Onsdag d. 19. september 2012             RETUR

Den Kinesiske Mur er en stejl trappe
                                                                              ... og et besøg hos borgmesteren og hans landsby

 Morgenmaden er først 8.30, og den indtages på fortets lille restaurant, efter at Hanne har badet i damp-gloende vand - manden med kullene må have fyret godt op. Vi starter dagens oplevelse lige udenfor restauranten, hvor der ligger et lille museum, der omhandler muren. Lars Ulrik stiller sig foran et stort kort og fortæller historien om Den Kinesiske Mur, inden dagens vandring starter.

Nu sætter vi os i bussen og kører op til det sted, hvorfra vi skal gå tilbage til hotellet på selve muren.
Vil du se et luftfoto af området, så tryk HER!

Fra parkeringspladsen betragter vi en stolt general, der vogter denne indgang til muren. Herfra går vi et kort stykke op ad en stejl trappe og vupti - står vi på den berømte mur, som er meget flot renoveret på dette stykke.

Bag os fortsætter muren kun et par hundrede meter lige ind i en bjergvæg, der er så stejl, at mongolerne ikke har kunne kommet over bjerget. Til den anden side er muren bred og flot ... og tydeligvis genopbygget i mørkegrå sten. LU forklarer, at man så småt begyndte genopbygningen i halvfjerdserne, men at det tog fart i slutningen af firserne med det økonomiske opsving for Kina. Vi begynder at gå, og vi efterlader en håndfuld ved vores kinesiske guide, da de ikke vil eller kan gå den trods alt meget krævende rute.

Det er reelt heller ikke en gåtur men en bestigning, da nogen i tidernes morgen må have misforstået det kinesiske tegn for "mur". Den burde rettelig hedde "Den Kinesiske Trappe". Det meste er nemlig trin, og nogle af dem - faktisk de fleste - er meget høje og nok op mod 30 cm.

Muren bugter sig flot foran os, og med et par hundrede meters mellemrum ligger der et firkantet tårn, hvorfra man har kunnet holde øje med fjenderne. Det er ufatteligt, at man har kunnet bygge en sådan mur omkring år 1400, og de fleste forskere er da også stadig i tvivl om, hvordan det praktisk er foregået.

Visse steder står den oprindelig mur og dens tårne tilbage, og her er der ikke maskinfremstillede sten, men naturlige sten i lysere farver, der er passet ind i hinanden. Trinnene er også meget forskellige og ujævne her, så man skal hele tiden kigge ned, når man går. Derfor holder vi også mange pauser for at se op og ud, og vi tager et hav af billeder af hinanden med muren i baggrunden, der slynger sig over de grønklædte bakketoppe.


Nu går det stejlt nedad. Vores hotel-kompleks dukker op nede i dalen. På vej ned mod dalen, køber Hanne og jeg to T-shirts med påskriften "I Climbed The Great Wall" i den eneste bod, som vi så på hele turen. Herligt fri for turister og boder! Efter godt 1½ time, er vi ved at være tilbage i dalen, hvor vores hotel ligger i det oprindelige fort, der var en del af bygningsværket på denne strækning. Det er et imponerende kompleks og en stor samling af bygninger, som ligner en labyrint oppefra, og i hjørnet af enheden ligger der faktisk en labyrint - det må vist være for at underholde hotellets gæster - næppe for at mongolerne skal fare vild. Det allersidste stykke er en meget stejl trappe, hvor vi heldigvis kan støtte os til et rustent  gelænder, og ca. ved 13-tiden går vi over broen ved den udtørrede flod ved hotellet, og hermed er vi tilbage på fortet.

På vej ud af mur-afdelingen lokker en buddhistisk munk mig ind i et lille tempel, hvor jeg tænder en røgelsespind, bukker tre gange med samlede flade hænder foran Buddha, mens munken slår på en gong-gong.

Herefter skal jeg skrive mit navn i en bog, nedfælde et ønske - og så skal der betales ved Kasse 1. Jeg dropper 50 yuan i en trækasse, og således åndeligt beriget og økonomisk berøvet ender turen, og jeg kan slutte mig til Hanne, der let hovedrystende venter nedenfor templet i skyggen. Ved frokosten senere på dagen fortæller en af de andre gæster, at hun så en lokal, der havde lagt 15.000 yuan, hvilket svarer til 14.000 kroner. Han må have fået RIGTIGT mange slag på gong-gongen.

