Sikken en nat. Vi har nærmest tinitus, da vi vågner
efter den voldsomme "støj" fra bølgerne hele natten. Det er en
fantastisk lyd-kulisse, men vi bør nok overveje ørepropper de næste
nætter, hvis vi vil sove ordentligt. Hanne skynder sig ud på altanen med
sin kaffe, og hun begynder straks at spejde efter de store skildpadder,
som vi også så et par stykker af i går aftes. Her er mange, så
underholdningsværdien er høj og den flotte morgenregnbue i horisonten
trækker heller ikke ned i helhedsindtrykket.
Vi må helt klar tilbage en gang i
december-februar-perioden, hvor de store pukkelhvaler leger i vandene
omkring Hawaii. Begejstrede gæster har skrevet om delfiner, skildpadder
og pukkelhvaler i værelsets gæstebog. Hanne sidder længe på altanen og
nyder de store splash-sprøjt, som bølgerne sender helt op i anden sals
højde.
Sidst på formiddagen går Marie, Hanne og jeg en tur
ned langs stranden. Det bringer os forbi flere skildpadder, og de sorte
bugter bliver adsillige steder afløst af små strande med fint sand, hvor
badegæsterne enten bader, surfer eller bare leger i vandet alt efter
bølgernes voldsomhed.
Her er alle slags bølger. Sidste strækning på ruten
tager os lige forbi græsplænen på meget dyrt udseende hoteller, hvor
folk ligger som sild i tønder under palmernes skygge. Vi kan heldigvis
gå hen over græsset og komme forbi, og endepunktet på stien giver udkig
til de dygtige surfere, der prøver kræfter med rimeligt store bølger.
Gider man ikke se på surferne (og det gjorde Marie og jeg - nogle af dem
var meget skrappe), så kan man se lige ned i vandkanten,
hvor store grønne havskildpadder ligger og tumler rundt mellem os på
stranden og de badende gæster ude i vandet. Fantastisk!
Vi kan også se tilbage til vores lejlighed, hvor det er tydeligt at
bølgerne sprøjter meget højt op foran bygningen. Pilen markerer "Her bor
vi".
Da vi kommer tilbage til lejligheden, efterlader vi
Marie hos Signe, og Hanne og jeg tager bilen for at køre en lille tur
for at se et vandfald. Øen er meget lille, så man kommer hurtigt rundt,
og snart efter stopper den blinde vej, som fører os ind til Wailua
Falls. Vandfaldet består af to tynde striber vand, som styrter ned i et
stort hul, hvor der er en sø. Meget flot og idyllisk, og man kunne nok
tilbringe et par timer i bunden af dalen ved søen, hvis ikke
Hawaii-bogen på det kraftigste frarådede at kravle ned af de stejle
skrænter, da rigtigt mange er blevet slået ihjel her.
Ydermere er der farlige ting i vandet, så man skal afholde sig fra at bade i det. Det gør dog ikke
synet mindre flot, og vi kan da også se to små mennesker nede i hullet,
som må have set stort på alle advarslerne.
Ved siden af parkeringen sidder
en lokal og fletter kurve af palmeblade, og de er rigtigt flotte , men
vi er sikre på, at den strenge plante- og frugt-kontrol ved indrejse til
USA's fastland vil konfiskere dem, så vi spørger ikke engang om prisen.
Til gengæld griner vi lidt af fletterens hund, der sover fuldstændigt
udsplatttet på den røde jord ved siden af ham. Vi fotograferer ham ikke,
men det er intet problem, for man skriver bare "waimea falls basket" i
søgefeltet på Google, så vælter det frem med foto af ham. Hunden er dog
ikke med på de fundne billeder.
Dette har ikke taget særlig lang tid, så Hanne
lokaliserer på kortet endnu en dal med et vandfald, som vi kører videre
til. Det bringer os til Opaekaa Falls, hvor vi ser ud over den svungne flod,
og her kommer
noget, der ligner et hus, sejlende. Hanne kan afsløre, at dette
er Smith's Boat Trips, som sejler folk ud til "Fern Grotto",
der er en
grotte langs floden, som kun kan besøges ved at blive sejlet
derud af familien Smith.
Til gengæld udsætter de dig så for levende
Hawaiiansk musik og dans hele vejen, og selv på denne store afstand kan
vi høre sang og musik fra båden. Vi priser os lykkelige for ikke at have
valgt denne oplevelse, og vi går i stedet over på den anden side af
vejen for at se det lille vandfald i det fjerne.
Det er ikke vildt
ophidsende, og faktisk er det de vildtvoksende blomster, der får den
største opmærksomhed. Vi betragter også de mange vilde høns, der løber
rundt over alt. Forklaringen på dette er, at en storm for noget tid
siden smadrede alle burene med kamphaner, så de slap ud og kunne formere
sig frit ... og det må de siges at have gjort.
Herefter kører vi tilbage til lejligheden, hvor vi laver mad med pigerne og bruger hele aftenen på at se den flotte (forskudte) OL-åbning fra London. Vi når aligevel en øl på altanen efter showet, men vi missede solnedgangen ... det må vi indhente i morgen.