Vi sov bedre i nat - nu er ørepropperne fast inventar. Jeg vækker til Hanne's forundring pigerne, da de gerne vil med på Kauai-Nord-turen i dag, som Hanne nok havde forventet skulle være mandag - og uden pigerne. Her kryber vi så til bekendelse og fortæller, at vi har købt en fødselsdagstur til øens vandfald i helikopter i morgen mandag, så vi er nødt til at tage nord-turen i dag, på trods af at regnen har væltet ned til morgen indtil 8.30. Hanne er begejstret, men da Signe ikke har fået en bekræftigelses-mail endu, er vi ikke sikre på at turen er accepteret af helikopterselskabet "Safari Helicopters". Vi spiser morgenmad, men Marie beslutter, at hun gerne vil sættes af i Lihue Mall for at shoppe, mens vi andre tager turen mod uret rundt om øen. Marie bliver smidt af ca. kl. 11 og forsvinder ind i Macy's, og vi fortsætter østover.
Her er ufatteligt frodigt og grønt. Vi skuer ud
over et landskab, som nærmest ligner rismarker i Thailand. Her er
oversvømmede marker, hvor der tydeligvis er plantet afgrøder ude i de
kvadratiske våd-områder, her er smalle broer, hvor man pænt må vente på
hinanden for at komme over, og her er større broer gennem meget grønne
områder ... her er med andre ord helt vildt frodigt.
Første stop er en lille strand, hvor vi vandrer
kort igennem jungle, inden vi kommer til et skilte-orgie, der advarer os
mod alverdens farer på stranden - der ellers virker meget fredelig.
Advarslerne omfatter at blive taget af selv små bølger, falde på de
glatte klipper, blive suget ud af strømmen hvis du bader, og
selvfølgelig at der ikke en noget livredder på stranden, men det
absolutte favorit-skilt er advarslen om, at aggresive sæler kan
overfalde din hund. Vi fortsætter forholdsvis hurtigt videre efter den
korte gåtur for ikke at komme til skade i dette helvede ... som nogle få
stakler har valgt at tilbringe dagen i.
Næste stop er en stor lavloftet hule ved siden af
en ekstrem våd parkering, som hedder "Maniniholo Dry Cave". Det regner helt vildt, da vi ankommer, så vi
sidder lidt i bilen, før vi trasker over til hulen, der faktisk er
imponerende - og HELT tør i modsætning til parkeringspadsen. Uden på er
klippen helt dækket af lianer, der kaster sig ned fra bevoksningen på
toppen af bjerget.
Det er en stor flad hule-åbning, og selv om den er dyb, næsten 300 meter, er
der stadig lys udefra, da vi når ind til bunden, og hele gulvet i hulen
er dækket af fint sand, så man kunne nok holde nogle store fester her.
Den er formodentlig skabt af at bølgerne igennem tiderne har slået ind
her, og hulen har været dybere, end den er nu, da en tsunami i 1957
skyllede en masse sand herind.
Næste stop skulle være turens højdepunkt i form af en våd hule, Waikapalae Wet Cave, hvor man skulle kunne sejle rundt. Vi får en super-parkeringsplads i første parket foran Waikanaloa Wet Cave, indtil det går op for os, at vi holder aldeles ulovligt, så vi kører videre, og kaster bilen ind på vejen, hvor der holder andre biler. Ups! De har alle en parkeringsbøder siddende i forruden, så det er nok heller ikke her, at vi skal holde. Vi kører tilbage til det sted, som man kalder "overflow parking", og det er en katastrofe af mudder og store sten, som stikker 20 cm op af jorden og skraber mod bilens bund. Vi opgiver derfor at se den store hule, og får bilen ud af parkeringen i ét stykke - mere held end forstand. Kauai er ikke gearet til turisme i dette omfang, så man burde ikke lukke så mange folk ind i dette ellers skønne område.
Hvordan vi lige får parkeret foran
Waikanaloa-hulen, som ligger helt ud til vejen fortaber sig i tågerne,
men det lykkeddes uden at smadre bilen og uden at få en bøde. Hulen er
mere en åbning i klippen, men det er flot, og vandet gøre det ikke
mindre fotogent. Også her hænger lianerne tykt ned omkring indgangen til
hulen. Ikke overraskende er nogle af scenerne fra filmen "Pirates of the
Carribean" optages her ... det er de rene sørøverhuler. I dag har
sørøverne dog kastet sig over at udskrive parkeringsbøder - sikkert
langt mere indbringende.
Vi kører nu tilbage til Princetown Foordland, hvor
vi køber sandwiches og vand til frokost. Turen fører os gennem et
nærmest blændende grønt landskab.
Vi fortsætter til Kauluea Light
Tower, selv om der står "lukket" på vejen, og vi er overraskede over,
hvor smukt der er, da vi når ned til vandet og ser ud over klipperne og
havet med fyrtårnet i det fjerne.
Surt at fyrtårnet er under renovering
netop disse 14 dage, men en ranger står på vendepladsen og fortæller om
de mange fugle, som holder til i området, så lidt får vi ud af turen ud
over udsigten. Vi sætter os på en sten og spiser vores mad, og så er det
på tide at vende tilbage til Marie.
Marie bliver samlet op ved 15.30-tiden, og hun
udtaler spontant, at hun slet ikke havde tid nok, og hun er så
begejstret for dagens shoppe-tur, at Hanne og Signe mener, at de bør
have en tur i Mall'en efter morgendagens flyvetur, hvis vi ikke udskyder
det tirsdag og tager det på vej til lufthavnen. Vi passerer igen Tree
Tunnel-vejen, og frodigheden her kan stadig få os til at standse og
fotografere selv efter en hel dag i dette grønne paradis. Kontrasten til
den grønne hule af træer er slående, da vi et par hundrede metere
længere fremme kører igennem en lille allé af lave træer med smukke røde
blomster med et blå hav i baggrunden.
Vi køber aftensmad på vej hjem, men det er stadig ikke kommet en booking-bekræftigelse fra Safari Helicopters, så jeg ringer til dem og får bekræftet, at vi skam skal flyve kl. 11.30 i morgen - FEDEST! Vi tager straks en tur i pool'en for at køle begejstringen lidt ned, og så vil vi op og se solnedgang - der for én gangs skyld er en sølle forestilling på grund af for mange skyer. Uha! De må godt forsvinde til morgendagens flyvetur, som helst skulle vise os lidt mere af Waimea Canyon og forhåbentligt den fantastiske nord-side af øen, som totalt forsvandt i tåge forleden dag. Vi krydsede fingre for klart vejr - mens vi så OL resten af aftenen.