Vi når lige at smide vandreskoene og komme over i sandaler, og så sidder vi igen i bussen for at køre til en lokal landsby, hvor vi skal spise frokost hos den lokale borgmester Mr. Lee. Bussen parkerer ved den udtørrede flod, og vi går kort ind i den lille landsby, som er en blanding af faldefærdige huse og rimeligt solide nyere murstensbygninger med pæne glasvinduer.
Fælles for det hele er, at det er mega-rodet og her flyder med affald, gamle og nye byggematerialer, tørt brænde og tom emballage. Nogle af vores jyske holddeltagere er vildt forargede over, at kineserne ikke gider rydde op, men man har nok et helt andet forhold til rod og affald. Da vi kommer ind i byens eneste gade, som er smal og støvet mellem de små huse, bliver vi mødt af et farverigt optog af dansende kvinder, som er sminket helt hvide i ansigterne. En mere farverig klovn i form af en tandløs ældre herre danser også rundt foran os. Det hele er selvfølgelig arrangeret til ære for os, og det bedste er faktisk at studere de lokale, som også betragter optoget.

Vi går ind på en gårdsplads, hvor vi møder Mr. Lee, der ser lidt træt ud. LU introducerer ham kort og forklarer, at huset her koster ca. 150.000 kroner at bygge. Det er pænt og solidt i mursten. Bygningen overfor boligen er et rum, der kan bruges til repræsentation, og LU forklarer, at Albatros Rejsebureauet benytter arbejdskraft fra denne landsby til at arrangere "The Great Wall Marathon", som løbes her på muren hvert år. Mr. Lee laver mange aftaler her i bygningen, og det kræver altid alkohol, og han var da også stadig pæn vissen efter gårsdagens forhandlinger, som tilsyneladende må have krævet en del alko ... alvorlige diskussioner!

Det var derfor Mrs. Lee, der stod for hele kokkereringen og frokosten, og "sådan er det altid" ifølge LU. Maden var lidt mere "lokal" og nok tættere på rigtig lokal kinesermad, men det var fint og aldeles udmærket. Og der var igen rigeligt med læskende øl. Lars Ulrik havde som traditionen foreskriver det en gave med til værtinden i form af en dåse danske småkager, og Mrs. Lee svarer igen ved at servere brændevin, som meget få dog rører, da turen over muren stadig sidder i benene. Udenfor lokalet på gårdspladsen er der dækket op med alverdens turist-bras, men LU opfordrer os til at støtte foretagenet, så vi køber den bog om Muren, som vi refuserede på ved gåturen, da vi købte T-shirts.

Nu får vi en guidet tur gennem landsbyen af af Mrs. Lee. Der er en lidt anderledes trafik i byen, som vi også sniger os til at fotografere med kameraet hængende på hoften.

Vi stopper og ser nogen honningavlere, og vi ser et meget traditionelt hus, som der ikke er mange tilbage af. Her får vi også lov til at gå ind i huset som en del af turen. Huset er spartansk indrettet, og et stort portræt af Formand Mao pryder endevæggen.


Her er en farverig stue med en helt hård seng, hvor sengetøjet er stablet på et hjørne af briksen, så man kan sidde på den i løbet af dagen. Køkkenet har et lille lavt ildsted. LU forklarer, at det hele har ændret sig vildt meget i de 15 år, som han er kommet her, så dette er ved at være et sjældent hus, da mange huse nu er langt mere moderne indrettet.

Vi når frem til byens skole, som er en stor moderne bygning, og netop da vi ankommer, ringer det ud med en fanfare. Små børn stimler ud på pladsen, og der er ingen tvivl om, at de ved, at vi kommer.


