort, indtil Marie
stod med to kort med hendes navn på, og jeg ingen havde. Vi skyndte os hen
til nærmeste skranke, hvor en lille, kraftigt indhyllet ung pige efter en del
kamp med computeren fik os omarrangeret, så vi fik andre pladser end de
oprindelige – men nu kom vi da videre. Lidt forpustede nåede vi ud til gaten,
hvor der var liggestole – de var dog alle optaget. Det er nok ikke så
underligt, når man tænker på at næste fly var en Airbus 380, som rummer et
sted mellem 550 og 840 personer, alt efter hvordan den er indrettet. Flyet er
GIGANTISK! Man boarder det i to etager – de dyre
områder er på første sal. Flyet er så stort, at det ikke kan håndteres i
Kastrup. Vi gik om bord ”i stueetagen”, hvor der er 10 sæder på hver række –
og faktisk temmelig god plads. Disse to billeder er fundet på nettet: Vi indtog de 4 midtersæder og nød de
lækre computerskærme, hvor udvalget af film var enormt. Vi sov en god del af
turen til Sydney, som tager 13 timer, og vi har aldrig fløjet så lang tid I
ét stræk før – eller oplevet at få morgenmad, frokost og aftensmad på samme
fly. Men med rimelig plads til lange ben og godt selskab (ifølge Signe’s egen
forklaring), så føltes turen ikke lang – imponerende. Det er ikke sidste
gang, vi flyver “Emirates”. Hanne ringede til vores hotel I Sydney
I lufthavnen, og de forklarede, at det var nemmest, hurtigst og billigst at
tage en taxi fra lufthavnen, så kort efter fløj vi vi videre i VENSTRE side
af vejen mod centrum. Vi landede på 7. Etage af “Macleay Hotel”, hvor Hanne
pog jeg fik udsigt over både Sydney’s skyskrabere i downtown og det ikoniske
Operahus – sådan! Pigerne kom ind og rimeligt tilfredse med udsigten – nu var
vi i Australien.
I Woolworth lige på den anden side af
gaden kunne vi købe chips og morgenmad – men ikke øl efter kl. 22, så to
minutter efter midnat og lukketid betalte vi og satte os på værelset og
evaluerede en god flyvetur – det føltes som om at vi var taget hjemmefra
fredag morgen, og det nu var sent fredag aften – men det var det ikke - det
var søndag morgen om et par timer. Lørdagen var simpelthen forsvundet op i
den tynde luft. Der er meget langt til Australien. |
|
|
