I dag havde vi alle besluttet os for at tage til Waimea Canyon, som skulle være Hawaii's og/eller Kauai's svar på Grand Canyon. Vejret så noget gråt ud, da vi forlod vores lejlighed og styrede længere vestpå på øen.
Vi kom hurtigt op i højderne, og den røde
jord blev til deciderede Mars-landskaber, hvor vandløbene igennem dog
ødelagde den illusion, men til gengæld gjorde det billederne flottere.
Lige på
den modsatte side af vejen kunne man stirre ned i de dale, som
Waimea-floden har gravet gennem tusindvis af år.
Dybt nede kunne vi se
farme, og vi undrede os over, hvordan disse mennekser kommer frem og
tilbage fra deres hjem, for der var ingen tydelige veje - højest nogle
støvede stier, som tilsyneladende stopper langt fra husene. Vi snoede os
videre op, men vi skal ikke højere op end 3500 fod, så det er intet i
sammenligning med Big Island og Maui. Det bliver stadig mere gråt, men
vi kan dog stadig se dybt ned i dalene.
Da vi når det officielle Waimea Canyon
"lookout", trasker vi op ad trappen sammen med mange andre turister og
glæder os over synet. Dette ER Grand Canyon i mini-format, men
det er langt mere grønt end Arizona-fætteren. Der er buske og træer i
hver dal. Til gengæld er der ingen gode stier ned i dybet - dette er en
State Park - ikke en super-trimmet National Park. Vi tager mange
billeder, selv om solen ikke er igennem, så farverne er lidt flade under
skydækket.
Pigerne stiller lidt modvilligt op til forældre-fotografering
- det er prisen for at være med på ferie med de gamle.
Tilbage på parkeringspladsen overfalder i pladsens eneste bod, som sælger frisk
frugt, og vi indtager mango og sød ananas omringet af høns og stridbare
haner på græsplænen bag bilen.
Vi sætter os i bilen og kører videre, men
allerede fem minutter efter kan vi se, at skyerne vælter ind i dalen. Vi
kører helt op nordpå til Koke State Park, hvor regnen vælter ned, da vi
når parkeringen. Sådan er det meget ofte på Kauai's nordside. Vi løber
ind i Park Visitors Center, hvor der er en lille udstilling om området
og øens tilblivelse. Ved siden af ligger en restaurant-café, hvor vi har
aftalt at spise frokost, men det er kun lige blevet middag, så det er
lidt for tidligt for os. Vi aftaler derfor at gå en tur og se bjergene
først. Den rare dame i centret udpeger en kort rute på et kort, "men der
er nok lidt fedtet og mudret efter regnen", tilføjer hun. Tager man HELE
ruten, er det ifølge Hawaii-bogen noget, som kun meget erfarne vandrere
gør, selv om ruten kun er 20 kilometer lang. Vi kører dog først ud til
et udsigtspunkt, hvor vejen ender helt mod nord på øen, og her er tale om
total "grey-out". ("White-out" er betegnelsen for bjergbestigere, der
kun kan se en meter på grund af snestorm - så "grey-out" må være det
tilsvarende med tåge - man kunne bogstaveligt talt kun se én meter!)
Jeg tager alligevel turen turen op til udsigtspunktet iklædt mit
regntøj, og kort efter kommer Hanne for at forevige udsigten, som i
dette tilfælde kun bliver mig og skiltet. Her er INGEN udsigt i dag. En
meget kort familierådslagning kan hurtigt blive enige om at Kauai's
nordlige udsigter er kraftigt overvurderede (i hvert fald i dag), og
tanken om at skulle ud på glatte, stejle, mudrede stier er ikke noget,
der sælger billetter i dag, så vi beslutter hurtigt at sætte snuden
hjemad mod syd, men vi tager dog et enkelt billede eller to ned i den nu
sky-fyldte canyon på vejen ned.
Det går strygende hjemad, og allerede ved 14.30-tiden er
vi tilbage til solskin og varme i lejligheden. Resten af eftermiddagen
bruges på at se OL i TV, ordne foto og nyde udsigten fra altanen, hvor
to lokale unge mænd med livet som indsats samler "noget" på klipperne nedenfor.
Det virker som om, at de har styr på det, men alligevel springer de for
livet, når en rigtig stor bølge skyller ind.
Og så
slutter vi selvfølgelig af med en super-solnedgang, hvor der er mange
mennesker på kysten i silhuet mod solnedgangen ... og en enkelt fisker
tæt på de høje bølger.
Pigerne har desværre
"store problemer" med Internettet, så jeg må flere gange ind til dem i
stuen i løbet af aftenen for at hjælpe til ... det er undskyldningen for
at have hemmeligheder for Hanne ... mere om dette i morgen.