De fleste er nysgerrige men generte. Lille Sofus, som er det eneste barn på vores hold, får mest opmærksomhed, og han putter sig lidt skræmt ind til sin far - det er alligevel lidt overvældende, når så mange kinesiske børn stirrer på én. Da vi har talt lidt med inspektøren på skolen, har vi bla. fået at vide, at hvert barn køber for 100 kroner bøger hvert år. Nu starter musikken igen op i højttaleren, og de fleste børn stiller sig på rad og række i skolegården. De mindste unger fortsætter med at løbe rundt, men bliver til sidst kaldt ind til fløjen for de mindste, og så er der ro, så inspektøren kan holde en formanende tale om at uddanne sig og blive til gavn for samfundet. Vi forstår selvfølgelig ikke talen, men LU oversætter løbende. Herefter uddeles der indsamlede materialer til børnene fra en større by, og inspektøren opfordrer alle til at betale tilbage i form af koncentration og læring.

Denne højtidelighed er selvfølgelig placeret i dag af hensyn til os, men det er ret langt, så vi trækker os tilbage og går til bussen, hvor vi kører tilbage til hotellet.

På vejen tilbage oplever vi to lokale fiskere, der meget idyllisk sidder og fisker ved floden ... lige foran et stort vejbyggeri.

Modsætningerne mellem land og by mødes her.

Tilbage på hotellet tager vi igen vandrestøvlerne på og går tilbage til det lille buddhistiske tempel, men nu drejer vi væk fra broen og fortsætter op mod det sidste stykke mur, som vi ikke har været på. Når vi kigger tilbage, ligger den del af muren, som vi gik på i formiddags, badet i eftermiddagssolen på toppen af bjerget - det er fantastisk smukt.

Trinnene på denne del af muren er om muligt endnu højere end de tilsvarende fra i formiddags, og der er reelt tale om trappe HELE vejen op ad bjerget. Cirka en kilometer fremme går vi over på den gamle (originale) del af muren igen, og trinnene bliver nu meget ureelle. Signe og Petteri følges med os, men Marie startede 10 minutter før os for med dødsforagt at LØBE op ... det er vanvid!

Vi får øje på hende langt fremme, hvor hun sidder og venter ved indgangen til et tårn. Efter dette tårn bliver muren så gammel, at trinnene bliver så store og uformelige, at man ikke kan løbe på dem længere. Vi mødes med Marie og strider os sammen videre på den gamle mur. Trinne er nu så høje, at hvert enkelt skridt må siges at være en bestigning. OK! Billedet nedenfor til højre er måske nok lidt for sjov - men trinnenes højde ses tydeligt i midten - dette krævede gode ben!
 
Da vi når hen til den lodrette klippevæg, hvor muren holder op, bliver pigerne stående, så Petteri, Hanne og jeg  udfordrer skæbnen og fortsætter op ad en vanvittig høj og stejl trappe lavet i natursten, hvor vi IKKE kan se enden af den ellers helt lige trappe på grund af bevoksningen over vores hoveder.

Vi stopper flere gange for at puste, men kommer til sidst op til en lille platform, hvor man kan se ned i dalen på den anden side af bjerget. (Hanne mangler stadig et stykke af trappen på billedet til venstre ... den var ufattelig lang!) Stien går videre, men den ser så ufremkommelig og farlig ud, at vi stopper, da solen så småt er ved at gå ned. Petteri går ned til pigerne, men Hanne og jeg puster ud og nyder udsigten tilbage over dalen og muren, som vi gik på i formiddags. Solen er ved at gå ned, og det laver flotte farver på maleriet. Vi går langsomt ned, og benene begynder at værke under de høje trin.

Alligevel klatrer vi op i et tårn ad en meget smal, beskidt og stejl trappe og ser det hele fra oven.

Sikkert nede igen på hotellet går jeg i bad, og det er stadig lunkent fra i morges. Vi kan lige nå at skrive lidt dagbog og spille Wordfeud, inden vi igen samles og går til aftensmad ved siden af stedet fra i går. Maden var "kanin med gebis" og "æsel i sovs", og det var trods indholdet super-godt. Vi købte nogle øl hos restauratøren, så vi var dækket ind til en lang aften, men da vi var totalt møre efter en heftig dag på muren, tørnede vi straks ind, da vi skal tidligt op i morgen og tilbage til Beijing.