Der var almindelig feriestemning, så vi spiste sen
- men stor - morgenmad efter at have nydt kaffe og te på altanen indtil
alle var vågne.
Aftalen ved morgenmaden blev, at vi ville satse på dykning med Manta
Rays (store rokker) i aften, på trods af at Hanne og jeg var lidt
bekymrede over at skulle svømme midt i Stillehavet midt om natten. Signe
søgte efter muligheder på nettet, men første ledige tur var fredag, så
hun endte med at gå ned i hotellets reception for at få råd og
vejledning af de hjælpsomme guider. Hun smilede bredt, da hun kom op
igen. "Vi skal afsted i aften for kun 338$", jublede hun, og det var
faktisk 100$ billigere end det, som var blevet fundet på nettet. Jeg
traskede ned til Nikki, der var meget begejstret over vores valg af
udflugtsmål. Jeg betalte og fik samtidig lidt rådgivning omkring
stjernekigning fra toppen af Mauna Loa-bjerget, som vi helt klart skal
op til senere på ugen.
Det lykkedes os nu endelig at komme ned til
hotellets pøl, hvor vi flød frem til ved 15-tiden, mens vi badede, læste
og slappede i skyggen.
Her er det endnu kun Signe og Marie, der er kommet i vandet.
Lidt over 16 tog vi afted til Honokõhau Harbour,
hvor vi var ca. en halv timer efter, så det var ret tæt på hotellet.
Efter at have skiftet til badetøj på fiskeklubbens toilet, fandt vi ved
hjælp af en lokal bådejer Torpedo Tours-båden, der stadig var ubemandet.
En ung mand dukkede op og sagde, at vi først gik ombord kl. 17.30, så
den næste halve time gik med at studere de lokale fiskere partere en
stor gul-finnet tun, som en turist havde fået fra deres store hvide
motorbåd som dagens fangst.
Turisten fik udleveret et stykke tun på størrelse med en lille
oksemørbrad, og så sagde han pænt farvel og tak. Resten af tunen blev
skåret i lækre, flotte stykker, som omhyggeligt blev pakket ned i poser
og lagt på is. De lokale omkringliggende både fik også udleveret
tun-stykker, og besætningen på vores båd fik hovedet og det pillede
skelet i en plasticbøtte - man ville nok lave tun-suppe.
Efter denne fremragende og gratis underholdning
ankom fem ekstra gæster, og så var vi klar til at sejle ud. Vi kravlede
frem i stævnen sammen med skibshunden Scout, der med usædvanlig stor
sikkerhed løb frem og tilbage mellem stævn og agter på det smalle udhæng
- og båden var i høj fart og gyngede.
Fremme ved dykke-stedet ventede ti andre både allerede, så dette var nok
samlingsstedet for de store fisk.
Vi fik lov til at snorkle en halv time, inden solen
gik ned, men det var ret begrænset, hvad der var at se på i det 10 meter
dybe, men meget klare vand kun 50 meter fra klippekysten.
Vi kom op igen og så solnedgangen fra skibet. Vi fik nu våddragter på,
og sammen med snorklerne gik Hanne og jeg om til stævnen, mens de tre
piger, der skulle dykke - heriblandt Signe og Marie - blev tilbage agter
for at få instruktioner. Vi fik en kort forklaring om, at dette er det
eneste sted i verden, hvor man kan se disse tre meter rolige kæmper, der
cirkler rundt i vandet med åbne gab for at indfange små krebsdyr. Lyset
under vores medbragte surfbræt og dykkernes lys på bunden, ville
tiltrække krebsene, og så ville Manta'erne komme af sig selv. Alle Manta
Rays har et unikt mønster på den hvide bug, og derfor var de også
navngivet. Nogle af dem - f.eks. Lefty - har været her i over 30 år!
Vores vejledere efterspurgte en god svømmer, og da jeg var klart den
største af deltagerne, tabte jeg - og jeg er IKKE en god svømmer.
