Solstrålerne
gennem persiennerne afslørede vejret, før vi var stået op. Det var mest blå
himmel og meget hvidt på bjergtoppene og de træklædte skråninger. Vi pakkede
alt grejet og indtog det sidste knækbrød, skinke og ost til morgenmad som en
del af oprydningen frem mod mandagens hjemrejse. Vi var vildt
overraskede over, hvor meget sne der lå på de bjergstrækninger, som vi
passerede, og flere gange holdt vi ind og stod ud for at forevige de smukke
syn, der også var blandet med de glødende gule blade på aspen-træerne. Det var dog
lidt problematisk at gå for meget rundt, da jeg stadig kun havde sandaler på
– man er vel på sommerferie! Nedkørslen
fra Rocky Mountains mod Denver var lang og gik kun én vej – nedad. Ved byen
Golden, som er sidste punkt inden den flade slette, hvor Denver ligger for
foden af de store bjerge, søgte vi hen mod gravstedet for Buffalo Bill, som
jo var et af de vilde vestens helt store ikoner.
Frem til sin
død som 71-årig turnerede William Cody med sit ”Buffalo Bill’s
Wild West”. Han turnerede seks gange i Europa, og han mødte bla. Paven og Dronning Victoria. Han familieliv havde
tydeligvis ikke været en dans på roder – specielt ikke for hustruen Louisa,
som under flere perioder levede separeret fra sin mand. De fandt dog sammen
igen i deres sidste år. Vi gik kort
fra museet til William Frederick Cody’s gravsted
med den flotte udsigt over Denver – et sted han selv havde ønsket at blive
begravet. ”Bill Cody” døde i 1917, og fire år senere blev hans hustru Louisa begravet
ved siden af ham med den flotte udsigt over sletten, hvor byen Denver ligger. Ved Louisa’s begravelse cementerede Colorado godt og grundigt
graven til, da andre stater eller byer i USA var utilfredse med placeringen
af graven og truede med at flytte de jordiske rester af Buffalo Bill, men 10.
januar 2017 har han altså haft fred i 100 år på dette sted. Nu var
planen, at vi ville skyde med pistoler – ikke fordi vi havde lært om Buffalo Bill’s liv, men fordi vi havde planlagt det hjemmefra. Vi
var dog lidt usikre på adressen på skydebanen i Denver, så i stedet kørte vi
direkte til hotellet i Denver. Nedkørslen fra bjergene var ét langt frit fald
på en meget trafikeret motorvej, så det var begrænset morsomt og krævede en
del koncentration. Hotellet lå værst tænkelige sted tæt på en gigantisk
motorvejsudfletning i 5 etager, og selv om vi fik den rigtige afkørsel var vi
i total vildrede om vejen, da vi først kom ind på mindre veje. Efter et
kvarters roden lykkedes det at snørkle os uden om den enorme
motorvejsudfletning og et meget stort tog-rangerområde ad små veje og finde
hotellet Quality Inn. Vi var
lykkelige for at dette ikke skulle gøre i mørke. Efter at have checket ind,
fandt vi vejviserne til både skydebanen og den efterfølgende shoppe-mall, Nu kunne
Hanne sikkert dirigere os til forstaden Englewood,
hvor ”The Shootist” lå på en lille sidevej. Vi
havde allerede ringet fra hotellet for at sikre os, at vi kunne komme til at
skyde som ikke US-borgere, så den unge mand bag en disk fuld af skydevåben
startede med at spørge os, om det var os, der havde ringet. Den unge mand
præsenterede forskellige lette våben, som Hanne ville have let ved at skyde
med uden for meget rekyl, og hun valgte en ”kaliber 22”, som havde ret små
patroner. Herefter gik vi ned i kælderen, hvor ”The Range Master” dukkede op
i sin hule og fremviste forskellige målskiver. Vi valgte en helt almindelig skydeskive
med 5 cirkler, og selv om der blev skudt bag yderligere to lukkede døre, var
bragene ret høje udenfor. Vi tog vores høreværn på og gik ind til de 10
baner, hvor vi fik bås nr. 10 helt inde ved væggen – så generede vi
forhåbentlig ikke nogen andre med vores hjælpeløshed. Hanne var
noget bekymret over våbenet til at begynde med, men hun skød to gange fem
skud, hver gang jeg skød fem, og til sidst ladede hun hurtigt våbenet, og
hendes sidste 5 skud af vores i alt 110 patroner sad alle indenfor
cirkel nr. 5 – nu skal ingen ”mess’e” med Hanne
mere, hvis hun har en pistol i nærheden. Opmuntrede over denne morsomme
oplevelse sagde vi pænt farvel til den unge mand, der højlydt undrede sig
over, at man ikke måtte have skydevåben i private hjem i Danmark. Vi undlod
at kommentere det. Nu gik turen ud
ad byen til ”Colorado Mills Mall”, som viste sig at
være et enormt område med meget store kædebutikker. Der var dog også 225
mindre butikker samlet i en ”normal” mall, hvor man
går rundt i en cirkel, der er afbrudt på midten af en ”food
court”, dvs. et sted med en masse borde og et stort
udvalg af junk-food. Vi startede rundturen 18.15,
og de lukkede først kl. 21. Ved
19.30-tiden plantede jeg mig i ”food court’ens” ufattelige støj fra mennesker og TV-skærme, og så skrev jeg dagbog, mens Hanne shoppede
videre en times tid endnu. Vi købte to store portioner wok-mad med masser af
ris og nudler, og det var mad nok til en mindre delstat i USA, så tilbage på
hotellet blev vi hurtigt enige om, at ise den ene portion ned som frokost til
i morgen. Vi så flotte
billeder fra dagens køretur og aftenens nu faste indslag: Et par afsnit af ”Breaking Bad” TV-serien. |