Kort efter lå vi vandet og flød - denne gang meget
bedre flydende en sidst pga. vores våddragter. Det var mørkt, men
allerede nu kunne vi se de store Manta Rays i det oplyste vand. Jeg
lagde mig for enden af surfbrættet, vores vejleder i spidsen, og så lå
der tre på slæb i hver side. "Go" råbte vejlederen, og så var det ellers
bare at mase på med svømmefinnerne og flytte alle folk, hvor vejlederen
styrede os hen. Det var sgu hårdt! Da jeg fik pusten tilbage, var jeg
lige ved at tabe den igen - nu startede nemlig den mest fantastiske
vand-ballet, hvor de kæmpestore fisk cirklede rundt i loops med vidt
åbne tandløse gab lige under os. Nogle gange cirklede de flere
samtidigt, og deres loop udvidede sig for effektivt at filtrere den
hvide "sne" i vandet, som var den krebse-plankton, som rokkerne spiste.
Sidste loop i hvert "angreb" var så højt oppe i vandet, at vi kunne
strække hænderne ud og røre ved kæmperne,men det var vi instrueret om
absolut ikke at gøre. Vores svømmefinner stødte hele tiden på noget, men
langt de fleste gange var det heldigvis andre snorklere, der stort set
dækkede loftet over dette teater, hvor den mest fascinerende
forestilling blev opført.
Lige ved siden af mig lå en franskmand, der det meste af tiden skreb
begejstrede udråb til sine venner. "Attention - attention!" Altså! Hans
ven kunne jo nok selv se dette uden hans støj. Franskmanden holdt stort
set hele tiden et videokamera under vandet, og det må have givet ham
nogle helt fantastiske optagelser.
På bunden sad dykkere over alt med lygter og lyste op, så man fik en
fornemmelse af at svæve over en storby, hvor gigantiske fugle holdt
svæve-konkurrence. Store mængder bobler steg til vejrs og kildede os på
kroppen.
Marie til venstre - Signe til højre ... og Manta Rays lige hen over dem.
Endnu et billede taget fra bunden. Se de mange bare ben på snorklerne i
overfladen omkring de lysende surfboards. Tilhøjre flere dykkere på
bunden og mindst 4 Manta Rays.
Vi måtte flytte os et par gange, så når råbet "Lars! Go Brother! Give us
a push!" lød, så var det bare om at starte propellerne. Det sidste
kvarter af den fantastiske time lå vi stille over mindst 10 cirklende
fisk med dykkere lige under os - et helt eventyrligt og uvirkeligt syn -
vi vil nok aldrig opleve noget lignende igen. Da det sidste "Go Brother"
lød, var jeg ved at få krampe efter at have ligget stille så længe, men
det lykkedes da at få alle tilbage til vores båd. Hold da op! Udmattede
og i en rus af begejstring kravlede vi ombrod og fik skrællet
våddragten af de sitrende ben.
Nu blev det sat et rasende tempo på båden i mørket,
og Scout løb stadig rundt på den smalle afsats på båden i mørket. Var
den faldet overbord, så var det næppe blevet opdaget. Inden vi gik i
land, aftalte Signe en ny tur torsdag formiddag med to dyk.
På vej ud fra havneparkeringen spottede jeg min råbende franske ven, så
jeg standsede og spurgte ham, om man måske kunne få lidt af hans video.
Han lovede at sende en DVD ... det må så være hele filmen. Fantastisk,
hvis det lykkes. (Og det gjorde det skam - tre uger efter hjemkomsten
ankom en DVD) Pigen, der var med den franske herres ven, havde dykket
med Signe, og hun lovede at sende video af Signe med. Vi lovede at sende
Signes billeder retur.
Vi rundede Safeways supermarkedet på vejen hjem og købte uanede mængder af suppe og brød til at varme os på. Hanne havde fået et rabatkort, sidste gang vi var her. Regningen lød på 115$, men beløbet talte langsomt ned til 84$, da vi kørte rabatkortet gennem kortlæseren. En meget effektiv måde at illustrere rabatten på.
Klokken blev igen over 22, før vi spiste, og dagens øl blev indtaget ved spisebordet efter maden, mens vi genoplevede turen på Signes PC-skærm med hendes mange flotte undervandsfoto.
Sikken oplevelse! Totalt møre tørnede vi ind efter midnat.
Og har du en god Internetforbindelse, så se lige denne filmstump, som Signe tog. Én af de store Manta Rays er så tæt på Marie, at hun må trække armen til sig, for ikke at støde til fisken. <Tryk her for at se filmen>